Undersøgelseskommissioner er designet til at drage bløde konklusioner

I det dramatiske kølvand på Tamilsagen, hvor Poul Schlüters (K) regering gik af, og daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen blev dømt ved en Rigsretssag, besluttede et enigt Folketing i 1999 at vedtage en lov om undersøgelseskommissioner.

Fremover skulle der være nogle faste rammer, når et udvalg satte sig til at arbejde med at undersøge de store politiske skandalesager om muligt magtmisbrug i forvaltningen.

Siden dengang har der været otte undersøgelseskommissioner, og de er flere gange blevet kritiseret for at drage konklusioner, der ikke for alvor gav grundlag for at stille embedsmænd eller ministre til ansvar for med vilje at have ageret ulovligt.

Men det burde egentlig ikke komme bag på medierne eller offentligheden, at undersøgelseskommissioner gang på gang laver store tykke udredninger, men alligevel har vanskeligt ved at finde grund til reelt at placere et ansvar.

For det ligger egentlig i de regler, man i forvejen har stillet op for undersøgelseskommissioner. Det er en af pointerne i journalist Jesper Tynells opdaterede udgave af bogen Mørkelygten, som netop er udkommet.

»Som reglerne er, er der en hel stribe af forudsætninger, der skal være opfyldt, for at undersøgelseskommissioner kan finde grundlag for at nogen kan drages til ansvar for forsætligt at have brudt loven. Når alle disse mange krav skal være opfyldt, for at det kan lade sig gøre, bliver det ganske vanskeligt for undersøgelseskommissioner at sige, at der forsætligt er handlet ulovligt,« siger Jesper Tynell.

Forsigtighedsprincippet

For at stille nogen til ansvar for ikke at have sagt fra over for en ordre, skal en undersøgelseskommission for det første kunne bevise, at det, der er sket, ikke bare er ulovligt, men også er klart ulovligt.

Derudover skal den kunne påvise, at embedsmændene kendte loven og vidste, at det, de gjorde, var ulovligt. Oven i det kommer det såkaldte forsigtighedsprincip – undersøgelseskommissionerne skal være utroligt forsigtige i deres konklusioner.

Så længe embedsmænd kan undskylde sig med, at de ikke kender den lovgivning, de har til opgave at forvalte, skriver Jesper Tynell i Mørkelygten, bliver stort set ingen draget til ansvar for at have handlet ulovligt med vilje.

»Over for offentligheden kommer myndighedernes lovovertrædelser derfor i reglen blot til at fremstå som enkeltstående udtryk for fejl og inkompetence,« skriver Tynell. Altså ser det for befolkningen ud, som om de store politiske skandalesager snarere skyldes enkeltstående dårlige embedsmænd, end at de skyldes et problematisk system.

Tim Knudsen, der er professor emeritus i statskundskab og sammen med Pernille Boye Koch er forfatter til bogen Ansvaret, der forsvandt, har »svært ved at forstå«, at man strammede op på punktet om forsigtighedsprincippet i 1999, da man lavede loven om undersøgelseskommissioner.

»Jeg synes, at man med forsigtighedsprincippet går meget langt for at beskytte både ministre og embedsmænd, og at den generelle offentlige interesse på den anden side er vægtet for lavt. Jeg ser også, at man både i Justitsministeriet, Djøf og andre steder er vældig optaget af at beskytte embedsmænd og ret lidt optaget af at se de bredere demokratiske hensyn, der kan være,« siger han og tilføjer, at man »nærmest ser fornærmede ministre og embedsmænd«, der bliver »overraskede over, at de har ansvar«, når deres embedsførelse kritiseres.

Forsigtighedsprincippet er »et slags filter«, der er indarbejdet i konstruktionen omkring undersøgelseskommissioner, siger professor i forvaltningsret på Københavns Universitet Michael Gøtze.

»Det er et relevant punkt at se nærmere på,« siger han.

Nyt udvalg

Regeringen er gået i gang med at nedsætte et udvalg, der skal se på at lave loven om undersøgelseskommissioner om.

»Der er efter regeringens opfattelse behov for en erfaringsopsamling fra undersøgelseskommissionernes arbejde,« står der i udkastet til kommissorium.

Med andre ord vil der i den nærmeste fremtid blive lavet en undersøgelse af undersøgelseskommissioner. Formanden for udvalget er allerede udpeget af justitsminister Søren Pind (V). Det bliver højesteretsdommer Jens Peter Christensen.

Det har været vanskeligt for Information at finde frem til juraprofessorer, der vil kommentere forsigtighedsprincippet og andre vilkår for undersøgelseskommissionernes arbejde generelt og forventningerne til udvalgets arbejde specifikt.

Flere peger på, at det er et »følsomt« emne, og én vil ikke udtale sig, fordi vedkommende muligvis skal være en del af selve udvalget.

Tim Knudsen forventer sig »ikke ret meget af udvalget«.

»Vi har erfaringer med en række udvalg og Justitsministeriets ageren, og det er og bliver øvelser om ikke at ændre for meget. Formentlig kommer de op med at flytte nogle kommaer, og i mellemtiden kan man informere den undrende offentlighed om, at man sidder og ser på det,« siger Tim Knudsen, der ville blive meget forbavset over, hvis man gjorde op med forsigtighedsprincippet.

Indbygget svaghed

En del af udvalgets opgave bliver at se på, om man på nogen måde kan effektivisere undersøgelseskommissionernes arbejde.

Ifølge Michael Gøtze er skræmmeeksemplet, som man for alt i verden gerne vil undgå at gentage, Farum-kommissionen, der tog ni år. Undervejs fik man afsluttet to straffesager mod Peter Brixtofte, borgmesteren i Farum Kommune.

»Ni år er for lang tid, og det er et oplagt punkt at tage op til revision. Man har med rette allerede taget lidt fat i det i nogle af kommissorierne for de seneste undersøgelseskommissioner, hvor man har sat en bagkant ind. Så det er måske noget, man vil overveje at skrive mere frem i loven om undersøgelseskommissioner,« siger Michael Gøtze, der mener, at kommissionerne er lang tid om at komme til en konklusion, fordi de udfører et meget »grundigt« arbejde, hvor de ofte skal grave sig igennem en stor mængde papirer.

»Det er en indbygget svaghed, og det er et tungt apparat at køre i stilling,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udvalgets formand, Jens Peter Christensen.