Læsetid: 3 min.

Bodil Neergaard ville ikke udflyttes til Viborg

Familien og livet i København gav ikke Bodil Neergaard noget valg, da hendes arbejdsplads i Natur-og Miljøklagenævnet blev udflyttet til Viborg. Regeringens plan blev i stedet et skub mod nye karrieremuligheder
Bodil Neergaard har valgt ikke at flytte med sin arbejdsplads til Viborg, som regeringen ellers har besluttet som led i udflytningen af de statslige arbejdspladser.

Bodil Neergaard har valgt ikke at flytte med sin arbejdsplads til Viborg, som regeringen ellers har besluttet som led i udflytningen af de statslige arbejdspladser.

Sille Veilmark

19. november 2016

Der var ingen tvivl hos Bodil Neergaard, da formanden for Natur- og Miljøklagenævnet i oktober sidste år præsenterede regeringens plan for udflytningen af hendes og kollegernes arbejdspladser.

Hun skulle bare ikke med til Viborg, hvor samtlige klagenævn fusioneres til det nye Nævnenes Hus, og hvor medarbejderne skal starte en helt ny organisation op. Det var også den generelle holdning blandt medarbejderne.

»Folk var helt rystede. Totalt i chok. Det føltes meningsløst. Jeg tror ikke, at man kan sige det tydeligere end det. Jeg håbede lidt, at det var løgn. Vi vidste godt, at udflytningen ville komme. Vi troede bare, at det ville ramme nogle andre. Det er meget menneskeligt – man tror, at dårlige ting rammer nogle andre, ikke? Men tanken om at flytte med har aldrig været en reel mulighed,« siger Bodil Neergaard.

Hun har nemlig sin familie på Frederiksberg, hvor hendes mand arbejder, og børnene på 22 og 19 studerer og arbejder i byen. Hele hendes liv er centreret i København, hun elsker at bo i byen og nyder de daglige cykelture til og fra arbejde. Det forhold til hovedstaden ville hun ikke opgive, bare fordi hendes arbejde skulle flyttes til Nordjylland.

Passer godt ind nu

Bodil Neergaard er uddannet jurist og har arbejdet som HR-konsulent i klagenævnet i fem år. I stedet for at overveje udflytningen, valgte hun at lede efter nye jobmuligheder og fik en stilling som HR-konsulent i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

»Jeg passer godt ind. Jeg kan præcis de ting, der bliver efterspurgt. Jeg har arbejdet med organisation og HR i staten i mange år, så det ved jeg rigtig meget om,« siger hun.

Bodil Neergaard kan godt forstå regeringens politiske behov for at gøre noget ved de statslige arbejdspladsers geografiske fordeling, men hun stiller sig uforstående over for den fremgangsmåde, regeringen har benyttet sig af.

»Jeg kan ikke forstå, at man vil gøre det så hurtigt. Man kunne have gjort det gradvist over en årrække, og man kunne have planlagt det ordentligt. Men så kunne man have besluttet, at nye institutioner i fremtiden skulle opføres i provinsen, der hvor det giver mening. Det kan jeg godt forstå. Men jeg kan ikke forstå, at velfungerende arbejdspladser skal rykke inden for et år.«

Forsinkelserne

Med en bedre forberedelse og en længere overgangsperiode end det år, der er gået indtil videre, ville man kunne undgå de øgede sagsbehandlingstider, den voksende sagspukkel og minimere det videnstab, som opstår ved en hurtig udskiftning af medarbejdere, mener Bodil Neergaard.

Sagsbehandlingstiderne i Natur-og Miljøklagenævnet er så forsinkede, at der netop er blevet tilført 23 millioner kroner og 30 ekstra medarbejdere til klagenævnet for at komme forsinkelserne til livs.

»Der bliver indirekte signaleret, at alle er erstattelige. Det er vi selvfølgelig, men det bliver respektløst over for en arbejdsplads med høj faglig specialisering, at man bare ’knips’ kan sige, at man har bygget noget nyt i provinsen. Jeg ved ikke, om man troede, at flere medarbejdere ville følge med. Det havde man nok håbet, for så var overgangen gået nemmere.«

Da hun lod sig opsige, strejfede tanken om, hvorvidt hun ville være i stand til at få et job, dog alligevel Bodil Neergard. Hun var trods alt 56 år.

»Man kan blive bekymret indimellem. Det punkt når man også til. Selvfølgelig får jeg et nyt arbejde, tænkte jeg, men man kunne godt have dage, hvor man tænkte: ’Øh, får jeg nu det?’ Jeg tror ikke, man kan undgå sådan en fornemmelse indimellem. Jeg er da glad for, at jeg ikke var vældig meget ældre. Jeg kan se, at det er de ældre medarbejdere, der kommer mest i klemme.«

Og måske har regeringens udflytningsplaner faktisk været lige den anledning, der skulle til for at puste nyt liv i Bodil Neergaards karriere og føre hende til en ny statslig styrelse.

»Jeg fik jo det der skub, der gjorde, at jeg kiggede ud efter nye muligheder,« siger hun.

Serie

De udflyttede

Regeringen har med Danmarkshistoriens største udflytning af statslige arbejdspladser trukket 3.900 jobs ud af hovedstaden og flyttet dem til provinsen.

Formålet er at skabe en ’Bedre Balance’ i landet.

Tiltaget spredte dengang gråd og frustration i de københavnske styrelser.

Nu, lidt over et år efter fremlæggelsen af planen, er Information fulgt i hælene på flyttebilerne for at se, hvordan medarbejdere og lokalsamfund reagerer, når en styrelse kommer til byen.

Seneste artikler

  • ’Uden produktionsdanmark kunne københavnerne ikke tage ud at rejse’

    1. december 2016
    Der var kun fem af de oprindeligt ansatte, der flyttede med, da en del af Patent-og Varemærkestyrelsen rykkede til Ikast. Men det gør ikke noget, mener borgmesteren, for jyderne er nemlig mere effektive end københavnerne
  • Karrieredrømme i Silicon Viborg

    19. november 2016
    Det kunne have været Genève, men det blev Viborg. For nogle jurister har regeringens udflytning af klagenævn skabt nye karrieremuligheder, men det betyder også pendlerlejlighed og afsavn for nogle af de nye tilflyttere
  • Hjørring var for død til Thomas Bo Madsen

    16. november 2016
    Det blev uden Thomas Bo Madsen, da regeringen rykkede Statens Administration til Hjørring. Byen er for mennesketom til hans smag, og derfor har han ladet sig opsige
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det er et kæmpe projekt at flytte, med eller uden familie. Mange undlader det. De yngste har nemmere ved det, der er fordele ved billigere boliger i udkantsdanmark. Set fra statens og institutionernes side er udflytning farlig, fordi videnstabet er stort og hvis det er forbundet med nye it-systemer, udviklet af folk, der ikke kender det faglige emne til bunds, skal det gå galt, som det gjorde da alle landets tinglysningskontorer blev nedlagt og flyttet en fælles it-central i Hobro.

Det virker da også latterligt at flytte natur- og miljøklagenævnet til Viborg. Natur og miljø forvaltes nu engang bedst fra Frederiksberg eller Østerbro.

Hvad er meningen med denne række af klynkende artikler om højtuddannedes luksusproblemer?
Vedkommende er ikke blevet fyret, hvad der tilsyneladende er nær en katastrofe af umenneskelige dimensioner i dette priviligerede samfundslag,
Der er tale om flytning af arbejdspladser til en anden del af fædrelandet og ikke nedlæggelse!

Talrige håndværkere, søfolk og specialarbejdere har som dagligt vilkår at følge arbejdets placering, og relevans..!
Hvor mange blev nyligt fyret fra en Vestas afdeling uden at dette medie, for de "klogeste hoveder" følger op på de enkeltpersoner og familier det har langt større indflydelse på..?
Polarisering og klasseskel har mange ansigter

Søren Fosberg, Kim Houmøller, Peter Bækgaard, Jørn Andersen, Christian Larsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

@ Michael K Nielsen.
Nævn blot et større IT projekt i offentligt regi der er forløbet acceptabelt...
Udflytning og omstrukturering har jo ikke nødvendigvis noget med det endelige resultat at gøre, snarere med graden af omtanke og professionalisme der lægges i projektet.
Mon ikke der findes tilstrækkeligt kompetente medarbejdere der ka overskue et fremtidigt liv i provinsen...
- Hvis de ikke allerede er der, og er klar til at starte en organisation op, evt fra bunden af.

Jamen det er da fint.

Dermed opnås det ønskede, nemlig udflytning af arbejdspladser til de der allerede bor i provinsen og dermed er forøgelse af den ledige arbejdsstyrke i København med tilhørende reduktions af lønstigninger og priser på lejligheder til følge.

Og hvis man tror at man er uundværlig skal man stikke fingeren i en kop vand og betragte det hul man efterlader når man trækker fingeren op.

Christian Larsen

"Bodil Neergaard ville ikke udflyttes til Viborg"... Sikke en rebel!.

Det er vel mere korrekt at hun fik fint et tilbud om at flytte med sin arbejdsplads, hvilket hun har sagt nej tak til.

Peter Bækgaard

Jeg synes det er en forfladigelse at debattere om viden går tabt. Det gør det muligvis i en kortere periode, men jeg har ikke noget belæg for at vurdere om Jyder og andre provinsboere skulle være mindre intelligente end deres modstykker fra Sjælland. Derfor har jeg stor tiltro til at det nok skal gå godt med udflytningen når dagligdagen indfinder sig.
SÅ er det næste spørgsmål, om man må flytte statslige institutioner i samme stil som man flytter private virksomheder rundt i landet. Det kan jeg ikke se det store problem i heller.
Så hvad er problemet egentligt, hvis ikke det er djøffiseret klynk fra øverste hylde?

Søren S. Andersen

Hver gang medierne fortæller om regeringens udflytning af statslige arbejdspladser, vælter det frem med skadefro indlæg, skønt der bare er tale om et dyrt og overflødigt projekt, der betyder videnstab i den statslige sektor, og som flytter arbejdsløshed fra den ene del af landet fra den anden. Gud-hjælpe-mig om ikke også der et indlæg fra folk, der ikke under statsansatte akademikere en plads i den økonomisk dårligst stillede del af middelklassen, og som nu sidder og godter sig over alle de akademikere, der bliver arbejdsløse eller ryger på kontanthjælp.

Min sympati for folk, der bor i provinsen, har lidt et knæk efter den hetzt, som de udflytningsramte er blevet ofre for. Da jeg for et par dage siden hørte, at 350 personer var blevet afskediget fra Vestas, var det ikke just medfølelse, der optog mig. Tværtimod valgte jeg at reagere på samme måde, som københavnerhaderne i provinsen har reageret over for dem, der er blevet ramt af udflytningen af statslige arbejdspladser.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil lige sige om 'videnstab', at det skal man ikke se stort på. Det tager adskillige år at samle op på tabet efter en udflytning, hvor masser af kompetencer, kvalifikationer og erfaringer ikke flytter med. Man kan starte noget nyt op, javel, men det omgivende samfund skal fungere videre i den periode, hvor videnstabet har ramt institutionen. For at nævne tinglysningen igen, så gik der 2-3 år, før det kom til at virke hæderligt, fordi man ikke fik den viden implementeret, der var forankret i de gamle kontorer, fra udflytningens start.