Læsetid 5 min.

’Jeg sov 20 timer i døgnet’

Når hjernen bliver rystet, bliver ens liv vendt på hovedet. 26-årige Frederikke West har i flere omgange isoleret sig selv fra omverdenen på grund af sin hjernerystelse
’Jeg gik flere gange til lægen, men det var, som om han ikke troede på mig,’ siger Frederikke West om forløbet efter hendes hjernerystelse.

’Jeg gik flere gange til lægen, men det var, som om han ikke troede på mig,’ siger Frederikke West om forløbet efter hendes hjernerystelse.

Sille Veilmark

21. oktober 2016

Den dér støj, der kommer fra en skærm.

Når man begynder at bruge skærme igen, så lægger man virkelig mærke til, hvor hårdt det er for hovedet. Den er der jo hele tiden.

Det er overalt, i alt hvad jeg laver. Fjernsynet, telefonen, computeren, reklamer. Støjen er overalt.

Jeg har haft hjernerystelse to gange. Jeg væltede på min cykel i november 2014. Ikke fordi jeg var fuld, ikke fordi jeg kørte for hurtigt eller over for rødt.

Jeg holdt bare stille i et lyskryds, da min kærestes snørebånd viklede sig ind i hans pedal. Han mistede balancen, faldt og væltede ned over mig.

Jeg nåede lige akkurat at tage fra med min hånd på kantstenen og skåne mit hoved, da jeg endte sammenklemt under ham og cyklerne.

Men så væltede en parkeret cykel på fortovet ned over mig og en spids herresaddel ramte mit baghoved.

Besvimede jeg? Jeg fik en ud af kroppen oplevelse, det hele snurrede, og jeg så mig selv sidde på kantstenen udefra.

Jeg fik kvalme og kunne slet ikke forstå det, for slaget var ikke hårdt. Jeg fokuserede egentlig mest på en skramme på min hånd, da jeg sad og skulle kaste op på kantstenen på Rantzausgade på Nørrebro i København.

Min hånd skulle ikke sys, så jeg cyklede bare hjem og lagde mig til at sove, for jeg havde ingen ide om, hvad der var sket. Og næste morgen tog jeg på arbejde igen.

Det fortsatte i en uge, indtil mine chefer på Martin Asbæk Gallery måtte bede mig om at gå hjem og blive rask. Lægen sagde, at jeg skulle bruge en weekend på at sove og sunde mig. Der endte med at gå to måneder, før jeg kunne arbejde igen.

Én ad gangen

Jeg isolerede mig alene i min lejlighed på Christianshavn. Mens dagene gik, indskrænkede min omgangskreds sig til kun at være min kæreste. Jeg så ikke nogen, jeg kunne ikke overskue at have besøg, og hvis det endelig var, så blev det kun én veninde ad gangen.

Jeg kunne ikke sortere i lyd, så at være i et selskab med to eller tre mennesker var meget udfordrende. Besøgene varede typisk en halv time, for så havde jeg lyst til at sove.

Jeg blev frygteligt deprimeret og græd. Jeg er et meget socialt menneske og holder af at være sammen med mennesker hele tiden. Noget så simpelt som at gå ned og handle var en stor udfordring for mig, for lyset i supermarkedet var absolut ikke behageligt. Lyd fra børn, trafik og kasseapparater.

Det var så hårdt at kigge på en hylde med mange varer og farver, at jeg ikke magtede det. Jeg var låst fast til mit hjem. Jeg begyndte at strikke, fordi jeg ikke kunne en skid, men det kunne jeg kun klare i ti minutter, inden jeg fik det dårligt igen.

Jeg brugte meget tid på at ligge og kigge op i loftet. Bare ligge og tænke. Får jeg nogensinde mit liv tilbage? Jeg blev deprimeret. Jeg har ikke fået medicin eller snakket med psykologer, men der var lange dage, hvor jeg konstant var ked af det.

For de ting, som jeg normalt gør, hvis jeg har en dårlig dag, kunne jeg ikke nu. Tage ud med en veninde, løbe en tur eller shoppe. Det var udelukket. I stedet gik jeg ind i mig selv.

Igen og meget værre

Efter to måneders isolation var jeg tilbage for fuld drøn på arbejdet igen. I april var jeg med til at opsætte en kunstudstilling, hvilket indebar tapetsering af vægge på en tre meter høj stige. Jeg skulle flytte stigen, men en af de andre havde efterladt en lille tapetseringskost i træ på ikke mere end 20-25 centimeter på toppen af stigen. Den faldt ned i hovedet på mig.

Med det samme var der noget genkendeligt. Jeg blev vanvittigt svimmel. Jeg satte mig ned, stoppede dagens arbejde og fik et glas vand. Jeg ringede til vagtlægen og forklarede situationen, men eftersom jeg ikke var besvimet, mente hun ikke, at jeg havde fået hjernerystelse.

Jeg blev nødt til at bede hende om at gentage sine ord, for jeg kunne næsten ikke tro på det. Men jeg skulle bare gå hjem, tage to panodiler og lægge mig til at sove. Så skulle det hele nok blive godt igen.

Men det blev det ikke. Langt fra. Først var det som at have tømmermænd, jeg var helt tummelumsk. Og det blev værre. Jeg tog hjem til mine forældre, lagde mig på mit gamle teenageværelse i mørket med nedrullede gardiner, natbriller og hørepropper for at sove. Jeg sov 20 timer i døgnet, og de fire vågne timer brugte jeg på at spise og gå på toilettet.

Jeg havde alle de samme symptomer som fra min første hjernerystelse, men jeg ignorerede dem og forsøgte at arbejde videre.

Det tog mig i hvert fald en måned at skære alt fra, selv om jeg havde prøvet det før. For jeg vidste, hvordan jeg ville få det, hvor hårdt det ville blive at skulle isolere sig selv igen. Den tanke kunne jeg ikke holde ud.

Jeg var hunderæd for at droppe mit arbejde og være væk fra studiet for aldrig nogensinde at komme tilbage igen.

Jeg gik flere gange til lægen, men det var, som om han ikke troede på mig. Det var vildt ubehageligt, og jeg begyndte at tænke på, om det var mig selv, der var galt på den? Var jeg virkelig for pylret?

Ikke fordi jeg havde noget valg. Hvis jeg ikke havde taget fri på det tidspunkt, ville jeg slet ikke kunne arbejde den dag i dag. Der gik fem måneder, før jeg kunne klare hverdagen igen.

Lytter til kroppen

I dag kan jeg stort set det samme, som jeg kunne før. Jeg kan godt have lidt problemer med alkohol, ikke fordi jeg ikke kan styre det, men fordi jeg får ondt i hovedet af det. Det er noget med at lytte til kroppen nu, for hvis jeg får ondt i hovedet, når klokken er 12, så tager jeg hjem. Nu er jeg bare lykkelig over at kunne være ude og få et glas vin en lørdag aften.

Der er svært, når folk forventer, at man er til rådighed hele tiden. Det presser mig, at jeg faktisk ikke har fri på noget tidspunkt. Fordi kollegaer eller chefer forventer, at hvis de sender en sms lørdag, så svarer jeg. Det synes jeg er et problem, men jeg er også rigtig god til at være til rådighed.

Da jeg var syg, kunne jeg mærke et kæmpe pres for alligevel at kigge på mine mails. Et indre pres, men måske også lidt et ydre, for de kom stadig fra arbejdet. Jeg skulle nok bare have sagt 100 procent fra. I dag nyder jeg at lægge min telefon fra mig, når jeg handler eller går ture. Det giver en helt anden frihed for mig nu.

Rystede hjerner

Information sætter fokus på hjernerystelser. I en serie fortæller de ramte om konsekvenserne, når hjernen bliver rystet og livet vendt på hovedet

Seneste artikler

  • Kvinder og karrieremennesker rammes særligt hårdt af hjernerystelser

    23. marts 2017
    Veluddannede, kvinder og personer i intellektuelt krævende jobs oplever i højere grad omfattende og vedvarende symptomer efter hjernerystelser. Det fortæller eksperter i neuropsykologi, der understreger, at det er svært at forklare tendensen entydigt, da der mangler sikker viden på området
  • ’Det er helt klart en stor udfordring at have hjernerystelse og være mor for sine børn’

    31. oktober 2016
    Mette Vilborg Hauberg havde lige landet et topjob, men løb med hovedet først ind i en glasvæg og fik en svær hjernerystelse. Det udfordrer hendes evne til at arbejde og være mor for sine børn
  • En hovedstødsduel, der varede ved

    29. oktober 2016
    Ebbe Elhauge Kristensen har studeret i tre lande, scoret topkarakterer på universitetet og landet drømmejobbet i centraladministrationen, men en fatal hovedstødsduel til fodbold satte hans liv og ambitioner på pause. To år efter kæmper han stadig med eftervirkningerne, men lærer langsomt at sætte pris på livets små glæder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Tobias Hjorth
    Tobias Hjorth
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
Tobias Hjorth og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jan Høgfeldt Pedersen
Jan Høgfeldt Pedersen

Hjernerystelse, skal man absolut ikke spøge med. Jeg kørte galt på motorcykel i juni, der resulterede i en brækket fod og en hjernerystelse. Jeg oplevede en total mangel på vejledning, fra skadestuen på Horsens sygehus i hvordan, jeg skulle håndtere hjernerystelsen udover, at min samlever skulle holde øje med mig indtil middag dagen efter. De første to uger gik som beskrevet i artiklen med, at sove det meste af døgnet, fuldstændig udkørt af, at spise morgenmad.
Samtidig blev jeg skubbet lidt af arbejde, der nok mente, at jeg godt kunne arbejde hjemmefra med en brækket fod, for mig var det ikke bruddet, der gav anledning til bekymring, men hovedet. Heldigvis kunne jeg trække på en sygeplejerske jeg kender privat, med rådgivning om hvordan jeg skulle passe på mig selv.
Men det er lidt trist, hvor lidt en hjernerystelse bliver taget alvorligt af verden omkring en, inkl. skadestuen i Horsens.

Brugerbillede for peter hansen

Blev overfaldet af tre fyre som spillede fodbold med mit hoved. Vågnede op i fosterstilling på jorden, at komme tilbage er en meget lang proces. Efter tre måneder i sengen og uden bøger, computer, smartphone etc var jeg nogenlunde tilbage. Nu 3/4 år efter er jeg tilbage men ikke den samme, at vågne op i fosterstilling og med hjernen resetting har været som at blive født påny.
En utroligt spændende oplevelse som jeg ikke vil anbefale nogen.