Analyse
Læsetid: 7 min.

Konservative: Fra skrump til storhed – og retur

De Konservative går til regeringsforhandlinger i historisk skrøbelig tilstand. Information tegner et portræt af det traditionsrige borgerlige parti
Landsmøde med de Konservative i København

Landsmøde med de Konservative i København

Charlotte de la Fuente

Indland
23. november 2016

Rigtigt skidt gik det for De Konservative ved folketingsvalget i 1901. Højre – som partiet den gang hed – mistede halvdelen af sine mandater og rutsjede ned på en folketingsgruppe på otte.

Det resultat blev betragtet som så jammerligt, at det ikke kunne bære regeringsmagt.

Partiet, der siden 1877 havde regeret landet med dækning i et flertal i det kongeligt udpegede landsting, måtte vige ministertaburetterne til fordel for en Venstre-regering, der havde et flertal bag sig i Folketinget.

Nu – 115 år senere – er den konservative folketingsgruppe endnu spinklere. Kun seks mandater blev det til ved folketingsvalget i juni 2015.

Inden valgdagen havde partileder Søren Pape gjort det klart, at partiets deltagelse i en borgerlige regering måtte forudsætte en konservativ vælgerfremgang.

Men det ville vælgerne ikke. De gav De Konservative et mandattab på to. Følgeligt lagde Pape ikke billet ind på ministerbiler, da den knebent sejrende blå blok sonderede gensidige ambitioner.

At De Konservative var tvunget til at give afkald på at tage del i magten, markerede endnu en nedtur i partiets turbulente historie. Efter 1901-bundrekorden omdøbte Højre-partiet sig til Det Konservative Folkeparti.

Det nye parti blev til som en alliance mellem handels- og embedsstanden og den gamle godsejerklasse, der – uanset hvad grimt der kan siges om den – også rummede en gruppe, for hvem adel forpligter.

Mellemstanden

Gennem 1920’erne og 1930’erne lykkedes det den konservative leder John Christmas Møller at placere partiet som hjemsted for den voksende mellemstand. Christmas søgte at forene partiets to strømninger: Den socialt ansvarlige og den nationalt sindede Gud-Konge-og-Fædreland-fraktion.

Christmas Møller lænede selv mod den sociale side og stod principfast imod den fascisme, som forud for Anden Verdenskrig lokkede mange højreorienterede sind. Under den tyske besættelse blev Christmas et nationalt samlingspunkt, da han flygtede til London, hvor han blev den danske stemme på BBC.

Forsoningen mellem De Konservatives to fløje viste sig sårbar, da Venstre efter det tyske nederlag i 1945 lod sig rive med af krav om flytning af den danske grænse mod syd. Christmas ville igen stå fast, men det magtede hans parti ikke. I 1947 forlod Christmas partiet som en bitter mand og døde året efter.

Det blev imidlertid hans åndlige arvtagere, der kom til at præge partiet i efterkrigsårene. Skikkelser som senere indenrigsminister Poul Sørensen og finansminister Poul Møller gjorde De Konservative til et moderne parti, der i forsvarspolitikken forsonede sig så meget med de radikale, at De Konservative i 1968 pegede på den radikale Hilmar Baunsgaard som leder af den VKR-regering, som et folketingsvalg banede vejen for.

Under den regering døde Poul Sørensen af udmattelse og Poul Møller måtte trække sig på grund af hjertesygdom. Det spillede partiledelsen over til Erik Ninn-Hansen, der udpræget hørte til partiets højrefløj.

Det udløste voldsomme fløjkampe og mandattilbagegang, der først blev vendt, da den udogmatiske Poul Schlüter i midten af 1970’erne stod tilbage som det eneste mulige lederemne. I kraft af sit gode forhold til Radikale Venstre fik Schlüter tilkæmpet sig statsministerposten, da Anker Jørgensen i 1982 måtte give op.

Gode K-år

Schlüters år blev gode for de konservative, der kom til at stå som det førende borgerlige parti – ved valget i 1984 med hele 42 mandater. Schlüter forsømte imidlertid at pleje partiets fornyelse af talenter. Det ramte hårdt, da Schlüter i 1993 måtte gå af på grund af Ninn-Hansens ulovlige syltning af tamilske flygtninges ansøgning om familiesammenføring.

Mik Eskestad

Igen blev De Konservative delt af fløjkampe mellem en national og en social fløj – i nogle af de mest dramatiske forløb anført af henholdsvis Hans Engell og Per Stig Møller. Den farveløse Bendt Bendtsen kom til som kompromiskandidat. Han blev hånligt optalt som »Mr. 10 procent«, fordi partiet i Bendtsens lederår under Anders Fogh Rasmussens VKO-flertal aldrig fik kæmpet sig op over ti procents tilslutning. Efter Bendtsens afgang er fulgt nye fløjkampe.

Den senest afsatte partiformand Lars Barfoed tilhørte den sociale fløj. Barfoeds afløser, Søren Pape, har bramfrit erklæret, at med ham er partiet flyttet »til højre for Venstre, både på økonomi- og værdipolitikken«.

Det viste sig i 2015 ikke at give en vælgerfremgang, som Pape turde bruge til regeringsansvar.

Men nu – 17 måneder senere – vurderer Søren Pape åbenbart situationen anderledes. Han forhandler i disse dage om en Venstre-ledet borgerlig trepartiregering af Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

Man kan spørge, hvad det er, der har ændret sig. I hvert fald ikke De Konservatives situation, isoleret set. Partiets tilslutning i meningsmålinger siden valget har været jævnt hen pauver, synkende mod spærregrænsen. Den frygt, som Pape forud for folketingsvalget kunne have for at lide den triste skæbne, som let overgår mindre partier, der ikke kan profilere sig i flerpartiregeringer, har nu endnu bedre grund.

Kovendingen

Søren Pape har forklaret sin kovending med hensynet til »det borgerlige Danmark«: »Ingen af os bør have en interesse i, at vi får et valg, der ender med Mette Frederiksen som statsminister med Enhedslisten og Alternativet på bagsmækken. Og hvis det sker, kommer vi i hvert fald ikke tættere på sunde borgerlige løsninger til glæde for alle danskere.«

Denne rørstrømske formulering på Papes Facebook-væg kan realpolitisk oversættes til: ’Ved sin afpresning i skattepolitikken har Anders Samuelsen åbnet for et borgerligt kollaps og et nyvalg, der bringer de røde til magten, og ingen skal kunne give De Konservative skylden for, at vi ikke gjorde deres bedste for at afværge det.’

Så svag, som Papes mandatmæssige styrke er, kan han søge at udnytte, at De Konservatives deltagelse er nødvendig for udvidelse af regeringen. Det er i det lys, man skal se Papes krav om enighed om et spritnyt regeringsgrundlag. Til DR siger Pape: »For mig er det vigtigt, at vi starter fra bunden. Vi er jo ikke to partier, der træder ind i en regering. Vi er tre partier, der vil skabe en ny regering.«

Pape fremhæver fem konservative krav: »Et styrket forsvar, et styrket politi, en grønnere politik, fokus på erhvervslivet og tryghed for boligejerne.«

I den borgerlige lejr er to af disse punkter kontroversielle. Det ene er forsvaret. De Konservative står – helt usædvanligt – uden for det seneste forsvarsforlig, fordi de ville have flere end de 27 nye F-35A kampfly, som V, LA, DF, S og R kunne enes om. Pape har nu erklæret, at han ikke vil kræve flere kampfly for at indtræde i forliget, men at forsvaret skal tilgodeses på anden mærkbar måde.

Det er ikke ligetil. Pengemangel stiller sig i vejen for et konservativt krav om at behage USA’s nyvalgte præsident Donald Trup ved at løfte forsvarsudgifterne til NATO’s krav om to procent af bruttonationalproduktet. I øjeblikket er de danske udgifter 1,17 procent, og et løft op til de to procent vil kræve ekstra årlige 15 milliarder kr.

Grøn kamp

Den anden borgerlige kontrovers kommer til at handle om ’det grønne’. De konservative har siden folketingsvalget søgt at genrejse deres tidligere miljøprofil – til hyppig ærgrelse for Venstre og Liberal Alliance, der ligger i konkurrence om at tækkes det storindustrialiserede landbrug og de store erhvervskæder.

Et konservativt krav om genåbning af nogle af de fejder, der har været kæmpet – om mere tilladt forurening fra landbruget og om større indkøbscentre – vil møde massiv uvilje fra V og LA.

Tilsvarende kan De Konservative få svært ved at opnå en mærkbar styrkelse af klimaindsatsen. V og LA kan henvise til, at den er lagt i faste rammer med sidste uges brede forlig om afskaffelse af PSO-afgiften.

Tilbage bliver, hvad de konservative kan få afværget af Venstres miljøsvækkelser, der endnu ikke er gledet igennem folketingssalen. Her ligger der for De Konservative en mulighed i at fastholde den nuværende stramme forvaltning af skovloven, som Venstre gerne vil liberalisere på linje med planlovens nye muligheder for bebyggelse af det åbne land.

Nogle symbolske imødekommelser af de konservative – f.eks. lidt flere midler til naturgenopretning – kunne polstres med en konservativ miljøministerpost, åbnet ved igen at dele det kunstigt sammensplejsede miljø- og fødevareministerium.

Hvis De Konservative forlanger mere end deres skrøbelige mandatsituation kan bære, kan de være sikre på, at Venstre og Liberal Alliance i en dermed udløst valgkamp vil skose dem for at have forspildt chancen for det borgerlige Danmark.

Her er de regeringer, som De Konservative har været med i:

1877-1901: Under navnet Højre regerede De Konservative med støtte fra et flertal i det kongeligt udnævnte Landsting, men mod et flertal i Folketinget

Verdenskrigene: Under de to verdenskrige 1914-18 og 1939-45 stillede De Konservative med ministre til landets samlingsregeringer

1945: Fra maj til oktober deltog De Konservative med ministre i den såkaldte ’befrielsesregering’

1950-53: De konservative deltog i en VK-mindretalsregering, ledet af Venstres Erik Eriksen og støttet af de radikale. Da regeringen havde gennemført sit vigtigste mål – den ny grundlov – flyttede Radikale Venstre deres støtte tilbage til Socialdemokratiet

1968-71: De konservative var største parti i VKR-regeringen, hvor de konservative havde peget på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister

1982-93: Skiftende borgerlige regeringer ledet af den konservative Poul Schlüter

2001-11: De konservative var under Bendt Bendtsens formandskab juniorpartner i regeringer ledet af Venstres Anders Fogh Rasmussen, senere Lars Løkke Rasmussen. Regeringerne var støttet af Dansk Folkeparti, som var uvenligt sindet over for De Konservative

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I vil ikke blive savnet, men det er da dejligt at i opfylder min vådeste drøm, og går med i regering igen. Jeg har ikke haft det bedre siden Holger (RIP) blev folketingskandidat. Hvorfor tog i ikke Riskjær når i nu kan bruge Khader.

God artikel, men mærkeligt at skrive, at det er for at tækkes Donald Trump, at De Konservative ønsker at tilføre penge til forsvaret. Det har de altid villet og hele kampfly-forløbet foregik, mens ikke ret mange andre end Donald Trump selv troede på, han ville vinde valget.

Mads Kjærgård

Hvordan skelner man De Konservative fra De Liberale? Klart at det går dårligt og fred være med det!