Mediefolk bakker op om Rose – men også om JP/Politikens ledelse

De fleste mediechefer i Danmark priser sig nok lykkelige over, at det ikke lige er dem, der har siddet med det tunge ansvar i JP/Politikens hus i årene omkring Muhammed-krisen.

Hvor stor en risiko kunne husets medier tillade sig at løbe på medarbejdernes vegne i forsvaret for den uindskrænkede ytringsfrihed? Ingen har lyst til at trække den linje.

I en ny bog, der allerede har påkaldt sig stor opmærksomhed, afslører tidligere kultur- og udlandsredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose, at den øverste ledelse i JP/Politikens Hus gik temmelig langt i forsøget på at holde Rose ude af den offentlige debat i årene 2011-2016.

Læs også: Tidligere PET-chef: Sikkerhed vigtigere end Flemming Roses ytringsfrihed

Blandt andet gennemtrumfede daværende bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl i 2011 en liste over emner, som Flemming Rose ikke måtte kommentere journalistisk, og begivenheder han ikke måtte deltage i. Listen fik navnet ’håndfæstningen’.

Flere erfarne danske mediefolk mener nu, at han gik for langt.

»Det er ikke en bestyrelsesformands opgave at lægge linjen,« siger Lisbeth Knudsen, tidligere chefredaktør og direktør på Berlingske Tidende og nuværende chefredaktør og direktør på Mandag Morgen.

»Sådan er det ikke i Danmark. Men sådan er det åbenbart på Jyllands-Posten.«

Uforeneligt

Flemming Rose fik blandt andet forbud mod at deltage i radio og tv og mod at kommentere religiøse emner, herunder »tegningerne«.

»Det er simpelthen uforeneligt med, at vi som medier skal forsvare ytringsfriheden,« mener Lisbeth Knudsen.

Hun har selv været med til at genoptrykke Muhammedtegningerne som chefredaktør på Berlingske Tidende. Og hun understreger, at hun har stor forståelse for det dilemma, ledelsen i JP/Politikens Hus har stået i.

»Men det værste ved det her er hykleriet. Det er jo topmålet af hykleri, at man udadtil har stået for den ultimative ytringsfrihed og har givet fine taler rundt om i verden om det, mens politikken indadtil har været en ekstremt stram styring af, hvad der måtte siges og gøres.«

En djævelsk tragedie

Anders Jerichow er journalist på Politiken og tidligere præsident for Dansk Pen, der kæmper for det frie ord.

Han har sin daglige gang i JP/Politikens Hus og har også selv genoptrykt Muhammed-tegningerne i de to bøger Profetaffæren og Bladtegnere i et globalt minefelt.

Han kalder den konflikt, der nu udspiller sig offentligt mellem de to gamle venner og allierede i kampen for ytringsfriheden, Flemming Rose og Jørgen Ejbøl, for en tragedie.

»Ingen dramatiker kunne have skrevet det her stykke mere djævelsk. De to ofre, Rose og Ejbøl, farer i flæsket på hinanden, mens voldsmændenes apologeter sidder og griner et eller andet sted bag horisonten,« siger han.

Læs også: ’Vi er ikke en skid bedre end de medier, der arbejder under diktaturer’

På spørgsmålet om, hvorvidt Jørgen Ejbøl som bestyrelsesformand er gået for vidt ved at blande sig i Jyllands-Postens redaktionelle beslutninger, svarer han:

»Det er enhver bestyrelses ret at ansætte og fyre sine chefredaktører. Men det er ikke god tradition at blande sig mellem hyringen og fyringen. Jeg kender ikke aviser, hvor det har været normalt at bryde den tradition.«

Alligevel anerkender han ligesom Lisbeth Knudsen det svære dilemma, som ledelsen i JP/Politikens Hus har stået i, da de besluttede at lukke munden på Flemming Rose.

»Er det selvcensur? Ja! Er det ulykkeligt? Ja, det er det fandeme også. Men er det forståeligt? Ja, for pokker! Jeg ville føle mig som en hykler, hvis jeg ikke forstod Ejbøls motiv,« siger Jerichow.

»Det ulykkelige er, at voldsmændene vinder. Kun på festdage identificerer vi os med Charlie Hebdo og tager T-shirts på. I praksis er vi truet til at bøje os, og vi gør det.«

Begge har ret

Det er ikke let at få andre danske mediechefer og -eksperter til at forholde sig til de afsløringer, der kommer frem i Roses bog. De har enten ikke tid, ikke lyst eller er inhabile, fordi de selv har en relation til JP/Politikens Hus.

De, der gerne vil udtale sig, erkender åbent, at de sympatiserer med både Ejbøl og Rose. Det gælder også Erik Bjerager, chefredaktør på Kristeligt Dagblad.

»Det her er en enormt ulykkelig sag, hvor begge parter har ret,« siger han.

Han er kritisk over for Ejbøls håndfæstning. Men han understreger også, at JP/Politikens Hus har stået i en helt usædvanlig situation efter Muhammed-tegningerne. Og han kan ikke afvise, at han selv ville have gjort noget tilsvarende i Ejbøls sted.

»Jeg ved ikke, om Ejbøl har blandet sig i andre sager. Men det ville næsten være ansvarsløst af en bestyrelsesformand, hvis han ikke blandede sig i, hvad der stod i avisen, hvis det kunne true medarbejdernes liv.«

Rystende

Anderledes ligefrem er programchef på Radio24syv Mads Brügger. Han kalder Ejbøls indblanding i de redaktionelle beslutninger på Jyllands-Posten for »rystende«.

»I forhold til redaktionel frihed og publicistiske principper virker det, som om det er helt ude af kontrol. Jeg har aldrig hørt om en bestyrelsesformand, der er så meget nede i bolledejen,« siger Brügger.

Han mener, det havde været mere rimeligt bare at fyre Flemming Rose frem for at tvinge ham til at holde mund.

Han kritiserer desuden, at JP/Politikens ledelse udadtil har forsvaret ytringsfriheden og indadtil har lagt bånd på Flemming Rose og truet ham med fyring, hvis han ytrede sig om visse emner.

»Man skal altid passe på med at kalde andre for hyklere,« siger Mads Brügger.

»Men jeg håber, at jeg havde handlet anderledes end Ejbøl i den her sag.«

Afviser anklage

Bestyrelsesformand og tidligere direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch har endnu ikke villet stille op til interview om afsløringerne i Flemming Roses bog. Men i går udsendte han et skriftligt forsvar til flere medier.

I det lægger han vægt på, at Jyllands-Posten har bakket Flemming Rose op »i enhver henseende« trods omfattende sikkerhedsforanstaltninger og personlige omkostninger.

Munch afviser, at han og resten af koncernen har krænket Flemming Roses ytringsfrihed.

»Gå tilbage og læs Jyllands-Posten i årene efter Muhammed-tegningerne. Ingen kan for alvor mene, at der blev lagt låg på ytringsfriheden,« skriver han.

Til trods for at han som daværende koncerndirektør selv var med til at lægge låg på Flemming Rose i 2011, da han deltog i et møde med ham, Jørgen Ejbøl og daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen. Munch skriver videre i sit forsvar:

»Er det sædvanligt, at en direktør eller bestyrelsesformand blander sig i den redaktionelle linje? Nej, det er hverken sædvanligt eller ønskværdigt. Men den såkaldte Muhammed-krise og dens følger var bestemt ej heller sædvanlige. Det er en vurderingssag, hvorvidt en bestemt linje skal forlænges i det uendelige, eller om der skal gøres plads til andre perspektiver. Men når denne vurdering involverer grundlæggende publicistiske forhold, er det til gengæld ønskværdigt, at også direktør og bestyrelsesformand tilkendegiver deres holdning.«