Læsetid: 3 min.

Øgede SU-udgifter er regeringens egen bedrift

Når udgifterne til SU er steget voldsomt de senere år, skyldes det blandt andet, at det er lykkedes at flytte mange fra offentlige forsørgelse som kontanthjælp og dagpenge til at tage en uddannelse. Det er en positiv udvikling, der sparer staten penge, vurderer professor
12. september 2016

Kort før regeringen kom med sit forslag til en SU-reform, var den ude med tal, der viste, at udgifterne til SU er fordoblet i løbet af de seneste ti år. Fra 10 til 20 milliarder kroner om året.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs betegnede det i Berlingske som en »iøjnefaldende udvikling«, der giver »stof til eftertanke«.

Men både denne regering og den forrrige har medvirket til at øge SU-udgifterne ved at give personer på offentlig forsørgelse incitament til at komme i uddannelse.

Alene sidste år flyttede 14.910 personer fra kontanthjælp, uddannelseshjælp, dagpenge, særlig uddannelsesydelse, arbejdsmarkedsydelse og sygedagpenge over på SU, skriver Magisterbladet, som har hentet tallene hos Danmarks Statistik. Og det skyldes blandet andet regeringens egen politik.

»Ved blandt andet at sænke kontanthjælpssatsen har regeringen gjort det mindre attraktivt at være på kontanthjælp i forhold til SU. Hvis folk uden uddannelse mærker, at deres overførselsindkomst er på niveau med SU, vil det tilskynde dem til at tage en uddannelse,« siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

I alt er 73.135 personer er fra 2011 til 2015 blevet rykket fra forskellige offentlige ydelser til SU, skriver Magisterbladet.

Og det er en udvikling, der er økonomisk rentabel. Staten kan nemlig spare penge på, at folk uddanner sig i stedet for at være på passiv forsørgelse som blandt andet kontanthjælp, dagpenge og arbejdsmarkedsydelse.

Læs også: Regeringen vil have studerende til både at arbejde og studere mere

Oprørte politikere har imidlertid ikke set udgifterne til SU i et overordnet perspektiv, men har set isoleret på stigningen i udgifter på SU-området uden at skele til andre offentlige ydelser, mener Bo Sandemann Rasmussen.

»Det, politikerne har kigget på, er det totale SU-beløb, som er steget, fordi der er rykket folk fra offentlig forsørgelse til SU. Der er en pukkel af studerende i tiden. Derfor kommer der uforholdsvis mange studerende nu med stigende udgifter til SU som konsekvens,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

De høje udgifter til SU’en er således midlertidige, vurderer han, og derfor er en dyr uddannelsesstøtte ikke et godt argument for at skære i SU’en, som regeringen lægger op til i 2025-planen.

»Jeg er ikke forundret over, at udgiften pludseligt stiger. Det er ikke mærkeligt, når man har et så stort udsving i antallet af studerende. Den forbløffelse, man kan konstatere hos visse politikere, når de kigger på udgifterne og vil skære, er forkert.«

Politikerne burde i stedet være glade for, at der er over 73.000, som på fire år er rykket fra passiv offentlig forsørgelse til at tage uddannelse og klargøre sig til arbejdsmarkedet.

»Der er ikke noget, der på den måde er dårligt i det. Politikerne ser bare de store udgifter og vil gøre noget ved det, men lige nu er vi i en overgangsperiode, da mange ikke har været i gang med uddannelse i lang tid. Når de så kommer i gang nu, er det efterslæbet, man kan se på udgifterne. Det vil ikke vare ved.«

Cepos: Ikke så rosenrødt

I den liberale tænketank Cepos tilslutter man sig ikke Bo Sandemann Rasmussens forklaring. Her vurderer cheføkonom Mads Lundby Hansen, at rykket mod SU også dækker over en søgen efter yderligere kroner fra det offentlige.

»Det er problematisk, hvis SU’en kommer til at fungere som en udvidet dagpenge- eller kontanthjælpsperiode. Det sker, hvis man begynder at studere primært for at få SU og ikke for reelt at få en uddannelse. Det er i den situation bedre, at de kommer ud på arbejdsmarkedet og tager et af de tusindvis af ledige job, som mange østarbejdere i dag tager,« siger han.

Han anerkender dog præmissen om, at staten kan spare penge ved at have folk i uddannelse, under  forudsætning af at de efterfølgende får et job.

Læs også: SU'en er ikke hellig

»Jeg ser bare en risiko i, at der er mennesker, som betragter SU’en som en forlænget kontanthjælpsperiode, hvor man kan være uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det baserer jeg på den kraftige stigning i antallet af SU-modtagere de seneste år.«

Som konsekvens af kontanthjælpsreformen ligger det i kortene, at unge på kontanthjælp skal tage en uddannelse. Men det er ikke nødvendigvis en god ide at presse flere unge ind i uddannelsessystemet, vurderer Mads Lundby Hansen.

»Det kan lyde godt, men man skal huske på, at unge mennesker på kontanthjælp kan have haft mange nederlag i uddannelsessystemet i forvejen. De kan være blevet smidt ud eller selv være droppet ud, og for dem behøver det ikke være en succes at begynde i det system igen. Tværtimod,« siger Mads Lundby Hansen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

...Svindler regeringen skal nok få ram på befolkningen i under Danmark. Snart er mindst 20% overflødige på bunden en realitet. Uden fremtidsmuligheder og dømt til foragt og elendighed livet igennem.

Måske CEPOS og Mads Lundby Hansen også skulle komme i hu, at denne og tidligere borgerlige regeringer (inkl- den forhenværende) har tudet de unges ører fulde af, hvor helt enormt vigtigt, det er, at de tager en uddannelse.

Der er udsendt mange formaninger og slet skjulte trusler: Ingen svinkeærinder, det er der slet ikke råd til. Sabbatår er en dårlig idé. Og vinderen: Det er dybt nødvendigt omgående at gå i gang med en uddannelse, hvis I skal have en kinamands chance for at klare jer i konkurrencestaten.

Og tro mig: De unge er rædselsslagne, og derfor har de i den grad lyttet. Spørg en hvilken som helst gymnasieelev, og de vil fortælle dig om en grundigt udtænkt plan for deres liv frem til pensionsalderen.

Men det lader altså til at være kommet bag på regeringen, at de unge faktisk er blevet så tilpas underdanige og bekymrede for, hvordan de dog skal overleve, hvis ikke de for dén uddannelse, der vil redde dem fra social udstødelse og et liv dømt til fattigdom.

Men nu er det så åbenbart også galt. Gad vide om de unge nu tænker: Tak for ingenting...?