Læsetid 3 min.

Skal teknologi solgt fra Danmark bruges til masseovervågning i et diktatur?

Eksperter vurderer, at den teknologi, som et dansk firma har solgt til regimet i De Forenede Arabiske Emirater, formentlig skal bruges til masseovervågning af landets godt ni millioner mennesker store befolkning
Ahmed Mansoor, der er prisbelønnet menneskerettighedsaktivist fra De Forenede Arabiske Emirater, har flere gange været udsat for forsøg på målrettet overvågning, formentlig fra landets myndigheder, som et nordjysk firma sælger overvågningsteknologi til.

Ahmed Mansoor, der er prisbelønnet menneskerettighedsaktivist fra De Forenede Arabiske Emirater, har flere gange været udsat for forsøg på målrettet overvågning, formentlig fra landets myndigheder, som et nordjysk firma sælger overvågningsteknologi til.

Jon Gambrell

2. september 2016

Et dansk firma fra Nordjylland sælger internetovervågning til De Forenede Arabiske Emirater. Det afdækkede Information for nylig.

Nu vurderer to internationalt anerkendte eksperter så, at der kan være tale om teknologi, som skal bruges til masseovervågning af den godt ni millioner store befolkning i diktaturstaten.

Eksperternes vurderinger er blandt andet baseret på det udstyr, som landets myndigheder ifølge dokumenter fra Erhvervsstyrelsen har købt sammen med overvågningsteknologien fra firmaet BAE Systems Applied Intelligence.

»Min mistanke er, at BAE har tilbudt det, man kalder ’bagudrettet målretning’,« skriver Nicholas Weaver, der er it-sikkerhedsforsker på University of California, i en kommentar til Information.

»Det er evnen til at spole tilbage i tiden og se, hvad en målperson har foretaget sig tidligere. Den eneste måde, man kan gøre det på, er at overvåge alle, så man kan søge efter specifik information på et senere tidspunkt.«

Læs også: Danmark er storeksportør af internetovervågning

Konkret har den danske afdeling af BAE solgt et »IP-overvågnings- og dataanalysesystem til brug for national sikkerhed og efterforskning af alvorlige forbrydelser« til Indenrigsministeriet i landet. Det viser dokumenter, som Information har fået aktindsigt i hos Erhvervsstyrelsen.

Den type af systemer, som firmaet har solgt, kan blandt andet lave udtræk af metadata og indhold – eksempelvis videoer, beskeder eller vedhæftede filer.

Desuden er den type af systemer »specielt udviklet til« at »kortlægge en enkeltpersons eller en gruppe af menneskers sociale netværk«, fremgår det af EU’s liste over produkter omfattet af eksportkontrol.

En BMW-model

Men ud over selve overvågningssystemet har regimet også valgte at købe medfølgende udstyr, som kan lagre meget store mængder data.

Det forhold er ifølge Nicholas Weaver afslørende. Det ville være »skørt« at købe så store systemer, hvis man kun skulle overvåge enkeltindivider, vurderer han.

»Hvis man skal lave målrettet overvågning, så behøver man ikke hurtige harddiske med tusindvis af terabytes.«

En terabyte svarer til 1024 gigabyte.

Christopher Soghoian, der er chefteknolog hos borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union, er enig i Nicholas Weavers vurdering.

»Det er meget lagringsplads. Det tyder på, at det ikke kun handler om nogle få folk, der skal overvåges, men om masseovervågning,« siger han.

»Men man skal selvfølgelig også tage højde for, at når sådan nogle selskaber sælger udstyr, så sælger de det dyrest mulige, de kan komme af sted med. Derfor er der også en mulighed for, at sælgeren har solgt BMW-modellen, mens kunden i virkeligheden kun havde brug for Skoda-modellen.«

Brugt mod aktivist

Det danske firmas salg til De Forenede Arabiske Emirater er stærkt kontroversielt. Det skyldes, at landets regime er kendt for at overvåge, fængsle og tortere sine kritikere.

Ahmed Mansoor, der er prisbelønnet menneskerettighedsaktivist fra landet, har flere gange været udsat for forsøg på målrettet overvågning. Flere uafhængige tekniske rapporter har konkluderet, at det højst sandsynligt er landets myndigheder, der står bag forsøgene.

»Sådan nogle som mig forventer nærmest, at regeringen bruger denne slags værktøjer til at angribe os. Deres primære mål er ikke kriminelle og terrorister, som de påstår, men aktivister,« har Ahmed Mansoor tidligere sagt til Information.

Af samme grund er det problematisk at sælge et så avanceret overvågningssystem til regimet, mener Christopher Soghoian.

»Salg af denne type teknologi til regeringer, der netop tidligere har brugt og misbrugt overvågningsteknologi mod aktivister, dissidenter og journalister underminerer vestlige regeringers troværdighed, når det gælder om at respektere menneskerettigheder,« siger han.

Læs også: ’Man må bare håbe, at det bliver brugt fornuftigt’

I Danmark godkendte både Erhvervsstyrelsen og Udenrigsministeriet salget af overvågningsteknologi til De Forenede Arabiske Emirater. Det skete efter EU’s regler for eksportkontrol af overvågningsteknologi, som er blevet kritiseret for at være for slappe.

Kritikerne findes blandt andet i Europa-Parlamentet, som sidste år vedtog en resolution, der opfordrede EU-Kommissionen til at indføre strengere eksportregler på området. Et sådant forslag ventes nu at blive fremlagt af Kommissionen i september.

En af de drivende kræfter bag resolutionen var Marietje Schaake, der er hollandsk medlem af Europa-Parlamentet for partiet Democraten 66 og en del af den liberale ALDE-gruppe.

Hun er ikke overrasket over den danske godkendelse af salget til De Forenede Arabiske Emirater.

»Sagen er meget uheldig, og den rejser bestemt spørgsmål, som de danske myndigheder bør svare på. Men højst sandsynligt har de ikke overtrådt reglerne,« siger Marietje Schaake.

»Det viser, at det haster med at reformere EU-reglerne på området.«

BAE ønsker ikke at oplyse, om selskabet har solgt teknologi til brug for masseovervågning til De Forenede Arabiske Emirater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jan Weis

EU's slappe regler for eksportkontrol af overvågningsteknologi er velsagtens skrevet af lobbyisterne fra Siemens ... ;-)