Læsetid: 5 min.

Autisme kan behandles med bedre kommunikation

Kommunikations- og interaktionstræning af forældre til autistiske børn svækker mærkbart graden af udviklingsforstyrrelsen i flere år, viser ny international forskning. I dag er der ingen behandling for autistiske vanskeligheder, som op mod 50.000 danskere lever med
Børn i en specialklasse med autister undervises. Det er forskelligt, hvor gode man er til at opdage autisme tidligt rundt om i Europa.

Børn i en specialklasse med autister undervises. Det er forskelligt, hvor gode man er til at opdage autisme tidligt rundt om i Europa.

Hermann Bredehorst

31. oktober 2016

For seks år siden lærte forældre til 150 2-4-årige børn med autisme en række metoder til bedre kommunikation og interaktion med deres børn af en gruppe britiske og amerikanske forskere. Siden har forskerne fulgt dem og sammenlignet dem med en gruppe børn, hvis forældre ikke har modtaget kommunikationstræning.

Resultaterne, som i sidste uge blev offentliggjort i tidsskriftet Lancet, viser, at antallet af børn med svær autisme var markant lavere blandt de behandlede børn, end blandt de ubehandlede børn. Og selv om det ikke er nogen kur mod autisme, så er det af »monumental betydning«, siger forskerne bag til Nature News.

De børn, hvis forældre fik en række nye interaktionsmetoder, har også seks år senere mærkbart bedre sociale og kommunikative evner og mindre gentagende adfærd, som er nogle af hovedsymptomerne for autismespektrum-forstyrrelser.

Metoden mindskede ikke symptomer på angst hos børnene, men børnepsykiater Jonathan Green fra University of Manchester mener stadig, at resultaterne understreger behandlingens effekt.

»Den giver en vedvarende og substantiel reduktion af symptomerne, og det er vigtigt i familierne,« siger han til Nature News.

Antallet af personer diagnosticeret med autismespektrum-forstyrrelser er steget voldsomt de seneste årtier blandt på grund af stigende opmærksomhed omkring diagnosen, som også er en af forklaringerne på det stigende antal børn og unge i psykiatrien.

Årsagerne til lidelsen kendes ikke, men kan være genetiske. Alle mennesker har dog ifølge nyere forskning genvarianter, der kan disponere for autisme. Behandlingsmulighederne er begrænset til medicin for følgesygdomme som angst, depression og OCD.

Fakta om autisme

  • Godt en procent af befolkningen skønnes at have autisme, men ikke alle har diagnosen.
  • Austisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der giver en begrænset eller forstyrret udvikling af sprog og kommunikation, nedsat evne til social interaktion samt begrænset, stereotyp og repeterende adfærd.
  • Autister kan være overfølsomme over for sanseindtryk, fobisk angste, have søvnforstyrrelser, få raserianfald og have selvskadende adfærd.

Forskellige autismeforstyrrelser:

  • Infantil autisme og atypisk autisme opdages i den tidlige barndom og kan betyde mental retardering.
  • Asbergers syndrom opdages typisk senere, fordi de er normalt eller højtbegavede, men har ofte ledsagende psykiatriske komplikation som ADHD, OCD og depression.
  • GUU/GUA-diagnoserne udviser typisk mildere tegn på autisme.

Kilde: Landsforeningen for Autisme

Gammel viden, men banebrydende resultat

Lennart Pedersen, der er leder af forsknings- og udviklingsafdelingen på det selvstændige Center for Autisme, ser resultaterne som afgørende for behandlingen af autisme, da det ikke tidligere er lykkedes forskerne at dokumentere færre symptomer ved forskellige slags behandling.

»Træningen påvirker barnets repeterende adfærd og sociale interaktion, som er kerneproblemet for autister, fordi børn lærer gennem social kontakt. Især blandt små børn sker den kontakt igennem forældrene, derfor er det også opløftende, at det er forældrene frem for en terapeut, som påvirker børnenes udvikling i en mere positiv retning,« siger Lennart Pedersen.

Også psykolog Ditte Rose Andersen, der underviser personale og forældre til børn med blandt andet autisme i kommunikations- og interaktionsformen Intensive Interaction, mener, at de nye forskningsresultater er afgørende.

»Det er banebrydende at have et studie, der viser, at de ting, som vi også arbejder med, faktisk virker,« siger Ditte Rose Andersen og forklarer, at den måde, forsøget med forældreoplæring er beskrevet, ser ud til at have afgørende fællestræk med Intensive Interaction, der er udviklet af specialskolelærere for 30 år siden og bruges i specialtilbud i hele Storbritannien i dag.  

Små børn mere påvirkelige

I Danmark har man dog i modsætning til England og USA, hvor forskningen er lavet, ikke noget målrettet fokus på at spotte børn med autistiske vanskeligheder så tidligt som muligt. Derfor er det begrænset, hvor meget metoderne kan bruges herhjemme, da mange autister først får diagnosen senere end 2-4-årsalderen, mener Lennart Pedersen.

»Det er i 2-5-årsalderen, at der sker en kæmpe udvikling, så det er svært at overføre de her resultater til ældre børn, men man kan altid påvirke positivt, selvom det formentlig vil have mindre effekt, jo ældre barnet er,« siger Lennart Pedersen.     

Studiets svaghed er ifølge forskningslederen, at det ikke fremgår klart, hvor højt et mentalt niveau børnene i forskningprojektet har.

»Nogle autister er meget udviklingshæmmede, og nogle er højtbegavede, og det har stor betydning for effekten af behandling,« påpeger Lennart Pedersen.

Ditte Rose Andersen mener derimod, at også mange andre end de mest velfungerende autister kan drage fordel af bedre interaktion.

»Det ville være gavnligt for mange andre end autistiske mennesker. Vores tilgang er målrettet mennesker med kommunikative handicap, som i forskellig grad er en problematik, der rammer op mod 15 procent af befolkningen,« siger Ditte Rose Andersen med henvisning til, at også multihandicappede, demensramte, hjerneskadede og folk med lav IQ har kommunikationsproblemer.

Stor gevinst

I den interaktionsmetode, som Ditte Rose Andersen arbejder med, handler det om at gøre kommunikationen mere lige og lytte mere, da folk med kommunikationsvanskeligheder ofte bliver overdøvet og misforstået af de kommunikativt velfungerende.

Den britisk-amerikanske forskning er baseret på flere forskellige typer interaktionslæring, hvilke fremgår dog ikke.

»Interaktion kurerer ikke autisme, men det kan lindre et handicap og ændre på nogle symptomer, som har virket ubevægelige. Dele af det, som vi ser som autisme, kan måske skyldes, at vi har haft svært ved at give børnene de rette muligheder for at udvikle sig, simpelthen fordi vi har kunnet finde en måde at skabe god kommunikation med barnet på. At international forskning nu viser det samme, kan kun være opbakning til de mange praktikere, der allerede arbejder med det her,« siger Ditte Rose Andersen.

Selvom forskellige typer af kommunikations- og interaktionsmetoder har været en del af behandlingen for autistiske udviklingsforstyrrelser i 30 år, så har resultaterne stor betydning for især familier med autistiske børn, som ofte kun får hjælp i form af rådgivning i dag, mener Lennart Pedersen.

Også rent samfundsøkonomisk er der store gevinster i at sætte mere fokus på at opøve de sociale og kommunikative evner blandt autistiske børn.

»Jo mindre social kontakt barnet med autisme har, jo større bliver risikoen for, at de får det psykisk dårligt, når de vokser op. Hen imod puberteten viser mange alvorlige tegn på angst og depression og ender så i psykiatrisk behandling. Det kunne en hel del af dem undgå, hvis der var større fokus på det her,« siger Lennart Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Liliane Murray

Autist: En helt normal person, der måske endog er mere intelligent, end både du og jeg, fanget i en krop de ikke har styr over, som en robot der er løbet løbsk, autistens krop er et fængsel, og der findes faktisk en 'maskine' der kan hjælpe dem til at kommunikere med omverdenen, den føste jeg så et program om dette, måtte jeg synke et ekstra gang, for hvem af os kan overhovedet forstille sig hvordan det må være, at sidde i et fængsel, og forsøge at række ud, at nå alle os andre, at kommunikere, følelser og tanker, nej vel?

http://www.wimp.com/girl-with-autism-expresses-profound-intelligence/

Autister bliver mødt med en forestilling om at de ikke er empatiske og ikke kan sætte sig i andre folks sted. En forestilling der stammer fra Uta Frith teori om autisme som en fejl i hjernen, der giver manglende forestillingsevne.

I dag ved vi at det er en teori med begrænset forklaringskraft og autistiske børn eksempelvis mester
turtagning. De kan altså sætte sig i andre folks sted, under de rette omstændigheder.

Er det svært at forestille sig at den dominerende forestilling om autister som uempatiske og følelsesmæssigt afstumpede dermed begrænser og hæmmer kommunikationen med dem?

Så var autisterne måske endda bedre stillet med den ide, der var før om at autisme skyltes kolde mødre. Selvom denne stempling af mødrene nok heller ikke har været super fremmende for relationsopbygningen.

I dag bevæger vi os så mod at forstå autisme som en genetisk komponent og som en kromosom fejl. Det er populært og oppe i tiden. Mens videnskaben så leder efter den, sammen med intelligens og andre ting der burde være lige til at finde i en hjerne, ja så bliver autisterne til stadighed mødt af en anden fælles dominerende diskurs gennem årene om, at de ikke kan udvikle sig. Det er jo medfødt. På trods af at vi ved hjernen er plastisk dvs. foranderlig og kan skabe nye veje.

Autisme som medført er sammen med forestillingen om manglende indlevelsesevne det som dominerer behandlingen og verden for mange autister.

Derfor kan det være en større nyhed at forbedret kommunikation kan lette symptomerne.

Det må være forbandet at være autist og ikke bare blive mødt som den man nu er, og i stedet skal trækkes med en elendighed af idiotisk forforståelse og teorier som skifter som vinden blæser. Det er selvfølgeligt ikke anderledes end for os andre mere normale, men styrken og den skadende forforståelse autisten mødes med er slående.

Det er fortællingen om vores egen ide, af hvad det gode og normale menneske er.

Jonathan Smith, Liliane Murray og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Søren Kramer: Dit indlæg virker ret så kompetent, må man spørge på hvilken baggrund?
Min bonusdatter arbejder som pædagog med disse autister og er meget opmærksom på ikke at fortælle andet end generelt. Men jeg opfatter klart at autisme er lige så forskellig i sine udtryk som såkaldt normale også er forskellige. Stereotype "diagnoser" og menneskesyn har vi ikke brug for, men umiddelbart opfatter jeg at en tråd går igennem: en form for struktur og forudsigelighed.

Så vidt jeg ved er forskningen der i dag hvor man bl.a. tager udgangspunkt i bl.a. Simon Baron Cohens opdagelse af spejlneuroners betydning for udvikling af autisme, altså at der på et eller tidspunkt i løbet af barnets første 2 leveår sker et eller andet i barnets hjerne, så det ikke længere er i stand til at genkende eller spejle sig i andre menneskers sindstilstande, altså aflæse andre menneskers ansigtsudtryk. Hvorfor det er sådan, må klogere mennesker end mig svare på....

@Viggo Jeg har en i familien, der har autisme og så har jeg for år tilbage et diplom modul i gennemgribende udviklingsforstyrrelser. Ellers er jeg bestyrer og ejer af klinikfællesskaberne Psykologhuset ved Åen, samt IT portalen detkanblivebedre.dk / itcangetbetter.org som fokuserer på trivsel og psykiske problemer. Så jeg skal være fagligt lidt inde i nogle af sagerne, men autisme er særligt facinerende, fordi det for mig er lidt ligesom at kikke på universet for at blive klogere på sig selv.

Diagnosen autisme, fortolkes i dag som en autisme spektrum forstyrrelse. Dvs. at vi alle havner et sted på skalaen. Nu er diagnosesystemet og psykologien ikke en gammel videnskab og sproget er derfor groft og unuanceret. I modsætning til eksempelvis matematikken, der har udviklet sig over årtusinder. Samtidigt er vores diagnoser i en stærk vekselvirkning påvirket af udefrakommende sprog, diskurser og normer. Det er lidt den problematik vi kender fra eksempelvis ADHD diagnosen og den debat der har været om den.

Men af det diagnose batteri vi har til rådighed i dag tænker jeg autisme diagnosen står temmeligt skarpt. Med det in mente at det er en spektrum forstyrrelse, der rækker fra, at det slet ikke er et problem til svære symptomer og indflydelse på livet. I den her verden, så er det en lidt mere moderne tilgang, i forhold til eksempelvis den tidligere kassetænkning der er i klassificering i eksempelvis asperger, infantil autisme mm. Det kompliceres dog af, at autisterne ofte har ekstrem forskellig IQ, kommunikationsproblemer og senere kan få depression mm. Dertil er autisterne lige så forskellige som alle os andre. Men diagnosen er rigtig, fordi det er vigtigt at have en fælles sprog og få udredning så tidligt som muligt. Også gerne tidligere end det sker nu. Men ellers tænker jeg udredningen ikke er det store problem, netop fordi vores beskrivelsesaparat er ok.

Jeg tænker det vil være en god ide at slippe fokus på hvad der er årsagen til autisme (og andre typer af psykiske lidelser). Et eksempel på dette er spejlneuronerne som Karsten nævner. Det er sådan set et fint udtryk for at bringe fokus på den samklang der skal være mellem os mennesker på både det kognitive, følelsesmæssige og sanselige plan - og dermed trække på flere dele af hjernen i behandlingen og kommunikationen. Men de der spejlneuroner er videnskabeligt ellers noget tyndt. Det er ikke sådan at man kan sætte en skanner op og se "hov der var ski en spejlneuron". Så jeg forventer der er noget nyt om 10 år.

Som så meget andet hjerne forskning i forhold til de psykiske lidelser er det i min verden lidt at pynte sig med lånte fjer og på noget tyndt grundlag. Et skræmmeeksempel er her medicinal industriens langvarige og ufrugtbare øvelse i at give ADHD en biologisk og hjernemæssig forklaring. Det er bare synd og skam det skal være på den måde, men det er en del af tiden at skabe sig ligitimitet på den måde. Det er et paradoks set fra min stol at man tilstræber at arbejde objektivt og reelt set er det forskningsmæssigt noget hø ud fra klassiske kriterier, hvis der kradses bare lidt i overfladen. Det mest komiske eksempel vi ser fra samme diskurs er, at alle i dag arbejder "evidensbaseret". I bedste fald kan det ses som at man har gode intentioner.

Hvis vi slipper fokus på hvad der er årsagen til autisme (og mange andre lidelser/problemer), slipper vi lettere fokus på alt det barnet eller den voksne ikke kan. Det fylder ellers meget i vores danske behandler kultur. For en med eksempelvis svær autisme og lav IQ er det noget af en ryksæk at slippe for. Så er det muligt nemmere at møde den voksne og barnet ud fra hvad de kan og selv ønsker, uanset om det virker eksempelvis vanvittigt detalje fokuseret på noget uvæsentligt og repetitivt. Så kan vi lettere se at deres verden også er stor og at den kan udvides derfra. Forstå det smukke i lyden fra bussen der bremser eller det foruroligende i at der i dag var en ny chauffør, eller at dagen er svær fordi nogle havde taget min plads i bussen.

Vores samfund er i dag ikke indrettet til autister. Og det er værre end det var for 50 år tilbage. Autisten ved ikke hvad der skal ske og hvad han skal gøre - fordi de rammer ikke eksisterer per automatik. Særligt i skolen er det et problem for dem med let autisme og normal IQ. Dem med betegnelsen ADHD møder samme udfordring - og en stor del af drengene i øvrigt. Om morgenen vil læreren prøve at vise programmet med symboler. 6 symboler bliver det til på en god dag. Ok så ved vi at vi også for noget at spise i dag og at vi skal læse. Men ellers er vi ikke blevet så meget klogere på hvad der skal ske. Det er et ustruktureret helvede, i et infernalsk støjhelvede krydret med gruppearbejde. Hippocampus har fået nok inden man har fundet sin stol første gang.

Den danske institutionsmodel - og vores arbejdskultur - er ikke top dollar for dem der ligger uden for normalområdet. Og når det ikke dur, så flytter vi folk ned hvor de bliver passet på (nærmere mandsopdækket) og skærmet 100% så vi ihvertilfælde ikke får nogle konflikter og færre flyvende stole.

Vi har indrettet et dansk samfund i dag der er afhængig af et behandlersystem og specialtilbud, som gør at vi kan holde en særlig dansk arbejds-, behandler og institutionsmodel kørende - som i sig selv er ekskluderende.

Jeg har eksempelvis en del IT medarbejdere fra asien i dag og jeg ved hvor svært det er at vænne sig til deres forventninger af hvad ledelse er og hvad samarbejde er. De forventer jeg er værkfører, jeg forventer initiativ og ideer (i øvrigt præcist hvad en autist har særdeles svært ved). Det bliver så et dilemma mellem værdier og måder at indrette sig som samfund på, og det tænker jeg er en god måde at betragte det hele på.

Camilla Juul

Tak for alle de fine kommentarer. Jeg er autist og jeg har ADHD, men jeg har på meget kort tid lært dem at samarbejde så vidt det er muligt. Jeg blev udredt i en alder af 43 år i 2014 og har kæmpet for at lære at begå mig via teknikker, terapi mm.

Det er nemlig ikke okay at være anderledes selvom jeg faktisk har ret meget empati. Fordi jeg har autisme, og ADHD for den sags skyld, så har jeg egentlig ikke så meget at sige trods en enorm høj IQ, næstekærlighed og empati. Når jeg er vred, så er det bare min ADHD. Når jeg er ked af det, så er autister altid kede af det, hvilket overhovedet ikke passer - men jo, jeg bliver da rigtig ked af det, når ikke jeg bliver set og hørt som jeg er. Hvorfor er det et problem, at jeg er anderledes? Hvorfor må jeg ikke være en nørd? Jeg har aldrig gjort nogen ond. Tværtimod har jeg altid fået at vide, at jeg er rigtig god til at spørge til andre og støtte samt se mine medmennesker nøjagtig som de er.

Men jeg skal læres op i, hvordan jeg begår mig. På disse autist oplæringssteder skal jeg finde mig i, at blive udspurgt om meget personlige ting, fordi jeg jo ligesom handler på ting, som kan skabe store problemer for mig selv. Jo, jeg overlevede godt nok tidligere i min iver efter at kopiere andre, men dengang behøvede jeg ikke at høre for, at alt hvad jeg tænkte, følte og sagde havde noget med mine diagnoser at gøre. Dengang behøvede jeg ikke at forsvare mig selv, hvilket jeg føler for at gøre i dag. Dengang fik jeg ikke at vide, at min mening var mindre værd og jeg kunne blive ved.

Dengang blev jeg beundret, lyttet til og jeg fik sågar lov til at have mine særheder på den arbejdsplads, som jeg var ansat på i 15 år sammenlagt. Jeg havde et par enkelte konflikter, men det endte altid godt igen. I dag skal jeg i skånejob samtidigt med, at jeg ikke kan forvente at der bliver talt ordentligt og roligt til mig til trods for, at jeg gik ned med alvorlig kronisk stress i 2013 - og desuden har meget svært ved at rumme lange og ustrukturerede beskeder. Jeg har altid haft en invaliderende generaliseret angst, spiseforstyrrelse, selvskade, OCD og alvorlige sanseforstyrrelser, hvorfor jeg altid har været i jobs, hvor jeg arbejdede alene uden for meget social kontakt.

Jeg ville selvfølgelig ikke have været nødsaget til at blive udredt hvis alt gik vel. Gennem mine utallige forsøg inden for uddannelsesområdet, blev jeg mødt med angst og stress i undervisningen og problemer med de socialefærdigheder. Jeg var den ingen gad at lege med. Forhold gik heller ikke, for jeg stak gerne af efter kort tid. Jeg drak ligeledes for at holde bi-diagnoserne fra døren, men jeg har altid passet mine ting uanset hvor skidt jeg havde det. Og jeg har altid været yderst dygtig til stort set alt hvad man satte mig til, eller besluttede mig for at lære. Selv min tid i hjemmeplejen gik rigtig godt og borgerne endte med kun at ville have mig. Mine kollegaer var knap så begejstrede for jeg ydede meget mere end hvad jeg skulle, da jeg ikke forstod spillereglerne og så var det nemmere at lave for meget. Sådan var det i alle mine jobfunktioner gennem tiden, hvilket ligeledes var årsag til min stress.

Jeg går ude et sted for autister - et såkaldt afklaringsforløb, hvor jeg har fået to mentorer, som jeg ikke føler, at jeg har kemi med. I den virkelige verden kan jeg sætte buddha smilet på og gå videre, men det er svært her i længden. I stedet skal jeg krænge mine vanskeligheder ud og udlevere den enorme sårbarhed jeg har over for to mennesker, som jeg ikke føler mig helt tryg ved. Men hey, jeg kan jo risikere at havne blandt sådanne typer i en kommende virksomhed - især fordi jeg har valgt at være programmør, men jeg regnede jo med, at jeg netop havde adskellige mentorer fordi jeg havde behov for ekstra støtte og rummelighed for den jeg er.

Jeg har valgt at programmere, fordi det ligger lige til højrebenet for min hjerne og så skal jeg arbejde med høretelefoner på. Praktisk når jeg er så sanseforstyrret. Jeg har kæmpet mig gennem selvbetalt terapi i 16 år indtil jeg blev udredt, fordi jeg er en fighter. Jeg har nu arbejdet i 2½ år med at lære mig teknikker og leveregler hos fagfolk, men jeg er ved at være træt. Træt af, at jeg ikke må være mig. At det ikke er velset at være mig. Jeg kan jo risikere at støde ind i andre hurtig talende IT folk som min erhversmentor er. Jeg har forsøgt at stoppe ham flere gange, men uden resultat. Jeg har forsøgt at stoppe min personlige mentor, fordi jeg følte mig forkert til vores samtaler, men dette blev heller ikke hørt i starten. Nu har jeg fåer stress lignende reaktioner og røg på skadestuen i sidste uge, hvilket jeg fortalte stedet. Dette kom der ikke ret meget godt ud af. I stedet blev jeg spurgt til, om jeg følte eller tænkte tingene, og om jeg mente at min mentor var skyld i at jeg fik hjerteproblemer. Alt hvad jeg bad om, var at blive set, hørt og forstået nøjagtig som den jeg er.

Jeg mærker stort set intet til mine bi-diagnoser eller stress andet end hvis jeg skal kæmpe for min ret til at være mig. Jeg er enig i, at ordentlig kommunikation og rummelighed fra mine medmennesker er vejen frem. Jeg ved, hvordan det kan ændre alt.