Offentligt ansatte bruger for meget tid på at registrere og dokumentere deres arbejde fremfor at udføre det. Og det vil Socialdemokraterne nu gøre op med.
Det er budskabet fra den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksen, når hun fredag taler på partiets kongres i Aalborg.
»Vi er ved at ødelægge noget af den arbejdsglæde, som er forudsætningen for, at det er godt at arbejde i den offentlige sektor,« siger Mette Frederiksen til Information.
Hun mener, at kravene om indrapportering, som over de seneste årtier er blevet stadig større, skal erstattes af øget frihed og tillid til de offentligt ansatte:
»Det her er et opgør med New Public Management som styringsredskab for, at vi kan sikre mere rum til faglighed,« siger Mette Frederiksen, som mener, at tiden er moden til en såkaldt »fingrene væk-reform« i den offentlige sektor.
»Vi foreslår en form for velfærdskontrakt, hvor de offentligt ansatte på den ene side lover at yde deres ypperste, og vi til gengæld lader være med at kontrollere det, som ikke skal kontrolleres. Et eksempel kan være, at man får lov til at have budgetter, som strækker sig over flere år, så det ikke bliver den her stop-and-go-regulering.«
Præstationsmåling giver bagslag
Professor på institut for Samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, Jacob Torfing, mener, at et opgør med new public management-kulturen er stærkt tiltrængt:
»Det her flugter med den viden, som er kommet til torvs de seneste år, og som viser, at den intensive og nidkære præstationsmåling kan give bagslag. Faktisk kan den virke direkte demotiverende og skævvridende.«
Ifølge formand for FOA, Dennis Kristensen, er der tale om et afgørende nybrud i socialdemokratisk politik.
»Når det her er et hovedpunkt i talen på partikongressen, så er det også et opgør med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon-tiden, hvor alt handlede om regneark i Finansministeriet og arbejdskraftudbyd. Alt det, som kendetegnede den periode og gjorde det svært at se forskel på den ene og den anden side i Folketingssalen,« siger Dennis Kristensen.
Tilbage til rødderne
Samme udlægning har Jacob Torfing:
»Måske handler det her også om at lægge afstand til Thorning-Corydon-makkerparret, som blev oplevet af mange som værende gift med Finansministeriet, og som forbindes med DJØF’ificering osv. Det er nyt, at Socialdemokraterne toner rent flag og siger: Det er ikke den vej, vi skal i fremtiden. Det oplever jeg som en ’tilbage til rødderne’ bevægelse.«
Jacob Torfing henviser til en rapport fra KORA – kommunernes analyse og forskningsinstitut, som udkom tidligere i år, og som understøtter behovet for ændringer:
»Man skal passe på med at lave for omfattende regelstyring og resultatmåling, og man skal slet ikke gøre det på en måde, der virker kontrollerende. Det bliver demotiverende og sænker produktiviteten. Hvis vi styrer mindre og viser tillid til dem, vi har ansat, så deres kompetencer kommer mere i spil, så giver det bedre produktivitet og højere kvalitet,« siger Jacob Torfing, som fortæller, at man i Sverige netop nu er i gang med stort opgør med New Public Management-tankegangen.
Mister kontrol?
Professor i Økonomi på Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen, mener, at Mette Frederiksens udspil er udtryk for en »helt anden måde at organisere den offentlige sektor på i forhold til det, vi har set de seneste 15-20 år«.
Han mener også, at det giver god mening, at de offentligt ansatte skal gøre det, de er bedst til »frem for noget, de ikke er uddannet til«.
Men Bo Sandemann Rasmussen advarer samtidig om, at man også mister noget, hvis man fjerner kontrollen:
»Man kan frigøre nogle ressourcer ved at fjerne kravene om dokumentation. Men så bliver det også sværere at styre. Man mister noget information højere oppe i systemet, som gør, at man ikke længere ved, hvordan tingene specifikt går. Man kan ikke få både i pose og i sæk, og man giver køb på muligheden for at styre præcist.«
Mette Frederiksen understreger, at kontrollen ikke skal opgives fuldstændig:
»Vi skal selvfølgelig vide, hvad vi gør. Så vi skal være skarpere på, hvad vi har behov for at få dokumenteret – og hvad vi ikke behøver at dokumentere. Jeg foregiver ikke at have alle svarene,« siger hun. Hun understreger også, at ændringen ikke betyder et stop for udlicitering:
»Denne blinde tro på, at du kan overføre en markedslogik til noget, som ikke er et marked, nemlig relationer mellem mennesker, køber jeg ikke. Og det har jeg for øvrigt aldrig gjort. Men det betyder ikke, at der ikke er opgaver, som kan varetages af private,« siger Mette Frederiksen.
Stor frustration
Dennis Kristensen mener, at den stramme målstyring og kravene om rapportering er en stor frustration for mange offentligt ansatte:
»At bruge tid på at registrere og dokumentere, kan man ikke se nytten af. Slet ikke, når vi er så pressede med nedskæringer i den offentlige sektor. Man vil gerne bruge tiden på det, som det handler om: patienten, beboeren osv. Dem, som var årsagen til, at man gik ind i sit fag.«
Derfor er han glad for de nye toner fra Mette Frederiksen.
Han husker dog skuffelsen over den tidligere indenrigsminister Margrethe Vestagers ’Tillidsreform’ fra 2013, som havde nogle af de samme budskaber om mindre kontrol og større frihed:
»Det blev aldrig til andet end papir. Det er ikke noget, der har kunnet mærkes på de offentlige arbejdspladser,« siger han.
Derfor glæder han sig til at se, hvordan det kommer til at se ud konkret: »De overordnede ideer er rigtige. Vi håber, at vi kommer til at være med til at udfylde det konkrete indhold,« siger Dennis Kristensen.
Sagt før
Mette Frederiksen medgiver, at andre lignende tiltag ikke har virket.
– Er det her ikke bare nogle luftige begreber, som der sjældent kommer noget ud af?
»Meget af det, som jeg siger, er blevet sagt før. Men vi må bare indrømme, at vi ikke er lykkedes med det. Vi kom et stykke af vejen, da vi sad i regering, men bureaukratiet er jo ikke blevet mindre,« siger hun.
Men den socialdemokratiske formand håber, at det vil ske nu:
»Jeg kan se nogle advarselslamper, som blinker derude – senest var det opråb fra psykiatrien – så vi bliver nødt til at sadle om nu. Det, som vi sætter i gang, er så en proces, vi gerne vil lave i samarbejde med alle dem, som gerne vil den offentlige sektor det godt. Hvilket ikke mindst vil sige medarbejderne,« siger Mette Frederiksen.
" ... og fokus på samarbejdet, istedet for på eget avancementer, og hensyn til de forhåndenværende aktørers personlige ressourcer."
Du mener vel:
... og fokus på samarbejdet, og hensyn til de forhåndenværende aktørers personlige ressourcer, istedet for på eget avancementer.
Jens Winther
23. september, 2016 - 09:31
Kan gerne se mit ovenstående, af primær erfaring.
@Jens Winther
23. september, 2016 - 09:31
Lederne i den offentlige virksomhed, jeg tidligere var medarbejder i, fik også hyren godt betalt, som bonus for opnået målstyring - og de sled i det, med nultolerance osv. Det var ikke morsomt.
Guleroden blev holdt for ledelsessegmentet, basismedarbejderne fik stokken.
Niels Nielsen
24. september, 2016 - 03:58
Ja, og det udviklede sig kun til der værre.
"På grund af en generel afmatning i branchen udbrød der så på et tidspunkt panik på de bonede gulve, og direktørerne gik fuldstændig reformamok - ... "
Kan jeg kun tilskrive manglende rettidig omhu, altså dårlig ledelse.
Jens Thaarup Nyberg, at påtage sig tillidsmandshvervet bliver en del af kampen om fedterøvstillæg og avancementsforløbet.
Jens Thaarup Nyberg, du forekommer at have en vis hang til kadaverdiciplin ...
Bill Atkins
24. september, 2016 - 11:09
Ikke nødvendigvis avancementsforløbet, men personlige tillæg skal vel uddeles, når de er der, og til de rigtige og helst så mange så muligt. Så kadaverdiciplin nej, systemet bestemmer, og kan benyttes.
Jeg tror du forveksler mig med mit sproglige udtryk.
Eller, jeg udtrykker mig ikke passende.
Bill Atkins
24. september, 2016 - 06:37
"Den slags gruppevist optimeret samarbejde - synergi-grupper - opstår spontant i perioder i større organisationer. Jeg har endog observeret organisationer hvor den slags "selvstændighed", som en del af virksomhedens politik, blev modarbejdet i form af opsplitning af for velfungerende grupper, da en ensartethed i opgavebehandlingen i følge ledelsen var at foretrække."
Ironisk nok er netop Lean resultat en ledelses formalisering og udvikling, af uformelle tiltag til rationalisering fra medarbejderside, i en større Japansk virksomhed. Det havnede det så, via management"industrien", i PostDanmark, hvor medarbejdere i årevis havde bedt om lydhørhed for deres forslag til at lette byrderne; imidlertid indebar Lean så også afskaffelse af de eksisterende og grundlæggende principper og systemer for posthåndtering, der blev overladt til mekaniseret og it-styret drift; postmedarbejderne blev appendicer til maskiner.
Det morsomme, Bill Atkins, er, at vi faktisk havde et naturligt hierarki i forvejen, før indførelsen af selvstyrende grupper - nogle af kollegerne vidste bare mere om arbejdsgangene end andre, og som ny henvendte man sig derfor til dem, når der var noget man ikke forstod. Et par af arbejdslederne udfyldte denne rolle forbilledligt, men de fleste af dem forblev ophøjede slipsedyr, som vi satte en ære i ikke at have for meget kontakt med.
Når det var de gode arbejdsledere, der var på vagt, følte vi os motiverede til at blive færdig til tiden, når det var de mere upopulære, der ledte slagets gang, var der ofte overliggende post.
Sjovt nok - ren tragikomik! - fik det ledelsen til at mistænke de gode arbejdsledere. I stedet for at finde ud af, hvad det var, de kunne, som de dårlige arbejdsledere ikke kunne. "Best practice" er et relativt begreb, er læren heraf.
Jens Nyberg, det glæder mig, at du er sluppet ud af hamsterhjulet. Jeg mødte Virkelyst forleden, han er lige rykket til Taastrup, og han hader det. Men han er jo også en brokkerøv.
;-)
Niels Nielsen
:-)
Efter Vejrum måtte jeg overtage suppedasen, og fik nogle oplevelsesrige år; efter at have indsat en yngre kraft, der holdt et år, begyndte jeg at gå amok på nogle af de værste arbejdsledere der jagtede, og fik til sidst sparket - gik på opsigelse i et halvt år, og understøttelse i to, og nød tilværelsen i fulde drag, nu på efterløn.
Yes, mødte Virkelyst forleden, og Støvsugerbanden (dagholdet).
Hilsen fra fiskerihavnen, 2450.
Jens Thaarup Nyberg, det var din kommentar 09:51 der faldt mig for brystet ...afsluttende med:
Af chefen udskreget som marxister, er svaret, så er vi da ikke facister.
Min erfaring med selvstyrende grupper strækker sig tilbage fra de tidlige 70'er, hvor lean ikke var opfundet, og lederuddannelse noget man hentede i militæret. Det var tydeligt at militær ledelsesfilosofi ikke kunne bruges til ret meget andet end at påpege at "ledelse" var noget konkret. Da det stod klart for de fleste at ledelsesopbygning ikke fungerede gennem anciennitetsudvælgelse, var selvstyrende grupper en nærliggende legeplads for de unge, der kom på arbejdsmarkedet i hælene på 68'erne, og som kendte de skjulte mekanismerne i det kapitalistiske lønklasse- og avancementssystem (del og hersk), om ikke andet af navn. Men "marxister" var på ingen måde på tale. Derimod personlig integritet og sammenhold mod urimelig indblanding fra ledelsen, stor kommunikationsvilje, og til tider en følelse af velfungerende anarki. En nærmest åndelig afkobling af ledelsens magt. "Ja'men det har vi allerede gjort" var et hyppigt svar, dengang. Jeg ved det var sådan på rigtig mange arbejdspladser - det var noget man talte om over fyraftensøl på vej hjem fra arbejde, og jeg forstår godt at ledelsen og såkaldte organisationsudviklere har forsøgt at tæmme denne samarbejdsglæde. Ledelsen skulle have magten og styringen tilbage.
PS. Dengang var personlige tillæg ikke velkomne. Lønnen var dyrtidsreguleret, og den personlige integritet og friheden den herskende motivationsfaktor. Personlige tillæg var en ledelsesopfindelse netop med henblik på del og hersk.
Bill Atkins, vi genopfandt skruen: De personlige tillæg blev uddelt til en hel afdeling ad gangen, det første år fik 2. sal således tillæg, hvilket selvfølgelig vakte utilfredshed på de øvrige etager, så året efter var det tredje sals tur osv. etc.
Niels Nielsen, ja, sådan var det - indtil arbejdsgiverne blev mere målrettede, dyrtidsreguleringen blev indefrosset, og tillægsbeløbene blev større og pensionsgivende, indstillinger fra de faglige organisationer blev overhørt, og så var det pludselig, at de højerelønnede mellemledere (68'erne), sagde "ja, tak" og bukkede så slipsene fejede hen ad gulvet. De kreative blandt indianer sagde "ja, tak! " året efter. Burmeister og Wain lukkede. Typografstrejken endte med Berlingskes nedsmeltning, og plattedamerne vandt, men Den kongelige fusionerede...
Det var det forårsårti!
Med lektor Blommes ord:
Spartacus startede et slaveoprør mod romerne, - men han undervurderede fuldstændig sin fjendes styrke! Oprøret blev en fiasko! Og slaverne måtte overgive sig, - og de blev alle korsfæstet langs Via Appia.
En stor flok sorte fugle på træk så de korsfæstede slaver, og kort tid efter var alle de korsfæstede slavers øjne hakket ud.
Ja, sådan går det mine herre, når uvidende slaver gør oprør! Fortsat god dag.
Men har vi lært noget? :-)
Der skulle nok være satset på Økonomisk Demokrati istedet for lønstigninger...
@Bill Atkins
Ja, bemærkningen var uddrag af en dyst på skældsord, mellem en chef og mine kolleger, og hvad du kalder selvstyrende gruppe, kender jeg som sjak.
24. september, 2016 - 20:00
Præcis !
Men har vi lært noget? :-)
Hm (association), er det nu Maersk tager røven på den danske stat igen, igen; betal, eller vi sælger Olien fra.
Sider