Læsetid: 4 min.

Udmattede asylansøgere er lette ofre for radikalisering

Asylansøgere, som gang på gang løber panden mod muren, risikerer til sidst at blive så magtesløse, at de bliver lette ofre for ekstremistiske grupper. Det vurderer seniorforsker Nikita Malik fra tænketanken Quilliam
13. september 2016

Stramninger på udlændingeområdet er ikke farlige i sig selv.

De bliver først farlige, når de har til hensigt at udmatte asylansøgerne.

For udmattede mennesker, som føler sig magtesløse i deres eget liv, er i større risiko for at blive radikaliserede. Det mener Nikita Malik, som er seniorforsker i den britiske tænketank Quilliam.

»Det er en form for politik, som grundlæggende går ud på at udmatte mennesker, så de til sidst føler, at de har meget begrænsede handlemuligheder,« siger hun.

Quilliam er er grundlagt af tre tidligere Hizb ut-Tahrir-afhoppere, og formålet med tænketanken er at finde metoder til at imødegå radikalisering.

For tiden er de i gang med et stort forskningsprojekt, der skal kortlægge konsekvenserne af det, som Nikita Malik betegner som »udmattelsens politik«.

»En stor del af den research, vi laver i Quilliam, ser på, hvordan udmattelsens politik påvirker radikalisering. Det kan f.eks. ramme flygtninge, som bliver tilbageholdt i flygtningelejre eller asylcentre, og som ikke får tilbud om juridisk hjælp og ender med at føle sig fanget i ingenmandsland,« siger Nikita Mali, der peger på ventetid, isolering, usikkerhed og langvarig sagsbehandling som nogle af hovedkomponenterne i denne form for politik.

Frustration og afmagt

Flere danske terrorforskere og eksperter vurderede forleden i Information, at diskrimination er en af hovedårsagerne til radikalisering. De pegede på, at gentagne stramninger på udlændingeområdet af nogle grupper kan opfattes som diskrimination og derigennem medvirke til radikalisering.

Det er Nikita Malik ikke enig i.

»Jeg mener ikke, at en oplevelse af diskrimination er det, der igangsætter en radikaliseringsproces. Masser af mennesker bliver diskrimineret og er dagligt ofre for racisme, men ønsker ikke at gribe til våben. Og samtidig findes der jo for eksempel også højreekstremister, som er parate til at dø for deres sag.«

De politiske indgreb, som man ifølge Nikita Malik bør frygte mest i forhold til radikalisering, er dem, som har til formål at udmatte immigranter.

Som et eksempel på, hvordan udmattelsespolitik fungerer, nævner hun en 14-årig dreng, der flygter fra Afghanistan, fordi han ikke har lyst til at slutte sig til Taleban.

Læs også: Udlændingestramninger kan medvirke til radikalisering

Han forsøger at komme til Storbritannien, men lander i første omgang i Grækenland, hvor han bliver tilbageholdt mod sin vilje i mange måneder, fordi han ikke kan tale engelsk og ikke har de rigtige dokumenter.

Måske bliver han efterfølgende sendt tilbage til Afghanistan, eller måske når han til Storbritannien, hvor han ender i et detentionscenter. Denne dreng er i risiko for at ende med at blive bekræftet i, at alt det, som Taleban har fortalt ham om Vesten, er sandt.

Det er den følelse af frustration og afmagt, som ifølge Nikita Malik forøger potentialet for radikalisering. Særligt blandt kvinder og unge, som ifølge hende er særligt interessante målgrupper for ekstremistiske grupper.

»De vil gerne have unge mennesker, som de kan indoktrinere til at begå voldelige handlinger. Og de vil gerne have kvinder, som kan føde en ny generation, der kan begå nye voldelige handlinger.«

Ifølge Nikita Malik bør man derfor forsøge at undgå, at asylansøgere når til den tilstand af opgivelse, som gør dem til lette ofte for ekstreme grupper. En af de vigtigste forebyggelsesredskaber er ifølge hende information.

Derfor mener hun, at det er altafgørende at sikre, at immigranter altid kan få information om deres situation – på et sprog, de forstår. Derudover er det også vigtigt, at de ikke isoleres, men at myndighederne derimod sørger for, at de kan møde lokale unge på deres egen alder og derigennem få en oplevelse af at høre til i deres nye land.

De etablerede kanaler er første prioritet

Den danske radikaliseringsforsker Milan Obaidi, postdoc på universitetet i Uppsala, mener også, at der grundlæggende er to måder, som asylansøgere kan reagere på, hvis de oplever at blive udsat for uretfærdigheder, mens de venter på at få behandlet deres sag i eksempelvis Danmark.

Den ene er at gå gennem de etablerede kanaler. De kan for eksempel forsøge at klage over deres vilkår til Udlændingenævnet eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

»Men hvis de på trods af deres gentagne forsøg fortsat oplever diskrimination og føler, at de gang på gang møder modgang, og at deres anstrengelser ikke fører til noget, er sandsynligheden for, at de benytter sig af ikke-etablerede kanaler i samfundet ret stor. Brug af vold kan være en af reaktionerne,« siger Milan Obaidi.

Han understreger dog, at det langtfra er alle asylansøgere, som føler sig uretfærdigt behandlet, der udgør en risiko for radikalisering. Der er en del faktorer, der skal være til stede, før folk tyr til voldelige metoder.

»For det første skal man føle vrede, fordi man mener, at man bliver udsat for noget, som både er uretfærdigt og illegitimt. Derudover skal man have en oplevelse af, at det etablerede samfund og politiske system ikke er på ens side. Og endelig kræver det, at man faktisk er i stand til at handle,« vurderer han.

Læs også: Forskere: Udlændingestramninger bidrager til polarisering

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Modgang

Det er næppe nogen hemmelighed, at mange bio-danskere, der f.eks. er i en udsat social position på én eller anden af de utallige fancy ordninger for passivisering, møder en tilsvarende modgang fra det etablerede samfund og en oplevelse af, at kun en forsvindende lille del af det politiske system er på deres side …

De fleste bio-danskere har i øvrigt på et eller andet tidspunkt haft modgang i deres tilværelse, med tilsyneladende uoverstigelige barrierer for at føle et naturligt tilhørsforhold til majoritetsbefolkningen og samfundet, de trods alt føler en vis samhørighed med …

Hvis man som asylansøger ikke føler dette tilhørsforhold fra starten, tegner sagen sig anderledes og ekstra besværlig, og der opstår let denne fornemmelse for, og nogen gange oplevelse af, at være holdt fast som offer for en diffus magt, i stedet for med åbne øjne og fornuften i spil, at tage imod et af de utallige tilbud, samfundet stiller til rådighed for at komme videre – nogen kalder det ligefrem integration …

I stedet fables der om risikoen for radikalisering og det er også blevet en boldbane for en helt ny faglig beskæftigelse, nemlig såkaldte radikaliseringsforskere, der i egen interesse opretholder dette billede af offerrollen i stedet for at søge promovere en nærliggende opfattelse af de nye myndige borgere som velkomne subjekter og samfundsmedlemmer uanset hvilke udlændingestramninger de neo-liberale kan finde på at hive ud af deres efterhånden slidte ærmer …

Radikaliseringsforskeres underliggende dagsorden bliver derfor let den velkendte og efterhånden cementerede attitude: det er bio-danskernes egen skyld det hele …