Det havde været vanskeligt for Liberal Alliance og De Konservative, hvis ikke den nye VLAK-regering i sit regeringsgrundlag i en eller anden form havde indeholdt et løfte om at gøre noget ved den mest udskældte bestemmelse i offentlighedsloven: den såkaldte ministerbetjeningsbestemmelse.
Bestemmelsen giver myndighederne ret til at give afslag på aktindsigt i interne dokumenter, som har indgået eller på et tidspunkt kan tænkes at skulle indgå i betjeningen af en minister – hvilket i et ministerstyre som det danske stort set gælder alle dokumenter af bare en vis interesse for offentligheden.
Liberal Alliance har tro imod sit liberale ophav fra begyndelsen skældt ud på offentlighedsloven, der blev vedtaget i 2013, og i særdeleshed på ministerbetjeningsbestemmelsen.
Som beskrevet for nylig i Information omtales loven på Liberal Alliances hjemmeside som »mørklægningsloven«, og partileder Anders Samuelsen lovede i sin grundlovstale i 2013, at hvis partiet en gang skulle få »de afgørende mandater«, så »kommer vi ikke til at have glemt denne skamplet på demokratiet«.
De Konservative stemte til gengæld for loven, da den daværende socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov fremsatte den tilbage i 2013 – og den tidligere konservative justitsminister Lars Barfoed havde under den foregående VK-regering forsøgt at få vedtaget en stort set identisk lov.
Men ansporet af et flertal i partiets landsråd vendte partiformand Søren Pape rundt og annoncerede tidligere i år sammen med to andre partier bag offentlighedsloven, SF og Radikale Venstre, et opgør med loven.
»Vi skal kunne tåle at blive set i kortene,« udtalte partileder Søren Pape, og sammen krævede de tre partier, at de ville have gjort »skaden god igen« inden grundlovsdag 2017.
Det efterlod kun to af de fem forligspartier bag offentlighedsloven som støtter af loven: Venstre og Socialdemokraterne. Spændende var det derfor at se, hvad Liberal Alliance og De Konservative kunne nå til enighed med Venstre om ved forhandlingerne om regeringsgrundlaget.
Forklaringsproblem eller nederlag
En ukendt faktor var, at Anders Samuelsen og Søren Pape sammen med flere af deres partifæller stod til at blive ministre. Det kunne af indlysende årsager lægge en dæmper på lysten til at gøre op med offentlighedslovens beskyttelse af ministre.
Resultatet blev, at den nye regering i et ganske kortfattet afsnit i regeringsgrundlaget lover at »lempe« ministerbetjeningsbestemmelsen, når offentlighedsloven alligevel skal evalueres i 2017. Der er altså ikke tale om helt at fjerne bestemmelsen, men dog om at justere den i retning af mindre beskyttelse af ministre.
Reelt udestår kampen om ministerbetjeningsbestemmelsen således stadig. Det er muligt at forestille sig alt fra en kosmetisk ændring af bestemmelsen, som reelt ikke vil få nogen betydning, til et fuldtonet opgør.
Skulle det første ende med at blive tilfældet, står Liberal Alliance og De Konservative tilbage med et forklaringsproblem. Ender regeringen omvendt med at gøre helt op med bestemmelsen, er det et opsigtsvækkende nederlag for Venstre.
Det er jurister i embedsværket, der skal formulere forslagene til den bebudede lempelse, som politikerne så skal tage stilling til. Og det er ikke at gå for langt at sige, at der i embedsværket hersker en stor modvillighed mod mere åbenhed. Det kunne trække i retning af, at lempelsen bliver så ubetydelig som mulig.
Omvendt er det den konservative partileder Søren Pape, der skal være justitsminister og gennemføre lempelsen af ministerbetjeningsbestemmelsen. Hvis han har modet til at sætte sig igennem over for sine embedsmænd, er det oplagt, at lempelsen kan blive mere omfattende, end hvis ministeriet fortsat havde været på Venstre-hænder under Søren Pind.
Desuden vil Dansk Folkeparti trække i retning af, at lempelsen bliver betydelig. Partiet er imod ministerbeskyttelsen i offentlighedsloven. Og ligesom det gælder helt generelt for den smalle VLAK-regering, vil Dansk Folkepartis mening veje tungt.
Der er immervæk tale om det største borgerlige parti, som skal imødekommes på en række områder for at gå med til at gennemføre noget af den liberale politik, som regeringen lægger op til særligt på det økonomiske område.
Som bekendt gælder den forkætrede Offentlighedslov ikke for miljøoplysninger. Hvad der er mindre kendt er, at miljøoplysninger i kraft af Miljøoplysningslovens begreb "foranstaltninger" rækker langt videre end de fleste i den offentlige forvaltning vil vedkende. Begrebet indbar, at Folketingets Omsbudmand kom til den konklusion, at sagen om overflytningen af Kystdirektorat fra Trafikministeriet til Miljøministeriet var omfattet af begrebet "foranstaltninger", hvorfor aktindsigt i sagen skulle behandles efter Miljøoplysningslovens regler. Det kom som den helt store overraskelse for folkene i de to ministerier. Hvad er så mere oplagt end i de kommende forhandlinger om revision af Offentlighedsloven at forlange en oversigt over myndigheder, hvis sagsområder er omfattet af begrebet "foranstaltninger"?