Læsetid: 4 min.

Rektorer: Ministeriet hindrer vores arbejde

Et stort flertal af bestyrelsesformænd og rektorer på de videregående uddannelser mener, at Uddannelses- og Forskningsministeriet oftere hindrer end understøtter deres arbejde, viser ny undersøgelse. Årsagen er overstyring, og uddannelserne efterlyser mere dialog med ministeriet
Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs har sat i gang i et styringseftersyn af de videregående uddannelser. Og derfor undrer det både rektorer og bestyrelsesformænd på uddannelserne, at ministeriets førsterapport foreslår ministerudpegede bestyrelser. Her taler ministeren på AU i september i år.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs har sat i gang i et styringseftersyn af de videregående uddannelser. Og derfor undrer det både rektorer og bestyrelsesformænd på uddannelserne, at ministeriets førsterapport foreslår ministerudpegede bestyrelser. Her taler ministeren på AU i september i år.

Nicolai Tobias

17. oktober 2016

I begyndelsen af september anbefalede en rapport bestilt af Uddannelsesministeriet bedre styring af de videregående uddannelser i form af ministerudpegede bestyrelser.

I en ny undersøgelse af styringen på de videregående uddannelser er budskabet det modsatte: Uddannelserne lider under overstyring.

Undersøgelsen er lavet af Tænketanken DEA blandt rektorer, bestyrelsesformænd og -medlemmer på landets 38 videregående uddannelser.

Den viser eksempelvis, at 84 procent af rektorerne, bestyrelsesformændene og -medlemmerne på universiteterne ser ministeriet som en hindring for bestyrelsens arbejde.

På professionshøjskoler og erhvervsakademier er bestyrelsesmedlemmer og ledelse mindre utilfredse, men også her mener et flertal på 63 og 51 procent, at ministeriet i nogen eller høj grad hindrer dem i at udføre deres arbejde.

Årsagen er ifølge seniorkonsulent i DEA, Sidse Frich Thygesen, at de videregående uddannelser blandt andet har gennemgået 12 større reformer på 14 år og er underlagt stribevis af styringsredskaber.

»Der er rigtig meget kvalitetssikring af uddannelserne og kontrol med, hvordan de bruger statens penge, og selv om der er forståelse for behovet for styring, så viser vores undersøgelse, at institutionerne føler sig overstyret, og deres handlerum opleves som indskrænket, eksempelvis fordi ministeriet udstikker mange mål,« siger Sidse Frich Thygesen og nævner udviklingskontrakterne som eksempel på, at ministeriet udstikker så mange mål, at der ikke er meget tid og rum tilbage til at forfølge uddannelsesinstitutionernes egne mål.

Læs også: Departementschef: ’Universiteterne skal have stor autonomi’

Per Falholt, der er bestyrelsesformand for Danmarks Tekniske Universitet, peger også på udviklingskontrakterne som et eksempel på overstyring.

»Ministeriet sætter en hel masse mål op, og så laver de dem om, men sådan fungerer universiteterne ikke. Her kan man ikke lave alt om på seks måneder. Nogle ændringer tager mange år at sætte i værk,« siger Per Falholt og påpeger, at en række bestyrelsesmedlemmer – inklusive ham selv – kommer fra det private erhvervsliv, hvor de er vant til langt større frihedsgrader, end der er i offentlige uddannelsesinstitutioner.

Det kan være en del af forklaringen på den overvejende negative holdning til ministeriets styring af uddannelserne. Men selv om Per Falholt har forståelse for styringsbehovet, så er der grænser.

»Fremdriftsreformen er et godt eksempel på styring, der gør, at al fleksibilitet forsvinder for de studerende og uddannelsesinstitutionerne. Det er en katastrofe at låse de studerende fast i et bureaukrati, som kan betyde, at de ikke kan bruge deres uddannelse til noget. Verden er meget dynamisk, og det tog fremdriftsreformens styring ikke hensyn til,« siger Per Falholt, der dog også mener, at universiteterne på visse områder er meget konservative, eksempelvis når det gælder en mere retfærdig fordeling af midler til uddannelse og forskning.

Fakta

I dag vælger bestyrelserne på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier selv deres formænd og nye medlemmer blandt eksterne interessenter, som har flertal i bestyrelserne. De øvrige medlemmer af bestyrelsen er valgt af de ansatte og de studerende. Bestyrelsen ansætter rektor, der har det organisatoriske ansvar.

Uddannelses- og Forskningsministeriet planlægger ifølge rygterne en ændring, så et udvalg bestående af Uddannelsesministeriets departementschef, en repræsentant udpeget af ministeren, en repræsentant for rektorerne, en udpeget af et videnskabeligt selskab og en repræsentant fra de berørte bestyrelser fremover skal foreslå to formandskandidater og de eksterne medlemmer, der har flertal i bestyrelserne.

Ministeren skal vælge formand og godkende de eksterne kandidater.

Kilde: Mandag Morgen og Weekendavisen

Spildte penge

Der bruges hvert år 22 mia. kr. på de videregående uddannelser og 15 mia. kr. på SU.

Derfor er det ifølge Sidse Frich Thygesen vigtigt at se på, om milliarderne til uddannelse og forskning rent faktisk også bruges på det primære formål, eller om styringskravene sluger for mange ressourcer.

»Staten skal selvfølgelig have styr på de mange milliarder til uddannelse og forskning, men styringen trækker mange ressourcer til dokumentation, indberetninger, akkreditering og tilsyn – ressourcer, der ellers kunne bruges på uddannelse og forskning. Hvis man kigger på historikken, så har de forskellige regeringer jo lagt nye styringslag ud. Så går der nogle år, så kommer der flere lag oven på, uden at man fjerner de gamle. Men styring koster jo penge i form af mere administrativt arbejde, derfor må det være i alles interesse at se på, hvad der er nødvendigt,« siger Sidse Frich Thygesen.

Samtidig er der et udbredt ønske om mere dialog med ministeriet især på de mindre uddannelsesinstitutioner, hvilket ikke undrer Sidse Frich Thygesen:

»Det, uddannelsesinstitutionerne efterlyser, er dialog frem for nye styringstiltag, så de to arenaer politik og uddannelsesinstitutioner kan spille sammen på en mere konstruktiv måde. Trods de tilsynsmøder, uddannelserne jævnligt har med ministeriet, så viser undersøgelsen, at institutionerne ønsker mere dialog.«

Per Falholt er enig i, at den manglende dialog mellem uddannelsernes ledelse og ministeriet ofte fører til styringsdiktater oppefra.

Omvendt er det svært at forestille sig, at de i ministeriet har tid til tæt kontakt til alle 38 videregående uddannelsesinstitutioner.

»Der er et samarbejde, men det kan blive meget bedre. Som det er nu, har ministeriet ikke brugt tid på at prioritere, hvad der er de vigtigste områder, vi skal styre efter, og så hjælper det selvfølgelig ikke, at der bare i mine tre år som bestyrelsesformand har været fire forskellige ministre og to departementschefer,« siger Per Falholt.

Det styringseftersyn, som uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs har sat i gang, skulle netop gøre op med de mange nye tiltag på de videregående uddannelser.

Derfor undrer det både rektorer og bestyrelsesformænd på de videregående uddannelser, at ministeriets første rapport foreslår ministerudpegede bestyrelser, som Information skrev om i september.

»Det er fuldstændig total styring, fordi du laver universiteterne om til styrelser. En sådan styreform mener jeg er stærkt skadende for Danmark på længere sigt, og jeg tror heller ikke, at erhvervslivet mener, det er den rigtige vej fremad, men ministeriet har selvfølgelig ret til og mulighed for at foreslå det,« siger Per Falholt.

Ifølge Mandag Morgen og Weekendavisen går der rygter om, at et ministerielt udvalg skal indstille kandidater til bestyrelsesformandsposten for hvert universitet, som ministeren skal vælge imellem.

Udvalget skal desuden vælge de eksterne bestyrelsesmedlemmer, som udgør et flertal, og de skal også godkendes af ministeren. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor det er så nødvendigt for ministeriet at "have styr på" universitetet. Universitetet har i århundreder været selvstyrende, hvilket er indlysende, når det er de absolut mest vidende og bedst uddannede, der skal skabe en ramme om samarbejde. Vi havde med styrelsesloven verdens bedste universitet, og det har man sat over styr, fordi man tror, at ledelse nærmest er noget overjordisk. Men som økonomi er ledelse bare en måde at organisere arbejdet på.

Hvad med at 'kvalitetssikre' ministeriet?

En gang imellem skulle man ikke tro, at undervisnings- og forskningsministeriernes embedspersonale og ministre slet ikke har noget personligt kendskab til videregående uddannelser og forskning, selv om hovedparten af dem formentlig selv er højtuddannede. Allerede siden den gamle Styrelseslov fra 1970/73 trådte i kraft, men i ekstremt grad endnu mere siden Universitetsloven i 2003, har politikerne herset rundt med de videregående uddannelser på en måde, der konstant har forringet deres muligheder for at levere forskning og undervisning "indtil højeste internationale niveau". Det er ganske vist sket, samtidig med at man netop har proklameret, at hensigten med reformkravet var at 'sikre kvalitet', men reelt - dvs. bl.a. os, der har skullet leve i dagligdagen med reformerne - har det ført til sænkning af kvalitetet: Ringere studenter/lærer-ratio, nødløsninger med deltidsansættelser af lærere uden forskningsforpligtelser, øget ansættelse af tidsbegrænset personale, øget anvendelse af kontrakt-forskning og selvfinansiering, faste årlige budgetreduktioner på 2%, stresning af de studerende med forkortelser af uddannelse, studietidsbegrænsning og samtidige krav om øget erhvervsarbejde ved siden af studierne, nedsættelse af antallet af vejledertimer, gradvis afskaffelse af ekstern censur - og ikke mindst beslaglæggelse af oceaner af medarbejdernes mødetid på at forholde sig til den syndflod af nye skøre påhit i statsadministrationen.

Hvis alt dette er for uoverskueligt, så lad mig prøve med et konkret eksempel: Da jeg blev ansat som universitetslærer i 1973, gik der inden for mit arbejdsområde (humaniora på RUC) 13,5 studerende pr. fuldtidsansat lærer. Nu går der over 40. Med mindre man tror på mirakler, så siger det sig selv, at dét alene må føre til en sænkning af standarden. Når centraladministrationen og ministrene siger det modsatte, lyver de.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

Jeg undrer mig ...

Det virker, som om denne diskussion befinder sig i en bobbel. 'I min ungdom' - ha!, der har vi den igen - ville Information være et trækplaster for de studerende, og der ville der udfolde sig vilde og spændende debatter i de trykte medier og deres nuværende forlængelser på nettet.

Det gør der måske også nu - i de såkaldt 'sociale medier'. Jeg ved det ikke, for jeg har altid været tilhænger af 'publicitet' - altså offentlig debat - hvor enhver idealt set kan blande sig.

Det kan godt være, at de studerende føler et større slægtskab med det (i øvrigt privatkapitalistiske) netværk Facebook - tilmed amerikansk eget. På Wikipedia kan man læse, at "Facebook (stylized as facebook) is an American for-profit corporation and online social media and social networking service..."

Men det er naivt, hvis de studerende dropper den dansk-nationale og europæisk-regionale offentlighed. Det fællesskab, som i virkelighedens verden ville være mulig forbundsfælle med dem, findes i den borgerlige offentlighed.

Steffen Gliese

Mihail Larsen, der er begyndt at vokse en ny slags borgerlig offentlighed frem, hvor folk jo får adgang til venners venners opslag og kommentarer - og, vigtigst: links til artikler og kommentarer i nyhedsstrømmen. Der viser sig med andre ord et diskussionsfællesskab, vi aldrig har kendt magen til - samt muligheden for at skabe debat om de artikler, som dagbladene ikke selv tilbyder, for mens Information jo giver mulighed for diskussion af alt fra telegrammer til features, er f.eks. Politiken noget mere karrig.

Middelalderens modernitet

Det er mærkeligt, hvordan et moderne massemedium, der egentlig binder verden sammen og på en måde etablerer en universel offentlighed, samtidig fører til en opløsning af den kritiske offentlighed, som oplysningstiden skabte. Nu kører debatten i uoverskuelige kredsløb, hvor der er frit slag med udokumenterede påstande, og hvor offentligheden reduceres til 'støj'. For at få indflydelse i dette helvede er man nødt til at underkaste sig de subjektivt satte normer - og 'spille med'.

Men et andet aspekt af dette er, at den almindelige offentlighed brydes ned og erstattes med indforståede partsoffentligheder. Habermas var inde på det for 30-40 år siden og kaldte fænomenet 'refeudalisering'.