Ombudsmanden: Muligheden for aktindsigt indskrænket væsentligt

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen har nu færdiggjort en længe ventet evaluering af den ny offentlighedslovs mest omstridte paragraf, § 24 om ministerbetjening.

Det er den, der med et snuptag har gjort det muligt for embedsværket at undtage alle dokumenter, der kan tænkes på et eller andet tidspunkt at indgå i den politiske betjening af en minister, fra offentlighedens nysgerrige blikke.

Efter at have undersøgt bl.a. 30 udvalgte sager fra fire forskellige ministerier er ombudsmanden ikke i tvivl om, at indskrænkningen i praksis har vist sig at være »væsentlig«.

I sin 21 sider lange evaluering påpeger ombudsmanden, at han egentlig ikke er overrasket over konklusionen: »Dette må anses for en naturlig konsekvens af den måde, som bestemmelsen og dens forarbejder er affattet på,« skriver han.

At formindske offentlighedens mulighed for at følge med i politiske processer var netop formålet med at indføre paragraffen. Og nu viser evalueringen, at de undersøgte ministerier altså har forstået og anvendt paragraffen efter den erklærede hensigt.

Interessant er det også, at ombudsmanden indirekte underkender den ’stramning’ af ministerreglen, som Socialdemokraterne, Radikale og SF brugte som figenblad for trods tidligere modstand at stå bag § 24, da de overtog regeringsmagten i 2011.

Dengang argumenterede de med, at det nu blev præciseret, at fortolkningen af § 24 skulle være »restriktiv«, hvis der opstod tvivl om, hvorvidt bestemmelsen kunne anvendes. Men som ombudsmanden skriver, så er det hans »erfaring, at en sådan tvivl sjældent foreligger«. Tværtimod er det ret klart, hvornår et dokument eller en oplysning er omfattet af § 24.

’Glasurreglen’

Ombudsmanden har også undersøgt, i hvor høj grad såkaldt meroffentlighed – altså at en myndighed alligevel giver aktindsigt i dokumenter, som ellers kunne hemmeligholdes – har modvirket den effektive indskrænkning af åbenheden, som følger af § 24. Og her er hans konklusion entydigt, at meroffentlighed ikke virker.

Både fordi det kun er i et fåtal af afgørelserne, at der faktisk gives meroffentlighed, og fordi der i de relativt få sager, hvor der trods alt er givet meroffentlighed, ifølge evalueringen ofte er tale om »ældre og tilsyneladende uaktuelle dokumenter« eller »dokumenter, som ikke umiddelbart ses at sige noget, som den aktindsigtssøgende ikke allerede må antages at være bekendt med«.

»Det er endvidere hovedsageligt forholdsvis perifere ministerbetjeningsdokumenter, der er udleveret som led i meroffentlighed – dvs. dokumenter, der ikke umiddelbart siger noget om f.eks. myndighedernes overvejelser mv.,« skriver Jørgen Steen Sørensen og fortsætter:

»Dokumenterne vil derfor alt andet lige næppe have særlig interesse for den aktindsigtssøgende journalist eller andre.«

Efter mere end to års erfaring med den nye offentlighedslov fastslår ombudsmanden nu, at »der ikke i meroffentlighedsprincippet er dækning for hverken helt eller delvist at ’neutralisere’ konsekvenserne af ministerbetjeningsreglen set i forhold til retstilstanden efter den tidligere offentlighedslov.«

Hvis politikerne havde ønsket en sådan neutralisering af § 24, »måtte det naturlige efter min opfattelse have været at affatte selve ministerbetjeningsreglen på en anden og mindre vidtrækkende måde,« understreger Jørgen Steen Sørensen.

Dermed bekræfter ombudsmanden til punkt og prikke den undersøgelse af meroffentlighedsprincippet, som Information tidligere har gennemført.

Oluf Jørgensen, der selv var medlem af Offentlighedskommissionen og nu arbejder som offentlighedsrådgiver, er heller ikke overrasket over konklusionerne i ombudsmandens evaluering.

»Det er nogle klare vurderinger fra ombudsmanden, som styrker det indtryk, som Informations undersøgelse allerede har givet. Den her evaluering må jo styrke det flertal i Folketinget, som har markeret, at de ønsker ændringer i offentlighedsloven for at styrke åbenheden,« siger han og tilføjer:

»2013-loven har ifølge ombudsmanden ført til væsentlige begrænsninger i mulighederne for demokratisk kontrol og debat om det, der foregår i den politiske proces bl.a. om grundlaget for de politiske beslutninger, som kan og også faktisk bliver hemmeligholdt.«

Derimod mener professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra Københavns Universitet ikke, at evalueringen tilfører noget nyt.

»Undersøgelsen er forsynet med en hel del forbehold, og den kommer derfor selvsagt ikke rigtig ned i realiteterne, når den kredser om § 24. Det er ikke overraskende, at § 24 har indskrænket offentligheden,« siger han.

På et område – spørgsmålet om meroffentlighed, som Michael Gøtze kalder ’glasurreglen’ – er evalueringen dog klar nok, mener han.

»Meroffentlighed er mere en overvejelse end en realitet. Det er ombudsmandens klare indtryk,« siger han.

Oluf Jørgensen vurderer, at evalueringen lægger op til, at § 24 helt må afskaffes.

»Men når loven skal ændres, er det også vigtigt at se på de undtagelser i loven, der også fører til hemmeligholdelse af den politiske beslutningsproces og se reglerne i en sammenhæng, så Folketinget ikke ender med kun at fjerne § 24, hvorefter nogle andre regler i loven vil blive brugt til at undtage på samme måde.«

Artiklen blev opdateret d. 6. oktober 17.30