Læsetid: 7 min.

Danmark er et godt land. Men jeg vil ikke arbejde sort ude på Nørrebro

Det går langsomt fremad for de to syriske familier på integrationsydelse, som Information følger. Azab Kayali er kommet i praktik ligesom sin mand, og Abou Allou har fået hustru og børn til Danmark. Men i begge familier har fædrene svært ved at finde arbejde og taler derfor om at vende tilbage til Syrien
Samer al-Afandi og hustruen Azab Kayali modtog integrationsydelse første gang 1. august 2016. De er i praktik, men det er fortsat svært at leve på den lave indkomst, familien har. Her kigger de på tilbud i Føtex sammen med deres yngste søn, Karam.

Samer al-Afandi og hustruen Azab Kayali modtog integrationsydelse første gang 1. august 2016. De er i praktik, men det er fortsat svært at leve på den lave indkomst, familien har. Her kigger de på tilbud i Føtex sammen med deres yngste søn, Karam.

Sille Veilmark

24. oktober 2016

Samer al-Afandi bukker sig ned og studerer indholdet af en kølemontre. Det er torsdag aften, og den syriske familiefar er gået en tur i Ballerup Centret med sin hustru Azab Kayali og deres yngste søn, Karam. Der er tilbud: 600 gram kyllingebryst til 30 kroner.

»Men det er billigere i Kiwi,« konstaterer Samer al-Afandi og rækker ud efter en tilbudsavis, idet han begiver sig ind i Føtex.

Det er et par måneder siden, Information besøgte den syriske flygtningefamilie sidst. Siden da har de måttet spænde livremmen endnu længere ind, da de nu ikke længere modtager kontanthjælp, men den noget lavere integrationsydelse. De har ikke købt nyt tøj, siden Information besøgte dem i begyndelsen af august, og de er begyndt at nærlæse supermarkedernes tilbudsaviser hver uge.

»Før købte vi nogle gange mælk. Det gør vi ikke rigtig mere,« forklarer Azab Kayali.

Men familien klarer sig, og pengene rækker som regel hele måneden. Til gengæld har de problemer med at forstå det danske bureaukrati. I denne måned blev deres integrationsydelse udbetalt en uge for sent, fordi Samer al-Afandi og Azab Kayali havde forsømt at sende nogle papirer til kommunen. Derfor måtte de låne penge til huslejen af en ven og deres ældste søn, der studerer i Horsens.

Samer har nu 2.846,93 kroner tilbage på sin konto til resten af måneden.

Han stopper op ved et tårn af havartioste til en tier stykket, lægger en af dem i kurven og fortsætter forbi grøntafdelingen, hvor nogen er kommet til at vælte en lille bakke med blåbær. Samer fejer bærrene ned i hånden og smider dem ud, imens han griner lidt af sig selv.

Han er stadig i praktik i en anden Føtex, der ligger i nærheden. Men han er blevet flyttet fra bageriet til grøntafdelingen, hvilket er mere skånsomt for hans albue og ryg.

»Det er meget bedre,« siger han.

Store nyheder

Men der er endnu større nyheder i familiens liv. Azab Kayali har endelig fundet en praktikplads og er netop kommet hjem efter sin første arbejdsdag.

I de næste tre måneder skal hun hjælpe til hos en afghansk grønthandler i Måløv Parken, hvor hun skal binde blomster, gøre rent og den slags. Efter praktikken er der udsigt til en fast stilling med løntilskud i seks måneder, og derefter forhåbentlig en almindelig ansættelse.

»I dag er jeg glad,« siger hun med et træt smil.

Hendes chef er fra Afghanistan og taler ikke arabisk. Derfor er de tvunget til at tale dansk sammen, hvilket Azab Kayali længe har savnet muligheden for.

Hun har ingen ide om, hvor mange penge hun kommer til at tjene. Men det kan næsten kun være mere end de 8.411 kroner, hun i dag modtager i integrationsydelse.

Til gengæld vil hendes mand Samer al-Afandi miste stort set hele sin integrationsydelse, hvis hun ender med at tjene mere end 16.822 kroner. Derfor skal de begge i arbejde samtidig, hvis de for alvor skal mærke en forskel.

Tilbage til Syrien

Familiens økonomi ligger Samer al-Afandi meget på sinde.

»Hvad skal jeg sige … det er ikke nemt,« siger han.

Samer al-Afandi forklarer, at han har fået tilbudt arbejde på en restaurant i Valby. Men det var sort, og han vil ikke arbejde uden en kontrakt. Den største hindring for hans jobjagt er stadig, at han kun taler meget lidt dansk. Sprogskolen hjælper ikke, mener han. Der er hele tiden nye undervisere, og der er ingen struktur i undervisningen.

»På et tidspunkt havde vi den samme underviser i to måneder. Det er det længste, jeg har prøvet. Hun var god, så der lærte jeg lidt,« siger Samer al-Afandi.

Han er begyndt at tale om at vende tilbage til Syrien og etablere sit eget firma igen. Ikke lige nu. Men så snart krigen er ovre. Det er mentalt udmattende for ham ikke at arbejde. Men hvis han rejser, bliver det uden familien.

»Jeg kom til Danmark for mine børns skyld. De går i skole og studerer her. De skal have nogle muligheder,« siger han.

Samer al-Afandi, Azab Kayali og sønnen Karam går mod kassen med deres indkøb. Med sig i kurven har de: Et blomkålshoved, en havartiost, tre flasker Becel og en stang Oreo-kiks, som Karam har fået lov at tage med. Samer fisker kreditkortet frem og betaler de 53 kroner. Nu har han 2.793,93 tilbage på kontoen.

Karam går hjem, mens hans forældre slentrer ud af Ballerup Centret hånd i hånd. Inden aftensmaden skal de lige nå at aflægge en visit hos en af byens andre flygtningefamilier.

Pengeproblemer

Abou Allou slår døren op med et stort smil. Sidst Information besøgte ham i juni, var hans hustru Reem Almidane og deres to sønner netop ankommet fra Syrien. Dengang virkede Abou Allou udmattet og frustreret ved tanken om, at familien fremover skulle til at klare sig på integrationsydelse frem for kontanthjælp.

Det har ganske rigtigt vist sig at være svært. Men det har alligevel forbedret hans humør gevaldigt at blive genforenet med sin familie.

»Kom indenfor,« siger han, idet Samer al-Afandi og Azab Kayali træder gennem døren med deres indkøb.

Inde i stuen danser Abou Allou og Reem Almidanes ældste søn, Karim, omkring i sine joggingbukser. Kisteglad og med en iPhone, der spiller høj musik, for øret. Han er autist og kræver det meste af parrets fritid. Begge hjemmets sofaer er overdænget med sorte tuschkruseduller. På fjernsynet kører en arabisk actionfilm.

Ved Informations sidste besøg lå Reem Almidane og sov. I dag sidder hun med tørklæde og lyserøde sandaler og smiler genert ved spisebordet. Samer al-Afandi og Azab Kayali sætter sig til rette i de krusedullede sofaer, mens Karim løber lykkelig omkring med en hårbørste foran maven.

Abou Allou giver sig til at lave kaffe og te til sine gæster, inden samtalen drejer over på familiens økonomiske kvaler. Abou Allous ansigt bliver alvorligt. Han har været nødt til at låne penge af nogle bekendte for at få det hele til at løbe rundt, siger han. 4.000-5.000 kroner siden vores sidste møde.

Blandt andet har han haft store udgifter til transport med sønnen Karim, der ofte skal til lægen. Senest måtte Abou Allou betale 487 kroner for en taxa til Hillerød for at nå en lægetid, da toget ikke kom, og busserne var forsinkede.

»I sidste måned måtte jeg køre i taxa med ham fire gange, fordi han skulle i narkose inden et tandlægebesøg. Han kan ikke bare ligge stille som andre børn. Transporten kostede 1.600 kroner,« siger Abou Allou.

»Kommunen kan ikke gøre noget. De sagde bare, at jeg måtte betale det med børnepengene. Men det er jo kun 1.000 kroner om måneden.«

Hvorfor kunne du ikke bare tage toget?

»Sidste gang kom toget jo ikke. Så ventede jeg på bussen i en halv time, men den kom heller ikke. Hvad skulle jeg gøre? I næste måned kan jeg måske ikke køre Karim på hospitalet mere, fordi jeg ikke har råd.«

Abou Allou fisker telefonen frem og viser sine seneste bankudtog. I sidste måned havde han 4,15 kroner tilbage på sin konto, fire dage inden han igen fik udbetalt sin integrationsydelse. Hans eneste udgifter har været til indkøb, en regning fra Fullrate og tre automatudbetalinger på 500 kroner hver.

Hvad har du tænkt dig at gøre?

»Jeg ved det ikke. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Vi må tage en dag ad gangen.«

Knyttet til Danmark

Abou Allou og Reem Almidane har fået at vide af kommunen, at de skal flytte til en ny lejlighed i Skovlunde i november. Den koster 400 kroner mere om måneden end den treværelses lejlighed i Ballerup, de bor i nu. Abou Allou frygter, at det vil være oprivende for Karim at blive flyttet fra sine vante rammer, men der er ikke så meget at gøre.

Men i det mindste er det godt at se dig smile, Abou ...

»Ja, kan du huske, hvordan jeg så ud sidst?« siger han og griner.

Ja, du var så træt og deprimeret.

»Nu er jeg sammen med min familie igen. Vi har stadig problemer, men ikke som før. Penge er et lille problem.«

Det er hverken lykkedes Abou Allou at finde job eller praktik siden sidst. Hans hustru Reem er lige begyndt i sprogskole, og Abou Allou mener ikke, at hun kan finde tid til at arbejde eller komme i praktik, fordi deres søn Karim kræver så meget opmærksomhed. Ligesom Samer al-Afandi er Abou Allou for alvor begyndt at overveje, hvornår han kan vende tilbage til Syrien.

»Se på Samer,« siger han.

»I Syrien var han forretningsmand. Han kunne tjene 4.000 dollar om måneden … «

»Om dagen!« indvender Samer al-Afandi og griner.

» … det er ligesom 15.000 dollar i Danmark. Alting er billigt i Syrien, og du skal ikke betale skat. Forstår du, hvad jeg mener?« siger Abou Allou.

Han tror, at krigen vil være overstået i løbet af 2017. Hvis det ikke er lykkedes ham at finde et arbejde inden da, vil han rejse tilbage til Syrien for at tjene penge. Der er bare det problem, at Zain, familiens yngste søn, ikke vil tilbage. Han har gået i børnehave i tre-fire måneder og har allerede knyttet sig til Danmark.

»Han er begyndt at snakke dansk og har danske venner,« siger Abou Allou.

»Jeg kan også godt lide Danmark. Det er et rigtig godt land. Men jeg vil ikke arbejde sort ude på Nørrebro, og jeg vil ikke bare udnyttes som gratis arbejdskraft i praktik hos en stor virksomhed. Jeg vil gerne lave forretning.«

Serie

Familier på integrationsydelse

Regeringen har indført en lavere ydelse for arbejdsløse, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år. Ydelsen vil især ramme flygtninge.

Information følger to børnefamilier fra Syrien for at se, hvordan de klarer sig på integrationsydelse.

Seneste artikler

  • Penge er ikke det første, man tænker på, når bomberne regner ned over ens familie

    13. januar 2017
    Tingene går fremad for de to syriske familier, som Information følger. De fleste voksne er kommet i praktik, og de har lært at leve på integrationsydelsen. Men det er ikke økonomi, der ligger dem mest på sinde. Det er håbet om en bedre fremtid – for dem selv og den familie, der stadig er i Syrien
  • ’Vi skal bare arbejde, arbejde, arbejde’

    8. august 2016
    ’Ægteparret Samer Alafandi og Azab Kayali har modtaget integrationsydelse for første gang. De har endnu ikke fundet arbejde og skal til at spare. Samtidig er Samer Alafandi begyndt at blive frustreret over, at han ikke lærer noget dansk i sin sprogpraktik
  • Nu begynder det store puslespil for Samer

    8. juli 2016
    Samer Alafandi og hans familie mister 7.500 kroner om måneden, når de går fra kontanthjælp til integrationsydelse. Deres budget kan kun gå op, hvis de får tildelt en række andre tilskud fra kommunen. Både han og hustruen vil gerne finde et arbejde, men de hænger ikke ligefrem på træerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu