Læsetid 5 min.

’Som jeg så det, havde jeg mistet min fremtid. Jeg kunne kun blive førtidspensionist, det var min eneste udsigt. Så skidt havde jeg det’

Michael Frank Mørup gled ud af sin køjeseng og fik en hjernerystelse. Det førte til angst, depression og en frygt for aldrig at kunne genoptage et normale liv igen
For Michael Frank Mørup førte den fysiske smerte fra en hjernerystelse til en psykisk smerte i form af angst. Først da han fandt ud af det, begyndte han at få det bedre

For Michael Frank Mørup førte den fysiske smerte fra en hjernerystelse til en psykisk smerte i form af angst. Først da han fandt ud af det, begyndte han at få det bedre

Sigrid Nygaard

24. oktober 2016

Nogle dage tænkte jeg, om livet var værd at leve. Jeg var ikke ligefrem selvmordstruet, men jeg havde da de tanker, som ikke kan undgås, når man ligger isoleret på sit mørke værelse uden at kunne klare sig selv i månedsvis. Hvis jeg skulle have det sådan, var det så værd at leve?

Det var ikke første gang, jeg havde hjernerystelse. Jeg havde haft det to gange før, men denne tredje gang var den værste. Jeg var godt i gang med økonomistudiet, da vores studie tog på hyttetur. Og som studerende nu gør på hyttetur, så drak vi os fulde.

Da jeg skulle sove, krøb jeg ned i min sovepose i underkøjen i køjesengen. Jeg vrikkede min krop på plads med armene nede i posen, men jeg mistede balancen og gled ud over sengekanten.

Det var ikke et særligt langt fald, men jeg røg med hovedet først direkte ned på et koldt klinkegulv uden mulighed for at tage fra med armene, som lå fastspændt langs min krop. Det startede et månedslangt hjernerystelsesforløb med smerte, angst og depression.

Michael Frank Mørup

25 år gammel

Studerer økonomi på Københavns Universitet og er i gang med sin kandidat

Født i Aulum, opvokset i Tvis

Bor på Amager, København

Fik hjernerystelsen i efteråret 2014. Rask igen i februar 2015.

Sigrid Nygaard
I begyndelsen forstod jeg det ikke. Jeg troede blot, jeg havde tømmermænd, så min svimmelhed og mit opkast fik først ingen alarmer til at ringe.

Så jeg drak videre aftenen efter, men som dagene gik og min kvalme og hovedpine fortsatte, gik det op for mig, at jeg nok havde fået hjernerystelse.

Lægen var enig, jeg skulle lægge mig syg i et par uger og se, om det ikke ville gå over derefter. Det gjorde det ikke. Jeg røg tilbage på studiet og arbejdet, for jeg ville bare ikke acceptere, at jeg blev nødt til at sætte mit liv på pause.

Jeg troede, at jeg havde det okay, og at min hjernerystelse var forduftet. Indtil jeg tog til crossfit.

Jeg hoppede, sjippede og trænede, og træneren fik hurtigt en virkelig skinger stemme, som skar direkte i ørerne og hjernen på mig. Og så ramte det mig. Jeg kunne mærke, at den var gal igen.

Jeg blev svimmel, min hovedpine tog til og kvalmen gjorde, at jeg fik det af helvede til.

Jeg blev nødt til at trække mig tilbage til omklædningsrummet, mit hoved buldrede, og jeg kunne mærke, at jeg aldrig skulle have trænet.

Uvisheden

Jeg kunne ingenting. Jeg blev installeret hos mine forældre på landet, som sørgede for at isolere mig fuldstændig fra alle forstyrrende elementer som computer, fjernsyn, bøger og larm.

De plejede mig, lavede mad til mig og tog hånd om alle mine praktiske gøremål. Jeg lå bare i mørket på værelset.

Dage, uger, måneder gik, hvor jeg bare lå som forstenet. Jeg havde så ondt i hovedet, havde så meget kvalme, at det var et højdepunkt, hvis jeg overhovedet kunne rejse mig fra sengen.

Der gik ofte op til fire dage, uden at jeg kunne tage et bad, og da var lyden fra bruseren så intens for mit oversensitive hoved, at jeg blev nødt til at bade med ørepropper.

Jeg kunne intet andet end at tænke. Og det gjorde jeg så i stor stil. Jeg vil gerne være økonom, men jeg var nervøs for, at jeg aldrig kunne færdiggøre mine studier, skabe en karriere og få et job.

Læs også: Vi burde ikke kalde det hjernerystelse, men ’en mindre hjerneskade’

Som jeg så det, havde jeg mistet min fremtid. Jeg kunne kun blive førtidspensionist, det var min eneste udsigt. Så skidt havde jeg det. Nogle få dage kunne jeg gå en lille tur på min vej, men der er ikke meget økonom over at gå en tur.

Som jeg lå der på værelset blev jeg mere og mere deprimeret. Jeg var helt knust. Det var en kæmpe omvæltning af mit liv at gå fra at være en velfungerende studerende med gode fremtidsudsigter, venner og et generelt godt liv, til bare at ligge stille uden at kunne udrette noget som helst.

Vi har ikke et samfund, der er indstillet på det. Vi har en opfattelse af, at man skal have et smertefrit liv, for det er det gode liv. Og så skulle jeg indstille mig på at have et liv, som nu var fuldt af smerte. Jeg var jo nærmest invalid. Det var specielt uvisheden, om jeg nogensinde ville blive rask igen, der var hård.

Angsten

Selvbebrejdelsen var særligt hård, da jeg lå i sengen. Hvis jeg nu bare havde fulgt min sunde fornuft og taget det alvorligt, lagt mig ned med det samme, droppet studierne, arbejdet, træningen og taget nogle få uger fri, så ville det her helvede aldrig været blevet virkelighed.

Jeg var overbevist om, at mit månedslange forløb skyldtes, at jeg havde håndteret hjernerystelsen så dårligt i starten.

Jeg græd meget, som jeg lå der alene, men også når jeg talte med mine forældre. De tog det meget tungt. Det var både uværdigt for mig, men også hårdt for dem. Det var jo modsat rækkefølgen i familien, de burde jo dø før mig.

Ikke at jeg lå for døden, men det var sgu ikke fordi, at jeg havde de store fremtidsudsigter, som jeg lå der. Jeg tror, de ville ønske, at det var dem, der var blevet ramt i stedet for mig.

Og så var der angsten, der fyldte meget for mig. Angsten for at gøre noget, der ville gøre det hele værre igen. Angsten for tilbagefald. Det er en frygtelig følelse at have, for alt hvad man foretager sig, bliver kalkuleret i baghovedet. Kan det her gøre det værre, kan det her give tilbageslag? Derfor gjorde jeg intet. Angsten fyldte så meget, at det var nemmere bare at blive liggende i sengen, for så gjorde jeg i det mindste intet forkert.

Læs også: ’Jeg sov 20 timer i døgnet’

Jeg fik en god behandling af lægerne på Holstebro Sygehus, og jeg følte virkelig, at de tog mine problemer seriøst. Efter tre til fire måneder i sengen fik jeg det langsomt bedre igen. Lægerne fandt ud af, at meget af min hovedpine skyldtes min angst og ikke længere min hjernerystelse.

Hvad der startede som en fysisk smerte, havde udviklet sig til at blive en psykisk smerte, og da jeg og lægerne fik erkendt og behandlet det, mærkede jeg endelig fremskridt, og jeg kunne efter fire måneders isolation endelig begynde på mit studie igen, fuldstændig uden men.

Efter en sådan oplevelse begynder man at sætte pris på andre ting. Jeg kan forestille mig, at det er ligesom at overleve et flystyrt. Man ser anderledes på tilværelsen. Jeg fokuserer nu på at nyde og ikke at have travlt længere. Give mig selv ro og plads, og jeg fokuserer ikke længere på at stræbe efter de bedste karakterer.

Det eneste men, jeg har, er angsten for at få en ny hjernerystelse. Jeg cykler med cykelhjelm og peger fingre ad alle de af mine venner og kollegaer, som ikke gør det. Jeg har lagt livet om og er meget mere forsigtig nu.

Jeg cykler aldrig, når jeg er fuld. Og slår jeg hovedet, når jeg for eksempel skal ud af døren på en bus, kan det give et flashback og sidde rigtig grimt i mig. Der er altid en frygt for, at det skal ske igen.

Rystede hjerner

Information sætter fokus på hjernerystelser. I en serie fortæller de ramte om konsekvenserne, når hjernen bliver rystet og livet vendt på hovedet

Seneste artikler

  • Kvinder og karrieremennesker rammes særligt hårdt af hjernerystelser

    23. marts 2017
    Veluddannede, kvinder og personer i intellektuelt krævende jobs oplever i højere grad omfattende og vedvarende symptomer efter hjernerystelser. Det fortæller eksperter i neuropsykologi, der understreger, at det er svært at forklare tendensen entydigt, da der mangler sikker viden på området
  • ’Det er helt klart en stor udfordring at have hjernerystelse og være mor for sine børn’

    31. oktober 2016
    Mette Vilborg Hauberg havde lige landet et topjob, men løb med hovedet først ind i en glasvæg og fik en svær hjernerystelse. Det udfordrer hendes evne til at arbejde og være mor for sine børn
  • En hovedstødsduel, der varede ved

    29. oktober 2016
    Ebbe Elhauge Kristensen har studeret i tre lande, scoret topkarakterer på universitetet og landet drømmejobbet i centraladministrationen, men en fatal hovedstødsduel til fodbold satte hans liv og ambitioner på pause. To år efter kæmper han stadig med eftervirkningerne, men lærer langsomt at sætte pris på livets små glæder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John S. Hansen
John S. Hansen

Michael;ikke for at være uhøflig eller spotte dig, men det er faktisk sværere at blive førtidspensionist end økonom!
Sådan har reformerne virket, og paradoksalt nok er det økonomernes magt og logik, som har skabt denne situation.

Det glæder mig at høre at du er kommet dig og har det godt!

Mvh. John

Hanne Koplev, Roselille Pedersen, Kirsten Andersen, Henrik Brøndum, ingemaje lange, Niels Nielsen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
Jakob Lilliendahl

Det var da en uheldig historie.. Jeg har to kommentarer..

1) Alkohol, ethanol er et giftigt opløsningsmiddel! Spred ordet!

2) Nej, kære unge mand, du ville aldrig være blevet tilbudt en førtidspension! Om du så var blevet kronisk hjerneskadet af dit fald!

Derimod ville du på et rehabilitering møde være blevet fortalt hvordan din kommunes sagsbehandler og et sundhedsfaglig personale selvfølgelig sagtens kunne se dig på arbejdsmarkedet. Og hvordan man i øvrigt ikke giver førtidspension til folk under 40, fordi man selvfølgelig tror på mennesker og på menneskers ret til at klare og realisere sig selv.. I særdeleshed sådan en kompetent og ambitiøs ung mand som dig selv.. Andet ville da være trist.. Så var du blevet tilbudt et 1-5 årigt ressourceforbrug hvor du kunne få lov at selvransage og arbejde med dine nye udfordringer, samt sandsynligvis en mentorordning og en mentor der kunne komme og kontrollere din velvilje og opfordre dig til at komme lidt i ud i stedet for at ligge og dovne den. Alt sammen men et luftigt henblik på at du efter dit ressourceforløb skulle opnå tilknytning til arbejdsmarkedet på fleksjobvilkår, der så også ville sikre dig livslang fattigdom.. Alting for din egen skyld selvfølgelig! Og dertil er det vigtigt at du udtrykker taknemmelighed for en sådan mulighed! Livsmulighed!

Tilslut mangler du bare at finde en lønarbejdsplads der lige står og mangler en kronisk hjerneskadet fleksjobber, uden uddannelse.. Imens du leder kan du få ledighedsydelse..

Hanne Koplev, Roselille Pedersen, Sonic Prayer, L. Andersen, Kirsten Andersen, Claus Nielsen, John S. Hansen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for L. Andersen

Henrik Brøndum. Man skal ikke ønske ulykke for sine medmennesker. Du synes at fornægte virkeligheden for disse mennesker, så jeg kunne ønske mig at du selv blev "indrullet" i systemet. Nogen lærer bedst ved egne erfaringer og nogen drager aldrig lærer deraf.

Brugerbillede for ingemaje lange
ingemaje lange

Kære Michael, tak for din historie. Må jeg have lov at spørge hvorden du opdagede og behandlede den angst som havde 'plejet'din hovedpine? Jeg spørger fordi et menneske tæt på mig står i en lignende situation..