Nu kommer den medicinske cannabis

Da Information i sommeren 2013 indledte en artikelserie om medicinsk cannabis, skete det på baggrund af, at Folketinget i ti år ikke havde diskuteret muligheden for at anvende cannabis i medicinsk sammenhæng.

Men selv om politikerne og for så vidt også sundhedsmyndighederne var fraværende, hvis ikke direkte afstandstagende, tog et stigende antal patienter langsomt sagen i egne hænder og begyndte at selvmedicinere sig med bl.a. cannabisolie, selv om det måtte fremskaffes fra det illegale marked.

Efterhånden bredte historierne om cannabissens mulige virkninger sig fra medie til medie, samtidig med at interesserede borgere opsøgte et voksende væld af facebook-grupper, hvor de kunne få råd og henvisning til, hvorfra de kunne skaffe cannabissen.

Det er først og fremmest indsatsen fra hundredvis af disse borgere, der har fået billedet til at vende. Selvfølgelig har de også været godt hjulpet på vej af udviklingen i f.eks. USA, hvor flere og flere stater tillader medicinsk cannabis, og i sidste fase også er belvet bakket op af enkelte sundhedsfaglige, ikke mindst smerteoverlægen Tina Horsted og Glostrup-apotekeren Kristian Østergaard Nielsen.

Resultatet af alle anstrengelserne ser vi nu i den aftale, som syv af Folketingets partier har indgået om at iværksætte en fireårig forsøgsordning med medicinsk cannabis 2018-21. På sæt og vis er der grund til at være tilfreds med, at det politiske system er påvirkeligt af et folkeligt pres, også selv om magtfulde interessenter som f.eks. Lægeforeningen har strittet imod.

Syge skal ikke kriminaliseres

Den største landvinding er, at partierne bag aftalen nu har sat sig ud over Sundhedsstyrelsens gentagne advarsler om afhængighedsrisikoen, der knytter sig til cannabis, og i stedet indser det fundamentalt uholdbare i, at syge mennesker, der ikke kan få gavn af de traditionelle tilbud, nødsages til at ty til kriminalitet og søge illegale markeder for at få lindring.

Indholdet i syvpartiaftalen er ikke ændret i forhold til, hvad Information tidligere har skrevet om forsøgsordningen. Det helt afgørende vil være, om den enkelte borger kan formå sin egen læge til selv at påtage sig ansvaret for ordineringen af cannabis.

Læs også: Sklerosepatient: Det bør forsøgsordningen med medicinsk cannabis indeholde

At dømme efter de hidtidige erfaringer med lægers vurdering af cannabis i medicinsk sammenhæng bliver det mildest talt en svær opgave, og her er formentlig også den væsentligste forklaring på, at myndighederne kun forventer, at omkring 1.500 borgere vil deltage i forsøgsordningen.

Foreløbig omfatter forsøgsordningen kun fire såkaldte indikationer: sklerose, rygmarvsskade, kronisk smertebehandling og kvalme m.m. efter kemoterapi. I forhold til f.eks. Canada, Israel eller Holland er det en noget begrænset liste over indikationer.

Og hvis en dansk læge i løbet af forsøgsordningen vil ordinere cannabis til en patient med en lidelse uden for de fire indikationer – det kunne f.eks. være fibromyalgi, Parkinson, Tourettes syndrom eller PTSD – skal lægen ud over ansvaret også i patientens journal skrive »en udførlig begrundelse«, som det hedder i aftalen.

Hvor kommer pengene fra?

De syv partier har aftalt at anvende 22 millioner kroner fra de midlertidige statspuljemidler til at få forsøgsordningen sat i gang. Det betyder så også, at spørgsmålet om tilskud – altså hvor meget statskassen skal understøtte den medicinske cannabis – indtil videre er uopklaret og dermed afhængig af kommende politiske forhandlinger.

Alt efter hvilken egenbetaling for borgerne sundhedsordførerne kan blive enige om – hidtil har der været arbejdet ud fra modeller med henholdsvis 800 og 1.600 kr. i månedlig egenbetaling – skal der skaffes omkring 106 eller 74 millioner kroner ud over de 22 millioner kr.

Selv om det i forhold til sundhedssektorens samlede udgifter ligner et overkommeligt beløb, ligger det endnu ikke på den flade hånd, hvor beløbet skal komme fra. Eller mere direkte udtrykt: Hvilken del af sundhedssektoren skal undvære de penge i fireårsperioden?

Læs også: ’Jeg vil hellere have lovlig medicinsk cannabis end vinde i Lotto’

Syvpartiaftalen er uklar angående et andet vigtigt spørgsmål, som på længere sigt kan risikere helt at undergrave forsøgsordningen, hvis ikke det hurtigt bliver løst: Hvor skal cannabissen komme fra?

Her nøjes aftalen med at notere, at »produkterne kan importeres fra flere lande«, og at det skal ske under hensyntagen til Danmarks internationale forpligtelser om produktion, handel og distribution af narkotiske midler.

Javel, ja. Men så mange lande er der nu heller ikke, som tilbyder sig som leverandører. Ret beset er der vel i øjeblikket kun to, Holland og Canada, men begge lande har nogle begrænsninger i deres lovgivning, som kan gøre en dansk import af tørret og frisk cannabis i den nødvendige mængde vanskelig. Med en forventning om 1.500 patienter, der hver skal have en daglig dosis på 700 mg, vil Danmark årligt skulle bruge mere end 380 kg cannabis.

Lad os selv dyrke det

En oplagt måde at løse de mulige forsyningsvanskeligheder er naturligvis selv at dyrke de cannabisplanter, der vil være brug for.

Ret beset kræver en cannabisplante bare et frø (eller endnu bedre, en stikling fra en moderplante), og derefter er resten et spørgsmål om lys, varme og gødskning.

Borgere, der i dag ønsker selv at dyrke deres cannabis til medicinsk brug, kan helt lovligt købe udvalgte frøsorter, gro-telte, lys, vækstmateriale, timere og alt, hvad hjertet og pengepungen kan begære, om end selve dyrkningen er ulovlig.

Det forekommer at være en overkommelig opgave for landbrugslandet Danmark, der som bekendt har lange traditioner for forædling af planteprodukter.

Dertil kommer, at selvdyrkning på en eller flere hemmelige adresser i Danmark formentlig ville blive ikke så lidt billigere end at importere de krævede mængder fra forskellige lande. Sundhedsministeriet forventer således en gennemsnitspris for en daglig dosis på 90 kr. inklusiv moms.

Det må kunne gøres billigere ved selv at dyrke det. Risikoen er også, at den relativt høje egenbetaling – selv om den kommer ’ned’ på 800 kr. om måneden – vil fastholde en del borgere med lave indkomster som kunder på det illegale marked.

Et oplagt næste skridt for de syv partier, der nu er blevet enige om den fireårige forsøgsordning, vil derfor være også at blive enige om at dyrke dansk. Det kræver et vist politisk mod, fordi det sandsynligvis indebærer en anderledes fortolkning end den hidtidige af FN’s narkotikakonvention fra 1961.

Men i lande som Australien og Tyskland er der ifølge Sundhedsministeriet allerede en positiv politisk opmærksomhed omkring mulighederne for selv at dyrke cannabis, og Danmark behøver ikke nødvendigvis at være blandt de trægeste. Diskussionen om den mulighed venter vi stadig på.