Læsetid 4 min.

’Det er helt klart en stor udfordring at have hjernerystelse og være mor for sine børn’

Mette Vilborg Hauberg havde lige landet et topjob, men løb med hovedet først ind i en glasvæg og fik en svær hjernerystelse. Det udfordrer hendes evne til at arbejde og være mor for sine børn
'Jeg havde haft så meget fart på, at jeg var faldet direkte ned på baghovedet med en sådan kraft, at mine ben røg op i vejret, og jeg næsten slog en baglæns kolbøtte,' fortæller Mette Vilborg Hauberg om den dag, hun gik ind i en glasvæg og fik hjernerystelse.

'Jeg havde haft så meget fart på, at jeg var faldet direkte ned på baghovedet med en sådan kraft, at mine ben røg op i vejret, og jeg næsten slog en baglæns kolbøtte,' fortæller Mette Vilborg Hauberg om den dag, hun gik ind i en glasvæg og fik hjernerystelse.

Sigrid Nygaard

31. oktober 2016

Forleden spiste vi aftensmad, og jeg fik det så dårligt, at jeg blev nødt til at lægge mig ind over bordet. Det er i forvejen ikke behageligt, men da min yngste datter sagde »Ej mor, skal du hvile igen?«, blev det langt hårdere.

Jeg bliver nødt til at sige til mig selv, at det er en helingsproces, som jeg står midt i. Men børnene synes, det er dødirriterende, at mor ikke er, som hun plejer at være. Jeg skal jo hvile hele tiden.

Det var den 3. august om aftenen, og jeg skulle hente takeaway i en restaurant i Lyngby. Jeg tog min pose med mad og skyndte mig ud af den fyldte restaurant. Jeg tog den hurtige vej ud gennem en åben dør. Det viste sig så, at det ikke var en åben dør, men en glasvæg.

Med fuld fart knaldede jeg panden ind i glasvæggen, og det sidste, jeg kan huske, er, at det gjorde sindssygt ondt. Det næste, jeg husker, er, at jeg sad op, og der stod en masse mennesker omkring mig. En servitrice spurgte, om jeg var okay, men det var jeg jo slet ikke.

Mette Vilborg Hauberg

45 år.

Bor i Klampenborg.

Nordisk salgschef i en software-virksomhed.

Mor til to.

Fik hjernerystelse den 3. august og er stadig ramt.

Medlem af Hjernerystelsesforeningen.

Sigrid Nygaard

Først uger senere fik jeg ressourcerne til at ringe tilbage til restauranten og høre, om der var nogen, der så mit uheld. De fortalte, at jeg havde haft så meget fart på, at jeg var faldet direkte ned på baghovedet med en sådan kraft, at mine ben røg op i vejret, og jeg næsten slog en baglæns kolbøtte. Det kunne jeg bare ikke selv huske, for jeg var jo bevidstløs.

Da jeg vågnede i restauranten slog mit moderinstinkt til, for min datter sad jo ude i bilen og ventede på mig.

Jeg skyndte mig ud til hende, og da jeg satte mig i bilen, brød jeg sammen. Min datter blev forskrækket, men jeg havde simpelthen så mange smerter i hovedet.

Jeg kørte hjem, og min mand og jeg har tit talt om siden, at det var helt forkert. Jeg kunne jo have fået et blackout, og jeg forstår simpelthen ikke, at folk i restauranten lod mig køre hjem.

Da jeg var kommet hjem, kørte min mand mig på skadestuen, hvor lægen på under tre minutter konstaterede, at jeg havde hjernerystelse. Det var åbenbart meget tydeligt.

Jeg får ikke præstationsangst i forhold til at præstere som mor, men jeg bliver ked af det indeni, når jeg ikke kan være på, læse godnathistorier eller hjælpe børnene med at læse en bog.

Emilie på ni år kan ikke forstå, at jeg ikke kan læse højt for hende. Jeg vil jo gerne, men jeg kan bare ikke, for mine ressourcer er brugt op, og jeg får det så dårligt af det. De skal nok få masser af godnathistorier, bare ikke lige nu.

Dårlig timing

Da ulykken skete i begyndelse af august, kunne timingen ikke have været værre. Jeg havde lige sagt mit job op og skulle starte et nyt sted den 1. september. Jeg arbejdede med salg i virksomheden HP, og jeg måtte fortælle dem, at jeg blev nødt at trække stikket i en uge. Det endte med at blive en sygemelding resten af måneden i den tid, hvor jeg egentlig skulle overlevere mine opgaver.

De tog det meget pænt, men det var straks værre, at jeg skulle starte på nyt job som salgschef for Norden, en mindre softwarevirksomhed.

De var søde, og de havde gjort klar med rigtig fine præsentationer og et træningsprogram, men det betød jo massere af powerpoints og computerskærme, som jeg slet ikke kunne håndtere. Træningen blev gennemført, men for nedrullede persienner, med lyset slukket og uden en eneste skærm tændt.

Jeg fik og får det stadig simpelthen så dårligt, hver gang jeg bare sætter mig foran en skærm.

Jeg blev nødt til at være ærlig over for min nye arbejdsplads, så jeg foreslog dem, at jeg kunne være der hver anden dag. Det ville sparer mig for køreturen, for spisning i kantinen med alle dens lyde og menneskemylder og det skarpe kontorlys.

Det sagde de ja til, og det er så den ordning, som jeg er under lige nu. Det er en kæmpe hjælp, da min hjerne kan få lov til at lukke ned og tage en lur, når skærmen bliver for meget. Uden denne mulighed, så havde jeg kørt mig selv i sænk.

'Midlertidigt ude af drift'

Jeg ville jo ønske, at jeg havde brækket benet, for den kan man jo putte gips på og undgå at bruge, men det kan man jo ikke med hovedet. Man kan ikke bare sætte hovedet ud af drift, når man er mor og skal arbejde.

Det ville være passende at sætte et klistermærke i panden, som sagde »midlertidigt ude af drift«, for så kunne alle se, at den ikke var helt god for tiden. Indvendigt er jeg jo mega udfordret, men udadtil kan man intet se.

Det er helt klart en stor udfordring at have hjernerystelse og være mor for sine børn, for man kan ikke være der 100 procent for sin familie. Det eneste, der kan hjælpe en, er ro og hvile. Men jeg giver ikke mig selv tiden til det, for jeg lever jo i en verden, hvor der er behov for en indkomst, og derfor ramte ulykken mig på det mest uheldige tidspunkt.

Det er snart tre måneder siden, at jeg fik hjernerystelse, og jeg kæmper stadig med det hver dag. Det er svært at håndtere at have børn og skulle arbejde, mens man har hjernerystelse, men det er bare ikke muligt for mig at sætte livet på pause lige nu, selvom det ville være det eneste rigtige at gøre.

Rystede hjerner

Information sætter fokus på hjernerystelser. I en serie fortæller de ramte om konsekvenserne, når hjernen bliver rystet og livet vendt på hovedet

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Når selv konkurrencestatens elitetropper tilsyneladende får granatchok, så er det måske på tide at genoverveje, om der er noget mere grundlæggende galt...

Brugerbillede for Anne Eriksen

Jamen, drejer det her sig ikke om først og fremmest at få gjort omgivelserne opmærksom på, at dette er en ulykke, et sygeforløb og at man altså ikke skal pace sig selv til at fortsætte...
(fortæl dine børn det - med store bogstaver - og hvem, der ellers ikke kan fatte det?)

Ingen takker for at man stresser sig selv og udsætter helbredet for større skader for at blive i rotteræset. Kvinder har klart førerstatus her og lige meget hvilken stilling/ status der er tale om, så er det helt skævt.
Kun, når man holder på sin ret - står fast :) - kan tendensen ændres.