Læsetid: 8 min.

Fire tidligere ministre: Her er vores bedste råd til en blå mindretalsregering

For et lille parti kan det betyde alt fra vælgerfremgang til total nedsmeltning at gå ind i et regeringssamarbejde. Information har talt med fire tidligere ministre, der har repræsenteret et lille parti i en regering, og bedt dem give De Konservative og Liberal Alliance deres bedste råd
»CD var ved at dø af det,« siger tidligere minister Mimi Jacobsen om sin tid i en mindretalsregering.

»CD var ved at dø af det,« siger tidligere minister Mimi Jacobsen om sin tid i en mindretalsregering.

Unger Anthon

26. november 2016

»Jeg kan huske, hvor lettede vi var den første morgen, efter at vi havde meldt os ud«

Mimi Jakobsen, tidligere leder af CD, minister under firkløverregeringerne fra 1982 til 1988 og under Poul Nyrup Rasmussen fra 1993 og indtil CD trak sig ud af regeringen i 1996

Hun savner ikke den tid, hvor CD sad i regering, og Mimi Jakobsens erfaring siger hende, at De Konservative risikerer yderligere nedsmeltning ved at tage ministerposter.

»CD var ved at dø af det. At sidde i en regering, altså, af og til kan man godt få den fornemmelse, at det er stærkt opreklameret. Jeg kan huske, hvor lettede vi var, den første morgen efter at vi havde meldt os ud. Der kunne vi sidde og sige: ’Nå, hvad skal vi så gøre noget ved i dag.’ Det kan du jo ikke som minister! For der kan du ikke blande dig i de andres områder. Så det var en herlig fri fornemmelse!« siger Mimi Jakobsen.

Skulle hun give et par erfaringer videre til De Konservative og Liberal Alliance, er det, at det er de små partier, der løber en risiko ved at indgå i et regeringssamarbejde.

»Det er bestemt ikke ufarligt for et lille parti! Der sker jo det, at når tingene går rigtig godt, og når noget lykkes, så vil statsministereffekten betyde, at det store parti får æren. Og går noget galt, så bliver vælgerne sure på de små partier. Det er min erfaring med det.«

»Et parti kan jo slet ikke markere sig på samme måde i en regering. Man kan til nød gå ud og sige noget om sine egne ministerområder, og det kan man dårligt nok, for man kan jo ikke lukke munden op som minister uden at blive kaldt i samråd. Der er jo ikke nogen, der har så lidt ytringsfrihed som en minister i virkeligheden, selv om folk tror, man har en masse magt. Og derfor, selv om De Konservative f.eks. skulle få miljøministerposten, så skal der dæl’me ske meget på det område, før folk overhovedet får øje på det.«

Til gengæld hænger man så på alt muligt, som de andre ministre måtte gå ud og sige, forklarer Mimi Jakobsen.

»Og så kan man jo ikke gå ud og sige, at det er man slet ikke enig i. Man er jo bundet til, hvad alle de andre i klubben finder på af tossestreger. Man bliver virkelig bundet på mund og hånd, og det er ikke nemt, skulle jeg hilse og sige!«

Et sidste tip, Mimi Jakobsen vil give de måske kommende regeringspartnere, er: »Hvis det bliver for broget, så skrid.«

»Det gjorde CD som det første parti nogensinde. Når man synes, man er ved at blive slidt op af kompromiser, og man ikke kan få tingene igennem, hvorfor sidder man der så? Der er jo ingen idé i sig selv i at sidde på en ministerpost! Igen: Alle tror, man har så meget at skulle have sagt, men man har intet at skulle have sagt! Der er stadigvæk 90 til et flertal, og man kan ikke gebærde sig særlig tydeligt. De sejre, man kan vinde internt i regeringen, dem må man jo ikke engang gå ud og prale af, for så er man en dårlig kollega.«

Hvordan kan De Konservative og Liberal Alliance gøre forløbet lettere for sig selv?

»De skal først og fremmest kunne argumentere for, hvorfor de gør det. I første omgang tror folk jo, man får meget indflydelse i en regering, og det skal man nok passe på med at bilde sine vælgere ind, at man har. Så de skal først og fremmest dæmpe forventningerne hos deres vælgere, for hvis vælgerne tror, de bare kan gå ind og slå i bordet, så når de sgu ikke langt!«

»Vi havde måttet æde så mange ting, som jo ikke ligefrem var vores politik«

Holger K. Nielsen, minister for SF i SRSF-regeringen fra 2011, indtil SF trak sig fra regeringen i 2014

Sigrid Nygaard

Et kommende lille regeringsparti bør indstille sig på mange kompromiser, og at man sjældent kan profilere sig på politiske mærkesager i offentligheden, advarer Holger K. Nielsen.

»Det er jo derfor, Dansk Folkeparti ikke vil være med i en regering. Selv om der er mere indflydelse ved at sidde internt og diskutere i en regering. Men det kan være et problem, hvis man er et lille parti med få mandater, som er lidt presset i forvejen og har brug for offentlighed og samtidig ikke har den styrke internt, som de store partier har.«

Det oplevede SF, da de i2013 i regeringen forhandlede finanslov med Enhedslisten, mens SF fik kritik for, at partiet ikke markerede sig nok udadtil.

»Man tilrettelægger en forhandlingsstrategi efter, at de, der står udenfor, skal have nogle godbidder, som kan legitimere, at de går med. Og dem forhandler regeringen sig frem til internt. Så det kan godt være, at de indrømmelser, Enhedslisten fik, var nogen, som vi havde fået kæmpet igennem, så de kunne få dem efterfølgende. Men det er jo en udfordring for et regeringsparti, at vælgerne ikke kan se det.«

Ifølge Holger K. Nielsen trak SF sig ud af den daværende regering i anledning af salget af DONG, »men jo også fordi, vi havde måttet æde så mange ting, som jo ikke ligefrem var vores politik, og det mente partiet ikke, at det kunne holde til i længden.«

– Var det på grund af jeres størrelse, I måtte æde alle de ting?

»Det kan der være mange grunde til. Det kan ligge i regeringsgrundlaget, i magtbalancen internt. Men i hvert fald ligger der et problem i, hvis man er et lille parti, som bliver klemt i regeringens interne magtrelationer. Så kan det være svært at komme igennem,« siger Holger K. Nielsen.

»Det må De Konservative jo afgøre med sig selv, om de vil løbe den risiko, for fordelene er jo, at du får en initiativret, som du ikke har, når du står udenfor. Og du får mulighed for stor påvirkning med alle de daglige beslutninger, en minister skal træffe. Men det er klart, risikoen er, at du bliver klemt af de store elefanter eller dén store elefant.«

»Vi fik meget mere igennem, end hvad rygterne siger«

Per Stig Møller, minister for Det Konservative Folkeparti i Schlüter-regeringen 1990-1993 og under VK-regeringerne 2001-2011

Lærke Posselt

Det er helt afgørende, at regeringspartierne opfatter sig som lige og sideordnede, selv om de varierer i størrelsen, mener Per Stig Møller.

»Jeg er godt klar over, vi ikke fik ære for så meget, som De Konservative syntes, vi skulle have haft, da vi sad i regering. Ofte fordi dét, vi under regeringsforhandlinger havde lagt vægt på at få igennem, så lå under Venstre-ministre, og så fik de selvfølgelig æren for det. Men det var altså konservative krav, de gennemførte.«

»Så vi fik meget mere igennem, end hvad rygterne siger. Og det er jo også forkert, at vi gik tilbage hele tiden. Jeg har læst i aviserne, at de små partier i en regering altid går tilbage, men med Bendt Bendtsen gik vi faktisk frem ved tre valg i træk i 2001, 2005 og 2007 (kun i 2005 førte det til mandatfremgang, red.), da vi var tæt forbundet med Venstre. Så der kan jo opstå respekt omkring partiets indsats, selv om det er det mindre parti,« siger han.

Under VK-regeringen ville nogle konservative trække sig ud af regeringen, fordi Venstre »møvede« og »majoriserede« dem.

»Der sagde jeg til deres store overraskelse: ’Okay, vi går ud i morgen.’ Men så holdt jeg en kunstpause. Og sagde så: ’Men så skal vi også huske at vælte regeringen bagefter.’ For der er ikke meget grund til at gå ud af en regering, men så ikke være klar til at vælte den. Så bliver man jo bare en betydningsløs medspiller, fordi ens stemmer bliver taget for givet. Hvorimod man jo ikke kan tages for givet, når man er med i regeringssamarbejdet og er ligestillet med de andre partier i regeringen.«

Per Stig Møller mener derfor også, at De Konservative nu kan få fremgang, hvis bare de får nogle ministerposter, de kan markere sig på.

– Hvad er risikoen så ved at gå ind i regeringssamarbejdet?

»Jeg forstår på den måde, Anders udtaler sig på – selvom jeg jo ikke ved, om det er rigtigt – at der ikke var lydhørhed over for deres ønsker, da Løkke startede sin regering. Hvis ikke der er lydhørhed, og hvis Venstre kun vil gennemføre Venstre-politik, så skal de jo ikke gå ind. Hvis ikke de får deres ting i regeringsgrundlaget, så går det galt.«

»Jeg har aldrig oplevet, at mandatfordelingen har spillet nogen som helst rolle, når jeg har forhandlet regeringsgrundlag«

Marianne Jelved, leder af Radikale Venstres folketingsgruppe under KVR-regeringen 1988-1990, partileder og minister under Nyrup-regeringerne 1993-2001, minister under Thorning-regeringerne 2011-2015

Joachim Adrian

Marianne Jelved mener heller ikke, partiernes størrelse vil komme til at have den store indflydelse i det måske kommende regeringssamarbejde.

»Hvis man har den tilgang, at ens vægt ikke afhænger af argumentation, men af mandater, så kommer det aldrig til at gå. Så bliver det ikke et samarbejde, men en krig,« siger hun.

Men plejer mandatfordelingen ikke at have en vis indflydelse på regeringssamarbejdet, når der er så stor forskel på partiernes størrelse?

»Jeg har aldrig oplevet, at mandatfordelingen har spillet nogen som helst rolle, når jeg har forhandlet regeringsgrundlag eller andet. Jeg har aldrig hørt en socialdemokratisk statsminister sige til mig: ’Jeg skal have mere indflydelse, for jeg har flere mandater end dig’. Og hvis han eller hun gjorde det, så tror jeg heller ikke, den regering ville findes ret lang tid. For sådan samarbejder man jo ikke.«

»I det Radikale Venstre samles vi i hovedbestyrelsen for at vurdere situationen efter et valg. Det gjorde vi også i juni 1988 ved Schlüter-regeringen. Og der vejede vi stemningen i partiet, om man var for eller imod, at vi skulle gå i regering med socialdemokraterne. Men det har igen ikke noget med partiets størrelse at gøre, men hvad man forestiller sig, der skal komme ud af den regering. Tror man på, at den er i stand til at føre en politik, som vi kan lægge ryg til?«

Hvad er det så, der afgør, om et regeringssamarbejde ikke går godt som f.eks. i tilfældet med SF?

»Når partiet ikke har fået forventningsafstemt, hvad det vil sige at være i regering. De Konservative er jo mere vant til at være regeringsparti. Det er ikke den samme udfordring, som det var for SF. Man skal stikke en finger i jorden og finde ud af, hvor man er som parti. Og det var altså meget vanskeligere for SF at komme i regering, for det er de som parti ikke vant til, og den disciplin, som det også medfører, skal deres medlemmer jo ligesom lære, når de bliver et regeringsparti.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et andet kanongodt råd: læg billet ind på posten som efterfølger til Herr. M. Schulz omme i EU-parlamentet – Irland, Frankrig og Slovenien har allerede meldt deres interesse blandt de konservative – og kom langt væk fra Nyhavn og alle fristelserne og de politiske kalamiteter …

Grethe Preisler

Mimi Jakobsen har da klaret det meget godt i kraft af sine egne evner som fundraiser for NGO'en Red Barnet efter udslettelsen af det parti i folketinget, hun arvede formandsposten for, da farmand gik på aftægt som parlamentariker.

Er ikke enig politisk med Mimi Jacobsen, men hun har en befriende jordnær tilgang til politik. Ser og forstår mere om magtspillet (og andet), end de fleste politikere i dag. Desværre tilhører hun jo en uddøende race - de fleste af dem, der er kommet til siden, mangler helt hendes djærve realisme.

De tre er afhængige af hinanden. Venstre er svag og bliver presset af de to andre.
Bliver det som det tegner sig, melder ingen sig ud - nej, der bliver valg.
Løkke må jo tro på tilbagegang nu og trækker derfor pinen ud i håb om bedring af troværdighedssygen.

Søren Kristensen

Nyt perspektiv. Først helt op i trætoppen og så ned til verdens største hold kæft bolsje (hvis man skal tro Mimi Jacobsen). Jeg kan godt forstå de siger Løkke er en dygtig politiker. Altså dygtig som i durkdreven.