På de sikrede institutioner anbringes seksuelt krænkede piger sammen med voldtægtsforbrydere

Danmarks otte sikrede institutioner for kriminelle børn og unge må i stigende grad tage vare på psykisk sårbare piger, der anbringes til pædagogisk observation eller efter ’farlighedskriteriet’, fordi de er i akut fare for at skade sig selv eller andre.

De har ikke begået noget ulovligt, men har typisk en historik med at stikke af fra åbne bosteder, hvorfor frihedsberøvelse skønnes at være nødvendig.

Mange af pigerne har været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb, men anbringes alligevel på afdelinger med drenge, der er dømt eller tiltalt for vold eller voldtægter. Af frygt for nye overgreb mandsopdækkes pigerne derfor konstant af personalet, som også forbyder tøj som nederdele og shorts af frygt for, at det kan virke »seksuelt opstemmende« på drengene.

Det forklarer antropolog Ann-Karina Henriksen. Hun har i forbindelse med sin postdoc på Aalborg Universitet foretaget 300 observationstimer på de sikrede institutioner og interviewet både ansatte og ’indsatte’, herunder 12 piger. 10 af dem boede alene på afdelinger, som ellers kun var befolket af drenge.

»Der er et paradoks i, at man anbringer pigerne for at beskytte dem mod sig selv, men så placerer dem sammen med fem 17-årige drenge, som personalet så skal beskytte pigen imod. De har konstant ’bodyguard’ på, og de er udsat for en mistænkeliggørelse af deres seksualitet fra personalets side,« mener Ann-Karina Henriksen.

Læs også: Sårbare unge anbringes sammen med kriminelle

I en endnu ikke udgivet forskningsrapport beskriver hun personalets indgreb i pigernes handlefrihed:

»Ofte blev de [pigerne] placeret i rum ved siden af kontoret eller køkkenet, drengene fik forbud mod at blive på pigernes værelse, og man sikrede sig, at personalet altid var til stede sammen med pigerne i fællesarealerne.«

Frivillig eller ufrivillig seksuel aktivitet er derfor en sjældenhed, men mandsopdækningen fra de ansatte har ifølge Ann-Karina Henriksen konsekvenser.

»Det kan føre til en isolation og en følelse af ikke at passe ind, hvilket ikke gavner deres behandling,«

I 2015 var i alt 52 piger og 475 drenge i kortere eller længere perioder anbragt på et af Danmarks otte sikrede ungdomsinstitutioner. Det er første år, Danske Regioner har udarbejdet en oversigt fordelt efter køn.

Ikke vise bryster

Ann-Karina Henriksen har skrevet to forskningsrapporter på baggrund af sine observationer, som aktuelt er under peer review hos de videnskabelige tidsskrifter Gender & Society og Youth & Society.

Information har læst de foreløbige udkast, hvor flere af pigerne og de ansatte udtaler sig anonymt.

»Du skal ikke udstille dig selv, vise dine bryster og sådan. Jeg mener, det er hårdt for drengene at være herinde og se den slags ting,« siger 17-årige Petra eksempelvis om tøjreglerne, som forbyder nederdelsskørter, shorts, ærmeløse toppe samt tætsiddende eller gennemsigtigt tøj.

En anden af de interviewede piger beskriver, at hun fik konfiskeret stort set hele sin garderobe, fordi personalet »tænkte, at det kunne tiltrække drengene på en måde«.

I sine rapporter beskriver Ann-Karina Henriksen et miljø, hvor personalet kun sjældent skrider ind over for drengenes verbale og nonverbale tilnærmelser.

Personalet fokuserer alene på at stoppe overgreb, men arbejder ikke pædagogisk med at lære de unge at have »normal, ikkesexistisk kontakt på tværs af kønnene«. En afdelingsleder forklarer i rapporten, at kulturen på institutionen gør det svært at indføre i praksis:

»De andre [ansatte] vil nok sige, at drengene afskyr pigerne, de ser ned på dem, og de distancerer sig fra dem. De vil relatere til dem seksuelt som objekter, men ikke følelsesmæssigt.«

Institutionel uenighed

Information har talt med tre forstandere, der repræsenterer fire af Danmarks otte sikrede ungdomsinstitutioner, om Ann-Karina Henriksens observationer. De mener grundlæggende, at pigerne har gavn af at blive anbragt.  

»Jeg synes faktisk, de piger, vi har arbejdet med gennem de sidste år, har fået en stor succesoplevelse ud af det. Det er ofte piger, som har tendens til at flygte fra problemerne, i stedet for at møde dem,« siger Stevnsfortets forstander Peter Jørgensen.

»Sådan har de reageret andre steder i systemet, men her er der et hegn omkring, så de kan ikke løbe væk. Det giver os tid til at levere en indsats, der gør en forskel.«

Han advarer mod at sammenligne forholdene på institutionen med verden udenfor, eftersom der er tale om børn med »stærk dyssocial adfærd«, der »ofte har oplevet svigt og krænkelser i barndommen, og som kan være misbrugere eller akut selvmordstruede«.

»Vi er ikke betjente, men selvfølgelig passer vi ekstra godt på pigerne. Det er ud fra en erfaring om, at de ofte er ude af stand til at passe på sig selv, og den seksualiserende adfærd er måske også et produkt af det. Jeg vil hellere beskyldes for at overbeskytte, end jeg vil ringe hjem til en mor og fortælle, at hendes datter er blevet gravid, mens hun var på Stevnsfortet,« siger han.

Forstanderinde Tina Maria Larsen fra Kompasset genkender problematikken, at pigerne ofte er eneste pige på drengeafdelinger, som det er tilfældet med 10 af de piger, Ann-Karina Henriksen har interviewet. Tina Maria Larsen ønsker dog ikke at placere pigerne entydigt i en offerrolle.

»Lige så ofte er vores personale inde og beskytte drengene mod pigerne. De er ofte mere udviklede og forstår det seksuelle spil, som drengene ikke er ret bevidste om.«

De kønsmæssige forskelle ser hun dog kun som et mindre problem i forhold til de voldsomme udfordringer, de anbragte kommer med.

»Du må tænke på, at vi skal kunne rumme det hele. Vi har både den klassiske dreng, som har været med i en gruppevoldtægt. Men også den mentalt retarderede dreng, som er yderst sårbar og skrøbelig.«

Antropolog Ann-Karina Henriksen er enig med forstanderne i, at der også gøres meget godt for pigerne på de sikrede afdelinger.

»Mange af pigerne har helt afgjort stor gavn af opholdet, det er jeg ikke i tvivl om. Det, jeg slår ned på, er de uhensigtsmæssige praksisser, jeg har set under min observation, og de tilfælde, hvor pigerne ikke hjælpes. Derfor er vi nødt til at have en debat om, hvorvidt det her er den rigtige måde at anbringe pigerne på.«

Læs også: Svar fra Danske Regioner: ’Det er synd for de unge’