Læsetid: 2 min.

Bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus: Ingen kan i alvor mene, at der blev lagt låg på ytringsfriheden

Efter Flemming Roses afsløring af de begrænsninger, som toppen af ledelsen i JP/Politikens hus underlagde ham, udsender bestyrelsesformand Lars Munch nu et forsvarsskrift, som erkender indgriben i den redaktionelle linje. Men han afviser at have krænket Roses ytringsfrihed
28. oktober 2016

Nuværende bestyrelsesformand og tidligere administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Lars Munch, har nu udsendt et forsvarsskrift, som går i rette med anklagerne om, at bestyrelsen tvang Flemming Rose til censur. Det sker efter, at Flemming Rose har fremsat anklagerne i en ny bog og i et interview med Information.

Ifølge forsvarsskriftet, som fagbladet Journalisten har lagt op på sin hjemmeside, afviser Lars Munch, at han eller JP/Politikens Hus har knægtet Flemming Roses ytringsfrihed, selv om den forhenværende kulturredaktør for Jyllands-Posten i fredagens Information beskriver, hvordan han blev forelagt en håndfæstning, der blandt andet forhindrede ham i at deltage i debatten om ytringsfrihed og religion.

»I en ny bog mener Flemming Rose, at han i sin tid på Jyllands-Posten var offer for en krænkelse af sin ytringsfrihed. Gå tilbage og læs Jyllands-Posten i årene efter Muhammed-tegningerne. Ingen kan i alvor mene, at der blev lagt låg på ytringsfriheden,« skriver Lars Munch ifølge Journalisten i sit forsvarsskrift.

Bestyrelsesformand Lars Munch.

Martin Lehmann

’Vi bakkede Rose op’

Tværtimod mener han, at ledelsen og bestyrelsen støttede Flemming Rose, men at avisens aktivistiske linje under dækningen af Muhammedkrisen gled for langt væk fra avisens journalistiske udgangspunkt.

»Vi bakkede Flemming Rose op i enhver henseende trods omfattende sikkerhedsforanstaltninger i vore virksomheder og ikke mindst på trods af personlige omkostninger for enkeltpersoner og ængstelse hos mange medarbejdere og deres familier. Efter nogle år var Jyllands-Postens standpunkt vist klart. I stigende omfang blev vi sagen i stedet for at skrive om den. Et journalistisk medie skal være uhildet. Alt andet er uholdbart. Det var uholdbart fra et publicistisk perspektiv og uansvarligt ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv i forhold til vores flere end 2.000 loyale medarbejdere.«

Lars Munch erkender dog, at koncernledelsen blandede sig i Flemming Roses journalistik.

»Er det sædvanligt, at en direktør eller bestyrelsesformand blander sig i den redaktionelle linje? Nej, det er hverken sædvanligt eller ønskværdigt. Men den såkaldte Muhammedkrise og dens følger var bestemt ej heller sædvanlige. Det er en vurderingssag, hvorvidt en bestemt linje skal forlænges i det uendelige, eller om der skal gøres plads til andre perspektiver.

Men når denne vurdering involverer grundlæggende publicistiske forhold, er det til gengæld ønskværdigt, at også direktør og bestyrelsesformand tilkendegiver deres holdning. Jyllands-Posten er ikke et kamporgan, men en interesseret, fordomsfri, liberal avis. Sådan er den bedst, og det fremgår i øvrigt af Jyllands-Postens Fonds formålsparagraf, « afslutter han forsvarsskriftet, som det fremgår hos Journalisten.

Lars Munch har afvist at lade sig interviewe af Information og flere andre medier.

Læs også: ’Vi er ikke en skid bedre end de medier, der arbejder under diktaturer’

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Uanset hvor meget bestyrelsesformand Lars Munch tegner og fortæller kan han ikke løbe fra den ubestridelige historiske kendsgerning, at bruddet med Flemming Rose som kulturredaktør og udlandsredaktør èn gang for alle har lagt et låg over ytringsfriheden i JP/Politikens Hus i almindelighed, og i særdeleshed på Morgenavisen Jyllands-Posten, der bragte Muhammed-tegningerne den 30. september 2005.

Tidligere chefredaktør Jørn Mikkelsen indrømmede blankt under en DR-debat i fjor, at når Jyllands-Posten ikke bragte Muhammed-tegningerne i forlængelse af terrorangrebene i Frankrig, skyldtes det en regulær frygt og angst for igen at blive udsat for en målrettet planlægning om terror, som det var tilfældet med den amerikanske terrorist David Headley, og det var i det mindste en ærlig erkendelse fra bladchefens side.

Jyllands-Postens nytiltrådte chefredaktør Jacob Nybroe gør sig heller ingen illusioner om nogensinde mere, at bringe Muhammed-tegningerne eller kampagner om politisk islam, for kampen om ytringsfriheden er ifølge ham godt nok ”vanvittig vigtig”, men ikke mere vigtig end at man nu skal til ”at lette foden fra pedalen”, når vi taler om at bringe tegningerne eller andet kritisk stof om islam, ja, kort sagt ikke mere islamkritik i Morgenavisen Jyllands-Posten på hans vagt.

Det er selvfølgelig helt i orden at være bange for terror, men så bør avisen blot omgående nedlægge sin højt profilerede indstiftede pris ”Morgenavisen Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris”, og lade være med fremover, at holde fine receptioner med skåltaler, hvor man står og giver en pris til en person, der har ”udfordret” omgivelserne, selv om ”deres brug af ytringsfriheden ikke har været omkostningsfri”, når man ikke selv længere tør stå på mål i kampen for det frie ord over for terroristerne i den islamiske verden.

Så ender det hele bare op i det rene hykleri og dobbeltmoral.

Anne Eriksen, Jørgen M. Mollerup og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Thøger Seidenfaden

Nu er det altså ikke kun Jyllandsposten, der har en pris for ytringsfrihed. Der findes også en pris til ære for Thøger Seidenfaden - Politikens mangeårige chefredaktør - der ikke formelt er bestyret af Politiken.

Thøgers pris skal gives til personer, der opfylder kravene om 'frisind og anstændighed'.

Det er nærmest et columbusæg, for i vores kulturhistorie har frisind og anstændighed haft et mildest talt konfliktfyldt modsætningsforhold.

Ved læsningen af, hvordan koncernen JP/Politikens Hus har forsøgt at lukke munden på Flemming Rose, så kan jeg ikke undgå at tænke på, hvordan Thøger besudlede sin kulturradikale identitet ved at rejse til London og over for Muhammeds påstået krænkede efterkommere at 'undskylde' Hvis Thøger har ønsket at sætte sig et uomtvisteligt, historisk mindesmærke, så er dette dog det ringeste.

Muhammedkrisen bliver brugt til at producere narrativet om en fri presse, hvor man slås om den yderste sandhed ...og imens undertrykkes og ignoreres enhver systematiseret systemkritik.

Michael Kongstad Nielsen

Tøger (uden h) Seidenfadens modvind til Jyllands Postens infantile Muhammedtegninger var fremragende, og løftede Politikens læseres velbefindende moralsk og sjæleligt op hver gang avisen berørte den langtrukne sædelighedsfejde.

Tøger Seidenfaden
Hvis der er nogen, der har været med til at splitte befolkningen og i al sin moralske selvgodhed og naivitet fodre denne specielle danske skizofreniske holdning til fremmede religiøse folk, der absolut ikke kan beskyldes for at udvise ret meget ’frisind og anstændighed’, må det bl.a. være den tidligere chefredaktør på Politiken - og tilsyneladende arvet af den nuværende …

Mihail Larsen, jeg sidder lige med det ene øje og ser "Husker du 1989?". Teksten der oplæses omkring den "Antifascistiske murs fald" (citat) er at den blev bygget for at holde østtyskerne indespæret i DDR" ... Nej Muren blev bygget for at holde den vesttyske D-mark ude. Hvis det ikke var sket ville DDR, hvoraf en meget stor del af befolkningen havde deltaget i krigsforbrydelser på Østfronten i Sovjetunionen - være blevet købt fri - det Østtyske økonomiske system ville være brudt sammen - af det retsopgør, der var en del af Postdam aftalen.

Det kan selvfølgelig diskuteres om det var rimeligt i 1961, at fastholde Østtyskland i et jerngreb. Men jeg tror det russiske folk i skyggen af den kolde krig og de evindelige atomkrigstrusler fra Vesten, mente det var det rigtige. Også set i skygge af at Vesttyskland bevarede hele det nazistiske embedslag i tjeneste.

Men alt det kan man jo ikke diskutere, når medierne og historikerne korslutter sandhedene med udtalelsen: "Formålet vat at holde Østtyskerne indespærede."

Ovenstående er kun en enkelt af utallige eksempler på at sandhederne kortsluttes, mens narretivet om muhammedtegningerne peger på en fri presse.

Michael Kongstad Nielsen

ulrik mortensen
Moral bliver man nødt til at have med at gøre.
Oscar Wildes udtalelse minder om Poul Henningsens: "Der findes kun god smag, og den er dårlig", om folk, der ikke kan døje hverken etik eller estetik, sålænge de ikke selv er dommere.

Gak til myren og bliv viis!

Hvis Bill Atkins tænker på kritik af ’system Politiken’, et udtryk af pastor Krarup, kan han bare slå op i Den Korte Avis for at blive oplyst om, hvilke nyheder “organet for den højeste oplysning” vælger ikke at bringe ud til sine kulturradikale og selektivt kræsne læsere – og der tegner sig et klart mønster af selvcensur – men det kan man jo altid dække over med en passende pris til ytringsfrihedens dobbeltmoralske apostle ...

Den ’yderste sandhed’ præsenteres aldrig i ét enkelt medie – det kan kaldes nyhedsdiversitet i pluralismens hellige, men misbrugte navn …

Michael Kongstad Nielsen

Tøger Seidenfadens avis var bedre end den, vi har i dag. Og Herbert Pundiks avis var bedre end Tøgers. Men Tøger var ikke specielt kulturradikal eller venstreorienteret - overhovedet ikke - men han besad en fornemmelse for borgerlig anstændighed, og ikke mindst forståelse for frisind i Grundtvigs forstand - frihed for Loke som for Tor.

Michael Kongstad Nielsen

Tøger Seidenfadens avis var bedre end den, vi har i dag. Og Herbert Pundiks avis var bedre end Tøgers. Men Tøger var ikke specielt kulturradikal eller venstreorienteret - overhovedet ikke - men han besad en fornemmelse for borgerlig anstændighed, og ikke mindst forståelse for frisind i Grundtvigs forstand - frihed for Loke som for Tor.

Michael Kongstad Nielsen

Frihed for Loke såvel som for Thor -- eller bare Thor?

Grundtvig
Biskop Kjeld Holm,Århus, aktualiserede sit forhold til Grundtvig og Kierkegaard i sit bidrag til Vartov-rækken af foredrag om inspirationen fra de to

– Hvordan kan det være, at Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed handler om at beskytte ytringsfriheden, mens præsters ytringsfrihed ikke gælder, når over 200 af dem samlet taler om flygtningepolitik, spurgte biskop Kjeld Holm, Århus Stift, i slutningen af sit foredrag om sin inspiration fra N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard, som var emnet for hans foredrag i aftes i Vartov – Grundtvigs gamle frimenighed i København.

Og svarede måske selv på spørgsmålet:

– Jeg erindrer mig Knud Poulsens ord fra for mange år siden – fra en tale Ebbe Rode læste op – og et sted lød det: "Pressens forhold til ytringsfriheden har altid været dikteret af ordene: Frihed for Loke – undtagen for Thor"!

En lettere omskrivning af nogle af Grundtvigs mest kendte ord fra Nordisk Mytologi (1832) "Frihed, lad være vort løsen i Nord, frihed for Loke, såvel som for Thor.

Og det er netop kernen i biskop Kjeld Holms liv med Grundtvig og Kierkegaard, at den handler om at tolke de to gamle danske kirkedebattører ind i samtiden. I en konstant dialog med både Grundtvigs og Kierkegaards egne tekster og med deres senere fortolkeres.