Læsetid: 5 min.

’Jeg vil hellere have lovlig medicinsk cannabis end vinde i Lotto’

En 34-årig sklerosepatient, der i smug ryger cannabis mod sine smerter, er en af de mange, der utålmodigt afventer, at sundhedsordførerne, der fredag mødes med sundhedsministeren, skal blive enige om en legalisering af medicinsk cannabis
Når sundhedsordførerne i dag mødes med sundhedsminister Sophie Løhde, skal de diskutere to lidt forskellige oplæg til, hvordan en kommende forsøgsordning fra 2018 til 2021 skal se ud. Forskellen på de to modeller er ifølge Informations oplysninger først og fremmest størrelsen på patienternes månedlige egenbetaling

Når sundhedsordførerne i dag mødes med sundhedsminister Sophie Løhde, skal de diskutere to lidt forskellige oplæg til, hvordan en kommende forsøgsordning fra 2018 til 2021 skal se ud. Forskellen på de to modeller er ifølge Informations oplysninger først og fremmest størrelsen på patienternes månedlige egenbetaling

Jakob Dall

13. oktober 2016

Hver formiddag, når Julies teenagedatter er gået i skole, går hun uden for huset og ryger en joint. Det samme gør hun hver aften, når datteren er lagt i seng.

34-årige Julie, der har haft sklerose, siden hun var 19, bor i en lille landsby et sted i provinsen, og hun har ikke lyst til at stå åbent frem og fortælle om sin ulovlige selvmedicinering med cannabis. Hendes mand ved det dog godt, og han støtter hende.

»Jeg er bange for at blive betragtet som misbruger, for det føler jeg ikke, at jeg er. Det har altid været meget hemmeligt, at jeg ryger cannabis for at dæmpe mine smerter og spasmer. Når man bor i en lille landsby, hvor alting er lidt tys-tys, så er man nødt til at passe meget på, for ellers ved alle, at man gør det,« forklarer hun.

Derfor venter hun med længsel på, at Folketinget får legaliseret medicinsk cannabis, så hun åbent og med ro i sindet kan fortsætte med at dæmpe sine smerter og spasmer.

Cannabissen er det eneste stof, som giver hende fuld smertedækning på en måde, så hun kan opretholde en almindelig tilværelse.

»Jeg vil hellere have lovlig medicinsk cannabis end at vinde i Lotto,« som hun siger.

En hemmelighed

Julie ryger hash, fordi det er det, der er nemmest for hende at få fat på. Men hun sørger altid for at tage langt væk fra landsbyen, når hun skal gøre sine ulovlige indkøb.

Ligeledes er hun meget omhyggelig med at gemme hashen og sørge for, at ingen, og slet ikke hendes datter, ser, at hun ryger.

»Det er en del af mit liv, som hun slet ikke er inkluderet i, fordi hun ikke er større. Hun skal tids nok finde ud af, at jeg er nødt til at kriminalisere mig selv, for at jeg kan holde mig selv ud,« siger Julie og tilføjer:

»Jeg ved godt, at jeg ikke for evigt kan holde det skjult for hende, for børn er ikke dumme.«

Læs også:Lægeforeningen er utryg ved medicinsk cannabis

Men det er ikke bare Julies datter, hun skal tage hensyn til.

»Det er lige så meget omverdenen, f.eks. kommunen eller forældrene til min datters skolekammerater. Jeg vil ikke blive betragtet som en kriminel og en misbruger. For jeg er ikke misbruger, jeg føler derimod, at jeg er velfungerende og i live og kan være der for min datter og min mand og min omverden,« siger hun og tilføjer, at hun takket være cannabissen nu »kører et helt normalt liv fra fem morgen til ti aften«.

»Jeg sidder i forældreråd og skolebestyrelse og kan tage til træning og styrke min krop, uden det skal gøre så pokkers ondt bagefter.«

Julies mand har eget firma, og selv søger hun efter et skånejob, som hun kan klare.

800 kroner i egenbetaling

Når sundhedsordførerne fredag mødes med sundhedsminister Sophie Løhde, skal de diskutere to lidt forskellige oplæg til, hvordan en kommende forsøgsordning fra 2018 til 2021 skal se ud.

Forskellen på de to modeller er ifølge Informations oplysninger først og fremmest størrelsen på patienternes månedlige egenbetaling.

Enten kan egenbetalingen sættes til 800 kroner. Det har f.eks. smertelægen Tina Horsted, der efter at have åbnet en privat smerteklinik har ordineret såkaldt magistrelt medicinsk cannabis til en lang række patienter, foreslået som et acceptabelt niveau.

Eller også sættes egenbetalingen op til det dobbelte, 1.600 kroner. I det første tilfælde vil det offentlige tilskud være ca. 70 procent, i det andet tilfælde godt 40 procent.

Læs også: Sklerosepatient: Det bør forsøgsordningen med medicinsk cannabis indeholde

Med 800 kroner vil de samlede anslåede udgifter til en fireårig forsøgsperiode være 106 millioner kroner, med en egenbetaling på 1.600 kroner vil den anslåede udgift blive 74 millioner kroner.

I begge modeller er indregnet en formindsket udgift til øvrig medicin på 20 procent. Uden denne effekt vil den anslåede udgift løbe op i henholdsvis godt 130 millioner og godt 90 millioner kroner.

Baggrunden for regnestykket er en antagelse om, at dagsdosissen for ca. 1.500 deltagende patienter vil være 700 mg, som vil koste ca. 90 kroner, hvis den gennemsnitlige indkøbspris for fem gram tørret cannabis vil være ca. 458 kroner, når apotekerens avance samt moms er indregnet.

Dertil kommer udgifter på omkring 22 millioner kroner til et tilrettelægge forsøgsordningen med bl.a. tilsyn, oplysning og forskning i perioden.

Fredagens møde med sundhedsministeren vil vise, hvad der kan blive flertal for blandt sundhedsordførerne.

Dårligt råd til 1.600 kroner

Julie føler sig ikke afskrækket, hvis egenbetalingen for lovlig medicinsk cannabis pr. måned løber op i 800 kroner. Det svarer sådan nogenlunde til, hvad hun i forvejen i dag bruger på at købe hash fra det illegale marked.

»En egenbetaling på 800 kroner ville jeg slet ikke betænke mig på, men bare sige tusind tak,« siger hun.

Hvis egenbetalingen derimod ender på 1.600 kroner pr. måned, er Julie ikke sikker på, at hun ville have råd til det.

Læs også: Forslag om fireårig forsøgsordning med cannabis som medicin

»Så ville jeg nok se mig nødsaget til stadig at benytte mig af det illegale marked,« vurderer hun.

Julie fik konstateret sklerosen for snart 15 år siden, og på egen hånd erfarede hun som ung, at hendes smerter og spasmer ikke var så slemme, hvis hun røg cannabis ved festlige lejligheder.

Men da hun blev gravid, kvittede hun alt, hvad der hed røg, og fik så udelukkende den traditionelle sklerosemedicin.

»Men jeg har aldrig kunnet få dæmpet mine smerter tilstrækkeligt, hvis ikke jeg også brugte morfin. Og det brød jeg mig ikke om. Når jeg skulle være mor, ville jeg ikke ligge i en morfinkoger.«

Åben om sygdommen

Selv om Julie holder sin selvmedicinering med cannabis hemmelig, er hun åben om sin sygdom.

»Nej, jeg kan selvfølgelig ikke holde min sygdom hemmelig. Jeg blev meget hurtigt meget syg og endte med at sidde i en elkørestol. Men nu er jeg ikke længere bundet til min kørestol, om det er cannabissen, der har gjort noget der, er jo svært at sætte ord på, men det blev bedre i den tid, hvor jeg fast begyndte at behandle mig selv dagligt med cannabis. Nu kan jeg meget bedre overskue det hele,« siger hun.

Hun er ikke i tvivl om, at en legalisering af medicinsk cannabis ville være en afgørende forskel for hende.

»Så skulle jeg ikke længere kriminalisere mig selv for at have det godt. Det ville være mere legalt, at det var medicin, og omverden ville have en større forståelse.«

Julie holder en lille pause, så siger hun:

»Jeg møder af og til den forestilling, at en hashryger er en, der er langsom og doven. De skulle bare vide … Jeg kunne så godt tænke mig at vise omverden, at man behøver ikke at sidde i et hjørne og sumpe. Men som tingene er nu, tør jeg ikke.«

Julie er ikke kvindens rigtige navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Kofoed
  • Ken Sass
  • ingemaje lange
  • Anne Eriksen
  • Estermarie Mandelquist
Jens Kofoed, Ken Sass, ingemaje lange, Anne Eriksen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Lucas

Få det nu legaliseret så mennesker med sklerose og svære gigtsmerter/stived kan slippe for at have det ad Helvedes til når det er slemt!

Arne Lund, Anne Eriksen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

hvis man kan få cannabis på recept, enten som olier eller i klumpform, så er argumentet for at legalisere det som et almindeligt nydelsesmiddel vel ikke relevant mere. Så kan man som patient gå til sin læge og få den fornødne medicinering, og resten af samfundet kan leve lykkeligt videre.
Argumentet for at legalisere det runger jo af at folk bare vil have lov til at fyre en fed, og det har jo intet med smertebehandling at gøre.

Hvorfor ikke starte en dansk produktion op i landbruget med det samme. Så kunne prisen decimeres, og produktet skulle ikke konkurrere med bande-rocker forsyninger.

ingemaje lange, Anne Eriksen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Et nyt grønt dansk eksporteventyr med mulighed for forskning i mange andre udnyttelser af planten. Eksempelvis plastikerstatning fra stængelfibrene eller medicinsk anvendelse af de mange virksomme molekyler generelt. Det bliver stort, hvis myndighederne kunne (ville) frigøre sig fra den lange hashneurose, som har stået i vejen for udviklingen i snart 50 år.

Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Jacob Jensen, Annette Chronstedt, Jens Kofoed og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Udvikling af høst- og bearbejdsningsgrej. Indsamling og registrering af eksisterende viden på området. Eksport på alle planer i en ny spirende industri. USA er allerede godt på vej, men vi plejer at være rimelig dygtige til at udnytte ny teknologi, hvis vi starter op i tide. Thermostater, pumper, økologi, vindmøller, insulin, spildevandshåndtering er eksempler, hvor vi ikke var sene til at komme ud af hullerne. Vi kan godt, når vi vil.

Annette Chronstedt

Kære Ulrik Dahlin
Der er vist et stort behov for dybere afklaring i.f.t. hele Cannabis-problematikken. Uvidenheden er stor, men forvirringen blandt brugerne af medicinsk Cannabis er også stigende. F.eks: EU har nu legaliseret CBD. Samtidig er det netop godkendt som lægemiddel i DK, hvilket betyder at man nu indespærrer og jagter alle vores hjemlige producenter af både CBD og THC-dråber. Leverandører, som et meget stort antal mennesker er helt og aldeles afhængige af p.g.a. alskens sygdomme, hvor dråberne virker o g har erstattet farlig, konventionel medicin, inkl. psykofarmaka. Læser man på FB-siden 'Medicinsk Cannabis', får man et indtryk af desperationen nu og hér. Samtidig med den mistænkelige 'lægemiddelgørelse' af CBD'en har man indført en fuldkommen utopisk 0% grænse for THC-indholdet, hvilket også indebærer, at politiet uden videre konfiskerer den ellers hidtil på papiret legale import af CBD fra andet EU-land. Kunne vi ikke få en dybdeborende rapportage-række om hele dette menageri. Og: hvorfor er vores Sundhedsstyrelse og hele lægestand f.eks så ekstremt reaktionære, sammenlignet med resten af verden ? Hvorfor udklækker Panum folk, som synes generelt foragtende overfor ethvert helhedsorienteret menneskesyn ? Er det fordi man herhjemme er endnu dybere infiltreret af Medicinalindustrien, inkl vores egne, store virksomheder ? Og: hvorfor denne enorme og helt irrationelle iver efter at forhindre legal adgang til medicinen CBD, hvor du skal drikke spandevis for at bliive det mindste bevidsthedsudvidet i.f.t. den ellers hidtil gældende 0,1 % THC-grænse ? Nu, hvor apotekerne så åbenbart skal have monopolet, er folk pludselig helt afhængige af evt. velvillige læger, som så skriver recepter til nogle dråber, der med ét er mndst 10 gange så dyre, ofte langt dårligere og derved også - via tilskuddet - gør det helt unødvendigt dyrt for staten. . ? Man kunne blive ved. Der er efter bedste skøn en meget bred, folkelig protestbevægelse på vej. Én, hvor vi for en gangs skyld kunne tage USA som forbillede. Hér er CBD f.eks. føderalt legaliseret. Kunne du ikke give os alle noget af din fremragende, dybdeborende journalistik på dette fordomsindfedtede felt, som i den grad trænger til reel oplysning ? På forhånd mange tak . .

Hans Paulin, Søren Ferling, Niels Duus Nielsen, Arne Lund, ingemaje lange, Ken Sass, Jacob Jensen, Anne Eriksen og Peder Kruse anbefalede denne kommentar

Forargeligt, at "Julie" skal gemme sig for ikke at blive hængt ud som misbruger og kriminel. Længere rækker den danske tolerance altså ikke.
Om de få fornuftige sundhedsordfører, vil have held med at trænge igennem sumpen af angst, fordomme, og beskyttelse af medicinalindustrien, og lægernes hævdvunde statur, er ret tvivlsomt.
Også her mangler V og SD alm. menneskelighed - vigtigere er det gøre som vi plejer.

Søren Ferling

@ Peter

"Argumentet for at legalisere det runger jo af at folk bare vil have lov til at fyre en fed, og det har jo intet med smertebehandling at gøre."

Du er vist ikke opmærksom på at der er to debatter i området - én om medicinsk cannabis og en anden om såkaldt rekreativ brug, altså en ikke-nytteorienteret brug på linie med brug af alkohol.

Det sidste har, som du siger, intet med smertebehandling at gøre og det har konsumption af alkohol heller ikke - det er et helt andet felt.

Når det er sagt, vil der givet være en overvægt af 'medicinske brugere', der tillige går ind for frigivelse også til rekreativt brug, fordi de har erfaret at dele af den officielle beskrivelse af virkningerne er nok så urealistiske.

Man ville være nødt til at indrømme, at alle de kræfter og penge, der har været brugt på politi og retslige opgør var spildt :)

Peter Bækgaard

Søren Ferling, der er også mange der tager amfetamin og kokain... hvor går grænsen? Der er et sagligt argument for medicinsk brug og det er gangske lige til at klare og legalisere. Det andet er bare ævl fra en flok hash-hoveder der ser sit snit til at dalre rundt i hash rus når de har behov for det.
Så kan du også forholde dig til børn og unge og hvornår de skal have lov, og hvad du som forældre skal gøre i det omfang din 16 årige sidder og ryger sig vind og skæv.
Hash er ikke sundt og hash medfører mange negative virkninger som især unge helst skal være foruden såfremt de skal lære at begå sig i en uddannelse og i et job.
Og bare lige for at slå en pæl igennem argumentet om at jeg ikke selv har en skid kendskab til hash, så jo det har jeg. Jeg har været i et mindre misbrug dengang jeg var ca. 16 år og frem til jeg var en 20-21 år. Jeg har venner der fik psykoser, og venner der blev så sløve og dumme i skallen af det at de ikke formåede at stå ud af sengen om morgenen. Jeg har venner der ikke kunne få nok af hash og gik videre til hårdere stoffer, og endte med at tage deres eget liv. Tror I at man vil undgå dette fremover med legaliseret hash?
tror I at rockerne vil forsvinde? Hvis staten skal sælge hash, så vil staten tjene på det og i det øjeblik der er afgifter på noget, så åbnes der for et illegalt marked igen - det vil altid være der.

Søren Ferling

@ Peter Bækgaard

Jeg mener at der er en naturlig grænse imellem alkohol og hash og på den anden side andre stoffer. Begge er ældgamle stoffer, man kender virkninger og bivirkninger af og som er til at leve med.
Generel afkriminalisering af såkaldt psykotrofe stoffer, tror jeg er den langsigtede løsning, men det er et andet emne - noget med selvmedicinerng.
Jeg kender selv hash og er for så vidt enig i at unge har mindre godt at det end voksne. Jeg er bare ikke sikker på at de unges alkoholforbrug er bedre - det er trodt alt et særdeles skadeligt stof, som mange dør af og endnu flere skades af - jeg kender nemlig også begge stoffer fra ansættelse i sundhedssystemet og der er en verden til forskel på de skader man ser fra de to stoffer - med en faktor ~hundrede flere alkoholskader. De skader er lidelsesfulde og stort set ubehandlelige - og ofte dødelige.
Flyttede en del af det rekreative forbrug over på cannabis, ville det medføre en generel bedre sundhedstilstand.
Jeg mener man kan finde forløb, der ligner dine minder om hash, også med folk, der drikker. Ja, jeg tror enkelte hårdt ramte af afhængighed eller bare stort forbrug lettere vil kunne findes og hjælpes, hvis stoffet ikke er dæmoniseret og starfbelagt. Et sådant forbrug dækker nemlig ofte over selvmedicinering.
Man skal huske at baggrunden er at ~ 3.000 hvert år drikker sig ihjel og 10 gange så mange er i behandling.
Ja, jeg tror det vil hindre en del, der går videre til hårdere stoffer.
Ja, jeg tror det vil gøre smuglet cannabis tæt på irrelevant på samme måde som smuglersprit i dag i en niche uden betydning - i modsætning til under alkoholforbudet i USA.