Efter et møde onsdag har statsrevisorerne som tidligere bebudet besluttet at bede Rigsrevisionen om at undersøge DONG Energy A/S.
Formålet er at »afdække de forhold«, der ikke tidligere er blevet belyst, for at »bibringe nyt i sagen«.
Blandt de punkter, som Rigsrevisionen de kommende måneder skal undersøge, er Finansministeriets og DONG-ledelsens rolle i forbindelse med både forberedelsen af det omstridte aktiesalg til bl.a. den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og værdifastsættelsen af DONG.
I 2014 efter kapitaludvidelsen, der bragte Goldman Sachs ind i ejerkredsen, blev energiselskabets værdi vurderet til knap 45 milliarder kroner, men efter omdannelsen i sommer til et børsnoteret aktieselskab viste værdien sig at være godt 98 milliarder, altså mere end dobbelt så meget.
Også den incitamentsstruktur, der var etableret, så ledende DONG-medarbejdere kunne købe DONG-aktier og håbe på en fortjeneste, indgår som et af de punkter, der nu skal undersøges. Det samme gør virksomhedens økonomiske nøgletal siden 2012 herunder udviklingen af DONG’s gæld.
Alligevel mener formanden for statsrevisorerne, SF’s Peder Larsen, at »det ville være pral« at kalde den kommende DONG-undersøgelse for »stor«. Han henviser til, at der allerede er blevet besvaret mere end 200 spørgsmål om energiselskabet i Folketinget, ligesom der har været adskillige samråd.
Læs også: DONG og de gustne motiver
»Rigsrevisionen skal ikke starte forfra med Adam og Eva. Og hvis du spørger mig, så tror jeg personligt ikke, at der kommer noget nyt frem. Det er en mindre undersøgelse, som skal munde ud i et notat,« som Peder Larsen siger det.
Et notat fra rigsrevisor indebærer, at en minister ikke inddrages til sagen. Et notat er kun til statsrevisorerne.
Peder Larsen peger bl.a. på, at det vil være umuligt for Rigsrevisionen at bedømme, om den pris, som DONG-aktierne blev solgt til, var for lav.
»Det er jo investor, der bestemmer den pris, de vil betale. Og Rigsrevisionen har jo ikke myndighed til at spørge Goldman Sachs.«
– Er det derfor, du tror, det kun bliver en mindre undersøgelse?
»Ja, i allerhøjeste grad,« siger Peder Larsen. Han tilføjer, at der er tradition for, at hvis en enkelt af statsrevisorerne vil have noget undersøgt, så stiller de øvrige statsrevisorer sig ikke i vejen for ønsket.
Frie hænder til rigsrevisor
DF’s statsrevisor, Henrik Thorup, er ikke overrasket over Peder Larsens vurdering af, at der kun bliver tale om en mindre DONG-undersøgelse.
»Peder Larsen har jo hele tiden afvist en sådan undersøgelse,« siger Henrik Thorup.
Han forklarer, at det er en ganske almindelig fremgangsmåde, at statsrevisorerne beder om et notat til at begynde med.
»Det er et afklaringsnotat, og det er helt normalt. Men hvis rigsrevisor undervejs finder ud af, at der er et eller andet betænkeligt, så har hun helt frie hænder til også at lave en beretning. Det er jo ikke til at vide, men hvis det sker, så bliver ministeren også inddraget,« siger Henrik Thorup.
Han medgiver, at Rigsrevisionen ikke har nogen myndighed over for Goldman Sachs.
»Men det, som rigsrevisor skal undersøge, er hele forløbet. Hun får en stribe økonomiske nøgletal, og Rigsrevisionen har en helt anden mulighed for at gå ned i tingene, end Folketinget og Finansudvalget har haft. Så det ser ganske fornuftigt ud,« siger Henrik Thorup.
Trods uenigheden om omfanget af den kommende undersøgelse er statsrevisorerne enige om, at salget af statslige ejerandele i DONG har været »en stor og kompleks sag«.
Det var i januar 2014, at Folketingets Finansudvalg godkendte, at selskabet fik tilført et kapitalindskud på omkring 13 milliarder kroner, bl.a. fra Goldman Sachs og pensionsselskaberne ATP og PFA.
I september 2015 besluttede et folketingsflertal, at energiselskabet skulle introduceres på fondsbørsen, og det skete den 9. juni 2016.
Nogen bør undersøge statsrevisor Peder Larsens rolle i denne sag. Er han stadig 'uvildig' efter at have spillet rollen som ufrivilligt muldyr for en del af den spinstrategi, der var med til at tegne et billede af DONG som et nødlidende selskab?
Folketinget er nok blevet vildledt i denne sag, lænset for penge er det danske folk blevet.
https://foljeton.dk/20043/guldaegget-til-50-milliarder
God artikel serie af Erik Valeur og Anders Peter Mathiesen i Føljeton. !!
Dyre nyheder, betalt af borgerne. Det lader til at være en sag, hvor de dyre drenge øverst i samfundet kan blive ved at berige sig og hinanden. Snak, snak, snak, side op og ned med tal og forklaringer, ingen bliver stillet til regnskab - men endnu en regning til folket udskrives.
Statsrevisor Peder Larsen er SF'-er og som sådan ikke "uvildig". SF stemte både for salget til Goldman Sachs og den efterfølgende børsnotering. Selvom SF gik ud af regeringen pga. sagen, stemte de for hele vejen i gennem. Mon ikke Peder Larsens nedtoning af rigsrevisionens muligheder afspejler SF´s håb om, at revisionen ikke finder noget alvorligt.
DF´s Henrik Thorups vurdering af sagen lyder mere realistisk..