Nyhed
Læsetid: 4 min.

Statsministeriet aner ikke, hvad embedsmænd har talt med kronprinsen om

Embedsmændene i den såkaldte IOC-koordinationsgruppe, der skal rådgive kronprinsen om hans medlemskab af Den Olympiske Komité, har ikke taget notater fra deres møder. Hvor mange møder, der er afholdt, og hvad, der er foregået, er derfor uvist. Jurister og politikere ryster på hovedet
Statsministeriets følgegruppen mødtes ikke i forbindelse med kronprins Frederiks omdiskuterede stemmeafgivning kort før starten på OL.

Statsministeriets følgegruppen mødtes ikke i forbindelse med kronprins Frederiks omdiskuterede stemmeafgivning kort før starten på OL.

Jens Dresling

Indland
29. oktober 2016

Den skulle – med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) ord – sikre, at der ikke opstår et »modsætningsforhold« mellem regeringens og kronprins Frederiks politiske linje i forbindelse med prinsens medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Men otte år efter at Anders Fogh Rasmussen nedsatte den såkaldte IOC-koordinationsgruppe, bestående af embedsmænd fra stats-, udenrigs- og kulturministeriet samt kronprinsen og hans rådgivere, oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu i en række svar til Folketingets kulturudvalg, at der aldrig er taget referater fra møderne i IOC-koordinationsgruppen.

Af samme grund ved statsministeren heller ikke med sikkerhed, »hvor mange møder som er blevet afholdt, og hvornår disse møder er afholdt«.

Eksperter kritiserer

Statsministerens manglende viden om møderne i den olympiske følgegruppe kritiseres af eksperter, efter at der senest i Information er sat spørgsmålstegn ved, hvad der skete, da kronprins Frederik trodsede regeringens erklærede politik og stemte imod at udelukke Rusland fra sommerens OL i Rio.

»Det er en meget mærkelig situation,« siger Sten Bønsing, lektor på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet.

»Man kan selvfølgelig diskutere, om der ifølge offentlighedsloven er notatpligt eller ej, så man skal lave et egentlig referat fra møderne i følgegruppen. Men man kan jo i teorien forstille sig en situation, hvor Kongehuset hævder at have fået grønt lys fra følgegruppen til en beslutning i IOC, hvortil regeringen så kun kan svare: Det aner vi ikke. Vi ved ikke engang, om der har været et møde.«

Læs også: Kongehuset skal ikke føre vores udenrigspolitik

Ifølge Michael Gøtze, professor på det juridiske fakultet ved Københavns Universitet, er der notatpligt, hvis der træffes en såkaldt afgørelse i følgegruppen.

Men under alle omstændigheder vil det være, hvad Folketingets ombudsmand kalder god forvaltningsskik, hvis følgegruppen tog et notat eller referat om, hvad emnet for møderne har været, så der var et spor efter gruppen.

»Det er specielt, at man ikke har gjort det og åbenbart har ladet følgegruppen fungere på et helt uofficielt niveau. Men det må vel i det mindste stå i embedsmændenes mødekalendere, hvornår de har været til møderne,« siger Michael Gøtze.

Hustad Katinka
Underinformeret statsminister

Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus ved Danmarks Journalisthøjskole, undrer sig også over den manglende viden om følgegruppens møder.

»Hvis følgegruppen bare har mødtes, fået noget og spise og drikke og kun har snakket løst og fast om, hvordan det går, er der ikke noget krav om, at de har skullet tage referat fra møderne. Men hvis der på disse er blevet besluttet, hvordan kronprins Frederik skulle forholde sig i en given sag for at være i overensstemmelse med regeringens linje, skulle der have været taget referat, for så er det, hvad der kaldes et væsentligt sagsbehandlingsskridt. Det er jo faktisk det væsentligste, denne gruppe kan foretage sig,« siger Oluf Jørgensen.

Professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, Hans Bonde, har tidligere, sammen med andre eksperter med kendskab til idræt, international politik og jura advaret om, at kronprinsen med sit olympiske medlemskab risikerer at komme i klemme mellem regeringen og IOC’s interesser.

»At statsministeren ikke er i stand til at afgøre, hvor mange møder der er blevet afholdt og hvornår, tyder på, at han er underinformeret i forhold til, hvad man kunne forvente på dette højeste politiske niveau,« siger Hans Bonde.

Intet svar fra kongehuset

På trods af statsministerens svar til kulturudvalget har han alligevel tidligere kunnet oplyse til udvalget, at følgegruppens »seneste møde« fandt sted i januar 2014. Følgegruppen har således ikke mødtes i forbindelse med kronprins Frederiks omdiskuterede stemmeafgivning kort før starten på OL.

Forinden havde kulturminister Bertel Haarder (V) opfordret til at udelukke Rusland fra det kommende OL, efter at det internationale dopingagentur WADA havde afsløret et flerårig statsstøttet dopingprogram. 

Information har dog tidligere beskrevet, hvordan en aktindsigt afslører, at kulturministeriet flere gange henvendte sig til kongehuset, uden at få noget svar, inden afstemningen i Rio. 

Efter afstemningen forsvarede kronprins Frederik IOC’s beslutning over for BT med ordene:

»Der er faldet en beslutning, og den står jeg også inde for. Det må jeg sige.«

Ø: 'Dybt betænkeligt'

Kulturministeriet har hidtil afvist at udlevere indholdet af kontakterne til kongehuset om IOC-afstemningen med henvisning til behovet for at »beskytte væsentlige hensyn til private og offentlige interesser«, og statsministeren afviser i dag af »principielle grunde« både at kommentere, hvad der er blevet sagt til kronprinsen inden afstemningen, og hvad prinsen efterfølgende har sagt.

»Jeg finder af principielle grunde ikke anledning til i denne sag at forholde mig til enkeltstående udtalelser i medierne fra medlemmer af Kongehuset,« skriver Lars Løkke Rasmussen til kulturudvalget.

Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard, kalder det »dybt betænkeligt«, at regeringen ikke kan redegøre for følgegruppens møder, og undrer sig over, at Lars Løkke Rasmussen den ene dag kan svare, at det seneste møde fandt sted i 2014, og den næste ikke kan svare på, hvornår møderne har været afholdt. 

»Hvis man tager Anders Fogh Rasmussens ord for gode varer, er det jo ikke en kaminpassiar om kostumerne til fastelavnsfesten på Amalienborg. Følgegruppens møder skulle sikre, at kongehuset ikke førte en anden udenrigspolitik end regeringen. Kan man virkelig holde møder, som jo faktisk handler om grundloven og forholdet til fremmede magter, uden at vide, om de har været afholdt,« spørger Søren Søndergaard.

Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, skriver i en kommentar:

»Jeg mener selvfølgelig, at Statsministeriet skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven - og det vil jeg opfordre statsministeren til at sikre.«

Statsministeriet har ikke svaret på Informations forespørgsler om en kommentar til kritikken af den manglende viden om følgegruppens møder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Dobbeltspil?

Det er svært at tro, at såvel kronprinsen og regeringslederen ikke er enige. Hvis ikke, må jeg udtrykke min beklagelse over deres tilsyneladende gennemsnitlige intelligensniveau, da konsekvensen er en fremtidig usikkerhed omkring kongedømmet.

Jeg tror mere på, at der her oprulles noget, som kan kaldes spil for galleriet - dobbeltspil. Rollefordelingen vil jeg overlade til den enkelte selv at foretage.

Med tanke på, hvem der de sidste 15 år har siddet som statsminister og hvem den kommende statsminister end må blive, er det godt!