En taske er en taske er en taske

Anklagerne skiftes til at føre ordet gennem deres procedure i sagen efter Omar El-Hussein. Den ene anklager, Bo Bjerregaard, mørkhåret og i hvid skjorte med slips, har ligget til den tørre side gennem retsmøderne i sagen. Den anden, Sidsel Jessen-Klixbüll med langt lyst hår samlet i en hestehale, har vist marginalt mere tegn på liv. Ingen af dem vil vist protestere mod at blive kaldt nøgterne, det kommer vel med rollen og jobbet.

»Høje ret, ærede nævninger.«

Bo Bjerregaard begynder.

De tiltalte skal dømmes efter anklageskriftet – det mest centrale er selvfølgelig medvirken til drab og terrorisme, som de fire tiltalte nægter sig skyldige i.

Og så kommer der en lille overraskelse:

IA skal frikendes for overdragelsen af en hættetrøje til terroristen Omar El-Hussein, da der ikke var »forsæt til terror på tidspunktet for overdragelsen af hættetrøjen«.

Sagen skæres til, hættetrøjen passer ikke rigtigt ind. Nu vil anklagemyndigheden have videooptagelser, telefonoplysninger, internettrafik og de tiltaltes forklaringer til at fortælle én klar historie om strafbar medvirken til terror.

De vidste, hvad han ville

Historien lyder sådan her: Efter angrebet på Krudttønden, efter at have dræbt Finn Nørgaard, kørte Omar El-Hussein i taxa til Mjølnerparken, hvor han fortalte to af de tiltalte, IA og LE, om angrebet.

Hvorfor gjorde han det, spørger anklagemyndigheden – og svarer selv: Han løb kun den risiko, der kunne få ham anholdt og spolere muligheden for et nyt angreb, fordi han ønskede de tiltaltes hjælp og opbakning.

LE hentede de to andre tiltalte, BH og MR, på internetcafeen Powerplay, hvorefter de gik til Mjølnerparken med netop det formål: At støtte og hjælpe Omar El-Hussein.

Efter at have hjulpet ham af med gerningsvåbnet fra Krudttønden talte de tiltalte med ham, hvorpå MR gik ind i Føtex og købte en taske. MR forsynede ham også med tre stykker ammunition til angrebet. Tasken og ammunitionen gjorde det muligt for Omar El-Hussein at bære sine to pistoler og trække dem foran synagogen, hvor han dræbte Dan Uzan og yderligere forsøgte at dræbe to politibetjente.

Og tasken blev i øvrigt fundet på fortovet med vrangen udad på Svanevej ved siden af den livløse Omar El-Hussein efter skudopgøret med politiet.

Læs også: Skriften på væggen

Det var uundgåeligt, at de fire tiltalte fik kendskab til, at Omar El-Hussein skulle gennemføre et nyt angreb som det ved Krudttønden, mener anklagemyndigheden. Og ikke nok med det: De tiltalte bakkede udtrykkeligt og gennem deres kontakt til ham op om angrebet ved synagogen ved at opsøge og holde sig i nærheden af ham, mens han søgte på mål på Powerplay.

Og de spiste aftensmad sammen på restauranten Kösem, før Omar El-Hussin satte sig på sin cykel og kørte mod Indre By.

Derfor kan der kun være én konklusion: Angrebet ved synagogen var terror – »voldsom, koldblodig, afstumpet« – og skal ses i sammenhæng med både Krudttønden og terrorangrebet i Paris ca. én måned tidligere. Og de fire tiltalte medvirkede.

Motivet er på en måde ligegyldigt, og alligevel siger Sidsel Jessen-Klixbüll:

»Motivet skal højest sandsynligt findes i deres særlige relation til hinanden og Mjølnerparken og Brothas. Derudover har hjælp til Omar El-Hussin givet prestige i miljøet. For så vidt angår IA tyder hans løftede pegefinger (en hilsen, der bl.a. benyttes af IS, red.), det han skriver i et brev til BH og hans skriverier på sympati for angrebet, og det kan i sig selv forklare, hvorfor han medvirkede til angrebet.«

Baseret på ’sund fornuft’

Så vidt anklagemyndigheden. Bo Bjerregaard og Sidsel Jessen-Klixbüll har truffet et valg, som giver en ret enkel historie og passer godt med, hvad vi har set i retten og på video-overvågningen:

MR som den styrende, MR som den uberegnelige og farlige våbenhandler og pusher i krig mod hele verden, MR, som har kaldt dommeren naziluder.

IA som Omar El-Husseins radikaliserede barndomsven, som i brevet til den medtiltalte BH kalder danskerne for vantro og Danmark for et zionistland.

BH som den loyale, praktiske fodsoldat, som ender med at stå med et våben, som knap nok er kølet helt af efter angrebet på Krudttønden.

LE som har røget meget af hukommelsen væk og fungerer som stikirenddreng, når brødrene fra Brothas gør deres ting.

Først og fremmest bygges proceduren på præcis dér, hvor beviset er stærkest: Tasken og ammunitionen og de tiltaltes adfærd i Mjølnerparken.

Læs også: Med vold skal land bygges

Men det er også en procedure, som sine steder synes at være ved at revne i afstanden mellem, hvad der er bevist i retten, og hvad der meningsfyldt kan konkluderes på disse beviser. For eksempel har retten alene anklagemyndighedens påstand om, at ammunitionen skulle være overdraget til Omar El-Hussein ved et møde ved en boldbane i Mimersparken. Det er ikke dokumenteret i sagen.

Anklagemyndigheden vender derfor igen og igen tilbage til »sund fornuft«.

Menneskets naturlige evne til at tænke uafhængigt af autoriteter og lærdom – på engelsk common sense – blev et vigtigt begreb i oplysningstiden f.eks. for Holberg.

Spørgsmålet er, om man stole på sin sunde fornuft. Ikke nødvendigvis. Fornuften kan lede til konklusioner, der er fornuftige og skrupforkerte. Den sunde fornuft har det med at springe til konklusioner, den er biased, og den ved ikke, alt det den ikke ved, selv når den prøver at være fornuftig.

Man kan heller ikke stole på, at folk opfører sig fornuftigt, og dette at opføre sig ufornuftigt er ikke nødvendigvis kriminelt. Det bedste, man kan sige om sund fornuft, er måske, at der ikke rigtigt er noget alternativ, hvis man ønsker at have evnen til at fungere. Stoles på, dét kan den ikke.

Holde sig i uvidenhed

I proceduren siger anklagemyndigheden, at de tiltalte nødvendigvis udtrykkeligt må have accepteret medvirken. Det tilsiger almindelig sund fornuft.

Men i et organiseret kriminelt miljø foregår alt på need-to-know-basis. Det ville faktisk stride imod sund fornuft at bede om et udtrykkeligt samtykke ved boldbanen, hvor det skulle være sket, til det næste angreb.

Sund fornuft tilsiger måske nok, at Omar El-Hussein har bedt dem skaffe sig en taske – men sund fornuft siger vel også, at alle har en interesse i ikke at spørge ind til, hvad den skal bruges til, men tværtimod holde sig mest mulig i uvidenhed.

Det er sådan set kernen i organiseret kriminalitet – at virke pr. stedfortræder for at undgå risikoen for pågribelse og straf.

Det vil ofte i sig selv være strafbart, men det gør det ikke til udtrykkelig accept.

Almindelig sund fornuft tilsiger ifølge anklagemyndigheden, at de tiltalte nødvendigvis måtte være klar over, at Omar El-Hussein agtede at slå til igen, da han hverken gjorde noget for at flygte, skjule sig eller melde sig selv. Efter angrebet i Paris måtte tiltaltes sunde fornuft tilsige dem, at han pønsede på et angreb igen.

Virkelig?

Læs også: 'That's why they call them dogs'

Kunne det ikke tænkes, at de tiltalte – som forklaret af BH – formodede, at politiet ville storme ind hvert øjeblik, det skulle være? Er det hævet over enhver rimelig tvivl, at BH faktisk, sådan som han selv forklarede det, gav udtryk for, at Omar El-Hussein var langt ude i angrebet på Krudttønden.

Og burde de tiltalte nødvendigvis anse det som meget muligt, hvis ikke sandsynligt, at gerningsmanden fra Krudttønden skulle slå til mod et højtprofileret mål som synagogen kort tid efter? Det kan vel med lige stå stor ret siges at være vanvittigt usandsynligt og tæt på umuligt at forestille sig.

Jeg husker min egen forbløffelse den nat, og jeg husker en forvirret efterretningstjeneste, som ifølge myndighedernes egen redegørelse havde store vanskeligheder ved at analysere sig frem til potentielle mål efter Krudttønden.

Og det var i øvrigt heller ikke, sådan det gik for sig i Paris: Gidseldramaet i et jødisk supermarked skete først flere dage efter angrebet på Charlie Hebdo og havde ikke samme gerningsmænd.

Men fair nok.

I en procedure skal anklagemyndigheden gøre rede for sin opfattelse af, hvad der er bevist.

Anklagemyndigheden skal også gøre rede for, hvordan sagen skal afgøres på baggrund af regler, retspraksis og juridisk litteratur.

Hvis ikke de fire tiltalte dømmes på et direkte forsæt til medvirken, vil anklageren have dem dømt for at acceptere sandsynligheden eller i det mindste muligheden for, at terroristen slog til igen efter Krudttønden. Dét er påstanden.

En taske er en taske

Bo Bjerregaard bruger en del tid på Højesterets dom efter rydningen af Ungdomshuset.

Tre personer blev dømt for medvirken til vold mod politiet, alene fordi de havde deltaget i mandagsmøderne i huset og taget ophold i huset.

Ingen af dem havde aktivt taget del i vold mod politiet.

»På samme måde som i sagen fra Ungdomshuset giver de fire tiltalte deres opbakning til angrebet ved at købe tasken og give ammunitionen og være omkring Omar El-Hussein. Man kan ikke bebrejde dem, at Omar selv opsøgte dem, men man kan bebrejde de tiltalte, at de ikke sagde fra, var neutrale eller gik hjem. Når de giver ham støtte som person, giver de ham deres fremadrettede opbakning til angrebet på synagogen.«

Avantgardens store dame, Gertrude Stein, skrev den berømte sætning: En rose er en rose er en rose. Her blev, sagde hun selv, rosen rød for første gang i engelsk poesi i hundrede år, fordi den igen blev konkret, igen blev en rose og ikke bare en klichémetafor for den romantiske kærlighed.

I sagen efter Omar El-Hussein har anklagemyndigheden i sin procedure skåret sagen til, gjort tasken til en taske, ammunitionen til ammunition og de fire tiltalte til holdet bag Omar El-Husseins terrordrab.

Det er ikke dumt gjort.