Det var et rent og fint øjeblik i terrorens tid og umuligt ikke at lade sig rive med af

Tirsdag klokken 9.30 stod 10 betjente bag de tiltalte i sagen efter Omar El-Hussein ­– dobbelt så mange som de plejede – i Københavns Byret, forberedt på det værste:

Hvis de tiltalte blev dømt, var det ikke til sige, hvad de kunne finde på.

Det var et imponerende syn. Men ikke alt var, som det plejede i retssal 60:

De fire tiltalte var rolige og alvorlige, nærmest højtidelige, da de blev ført ind i retten.

MR, som under retssagen er blevet kendt for sine voldsomme verbale udbrud som »so« og »naziluder« mod dommeren, var nyklippet og havde taget en blå mellemleder-skjorte med hvide striber på.

Læs også: LEDER: En sejr for retsstaten

LE stod helt skarpt med sort cap med sit eget forbogstav L og en kridhvid sweatshirt i strålende kontrast til hans sorte hud.

Tilhørerrækkerne var proppet med pressefolkene, ofrene fra Krudttønden og familierne til de tiltalte.

Vi var en sælsom blanding af mediernes strikkekoner ved guillotinen.

Der var folk, som kendte og elskede de fire tiltalte – bredskuldrede unge mænd formummet bag solbriller og med stort mullah-skæg og tilknytning til banden Brothas i Mjølnerparken.

Og så var der mennesker med ar på sjælen efter Omar El-Husseins udåd

You can’t make this shit up.

Dom

Hjalp de fire tiltalte Omar El-Hussein med at dræbe Dan Uzan og såre to politibetjente foran synagogen i København 15. februar 2015? Eller var de uskyldige, som de selv sagde?

Det ene kunne give fængsel på livstid. Det andet ville sætte dem fri.

Dommer Marianne Madsen trådte ind i retten. Selv hun, som har optrådt myndig og skarp som hele rettens mater bonus, siden sagen begyndte i marts, virkede påvirket af sagens betydning, da hun læste kendelsen op.

Jeg syntes, jeg hørte en lille bæven i stemmen, selv om hun forsøgte at undertrykke den.

Sagen var jo også et lille stykke Danmarkshistorie: Ingen familie i dette land har været upåvirket af terrorskyderierne i København den 14.-15- februar sidste år. Alle vil gerne vide, om Omar El-Hussein var alene om sine angreb eller fik hjælp fra andre, og hvis han gjorde, ser man dem selvfølgelig gerne straffet.

De tiltalte blev alle frifundet for medvirken til terrorisme, forkyndte Marianne Madsen.

Frifindelsen var enstemmig.

Nævningetinget lagde vægt på, at først fra klokken 21.17 den 14. februar 2015, hvor Omar El-Hussein gennemførte en stribe internetsøgninger på netcaféen Powerplay på Nørrebro og zoomede ind på synagogen i Krystalgade, fik han den onde vilje til at begå et yderligere terrorangreb.

Når Omar El-Hussein først på det tidspunkt konciperede sin plan, kunne de tiltalte ikke før dette tidspunkt medvirke til forbrydelsen.

Dermed kunne vi, i forhold til terroranklagen angående synagogen, se bort fra alt, hvad de tiltalte faktisk gjorde for at hjælpe Omar El-Hussein efter Krudttønden: Bortskaffelsen af hans automatvåben, som han benyttede til at dræbe Finn Nørgaard med på Krudttønden.

Indkøbet af den dametaske, som MR købte til Omar El-Hussein, selv om han vedvarende har benægtet dette i retten.

Uanset at MR erhvervede den taske, som blev benyttet til transport af pistoler til synagogen, var der simpelthen ikke klarhed over, at Omar El-Hussein ville fortsætte med et nyt terrorangreb, og at han i den forbindelse havde behov for en taske, lyder dommen.

Forvandling

Fra det øjeblik dommeren sagde frifindelse for terrorforholdet, forvandlede alting sig. Ingen af de tiltalte syntes fra det øjeblik at høre noget af, hvad Marianne Madsen sagde.

De 10 betjente, som før havde rykket de tiltalte frem og tilbage som ludobrikker på deres stole, hvis de i strid med reglerne kommunikerede med hinanden eller tilhørerne, trådte pludselig et skridt tilbage, mens smilene lyste de tiltaltes ansigter op.

De talte, de pludrede, på kryds og tværs.

På ét magisk øjeblik forvandlede fire unge mænd sig fra at være mistænkte terrormedsammensvorne, som staten opbevarede i det hul, vi kalder varetægtsfængsel, til mennesker og borgere med fulde rettigheder.

De var frie.

Var der nogen, som havde et sidste ord, ville Marianne Madsen vide?

MR var den eneste, og det kom bag på ingen. Gennem hele sagen har han svinget mellem det passivt-aggressive og det aggressivt-aggressive, men har altid været, hvad hans egen forsvarer coinede »instruerende.«

Nu tog han ordet efter halvandet års varetægtsfængsling i sagen og sagde roligt og ydmygt:

»Jeg vil gerne sige tak til nævningene for, at de traf det rigtige valg for os. Det har været en lang og belastende tid for mig og min familie. Jeg håber, vores navn nu bliver renset. Tak.«

Det skulle lige synke ind hos retten, at MR optrådte værdigt og afbalanceret. Men det var faktisk det. Våbenhandleren og pusheren havde sagt, hvad han havde at sige, og han lød, som om han mente det.

Søvnløs forsvarer

Dommer Marianne Madsen dekreterede pause, og jublen brød løs på tilhørerpladserne. Familie og venner bissede som gnuer for at nå frem til de tiltalte og aflevere deres kram og kys.

Midt i det hele stod tiltalte MR, som havde kaldt Marianne Madsen »naziluder« og »so«, og kyssede med sin smukke unge kæreste, som han akkurat havde nået at fri til, før han blev anholdt for sin påståede medvirken til Omar El-Husseins forbrydelse.

Det var et rent og fint øjeblik i terrorens tid og umuligt ikke at lade sig rive med af. Fra at være fjender af staten kunne tre af de fire tiltalte efter halvandet års varetægtsfængsling forlade Københavns Byret som frie mænd.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage var tydeligt berørt.

»Jeg vågnede klokken tre i nat, fordi jeg var så nervøs. Og der er altså langt imellem, at det sker som erfaren forsvarsadvokat. Jeg havde på den ene side tillid til retten – på den anden side har der jo været et kæmpe pres på retten for at holde nogen ansvarlig.«

Forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen havde fornøjelsen af at repræsentere MR.

»Jeg vil huske, at retten nåede den rigtige afgørelse. Og så vil jeg nok heller ikke glemme den oplevelse, det har været at repræsentere MR lige med det samme.«

I varetægt

Kun BH måtte blive i statens varetægt — sammen med LE blev han dømt for besiddelse og bortskaffelse af våbnet, som Omar El-Hussein benyttede ved Krudttønden. Tre et halvt år fik han.

Og da han i modsætning til LE tidligere var straffet for ulovlig våbenbesiddelse, måtte han betale prisen for at have taget imod det våben, som dræbte Finn Nørgaard og forblive fængslet tre til fire måneder ud over den varetægtsfængsling, han allerede har haft.

Tre af de fire tiltalte forsvandt ud i solen – to af dem med retning mod Mjølnerparken for at fejre frifindelsen – og den tredje, MR, løsladt for at tage hjem sammen med sin kommende hustru. Derfor overraskede det heller ingen, da han som den eneste ikke vendte tilbage til retten klokken 15, da de fire skulle have udmålt deres straf for en række ’mindre’ forhold.

Mia Mottelson

LE derimod ankom efter en tur i Mjølnerparken i en sort luksus-Mercedes med hele crewet fra 2200 N.

’Mindre’ forhold betyder her vold så som knytnæveslag og spark samt trusler mod  fængselsbetjente af typen »jeg tager dine børn fra dig«, ulovlig besiddelse af Omar El-Husseins våben i Mimersparken samt ulovlig besiddelse af hash samt mobiltelefoner i fængslet.

Til gengæld er der ikke rejst tiltale for skriften på væggen, hvor IA ifølge et ekspertvidne med overvejende sandsynlighed truede med at udrydde danskerne og svor troskab til Islamisk Stat, selv om han afviser at have skrevet dette på fængslets toiletvæg. Derfor tager dommen slet ikke stilling.

Er det ikke et meget generøst retssystem, vi har, vil nogen måske spørge?

Jo. Og dét er sådan set meningen med det. Det er ikke mindst derfor, vi kan kalde det et retssystem. Enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode, og derfor vil vi hellere lade 10 skyldige gå end at fængsle én uskyldig.

Fordelen – ikke bare for de tiltalte, men for os alle – er, at vi kan gå i seng i tillid til, at det er stort set umuligt at finde en uskyldig dømt i dansk fængsel.

Hmm

Justitsminister Søren Pind (V) er manden, som ikke bare rent formelt har rejst tiltalen for medvirken til terror mod de fire, som i går blev frikendt, men som også skal tage endelig stilling til en eventuel anke fra anklagemyndighedens side.

Allerede ved tiltalerejsningen mod de fire tiltalte knap et år efter terrorskyderierne udsendte han en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, hvor optaget justitsministeren var af »at værne om danskernes tryghed og sikkerhed«. Han skrev også, at tiltalen blev rejst »efter min beslutning.«

Til DR Nyheder udtalte han 3. februar 2016:

»Jeg må sige, at jeg finder det (materialet, red.) overbevisende, og jeg ser frem til, at sagen får sin afslutning.«

Københavns Byret fandt det mindre overbevisende.

Efter frifindelsen tirsdag skrev Søren Pind kort efter på Twitter.

»Hmm… Anklagemyndigheden fik ikke medhold. Nu må dommen nærstuderes, og så må vi se, om den ankes.«

Det var altså efter Pinds beslutning, at tiltalen blev rejst. Men da den i går faldt til jorden, var det anklagemyndigheden, der ikke fik medhold.

Anken

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen venter, at anklagemyndigheden anker.

Hvis anklagemyndigheden anker, behøver den ikke erkende nederlaget i byretten, og sagen kan formentlig først berammes efter sommerferien.

Til den tid er det langt fra givet, at Søren Pind er justitsminister, når der måtte komme en afgørelse fra landsretten i tilfælde af en anke.

»Det er intet grundlag for det, når man læser dommen, som er enstemmig. Men kan han nærmest andet?«

Senioranklager Bo Bjerregaard oplyste til Information, at han ville hjem og læse dommen, som han kaldte »overraskende«, vende den med statsadvokaten og med justitsministeren.