Kommentar
Læsetid: 3 min.

Intet låg på luftfarten

Flyselskaberne kan udlede alt det CO2, de vil, lige så længe de vil
Indland
30. november 2016

Efter årelange forhandlinger i sneglefart om, hvordan luftfartens bidrag til den globale opvarmning kan bremses, indgik alverdens regeringsrepræsentanter i oktober en ’historisk’ aftale om ’bæredygtig’ luftfart i fremtiden: Corsia, hedder aftalen.

Størst var begejstringen hos luftfartens lobbyorganisation, IATA. Det kan hænge sammen med, at aftalen giver dets medlemmer fripas til at udlede alt det CO2, de vil, lige så længe de vil.

Ideen er at ’neutralisere’ den udledning, som overstiger det samlede udslip i 2020 ved at opkøbe aflads-CO2-kvoter i stil med dem, mange selskaber i dag tilbyder deres passagerer.

Teoretisk kan køb og salg af kvoter være en fin måde at fordele de klimagasser, vi kan tillade os at bruge. Men at føre det ud i praksis i knap 200 lande med forskellige interesser er så kompliceret, at der er grund til skepsis.

EU har i dag et kvotesystem, hvor kvoterne er blevet alt for billige til at virke rigtigt. IATA regner med, at den aftalte ordning kommer til at koste blot én procent af luftfartens økonomiske omsætning.

Aftalen tager ikke stilling til, hvordan kvoteordningen skal se ud, og foreløbig har vi flere spørgsmål end svar. Skove opsuger CO2, men skal skovrejsning give kvoter? Hvad så, hvis skovene en skønne dag går op i røg? Atomkraft udleder ikke CO2. Kan et a-kraftværk give kvoter? Hvem siger, at det erstatter fossilt brændsel og ikke vindkraft?

Optimister ser aftalen som en ramme, vi nu kan fylde det rigtige ind i. Pessimister frygter, at vi skal bruge en million arbejdstimer på at udtænke et bureaukratisk helvede, der ender med at virke forkert, for lidt og for sent.

Hele manøvren virker som en omvej. Elefanten i rummet, som det er lykkedes aftalen at ignorere, er, at det er for billigt at flyve. Olieprisen er ekstremt lav, og jetbrændstof er fritaget for afgifter. Det billige brændstof betyder ikke kun, at vi flyver mere og mere. Billigt brændstof gør det også urentabelt at bygge mere energiøkonomiske fly.

Global CO2-afgift

»Vi accepterer ikke klimaskatter eller afgifter,« understregede IATA’s topchef Alexandre de Juniac i en første kommentar til Corsia-aftalen. Udtalelsen er nu fjernet fra IATA’s hjemmeside – måske som et tegn på den uenighed, der er herom. Corsia spreder ’kvotebyrden’ ud på alle, til gavn for bagtroppen med de halvtomme, ældre fly og til skade for dem, der flyver mere energiøkonomisk end gennemsnittet.

Blandt fortroppen har bl.a. Norwegians chef anbefalet en global CO2-afgift. Lavprisselskabets fly er relativt nye og økonomiske, og en afgift vil derfor ramme konkurrenterne hårdere. På søfartsområdet, hvor problemstillingen er helt tilsvarende, uden nogen klimaaftale endnu, anbefaler Danmarks Rederiforening en global afgift på brændstoffet.

En afgift ville være betydeligt nemmere at administrere og kan have virkning straks, den er vedtaget, i modsætning til Corsia, som først virker om fem-ti år.

Corsia giver desværre ikke anledning til at ånde lettet op over, at luftfarten snart er ’bæredygtig’. Det er den ikke, og det bliver den ikke. Politikere, der vil bremse den globale opvarmning, må prioritere en aftale om afgift på både flys og skibes CO2-udledning eller brændstof.

Det forslag vil blive mere populært med tiden, efterhånden som det bliver tydeligere, at vi ikke bør lade fly og skibe æde så stor en del af det CO2-budget, vi har tilbage. Fortroppen af fremsynede rederier og luftfartselskaber er allerede med på vognen.

Mens vi venter på en global afgift, kunne vi selv mindske den urimelige flyfavorisering. Alternativet har foreslået en afgift på 80 kr. pr. flyrejse. Sådan en har Norge haft i et halvt år. Folketingets flertal er imod. De hører til bagtroppen. Ikke engang moms må der være på flybilletter.

Nils Enrum er lektor, cand.polit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

"En afgift på 80 kr. pr. flyrejse"

Det må være en joke, internettet er opfundet, luftfart er ikke særlig vigtig, det skal være en langt større afgift.

Jørgen M. Mollerup

En meget væsentlig del af flytrafikken skyldes turisme. Det er op til den enkelte forbruer at være med til at reducerer CO2 emmisionen fra flytrafikken. Bliv hjemme.

Jørgen M. Mollerup

En meget væsentlig del af flytrafikken skyldes turisme. Det er op til den enkelte forbruger at være med til at reducerer CO2 emmisionen fra flytrafikken. Bliv hjemme.