Arne Melchior, der døde lørdag i sit hjem 91 år gammel, var en både farverig og principfast politiker i et parti med mange kulører, men ikke mange principper: Centrumdemokraterne, hvor han var med fra stiftelsen i 1973.
Som trafikminister i flere regeringer under Poul Schlüter var han den operative kraft i vedtagelsen af Storebæltsbroen, men det siger en hel del om hans temperament, at han selv var mest glad for de naturskønne stier langs ’Margueritruten’, som han også blev ophavsmand til som minister med ansvar for turismen.
Det er få trafikministre forundt at få et eftermæle, folk kan huske – og kan de, er det som regel negativt – men Melchior fik sit, og det er oven i købet er positivt.
Født i 1924 som en af overrabbiner Marcus Melchiors tre sønner – en ældre bror er Bent Melchior, der også blev overrabbiner – måtte han flygte til Sverige i 1943, da den tyske besættelsesmagt slog til mod de danske jøder.
Han var handelsskoleuddannet og gjorde sig første gang bemærket i en bredere offentlighed som direktør for herrekonfektionsmærket Jardex, hvor han selv optrådte som fotomodel i firmaets annoncer med sloganet »Bravo Mister Jardex«.
Udadvendt, meget samtalende og med en erklæret omhu for sine ansatte blev han en af de første rollemodeller for den moderne, progressive erhvervsleder.
Som partistifter Erhard Jacobsen kom han fra Socialdemokratiet, hvor han havde været formand for partiets erhvervspolitiske udvalg.
Han delte Erhard Jacobsens skepsis over for Anker Jørgensens venstredrejning af den politiske linje, men havde også personlige grunde til at bryde med den socialdemokratiske bevægelse.
Nemlig da han i 1972 blev fyret som direktør for den LO-ejede socialdemokratiske A-presse efter kun et års ansættelse.
Han erfarede sin fyring i medierne og tog samme eftermiddag ind til LO-borgen på Rosenørns Allé i København for at få en forklaring på den bratte og brutale fyreseddel af daværende LO-formand (og A-presse-bestyrelsesformand) Thomas Nielsen. Han blev end ikke lukket ind i forhallen, da han ringede på dørtelefonen.
Politisk klar profil
Selv om der ikke var plads til nogen ved siden af Erhard Jacobsen, skabte Melchior en selvstændig politisk profil som partiets nummer to, dels i skiftende funktioner som gruppeformand og politisk ordfører, dels som en aktivistisk trafikminister i perioden 1982-86, og som minister for kommunikation og turisme i Poul Nyrup Rasmussens regering 1993-94.
Men også internt havde han betydning som den rationelle fornuftens stemme, der afbalancerede Erhard Jacobsens eksplosive politiske stil, eksempelvis i vendettaen mod ’røde lejesvende’ i Danmarks Radio.
Melchior havde rollen som den tolerante midtsøgende demokrat, der konsekvent gik imod tendenser til ensretning og politisk censur.
Han var simpelthen ordentlig. Og med sin baggrund i en af landets prominente jødiske familier vaklede han aldrig i forsvaret for elementære menneskerettigheder – også muslimers, som da han støttede de irakiske asylsøgende flygtninge, der i 2009 søgte tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro.
Han var medlem af Folketinget frem til valget i november 2001, de sidste måneder som løsgænger efter en kontrovers med CD’s partileder, Mimi Jakobsen, der fjernede ham som medlem af Udenrigspolitisk Nævn.
Årsagen var Melchiors forsvar af den daværende israelske ambassadør Carmi Gillons udtalelser i et interview til TV 2 og Jyllands-Posten, hvori han beklagede, at det kunne blive nødvendigt for de israelske sikkerhedstjenesters at anvende ’moderat fysisk pres’ i afhøringer af palæstinensiske modstandsfolk.
Udtalelsen vakte ramaskrig i medierne og på Christiansborg, og selv om Arne Melchior ikke støttede anvendelse af tortur som forhørsmetode, motiverede hans kærlighed til – og indforståelse med – Israel hans forsøg på at forklare, hvorfor tortur i Israels tilfælde kunne forekomme som legitimt forsvar mod terrorisme.
Også den ballade illustrerede hans ranke statur som politiker. Uanset hvad man mente om hans synspunkter og holdninger, stod han ved dem med en stædighed langt hinsides enhver spin-manual.
Det skal han huskes for, ikke mindst fordi politikere af hans tilvirkning i dag er som den sne, der faldt i fjor.
@Lasse Ellegaard
Jeg har altid syntes, at du skrev rasende godt; men også at du var er et knaldhoved - sådan rent politisk. Da CD blev stiftet i 1973 var der ikke mange venlige ord til hverken Erhard Jakobsen eller Arne Melchior; men du skriver en flot nekrolog.
Du undlader endda at nævne, at Poul Schlüter afskedige Melchior i 1986, fordi han havde brugt statskassen som en slags kassekredit ved ikke at få afregnet de private udgifter på sine ministerrejser hurtigt nok.
Undskyld men Melchiors "forbrydelse" var, at hans bilag ikke var helt korrekt udfyldt. Men det korte af det lange var, at Melchior havde lagt nogle embedsmiddage til sit hjem og det var disse bilag der ikke var helt i orden. MEN disse middage i hans hjem var billigere end de ellers havde været - her sparede han staten penge . Men blev afsat pga. billags rod.
Det burde Løkke Rasmussen i endnu højere grad være blevet af Fogh Rasmussen lige som finansministeren burde ha fået sparket, da han blev taget for at have fiflet med sin landbrugsstøtte. Men sådan er der så meget.
Og så blev det i hans tid knæsat det hellige princip, at det ikke var tilstrækkelig fyringsgrund at falde i søvn under forhandlinger i Folketingssalen ... ;-)