Det er et angreb på pressefriheden og uden hjemmel i lovgivningen, at Information har fået afslag på aktindsigt med en begrundelse om, at avisen tidligere har skrevet kritiske artikler om eksporten af overvågningsteknologi.
Sådan lyder dommen fra eksperter, der har set en afvisning på en klage, som Information har modtaget fra Erhvervs- og Vækstministeriet efter at have fået afslag på aktindsigt.
Sagen handler om Informations afdækning af danske virksomheders eksport af avanceret overvågningsteknologi til udlandet.
Ifølge nye EU-regler skal eksport af overvågningsudstyr godkendes af Erhvervsstyrelsen, og derfor søgte Information aktindsigt i styrelsen for at se nærmere på tilladelser og afslag på eksport af den avancerede teknologi.
Men da aktindsigten blev udleveret, var stort set alle oplysninger streget over med henvisning til Offentlighedslovens §30 nr. 2. Ifølge den paragraf kan oplysninger om »tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign.« holdes hemmelige for offentligheden, hvis »det er af væsentlig økonomisk« betydning for den virksomhed, det drejer sig om.
I dette tilfælde handler det blandt andet om oplysninger om, hvilke lande den britiske forsvarsgigant BAE Systems havde fået tilladelse til at eksportere til. Erhvervsstyrelsen partshørte selskabet i forbindelse med behandlingen og valgte efterfølgende at mørklægge stort set alle oplysninger.
Det klagede Information over, men Erhvervs- og Vækstministeriet, som er klageinstans, bakkede styrelsen op i stort set alle punkter.
Angreb på pressefriheden
En af begrundelserne er, at ministeriet ifølge afgørelsen har »erfaret«, at »Dagbladet Information tidligere har bragt kritiske artikler om eksport af denne type produkter, og i en sammenhæng med menneskerettighederne«, skriver de.
At man i artikler vil kunne læse en sammenhæng mellem en virksomhed, oplysninger om de produkter, de sælger, og det land, de sælger til, »vil med artikler af denne art efter ministeriets vurdering kunne medføre en nærliggende risiko for dels at have negative konsekvenser for andre eksisterende forretningsforhold mellem virksomheder globalt, dels miskreditere en virksomhed og dens forretningsgrundlag, der kan resultere i, at virksomheden vil lide skade af betydning,« skriver Erhvervs- og Vækstministeriet.
Men den begrundelse er ifølge Oluf Jørgensen, der er offentlighedsrådgiver og tidligere medlem af Offentlighedskommissionen, »stærkt kritisabel«:
»Det er helt uhørt, at ministeriet som et led i begrundelsen for at afvise aktindsigt, betoner, at der har været bragt kritiske artikler i sammenhæng med menneskerettighederne i Information. Det er et markant angreb på pressefriheden, som her kommer til udtryk fra ministeriet,« siger han.
Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, vurderer også, at det »ikke er en holdbar begrundelse«, mens Vibeke Borberg, der er forskningschef i medieret ved på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole påpeger, at der slet ikke er hjemmel i loven til den argumentation.
»Offentlighedsloven giver ikke mulighed for at undtage dokumenter eller oplysninger fra aktindsigt med den begrundelse, at pressen tidligere har været kritisk over for behandling af sager eller aktiviteter, der foregår enten hos offentlige myndigheder eller hos private virksomheder. Det er der ikke hjemmel til i loven,« siger Vibeke Borberg.
Almindeligt vilkår
Erhvervs- og Vækstministeriet lægger i deres afgørelse også vægt på, at BAE Systems mener, det kan skade deres forretninger, hvis det kommer frem, hvem de sælger deres produkter til. Ifølge ministeriet sælger BAE Systems til »en meget snæver kundekreds«, og ministeriet skriver, at hvis selv så overordnede oplysninger, som hvilke lande de sælger til, kommer frem, vil det kunne »medføre, at virksomheden vil blive påført et væsentligt økonomisk tab som følge af tabte ordrer og kunder til konkurrerende virksomheder«.
Men den begrundelse er ikke specifik nok, siger Vibeke Borberg:
»Det er ikke nok bare at sige, at det kan skade dem konkurrencemæssigt. Det skal konkretiseres i afslaget, hvilke økonomiske skadevirkninger, der er tale om, og hvordan et økonomisk tab kan forventes at indtræde som en følgevirkning af, at der gives aktindsigt. Det ikke nok bare at henvise til konkurrencemæssige forhold på et mere abstrakt niveau. Det kræver en konkret og individuel begrundelse,« siger hun.
Også Oluf Jørgensen mener, at ministeriet tillægger hensynet til selskabets beskyttelse over for eventuelle konkurrenter alt for stor betydning:
»Det er en meget tynd argumentation. Seriøse virksomheder inden for den branche ved jo nok, hvor kunderne er – og jo især, hvis der kun er få kunder. Man forhindrer offentligheden i at få indsigt, men inden for branchen ved man jo godt, hvor markedet og konkurrenterne er,« siger han og tilføjer:
»Det er nogle almene betragtninger om konkurrence, der bruges til at begrunde afslaget, men konkurrence er jo et almindeligt vilkår. Det er klart, at konkurrerende virksomheder ikke må få indsigt i produktionshemmeligheder og markedsstrategier. Men at der er konkurrence, det skulle der jo gerne være. Det er ret utroligt, at netop Erhvervs- og Vækstministeriet, som ellers er bannerførere for fri konkurrence, hemmeligholder oplysninger med henvisning til, at det vil kunne give konkurrence, hvis de kommer frem.«
Ministeriet nævner også den »tillid og fortrolighed«, der er mellem BAE Systems og deres kunder i landene, men heller ikke det argument er ifølge Oluf Jørgensen noget, der bør lægges vægt på i en afgørelse efter dansk lovgivning.
»Nu ved vi ikke, hvad der står i de aftaler, men de kan ikke tilsidesætte offentlighedsloven. Når man som her søger aktindsigt i afgørelser, som offentlige myndigheder har truffet, handler det jo om at have en demokratisk kontrol med denne myndighed,« siger han.
Det afslag på aktindsigt skal da i glas og ramme!
Det er jo nærmest hvad man kan forvente af sådan en magtfuldkommen "poodle" regering. De kan BARE ikke klare virkeligheden.
Det var tilsyneladende lærlingen som fik opgaven med argumentation......og man glemte at kigge ham/hende over skulderen - he he ☺
Det er jo ikke kun denne regering.
Jeg gentager lige mig selv. I Danmark er regering, statsapparat og virksomheder fusioneret i en fascistisk stat = konkurencestaten. Nyliberalistisk korporatisme krydret med oligarkiets vækkelse af Ayn Rands vanvid.
Skyd budbringeren...
Bananrepublik
Hvad kan man så gøre når nu de har nægtet aktindsigten med en begrundelse der er ren berufsverbot ? Er der nogen her der ved det ?