Læsetid: 3 min.

Den politiske swinger

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er tilsyneladende med på det hele. Samarbejde med Socialdemokraterne om 2025-planen? Kryds! En SVO-regering eller støtteparti for en socialdemokratisk regering? Kryds! Men er han det nu også?
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl sætter regeringen – samt Liberal Alliance og De Konservative – under pres ved at gøre dem klart, at de ikke har noget at true med

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl sætter regeringen – samt Liberal Alliance og De Konservative – under pres ved at gøre dem klart, at de ikke har noget at true med

Peter Hove Olesen

16. september 2016

Efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, forud for partiets  årsmøde den kommende weekend i interviews har aflivet blå blok og i stedet gjort sig til at talmand for et samarbejde om 2025-planen mellem sit eget parti samt Venstre og Socialdemokraterne, buldrer valgtrommerne nu så højt, at der endda høres en dato for valgudskrivelsen.

Kristian Thulesen Dahl mener selv, at det bliver »mere og mere sandsynligt«, at det ender med et efterårsvalg, mens andre gætter på den 10. januar.

Hvis ellers Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bliver enige om en plan uden en sænkning af topskatten, og hvis ellers Liberal Alliance til gengæld gør alvor af truslen om at stille et mistillidsvotum til regeringen… Ja, så vil den dag formelt være den første mulighed herfor efter juleferien.

Et folketingsvalg der dog, som det fremgår, stadig afhænger af en række hvis’er.

Læs også: Lilla er det nye sort – og det er ikke bare taktik

Når det alligevel er kommet så vidt, skyldes det, at Kristian Thulesen Dahl påpeger det indlysende, nemlig at Dansk Folkeparti på mange måder i dag har mere tilfælles med Socialdemokraterne end Konservative og Liberal Alliance (og visse tilfælde også Venstre).

Socialdemokraternes højredrejning i udlændingepolitikken og Dansk Folkepartis i den økonomiske politik har øget chancen for, at de to partier en dag mødes på midten af dansk politik.

Pia Kjærsgaard skrev allerede i 2013 i erindringerne, Pia Kjærsgaard: Fordi jeg var nødt til det, at Dansk Folkepartis ambition har været – og er – at overtage Socialdemokraternes historiske rolle som »folkets parti« og den dag, hvor Socialdemokraterne fik en »fornuftig formand« (læs: en anden end Helle Thorning-Schmidt) var det ikke sikkert, at partiet peger på en statsminister fra Venstre.

Kristian Thulesen Dahl nævner i første omgang en aftale om 2025-planen, men ambitionen er da også angiveligt et mere formaliseret samarbejde mellem de tre partier efter et folketingsvalg. Måske en SVO-regering eller, som sagt, støtteparti for en socialdemokratisk regering.

Målet er sætte yderpartierne uden for indflydelse og forhindre, hvad Kristian Thulesen Dahl beskriver som den nuværende situation, hvor dansk politik styres af »det sidste mandat«.

En situation, som ironisk nok skyldes Liberal Alliances frygt for netop at ende som andre yderpartier, der altid risikerer at blive taget for givet, fordi de netop ikke kan true med at skifte til den anden blok.

Selv om Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Venstre i dag kan blive enige om meget, og skillelinjerne er i opbrud, er der dog meget, som stadig skiller.

Der er en grund til, at Danmark kun har haft brede samlingsregeringer i krigsårene og SV-regeringen siden har været et eksempel til skræk og advarsel i de to deltagende regeringspartier. Og endelig skal man ikke glemme, at det, som samler de tre partier på midten i dansk politik, også gør dem til hinandens værste konkurrenter om den store gruppe af midtervælgere.

Kristian Thulesen Dahl afviser stadig heller ikke at sænke topskatten også for millionærer, men fortsætter med at snakke om, at han har »meget svært ved at se«, hvad Dansk Folkeparti skulle kunne få til gengæld for at være med til det.

Kristian Thulesen Dahl forklarer, at når han ikke siger endegyldigt nej, skyldes det erfaringen fra skak: Hvis du lover modstanderen ikke at angribe på den ene side af brættet, stiller han selvfølgelig sine brikker op på den anden side.

På samme måde er Kristian Thulesen Dahls seneste skaktræk klogt. Dansk Folkepartis formand sætter regeringen – samt Liberal Alliance og Konservative – under pres ved at gøre dem klart, at de ikke har noget at true med.

Hvis Dansk Folkeparti ikke får det, som Kristian Thulesen Dahl vil, så kan han bare finde sammen med Socialdemokraterne. Han har ikke nogen særlig præference. Om det i virkeligheden så er realistisk, er en anden sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Socialdemokraternes højredrejning i udlændingepolitikken og Dansk Folkepartis i den økonomiske politik har øget chancen for, at de to partier en dag mødes på midten af dansk politik."

????

To højredrejninger fører til midten? Sgu da kun, hvis midten er langt, langt ude til højre.

Ebbe Overbye, Bjarne Andersen og Nanna Wulff M. anbefalede denne kommentar

Ja, det er noget vås!

Og KTD peger ikke på Lars Løkke i det næste valg. Han er heller ikke særlig meget for at pege på Mette Frederiksen - nej - DF peger på en anden. Gæt hvem?

@Niels Nielsen:
Nu kan jeg ikke læse artiklen, men jeg vil gætte på, formuleringen er en svipser, og at der skulle have stået, at DF har bevæget sig mod venstre med deres fordelingspolitik.

Niels Duus Nielsen

Tor Brandt, du har nok ret. Men det holder alligevel ikke - Socialdemokraterne har også fordelingspolitisk bevæget sig så langt til højre, at DF blot behøver at gå et lille skridt til venstre for at kunne mødes med dem.

Uanset DF's og Soc.dem. tidligere forhold, vil jeg glæde mig over en opblødning. Et samarbejde hen over midten vil være forfriskende. Blokpolitik er oftest kortsigtet og savner et bredt og dybt (folkeligt) fundament.

For første gang i mit liv, synes jeg KTD har gang i noget godt, og kan han vælte LL af pinden, vil jeg juble.

Der er ikke noget egentligt nyt i DF's holdninger - det nye, som har åbnet for en tilnærmelse mellem S og DF, er, at S har ændret holdninger hvad angår flygtninge/immigrant-politikken. Mette F har kunnet se, hvordan DF vandt stemmer (i stort omfang fra S), og derfor har hun valgt at lægge sig tæt op ad DF's fremmedfjendske og isolationistiske holdninger.

Hvad angår den økonomiske politik har DF altid været mere socialdemokratiske end S. Forstået på den måde, at DF som udgangspunkt har haft et grundlæggende ønske om stadigt stigende offentlige udgifter uden at bekymre sig synderligt om finansieringen. S, som regeringsdueligt parti (i modsætning til DF) har haft øje for det, de selv kalder nødvendighedens politik, hvorved forstås at man ikke kan tillade sig at opføre sig økonomisk uansvarligt, fordi man risikerer selv at skulle rage kastanjerne ud af ilden. DF - derimod - har befundet sig bedst ved at holde sig fra at påtage sig reelt ansvar.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Kære Jens,
Når du skriver: "Hvad angår den økonomiske politik har DF altid været mere socialdemokratiske end S", så må jeg smile .. endog ganske bredt.

DF plagierer, hvor de kan - de har aldrig haft en selvstændig politik - udover fremmedhypnosen. Det kan de, og de overdriver hver gang, vi trækker lidt i snorene.

Sidst gang var før valget i juni 2015, hvor SR-regeringen foreslog en stramning af familiesammenføringerne. Hvis du kalder det DF-politik, så forstod du vist ikke helt, hvad der foregik mellem S og R. Det blev til et kabinetsspørgsmål, der stadig får røgen til at lette i samtaleværelset.

Det var og er faktisk det eneste redskab, vi kan bruge for at få balance i antallet af flygtninge - alt andet afgøres af internationale konventioner, som vi ikke har i sinde at røre ved.

Men din beskrivelse af det ansvarsløse DF, den genkender jeg :-)

@Hans Jørn, hmm, jeg tror ikke, at Vestager kunne have fået DF til på forhånd at smide sig fladt ned på gulvet, som Thorning gjorde, de R dikterede Thorning-regeringens økonomiske politik.

@Niels Nielsen, 8.25:
Det kan der selvfølgelig være noget om.

Spørgsmålet er, om blå blok ikke reelt består - S er blot blevet en del af den.

Grethe Preisler

Kristian Thulesen Dahl har hele tiden sagt, at Dansk Folkeparti ikke ville påtage sig regeringsansvar i form af ministerposter, før de fik stemmer nok til at realisere deres egen politiske vision uden hjælp fra andre medlemmer af landets lovgivende forsamling end dem, de selv havde anbragt på stolene i afstemningslokalet (folketingssalen).

Foreløbig har Dansk Folkeparti kun 37 pladser i Folketinget, men hvis det fortsætter, som det begyndte, ret meget længere, har de måske håb om at nå op på de nødvendige 90 mandater i indeværende årti. Og så vil det jo vise sig, hvad DF's mere langsigtede politiske visioner for det Danmark, de kender og elsker, egentlig går ud på. Når bortses fra den del af visionerne, Anders Fogh Rasmussens 'stuerene hyggepianister' nåede at realisere som støtteparti for VK-regeringen i det årti, der indledte det tredje årtusinde efter Den Frie Vestlige Verdens tidsregning med 'det muhammedanske terrorangreb' på World Trade Center og Pentagon i God's Own Country United Bluff.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Arne Lund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar