Nyhed
Læsetid: 3 min.

Flertal vil bevare revalideringsordning

’Når 59 procent af dem, der har været i revalidering, er blevet tilknyttet arbejdsmarkedet, så må man kalde det en succes,’ lyder det fra kritikerne af regeringens beslutning om at afskaffe revalideringsordningen. Regeringen kommer nu i mindretal
Indland
20. oktober 2016

Mennesker med handicap eller nedsat arbejdsevne skal fortsat kunne komme i revalidering og dermed – forhåbentlig – komme tilbage på arbejdsmarkedet.  

Det mener et flertal i Folketinget, som nu afviser regeringens forslag i 2025-planen om at afskaffe revalideringsordningen, så personer i revalidering fremover får kontanthjælp, SU eller kommer i ressourceforløb og dermed en ydelse, som er mellem 3.000 og 12.000 kroner mindre om måneden end revalidering.

Afvisningen kommer samtidig med, at FTF i en ny undersøgelse konkluderer, at revalideringsordningen nok er dyr, men mere effektiv end ikke mindst de nye ressourceforløb.

»Revalidering er en god ordning, som hjælper folk med en begrænset arbejdsevne til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet,« siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted.

»Nu er det jo en uskik at stille ultimative krav inden forhandlinger, men revalideringsordningen bliver helt sikkert en af de ting, Dansk Folkeparti vil arbejde for at bevare i forbindelse med forhandlingerne om 2025-planen.«

Kommunerne sparer

Regeringen har forsvaret forslaget om at afskaffe revalideringsordningen med henvisning til, at ordningen er dyr, overflødig og at kommunerne af samme årsager bruger den i stadig mindre omfang.

Mens der i 2005 var næsten 30.000 i et revalideringsforløb, var tallet i andet kvartal i år kun 6383. I første halvår brugte 60 procent af landets kommuner revalideringsordningen 10 gange eller derunder, og fem brugte den slet ikke.

Tal, som dog ikke overbeviser kritikerne. Det er ikke overraskende, at revalideringsordningen bruges mindre og mindre, da kommunerne dermed sparer penge, lyder det.

»Det er jo ikke argument for at afskaffe revalideringsordningen, at nogle kommuner ikke bruger den længere,« siger SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge.

»Tværtimod. Det burde i stedet få regeringen til at arbejde for at få kommunerne til at bruge revalideringsordningen endnu mere. Det er en ordning, som fungerer og ikke bare hjælper det enkelte menneske. De penge, som her og nu bruges på revalidering, tjener sig ind for samfundet på lang sigt, når folk vender tilbage til arbejdsmarkedet.«

Under alle omstændigheder mener Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, at kommunerne bør have muligheden for at bruge revalideringsordningen, uanset om de bruger denne mulighed eller ej.

»En af pointerne i de senere års beskæftigelsesreformer har netop været, at det skal være så fleksibelt som muligt for kommunerne, så de kan bruge de redskaber, de mener er de bedste,« siger Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører.

’Skriger til himlen’

Enhedslistens Finn Sørensen henviser til, at revalideringsordningen har vist sig at være mest effektiv til at bringe folk tilbage på arbejdsmarkedet.

»Her satser man nemlig på at uddanne og omskole folk, som måske har fået et handicap eller på anden måde fået nedsat funktionsevnen, til at lave noget andet end hidtil, hvilket jo har vist sig at være fornuftigt i forhold til det meste af det andet, som der foregår under overskriften beskæftigelsespolitik,« siger Enhedslistens beskæftigelsesordfører.

»For øjeblikket forsøger regeringen at presse alle ud på arbejdsmarkedet – som for eksempel med kontanthjælpsloftet – og så vil man samtidig afskaffe en ordning som faktisk fungerer,« lyder det fra Alternativets beskæftigelsesordfører, Torsten Geil.

»Det er jo så ulogisk, at det skriger til himlen.«

Ifølge FTF bringer revalidering da også næsten fire gange så mange personer ud af langvarig offentlig forsørgelse, som et ressourceforløb gør. 59 procent af dem, der har været i revalidering, er et år efter revalideringen blevet tilknyttet arbejdsmarkedet og er kommet i beskæftigelse, fleksjob eller i gang med en uddannelse.

Det samme gælder kun for 16 procent af dem, der har været igennem et ressourceforløb. Et år efter et ressourceforløb er hele 47 procent til gengæld havnet på førtidspension, og altså offentlig forsørgelse resten af deres liv. Det gælder kun én procent af de personer, der har været i revalidering.

»Når 59 procent af dem, der har været i revalidering, er blevet tilknyttet arbejdsmarkedet, så må man kalde det en succes,« siger FTF’s formand, Bente Sorgenfrey.

»Det er derfor helt skævt at skære en velfungerende ordning væk.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) eller Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ernst Enevoldsen

Hvad er nedsat arbejdsevne egentligt ? Og hvorfor er det kun handicappede der skal på revalidering ?