Læsetid 5 min.

En hovedstødsduel, der varede ved

Ebbe Elhauge Kristensen har studeret i tre lande, scoret topkarakterer på universitetet og landet drømmejobbet i centraladministrationen, men en fatal hovedstødsduel til fodbold satte hans liv og ambitioner på pause. To år efter kæmper han stadig med eftervirkningerne, men lærer langsomt at sætte pris på livets små glæder
For to år siden fik Ebbe Elhauge Kristensen en hjernerystelse i en hovedstødsduel under en fodboldkamp. Siden har han haft alvorlige men, blandt andet har han i lange perioder høreværn på, selv om han opholder sig inden døre

For to år siden fik Ebbe Elhauge Kristensen en hjernerystelse i en hovedstødsduel under en fodboldkamp. Siden har han haft alvorlige men, blandt andet har han i lange perioder høreværn på, selv om han opholder sig inden døre

Sigrid Nygaard

29. oktober 2016

Jeg sad tilbage og tænkte: Hvem er jeg så? Hvis jeg ikke er den Ebbe, der knokler med sit studie, arbejde og spiller fodbold med vennerne, hvis alt det er væk, hvem fanden er jeg så?

Jeg sidder stadig i min lejlighed to år efter min hjernerystelse. Jeg spillede fodbold med mine venner, da jeg sprang op i en hovedstødsduel. Modstanderen headede, ramte forbi bolden og direkte ind i mit baghoved.

Ja, han gav mig vel nærmest en skalle. Og så begyndte det ellers bare.

Jeg fik det dårligt, gik hjem og lagde mig en enkelt dag, men jeg var lige blevet fastansat som fuldmægtig i det daværende Økonomi-og Indenrigsministerium, og det kræver altså store nosser at melde sig syg på sin første arbejdsdag.

Jeg mødte op og arbejdede i starten, men måtte melde mig syg efter et par dage. Først en uge, så en til og en til og til sidst i måneder. Det blev starten på to år, hvor jeg svingede mellem at ligge derhjemme i min lejlighed med høreværn på i flere måneder i træk, og hvor selv den mindste lyd skar i min hjerne, for derefter at kæmpe mig tilbage til arbejdet for blot at få et tilbagefald og kapitulere igen. Sådan bølgede det frem og tilbage flere gange.

Nu, to år efter hovedstødsduellen, har jeg taget et års ulønnet orlov fra min nuværende stilling som fuldmægtig i Digitaliseringsstyrelsen, fordi jeg har behov for tid – lang tid – og ro for forhåbentlig at komme ovenpå igen

Det værste for min hjernerystelse er lyd. Hovedpinen kan jeg godt klare, den kan jeg håndtere, men lydene… Det er som om, at mine ører slet ikke kan filtrere alle de indtryk, der kommer, så når jeg har mine værste stunder, bliver jeg nødt til at have høreværn på indenfor, selvom alle vinduerne er lukkede.

Jeg har også i perioder måttet bede min kæreste om ikke at tale, og det værste tilbagefald, jeg har fået, var efter få timer til et bryllup i en periode, hvor jeg ellers troede, at jeg var i fremgang. Det var simpelthen for overvældende med alle de indtryk.

Det tvang mig til at indse, at jeg skal justere min tidshorisont. Og at det ikke er sikkert, at jeg bliver den, som jeg var. Det er måske usandsynligt, at jeg kommer til at spille en fodboldkamp igen, gå i byen eller være til arrangementer, hvor der er larm og musik. Det er først nu, at jeg er ved at acceptere det.

Men jeg håber vitterligt ikke, at jeg skal blive ved med at leve mit liv på den her måde, hvor jeg kun kan klare tre gange 20 minutters koncentreret skærmarbejde i løbet af en dag. Det er klart. Jeg tror på, at jeg nok skal komme igen på et tidspunkt. Det er ikke, fordi jeg behøver at skulle arbejde 70 timer om ugen eller kaste mig ud i en ironman – mindre kan også godt gøre det.

Min arbejdsplads har været meget tålmodig, men jeg føler jo stadigvæk selv, at jeg ikke lever op til nogens forventninger. Det er sindssygt hårdt. Jeg vil gerne være en god medarbejder, jeg vil gerne være en god kæreste, søn, svigersøn, storebror og ven, men jeg har bare ikke muligheden for at være det – i hvert fald ikke på de parametre, vi normalt måler den slags på.

Jeg forsøger at være en god kæreste, men hvis man ikke kan støvsuge, lave mad eller invitere hende ud at spise, så er der jo helt klart nogle forventninger, der skal justeres, for at man kan være glad og tilfreds.

Ebbe Elhauge Kristensen

  • 28 år
     
  • Født i Hjørring, bor i København
     
  • På orlov fra sin stilling som fuldmægtig i Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet
     
  • Har studeret i tre lande
     
  • Tidligere bestyrelsesmedlem i Hjernerystelsesforeningen og stadig medlem
     
  • Har skrevet læserbreve og kommentarer i Dagbladet Information

Metoden til at overkomme

Jeg forsøger at klare det ved at træde et skridt tilbage og sige til mig selv, at det er okay, at jeg ikke er supermand inde i et ministerium lige nu. At selvom kæresten og jeg troede, at vi i de to år, der er gået, skulle have to indkomster og ingen børn, og dermed tid og penge til at rejse og leve livet, så er det okay, at vi i stedet går en tur i Søndermarken og kigger hinanden i øjnene.

At være glad for, at jeg har brugt så mange måneder i mine forældres kælder i Hjørring, hvor jeg var sammen med dem, for det havde jeg jo ikke været, hvis jeg ikke havde haft hjernerystelse. Jeg har haft nogle gode snakke med dem, som jeg ellers ikke ville have haft, og det skal jeg sgu bare være glad for.

Jeg prøver at være, hvad man kan kalde ’forceret positiv’. Jeg presser mig selv til at se positivt på ting, som jeg normalt ikke ville sætte pris på. I stedet for at være ked af, at jeg ikke arbejder og spiller fodbold, så presser jeg mig selv til at være glad for, at jeg har hørt 80 timers podcast om at investere, som jeg jo ellers ikke ville have hørt.

Til at starte med føltes det jo utroligt falsk, at jeg skulle være tilfreds med, at dagens gerning var, at jeg havde hørt en podcast. Og det, at jeg forsøger at være positiv, betyder heller ikke, at jeg er holdt op med at have ondt i hovedet, være yderst sensitiv over for selv de mindste lyde, at jeg lige pludselig kan gå på restaurant eller spille fodbold.

Men det betyder, at jeg kan gøre en stor indsats for at blive mere tilfreds med de muligheder, som der jo trods alt er tilbage. Det er afgørende for at holde frustration og tårer fra døren.

Jeg ved godt nu, at jeg ikke bliver kontorchef først i trediverne, som jeg ellers havde ambitioner om, men det må jeg bare acceptere. Det kan også være, at jeg slet ikke bliver det, men jeg tror på, at jeg nok skal komme til at klare mig godt på arbejdsmarkedet og få et liv igen.

Men jeg er nødt til at tilpasse tidshorisonten – også selvom det er en svær øvelse. For jeg kan ikke have den type forventninger til de næstkommende år af mit liv. Der skal jeg lytte til min krop og tage den med ro. Og så være glad for det, som der er.

 

Rystede hjerner

Information sætter fokus på hjernerystelser. I en serie fortæller de ramte om konsekvenserne, når hjernen bliver rystet og livet vendt på hovedet

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu