Nyhed
Læsetid: 4 min.

Ingen vil tage ansvar for politiets handlinger under kinesiske statsbesøg

Ansvaret blev kastet omkring som en varm kartoffel, da Tibetkommissionen i går afhørte tre ledende politifolk fra Københavns Politi. Ingen af dem kunne svare klart på, hvorfor Kina-kritiske demonstranter blev tilbageholdt og fik konfiskeret flag under kinesisk statsbesøg
Tibet-demonstration ved den kinesiske ambassade. Undersøgelserne er nu i gang i Tibetkommissionen, der skal undersøge, hvem der er ophavsmand til ordren om, at politiet skulle fjerne Tibet-demonstranters flag under kinesisk statsbesøg.

Tibet-demonstration ved den kinesiske ambassade. Undersøgelserne er nu i gang i Tibetkommissionen, der skal undersøge, hvem der er ophavsmand til ordren om, at politiet skulle fjerne Tibet-demonstranters flag under kinesisk statsbesøg.

Jens Dresling

Indland
5. november 2016

Det var i hvert fald ikke vicepolitiinspektør Michael Agerbæks ide, at Kina-kritiske demonstranter skulle gemmes væk og have konfiskeret deres flag under et kinesisk statsbesøg i 2012.

Men det var bestemt heller ikke den ledende politiinspektør Mogens Norup Lauridsens ide.

Og da slet ikke politikommissær Henrik Oryés.

Sådan måtte man forstå de tre herrer, der i går alle var indkaldt til afhøring i Tibetkommissionen.

Læs fra Tibetkommissionens 1. dag: Da ’Kinamanden’ skulle undgå at tabe ansigt

Alle afviste de at have haft kendskab til, at Københavns Politi på forhånd skulle have besluttet at skåne den daværende kinesiske præsident Hu Jintao for synet af tibetanske flag og demonstranter under et statsbesøg i juni 2012.

Men hvordan havde en formulering om, at demonstranterne ikke måtte være synlige for præsidenten, så sneget sig ind i en såkaldt operationsbefaling forud for besøget?

 Og kendte de betjente, der fulgte præsidentens kortege, til befalingen?

Det var de spørgsmål, kommissionens udspørger Jakob Lund Poulsen borede i på andendagen for kommissionens forhør.

Ordre oppefra

Indsatslederen under præsidentens besøg var politikommissær Henrik Oryé. Oryé var den lavest rangerende af de tre politifolk, der blev afhørt i går, men det var også ham, der fik den hårdeste vridetur af udspørger Jakob Lund Poulsen.

Oryé har tidligere forklaret i forbindelse med en retssag, at der, så vidt han kunne huske, ikke var nogen særlige hensyn eller instrukser, der skulle tages højde for i forbindelse med Hu Jintaos besøg.

Men Jakob Lund Poulsen læste i går højt af flere vidneforklaringer, der bragte Henrik Oryé på glatis.

Den første forklaring kom fra Benny Brix, der identificerede sig selv som lederen af en demonstration på Højbro Plads under det kinesiske statsbesøg. Ifølge Brix havde Henrik Oryé sagt til ham, at »præsidenten ikke måtte se demonstrationen«, og at de skulle fjerne deres flag og bannere, inden han kørte forbi.

Læs også: Et spørgsmål om tilliden til retsstaten – forstå Tibetsagen her

»Det er forkert, men ordren kommer oppefra,« skulle Oryé også have sagt til ham.

Oryé afviste i går, at han skulle have formuleret sig sådan.

Ifølge Oryés egen forklaring, fortalte han Benny Brix, at de havde politibusser parat til at skærme demonstrationen af, »hvis der skete det mindste«.

Men ifølge et andet vidne, politibetjenten Martin Espersen, som var en del af Henrik Oryés deling den dag, var det Oryés idé at bruge busserne til at skærme af, så demonstrationen »ikke var synlig for den kinesiske præsident«.

»… skærmer derved«

Henrik Oryé fastholdt hårdnakket under afhøringen i går, at der ikke var noget ønske fra politiets ledelse om, at demonstranter skulle skærmes af fra præsidentens kortege. Han nægtede også at have set eller hørt om en formulering i den såkaldte operationsbefaling, hvori der stod, at demonstranterne ikke måtte være synlige for den kinesiske præsident.

Meget tydede ellers på, at han som indsatsleder ikke kun handlede ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv.

Kommissionens udspørger henviste til flere steder i udskriften af politiets radiokommunikation, hvor man kunne få det indtryk, at Oryé var opsat på at gøre demonstranterne og deres flag usynlige for præsidenten.

Klokken 19.56, få minutter før præsidentens kortege kørte forbi Højbro Plads, meldte Henrik Oryé til kommandocentralen KSN over sin politiradio, at alt var roligt, og at de nu havde kørt fire golfer ind foran demonstrationen »… skærmer derved«, afsluttede han.

Intet i radiokommunikationen tydede på, at der var indtruffet en begivenhed, som skulle gøre det nødvendigt at skærme af for demonstrationen.

Oryé fastholdt, at han blot havde gjort, hvad han havde fået at vide af kommandocentralen KSN, nemlig at han skulle skærme demonstrationen af, hvis der skete noget.

Ifølge Oryé fik han ordren fra KSN via mobiltelefon, hvilket er årsagen til, at der ikke findes nogen radioudskrift af lige netop den samtale.

»Jeg gør det, som KSN vil have. Og længere er den ikke,« sagde Oryé.

Forstår det ikke

Tidligere på dagen havde ledende politiinspektør Mogens Norup Lauridsen forklaret, at han ikke havde haft ret meget at gøre med planlægningen af Hu Jintaos besøg i 2012.

Derfor, sagde han, så han heller ikke den endelige version af operationsbefalingen i forbindelse med den kinesiske præsidents besøg. I den stod, at nogle af betjentene skulle sørge for, at »eventuelle demonstranter ikke kan ses fra eskorten og objekter, ligesom de heller ej skal have mulighed for at bringe sig i en position, som er synlig fra eskorteruten og objekter«.

»Jeg forstår ikke, hvorfor man har skrevet det,« sagde Mogens Norup Lauridsen og sendte dermed aben nedad til den operationsansvarlige vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, der skal afhøres 25. november.

»Hvis man tager det i sin ordlyd, kan man forstå det sådan, at demonstranter ikke må kunne ses af eskorten.«

Tidligere på dagen havde kommissionen haft besøg af vicepolitiinspektør Michael Agerbæk. Han var leder af afdelingen for operationel planlægning og analyse i månederne op til Hu Jintaos besøg i 2012. Til kommissionen forklarede han, at han kun havde haft en rent administrativ rolle og dermed heller ikke havde set den operationsbefaling, som er blevet et af sagens omdrejningspunkter.

Læs også: Kan der placeres et politisk ansvar i Tibet-sagen?

Serie

Tibetsagen

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag – i strid med Grundloven.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Det og meget mere skulle Tibetkommissionen give svar på gennem nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre. Kommissionens rapport blev publiceret i december 2017.

I juni 2018 blev regeringen og oppositionen enige om at genåbne kommissionen for at undersøge mails, som ikke er blevet udleveret til Tibetkommissionen i første omgang.

Seneste artikler

  • Gamle magnetbånd viste sig at gemme på opsigtsvækkende mails i Tibetsagen

    24. april 2021
    I et retslokale på Frederiksberg fortsætter Tibetkommission II sine bestræbelser på at finde forklaringen på politiets lovstridige håndtering af demonstranter under ministerbesøg fra Kina. For nylig har kommissionen fået adgang til hidtil ukendte mails gendannet fra magnetbånd fundet i en affaldscontainer i Udenrigsministeriet
  • Pensioneret politimand retter pilen mod sin gamle chef i Tibetsagen

    5. december 2018
    Tidligere chefpolitiinspektør Kai Vittrup har benægtet, at han har sørget for at gemme demonstranter af vejen under kinesiske besøg. Men tirsdag blev han modsagt af en pensioneret vicepolitiinspektør, der vidnede for Tibetkommissionen. Ifølge hans forklaring var det netop Kai Vittrup, der videreformidlede kinesernes ønsker
  • Politiet slår tilbage – den nye Tibetkommission kommer flyvende fra start

    29. november 2018
    Allerede på første afhøringsdag i den gennedsatte Tibetkommission kom flere opsigtsvækkende oplysninger frem. Flere politifolk trækker nu PET og Udenrigsministeriet dybere ind i sagen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pinligt, at "vedkommende" ikke melder sig - med hvad dertil hører - selvfølgelig ansvarlige politiker/ ministerium. Dette vil kun bidrage til endnu mere politikerlede og mistro.
Billederne tale deres tydelige sprog - der har været instruktioner til betjentene - der findes sikker viden - så i stedet for dette cirkus, rent ud sagt...

Dorte Sørensen

Fortæller denne historie ikke mere , at "vi" er helt underlagt erhvervslivets interesser?
Så kan vi tale om den hellige ytrings- og forsamlingsfrihed, når det fx. er muslimer og andre der overtræder den.

Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Pedersen, Marie Holm, Jan Kønig, Anne Eriksen, Slettet Bruger, Hans Larsen, Christian Mondrup, Janus Agerbo, Carsten Mortensen, Arne Lund og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Et vigtigt "spor" i sagen er det, at nogle menige betjente indledningsvis sagde fra, fordi de kendte grundloven bedre end deres foresatte. Men har så åbenbart fået ordre om, at gøre som det blev sagt. Af hvem?

Jan Kønig, Anne Eriksen, Gert Romme og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Lige præcis Arne. Jeg kender betjente der deltog og de var rasende over ordren. Det er toppen i politiet og embedsværket, der er råddent

Det eneste logiske er at Justitsministeriet, under ledelse af Morten Bødskov, er de egentlige nærmeste ansvarlige. Det er kun et spørgsmål om hvorvidt det bliver blotlagt, om de ledende politifolk kan og vil holde tæt... Hvorfor så Morten Bødskov, kendt villig medløber og velkendt systemmand uden egen substans, har gjort det? Et vink med en vognstang fra Corydon og Helle? Eller via Udenrigsministeriet? Mon det nogensinde dokumenteres...

Dorte Sørensen

Det er lidt "sjovt" Pind og regeringen kastede Irak-kommissionen væk, da den kun i regeringens og Pinds øjne var nedsat som politisk drilleri( eller var det fordi, der virkelig var noget at komme efter - det må "vi" åbenbart ikke få afklaret). Men samme Pind nedsatte denne kommission.
Det er forkasteligt at erhvervsinteresser står over ytrings og forsamlingsfrihed - MEN er det ikke værre, at en regering fører et land i krig med det mindst mulige flertal og på nogle tvivlsomme forudsætninger.
Hvorfor er det mere vigtig at undersøge flagsagen end på hvilke forudsætninger Fogh Rasmussen kastede Danmark med i Irak-krigen?

Skandale!

Flemming S. Andersen

Tror da Fanden ingen vil tage ansvar.

Det er jo et klokkeklart lovbrud og fyringsgrund

Helt rigtigt Dorte - Tibet-kommissionen er nedsat fordi den kan skarpt afgrænses til Thorning-regeringen og dens ministre. Havde der været blot den mindste chance for at en Venstremand/-kvinde havde været involveret, så var kommissionen ikke blevet nedsat.
Så meget for Pinds bekymring for forsamlings- og ytringsfriheden.

Poul Anker Sørensen

mon ikke alle de afhørte omgå`es andheden med stor letsindighed?

Poul Anker Sørensen

Sandheden

Hvad sker der for censuren her?

Møg redaktør!