Baggrund
Læsetid: 2 min.

Løkkes udvidelse er kun sket en gang før

Det er kun sket en gang før i fredstid, at en regering midt i en valgperiode har fået flere partier: Det er næsten 40 år siden, da S blev til SV-regeringen i 1978-79
Lars Løkke Rasmussen præsenterede søndag en udvidelse af regeringen med Liberal Alliance og De Konservative

Lars Løkke Rasmussen præsenterede søndag en udvidelse af regeringen med Liberal Alliance og De Konservative

Jonas Olufson

Indland
27. november 2016

At en regering midt i en valgperiode udvides, så den omfatter flere partier, er i Danmark førhen kun forekommet én gang – i fredstid. Under verdenskrigene 1914-18 og 1939-45 blev repræsentanter for alle større partier indlemmet i regeringen for at give den stabilitet til den vanskelige danske balancegang.

Bortset fra disse nationale nødsituationer er det kun sket én gang tidligere, at en regering har ændret partibogstaver uden et folketingsvalg. Det var i 1978, hvor en S-regering blev til en SV-regering.

Situationen kunne i udgangspunktet minde om den nuværende. Regeringen var kørt træt, men et folketingsvalg forekom mindre attraktivt, fordi der havde været afholdt et året i forvejen. Statsministeren hed Anker Jørgensen, og hans socialdemokrater var af vælgerne ved folketingsvalget i 1977 blevet udstyret med 37 procent af stemmerne og 65 mandater.

Men Anker Jørgensen havde et vakkelvornt parlamentarisk flertal, bestående af radikale, SF, Venstresocialister og Kommunister. Den økonomiske politik var løbet ham af hænde. Derfor opstod ideen om et såkaldt ’arbejder-bonde’ samarbejde med partiet Venstre, der kunne bidrage med 21 mandater og dermed give en SV-regering noget, der lignede et flertal – især fordi dens opposition ville være aldeles spredt.

Attraktionen var klar: Socialdemokraterne kunne bevare magten og splitte de borgerlige. Venstre kunne vise ansvarlighed og give baghjul til konkurrenterne: De Radikale og De Konservative.

Brydsomt

Regeringsforhandlingerne mellem S og V blev uhyre brydsomme. Tre uger af august 1978 tog de. Resultatet blev et 20 punkters regeringsprogram. Det brændende socialdemokratiske ønske i de år – Økonomisk Demokrati, ØD, med centrale fagforeningsstyrede fonde – forbigik regeringsprogrammet i tavshed.

Til gengæld indførte det efterlønnen, der skulle vise sig så meget af en succes, at det blev et mareridt for senere socialdemokratiske regeringer. Tillidsforholdet mellem S og V blev aldrig godt i regeringen, og det hjælp ikke, at de to partier beskikkede hver af deres ministre til at ’mandsopdække’ en navngiven minister fra det andet parti. Ordet ’kontrolministre’ blev brugt, og det lød ikke rart.

Socialdemokratiets venstrefløj – anført af daværende arbejdsminister Svend Auken – gjorde sit bedste for – i samspil med fagbevægelsen – at gøre samarbejdet med Venstre surest muligt. Det var i disse år, at LO-formand Thomas Nielsen overøste Anker Jørgensen med skældsord og offentlig hån. Socialdemokratiet var ved at revne.

For at slippe ud af regeringssamarbejdet stillede S et krav om tvungen udbyttedeling i virksomhederne – et krav som Venstre forudsigeligt ikke kunne gå med til. Regeringen revnede i oktober 1979. Den kom til at sidde i 14 måneder.

Anker Jørgensen udskrev folketingsvalg. Påfaldende gik Socialdemokraterne frem med tre mandater, til 68. Venstre gik frem med ét, til 22. Således fik SV-regeringen ved sit første møde med vælgerne et klart flertal for sig. Men det var et flertal, de to partier absolut ikke ønskede at gøre brug af. Anker Jørgensen vaklede videre som mindretalsregering, og Venstre ilede hjem til de andre borgerlige.

Venstres utroskab var skyld i, at de andre borgerlige partier ikke pegede på Venstres Henning Christophersen, da et regeringsskifte blev muligt, efter at Anker opgav ævred tre år senere. Vinderen af SV-samarbejdet blev på den måde de konservatives Poul Schlüter, der fik 11 år som statsminister for skiftende borgerlige regeringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har døbt det rædselskabinettet.