Læsetid: 5 min.

SU-nedskæringer rammer sygeplejersker ekstra hårdt

Sygeplejersker er i praktik i store dele af deres studietid og har derfor dårligere mulighed for at tjene penge ved siden af studierne, lyder det fra FTF. Det vil give et større frafald og færre sygeplejersker, frygter FTF-formand. I dag skal uddannelsesministeren i samråd om manglen på nye sygeplejersker
sygeplejerske, studerende, sygepleje, hospital, sygeplejerskestuderende, praktik, SU, arbejde

Sygeplejestuderende er meget i praktik, og de rammes derfor ekstra hårdt af SU-udspil, fordi de ikke kan arbejde ved siden af praktikken og tjene penge. Sygeplejerskestuderende Christine Stahr har knoklet for at tjene penge ved siden af sit studie, men er alligevel blevet nødt til at stifte gæld.

Sille Veilmark

22. september 2016

Hvis det står til regeringen, skal SU'en ned i bytte for, at de studerende må tjene mere ved siden af deres studier. Men denne løsning vil særligt gå ud over sygeplejestuderende og andre studerende på professionsbachelorer, der er i fuldtidspraktik i store dele af deres studietid.

En ny analyse fra FTF viser, at en sygeplejestuderende er i praktik i 43 procent af sin studietid. Her får den studerende ikke praktikløn, men almindelig SU.

Men det hænger ikke sammen, for det kan være vanskeligt at passe et lønnet studiejob og derved supplere SU'en i de perioder, hvor den studerende er i praktik fuldtid.

Derfor vil SU-udspillet føre til at særligt sygeplejestuderende og andre professionsbachelorer må tage SU-lån, frygter Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF.

Læs også: »Et lån på 40.000 er bare rigtig meget, når man kommer ud til en relativ lav basisløn«

»Praktik er en stor styrke i professionsbachelorerne, men det har den slagside, at de studerende ikke kan fastholde et lønnet studiejob kontinuerligt, fordi de har lange praktikperioder, og at de derfor bliver nødt til at låne flere penge end andre i løbet af deres studietid. Det, frygter jeg, vil resultere i frafald,« siger hun.

Bente Sorgenfrey laver koblingen mellem større SU-lån og frafald på baggrund af tal fra Norge og EU-kommissionen, der som beskrevet af Information viser, at flere norske studerende sammenlignet med danske studerende dropper ud af deres videregående uddannelser.

Den norske uddannelsesstøtte overgik i 2002 til lån, og den danske regering har flere gange henvist til den norske SU-model, når den har præsenteret deres eget udspil på området.

»Der kan ikke være nogen, der har en interesse i, at det, vi ser i Norge, også sker i Danmark, for det koster mange millioner for Danmark, når flere dropper ud af deres uddannelser,« siger Bente Sorgenfrey.

Et samfundsproblem

FTF-formanden bakkes op af Helle Yndgaard Storm, der er formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning. Hun henviser til, at et større frafald blandt for eksempel sygeplejersker vil være »et kæmpe problem for samfundet«, fordi der allerede i dag er mangel på sygeplejersker flere steder i landet blandt andet i Region Sjælland.

Netop det problem skal uddannelses- og forskningsminister, Ulla Tørnæs (V), i samråd om i dag, hvor hun skal svare på, hvilke konsekvenser det vil have for mulighederne for at gennemføre en uddannelse og for Danmarks uddannelsesniveau at gennemføre de ændringer af SU'en, som regeringen foreslår i 2025-planen.

Sygeplejerskerne udgør cirka 14 procent af den samlede masse af studerende på danske professionbacheloruddannelser, men FTF's analyse viser, at det ikke kun er dem, der skal være i praktik i store dele af deres studietid.

Læs også: Øgede SU-udgifter er regeringens egen bedrift

For eksempel er jordemødre i praktik hele 50 procent af deres studietid, mens bioanalytikere og radiografer er væk fra skolebænken og i praktik i over en tredjedel af deres uddannelse.

Omvendt er det ikke alle professionsbachelorer, der må nøjes med SU, mens de er i praktik. På enkelte uddannelser får de studerende nemlig en praktikløn i stedet for SU, som overstiger den statslige uddannelsesstøtte. Det gælder blandt andet de pædagogstuderende.

Også de studerende på landets erhvervsakademier, hvor man blandt andet kan læse til finansøkonom, datamatiker eller elinstallatør, er i obligatorisk fuldtidspraktik i løbet af deres uddannelser.

Praktikken på erhvervsakademierne udgør i de fleste tilfælde 25 procent af hele uddannelsen, hvor de studerende får SU og ikke en højere praktikløn, siger FTF.

Mønsterbrydere

Hvis SU-udspillet rammer professionsbachelorstuderende særligt hårdt, rammer det også mønsterbrydere.

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser nemlig, at andelen af studerende fra ufaglærte hjem på professionsbacheloruddannelserne er over dobbelt så stor som på universiteterne.

Mens studerende med ufaglærte forældre udgør cirka 10 procent af de studerende på professionsbachelorerne, gælder det samme kun for fire procent af de studerende på universitetsuddannelserne.

Læs også: Regeringen vil have studerende til at arbejde og studere mere

Samtidig er der færre studerende på professionsbachelorerne end på universiteterne fra højindkomsthjem, viser EVA's tal fra 2013.

Bente Sorgenfrey peger på, at en norsk undersøgelse lavet af 2013 Proba samfunnsanalyse i 2013 viser, at studerende fra ressourcesvage hjem ikke låner lige så mange penge i løbet af studietiden, som deres kammerater fra mere velhavende familier.

»De vil simpelthen ikke skylde for meget, når de er færdige, fordi de kommer fra et hjem, hvor de økonomiske ressourcer har været knappe, og hvor mangel på penge har betyder noget i hverdagen,« siger hun og tilføjer, at studerende fra ufaglærte hjem desuden ikke kan regne med lige så meget økonomisk støtte hjemmefra.

Gæld

Når snakken falder på SU-forringelser, handler det alt for ofte om de universitetsuddannede. Her har et argument været, at akademikere ofte tjener en høj løn efter endt uddannelse og derfor ikke vil have problemer med at betale SU-lån tilbage.

Men regeringen glemmer, at deres udspil ikke kun rammer studerende på universiteter. Det mener Helle Yndgaard Storm.

»En nyuddannet sygeplejerske kommer ud til et job, hvor lønnen højst er 25.000 kroner om måneden. Hvis man så står med en stor studiegæld, kan det hurtigt blive økonomisk uoverskueligt. Derfor frygter jeg, at sygeplejestuderende vil slide sig selv ekstra hårdt op i løbet af studierne for at undgå en studiegæld, eller i værste tilfælde helt fravælge studiet,« siger formanden.

Uddannelses- og forskningsminister, Ulla Tørnæs, anerkender ikke, at regeringens SU-udspil skulle ramme sygeplejerskestuderende og professionsbachelorer særligt hårdt generelt.

Hun afviser, at det er en forudsætning i udspillet, at studerende skal arbejde mere for at opretholde det levegrundlag, de har med den SU, der er i dag.

»Stipendiet bliver reduceret med 800 kroner, men til gengæld kan man samlet set låne op til 1.300 kroner mere månedligt end i dag. Vi har givet den enkelte studerende muligheden for at arbejde mere end i dag eller låne mere – eller gøre begge dele. Det er den enkelte studerendes valg,« siger ministeren.

– Men når I sænker SU'en, og samtidig gør det muligt at låne og arbejde mere, så lægger I vel også op til, at man som studerende skal låne og arbejde mere?

»Vi har givet de studerende valgmuligheder,« siger Ulla Tørnæs og tilføjer, at der i regeringens SU-udspil ligger et forslag om en skatterabat på SU-lån til nyuddannede, der kommer hurtigt i job. Derfor, siger hun, vil sygeplejersker, der typisk kommer hurtigt i job, ende med at betale mindre tilbage i SU-lån, end de egentlig har lånt.

Ulla Tørnæs tror ikke, at færre vil uddanne sig som sygeplejersker på grund af SU-besparelserne.

»Den danske SU er fortsat høj også med det udspil, vi har foreslået. Og også sammenlignet med Norge og Sverige,« siger hun og peger på, at flere unge i det hele taget tager en videregående uddannelse i Norge end i Danmark. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er så heldig at være uddannet i en tid hvor vi fik elevløn. Det kan være mere end almindelig svært at afdrage en studiegæld på en sygeplejeløn!!! Så hvis man i det mindste fik løn i praktiktiden, hvor de studerende dog leverer noget arbejdskraft !!