Læsetid: 8 min.

Værdien af velfærd undervurderes systematisk i de økonomiske modeller

Skattelettelser kan Finansministeriet godt regne på de dynamiske effekter af, men det samme gælder ikke, når det kommer til effekterne af investeringer i velfærd. SF foreslår, at et bredt sammensat udvalg skal udvikle nye metoder til at regne på effekter af offentlige udgifter
Der er meget begrænsede muligheder for at indregne såkaldte adfærdseffekter ind ved offentligt forbrug som eksempelvis vuggestuer og børnehaver. Denne skævhed i modellerne er så problematisk, at der bør hives ny viden ind i Finansministeriet, mener SF.

Der er meget begrænsede muligheder for at indregne såkaldte adfærdseffekter ind ved offentligt forbrug som eksempelvis vuggestuer og børnehaver. Denne skævhed i modellerne er så problematisk, at der bør hives ny viden ind i Finansministeriet, mener SF.

Sigrid Nygaard

7. oktober 2016

Når Finansministeriet regner på økonomiske fremtidsplaner giver det gevinster at nedsætte skatten og nedsætte afgifter.

Det koster selvfølgelig noget, men borgerne vil ændre adfærd som følge af politikken, og der vil komme dynamiske effekter i form af øget arbejdsudbud og produktivitet. Finansieringen kan derimod relativt uproblematisk findes ved at beskære det offentlige forbrug eller andre velfærdsgoder.

For når man regner på effekterne af det, så giver det ikke rigtigt noget negativt resultat i Finansministeriets regnemodeller, da der er meget begrænsede muligheder for at indregne såkaldte adfærdseffekter ind ved offentligt forbrug.

Denne skævhed i modellerne er så problematisk, at der bør hives ny viden ind i Finansministeriet, mener SF’s Lisbeth Bech Poulsen:

»Når der kommer 2025-planer eller finanslovsforslag, giver det et fuldstændigt skævt billede. Man medregner dynamiske effekter af skattelettelser, men ikke af investeringer i velfærd. Det gør, at f.eks. sociale indsatser kommer til at se ud som en dårlig forretning,« siger hun.

SF stiller derfor nu et beslutningsforslag om et bredt sammensat udvalg, der skal have deltagelse af både Finansministeriet, uafhængige økonomer og eksperter inden for velfærdsområdet, der skal finde måder at få gevinsterne ved udgifter til velfærd ind i modellerne.

Læs også: Finansministeriet regner ikke på effekterne af velfærd

»Man ved jo, hvor dyrt det er ikke at sætte ind tidligt i forhold til udsatte børn, men de samfundsgevinster ser man ikke i de politiske forhandlinger, fordi de papirer, vi får fra Finansministeriet, ikke regner det med,« siger Lisbeth Bech Poulsen, der dog anerkender, at det i praksis kan blive »kompliceret« at få de sociale udgifter ind i regnemodellerne.

Forslaget minder en del om et punkt i Thorning-regeringens regeringsgrundlag ’Et Danmark der står sammen’ om nedsættelsen af et udvalg under Finansministeriet, Økonomi og Indenrigsministeriet og Skatteministeriet.

I det tidligere regeringsgrundlag står, at en lang række skattefinansierede offentlige udgifter som »infrastruktur, børnepasning, sundhedsvæsen og et fleksibelt arbejdsmarked« bidrager »til at øge beskæftigelse og velstand«, og derfor skulle udvalget »vurdere, hvordan forskellige offentlige udgifter og deres finansiering påvirker den økonomiske udvikling og vækst på længere sigt«.

Da diskussionen var oppe dengang anerkendte både, Det Økonomiske Råd, AE-rådet, CEPOS og DREAM, at der manglede viden på området, fordi der oplagt er visse positive økonomiske effekter af nogle typer offentlige udgifter, man ikke regner med nu.

Men udvalget på tværs af ministerierne blev reelt aldrig nedsat, og den tidligere finansminister Bjarne Corydon henviste dengang i stedet til, at arbejdet var i gang i Finansministeriet, det var bare ikke i noget udvalg.

Skæve regnestykker

Ifølge Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der fortsat et klart behov for at udvikle ny empiri, der kan løse problemet med regnemodellerne. Det er noget, AE-rådet selv arbejder med, men som man endnu ikke har løst i tilfredstillende grad.

Grunden til, at det bliver helt skævt, når Finansministeriet regner, er, at man på trods af en begrænset empiri regner med dynamiske effekter ved skattelettelser og nedsættelse af afgifter.

»Det er et eksempel på, at man på skatte- og afgiftssiden er villig til at strække sig for at præsentere nogle beregninger, men når det kommer til offentlige udgifter, så er man langt mere konservativ i sine vurderinger,« siger Erik Bjørsted.

Som eksempler nævner han de indregnede dynamiske effekter ved topskattelettelser i f.eks. 2025-planen, og at man også regner med, at der vil kommet et øget arbejdsudbud ved nedsættelse af registreringsafgiften på biler. Det betyder, at ministeriet antager, at folk vil gøre en ekstra arbejdsindsats, fordi de med nedsættelsen af afgiften nu kan se, at de kan få råd til en større bil.

»Man er langt mere tilbageholdende på udgiftssiden, og det går ikke i min bog. Hvis man skal regne med dynamiske effekter det ene sted, så bør man også gøre det det andet sted. Ellers giver det anledning til skæve regnestykker,« siger Erik Bjørsted.

Aldrig blevet hyret

Et af de store problemer er, at der hverken er særligt mange, der forsker i det eller har vist interesse for at se på effekterne, forklarer Peter Stephensen, der er forskningschef i DREAM.

»Man kunne godt forestille sig arbejdsudbudseffekter, der minder om dem, vi ser i forhold til skat. Så det er et interessant emne, som der bliver forsket meget lidt i,« siger han.

DREAM er en uafhængig institution og er ellers ofte blevet anklaget af venstrefløjen for at komme ud med et resultat, der favoriserer en liberal økonomisk politik. Men ifølge Peter Stephensen kunne man sagtens regne mere på de langsigtede effekter af offentlige udgifter, hvis der var interesse for det.

Men der er paradoksalt nok aldrig nogen, der har hyret DREAM til at regne på effekterne:

»Enten kunne man komme med et færdigt forslag til, hvad man gerne vil have regnet ind, eller også kunne man bede os om at lave et færdigt overblik over alle de effekter, der kan være. Men det er slet ikke sket på det her område. Det er mærkeligt og har faktisk undret mig en del,« siger Peter Stephensen, der dog påpeger, at det er nogle komplicerede beregninger:

»Mens arbejdsudbudseffekten ved skattelettelser handler om, hvorvidt man tror på, at folk vil arbejde mere, hvis de får en skattelettelse, så har de offentlige udgifter en bredere makroøkonomisk effekt. Det betyder ikke, at de ikke findes – det er der ikke nogen tvivl om, at de gør – men det er meget sværere at måle dem,« siger han.

Ikke et grundlæggende princip

I en tekst om Finansministeriets regnemetoder, ministeriet har offentliggjort på sin hjemmeside, forklarer ministeriet, at der udover på uddannelsesområdet »i praksis sjældent« har »været indregnet adfærdsvirkninger af offentligt forbrug og investeringer«, skriver de. 


»Dette skyldes ikke et grundlæggende princip, men derimod at der kun sjældent har været anledning til at skønne over adfærdsvirkninger af konkrete tiltag, eller at der ikke har været tilstrækkeligt empirisk grundlag til at skønne over mulige virkninger«.

Ifølge afdelingschef i Finansministeriet Lars Haagen Pedersen, der har ansvar for de makroøkonomiske modeller, handler problemet først og fremmest om manglende empiri. Når man undersøger ændringer ved skatter og afgifter, er det noget, der har en direkte påvirkning på den enkeltes økonomi, som forskere efterfølgende kan måle på effekten af.

Omvendt forholder det sig med offentlige udgifter, som det fra ministeriets side er svært at bestemme, hvordan bliver brugt:

»Den grundlæggende problemstilling for os, er, at når der bliver lavet en offentlig bevilling – f.eks. at kommunerne eller sygehusene får flere penge, så ved vi faktisk ikke, hvordan pengene bliver brugt, for det er en kommunal eller administrativ beslutning. Det er derfor sværere at følge den enkelte bevilling, når vi er på udgiftssiden. Det nemmeste er at kigge på skatter og overførselsindkomster, fordi der er der den mest direkte forbindelse med personernes indkomst og dermed deres adfærd,« siger Lars Haagen Pedersen.

Han anerkender, at et af de steder, hvor man måske kunne lave flere undersøgelser, er i forhold til f.eks. betydningen af lukkedage eller ændrede åbningstider i daginstitutionerne – der oplagt har en betydning for befolkningens arbejdsudbud.

Men når det handler om blødere ændringer, der kan få konsekvenser for kvalitet eller normeringer, bliver det straks mere vanskeligt.

Grundlæggende tager Finansministeriets modeller udgangspunkt i den nuværende indretning af velfærdsstaten. Herunder f.eks. også at man har opnået en forandret arbejdsdeling, hvor der er stordriftsfordele ved at lade børnene blive passet af det offentlige i stedet for af familierne. Men disse fordele bliver regnet ind som en forbedring, der allerede er opnået:

»I vores beregninger tager vi udgangspunkt i, at vi har opnået en forøget arbejdsdeling. Det spørgsmål, som vi typisk bliver bedt om at svare på, er hvordan en mindre ændring i udgifterne påvirker arbejdsudbuddet og herunder den arbejdsdeling, som er understøttet af institutionerne i velfærdssamfundet. Det er ikke fordi, vi har et principielt synspunkt mod at vurdere det, hvis der er empirisk grundlag for det, men det kan være ret svært,« forklarer han.

Ifølge Lars Haagen Pedersen er man kommet længst indenfor uddannelsesområdet, hvor man siden 2014 er begyndt at regne med mere direkte effekter på produktiviteten ved en bedre uddannet befolkning, blandt andet som resultat af det arbejde i ministeriet, som blev sat i gang under Thorning-regeringen. 



Liberal Alliances 2025-plan

Det, som kritikere betegner som skævhed i modellerne, kom måske mest tydeligt til udtryk, da Finansministeriet i forbindelse med et udvalgsspørgsmål i 2015 blev bedt om at regne på Liberal Alliances 2025-plan.

Resultatet af kraftigt nedsatte skatter, afgifter og offentligt forbrug ville ifølge ministeriet »øge vækstpotentialet i den private sektor ret betydeligt«, men samtidigt også føre til »ganske vidtgående ændringer af det danske samfund«, da blandt andet 10 procent af de offentligt ansatte ville skulle afskediges.

I Liberal Alliances udlægning blev det set som en ministeriel blåstempling af partiets økonomiske politik – og partiets kampagne fik Bjarne Corydon til i et indlæg i Berlingske at advare mod, at partiets politik måske var god for væksten, men dårlig for velfærden.

Læser man indlægget igennem, er hans forsvar for velfærdstaten dog begrundet i en politisk holdning om, at det er godt at gøre noget for de svage grupper, frem for at det er et positivt bidrag til samfundsøkonomien eller baggrunden for, at vi har vækst i samfundet.

– Viser det ikke netop problemet med modellerne?

»Man kan i udgangspunktet ikke sige, at det ikke er muligt at lave en privat løsning, som opnår den samme arbejdsdeling og dermed samme arbejdsudbud. Hvis der er en såkaldt markedsfejl, som de offentlige udgifter korrigerer, vil det samme arbejdsudbud ikke opstå af sig selv, men i og med, at vi ikke har lavet eksperimentet, så er det svært at sige. Det kunne jo være, at man bare flyttede den offentlige aktivitet over i en privatbetalt aktivitet, og at samfundet fortsatte med at virke på samme måde. Man kan pege på, at f.eks. det tilskud, vi giver til børneinstitutioner, skal til for at understøtte brugen af daginstitutioner og dermed arbejdsdelingen i samfundet, men det kræver, at der er et empirisk grundlag for, at det kan medtages i beregningerne,« siger Lars Haagen Pedersen.

– Men illustrerer det ikke et hul i modellerne, fordi I ikke kan sige, at det vil stille den danske økonomi dårligere. Det bliver jo føle-argumenter i stedet for vækst, der bliver begrundelsen for velfærd?

»Fordi man ikke har noget godt fagligt grundlag, så kan vi ikke nødvendigvis sige, at effektiviteten i samfundet bliver mindre, hvis man sænker de offentlige udgifter og øger de private. Det kommer an på om den markedsfejl, vi mener, vi har repareret med en offentlig udgift, er stor nok. Jeg kan godt se et behov for at blive bedre til at vurdere effekten af offentlige udgifter, men det vil blive meget skønsmæssigt, hvis man begynder at regne effekter, som ikke er baseret på empiriske undersøgelser. Hertil kommer, at effekten afhænger af, hvordan f.eks. en konkret besparelse bliver udmøntet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Bill Atkins
Kurt Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uha-da-da, er det svært? Jamen så må vi da hellere lade det ligge. 'Vi' økonomer er jo ikke så gode til ligefrem svære opgaver.

Metoderne er udviklet!
Hiv nogle mennesker med denne viden ind i Finansministeriet i stedet for at prøve at lære økonomer social adfærd...

Flemming S. Andersen

Helt overflødigt, når alle nu VED at skattelettelser er eneste medicin til at få indtægter i kassen.
Øhh

Søren Nørgaard

En model og også en regnemodel må forstås som et instrument, der følger en nærmere bestemt kausal-logik, og en kausallogik kan alene etableres med reference til en forudgående dekomposition, der tager afsæt i et postulat. Finansministeriet, det siger sig selv, forholder sig til penge som et gode - flere af dem er bedre og færre er værre - og har til opgave at beskrive verden med dette afsæt. Et finansministerielt rationale kan for så vidt ikke inkludere virkelighedsanskuelser, der siger at penge er ligegyldige eller uinteressante og da slet ikke anskuelser, der er modsatrettede - eksempelvis lighed som et gode. En regnemodels grundpostulat må være entydigt - er det ikke tilfældet, kan regnemodellens algoritmer ikke skrives.
Finansministeriet regner på adfærd i forhold til "godet" penge og idet allerede i grundpostulatet "penge som et gode" udgør det centrale omdrejningspunkt, da vil i en finansministeriel betragtning menneskesynet og dermed det adfærdspsykologiske udgangspunkt være, at adfærd er en funktion af henholdsvis af muligheden for at få flere henholdsvis af risikoen for at få færre penge.
Det handler altså ikke om at forbedre finansministeriets modeller - det vil blot give mere af det samme. Det handler om at flytte det politiske fokus. Hvis ikke finansministeriet bliver et ministerium, der er sekundært til den politiske diskussion om, hvilket samfund, vi ønsker at udvikle, så vil den politiske diskussion - på tværs af de politiske partier - udfolde sig på den hårde liberalismes præmis.

Jørn Andersen, Erik Jensen , Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar