Mette Frederiksen beskyldes for vildledning med udlændingelov

Hvor store forbedringer skal der være i et land, før Danmark kan sende flygtninge hjem?

Det spørgsmål har fået fornyet aktualitet, efter at Udlændingestyrelsen for nylig har meddelt, at man vil screene sager om flere end 1.200 somaliske flygtninge for eventuelt at kunne inddrage deres opholdstilladelser med henblik på hjemsendelse.

Reglerne om hjemsendelse er reguleret af udlændingeloven, som blev voldsomt strammet op, da Mette Frederiksen (S) var justitsminister i 2015.

Men et svar fra Inger Støjbergs ministerium dokumenterer, at lovbemærkningerne til Mette Frederiksens lovforslag, som altså strammede reglerne om hjemsendelse, ikke var rigtige.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) er ikke i tvivl om sin vurdering:

»Mette Frederiksen har fået vedtaget lovforslaget under falske forudsætninger. Det er vildledning. Regeringen tegner et billede, som ikke er sandt. Det gør man for at få et lovforslag med potentielt voldsomme konsekvenser til at glide igennem,« siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter:

»Det er jo ikke et hvilket som helst lovforslag. Der er tale om meget drastiske ændringer og voldsomme indgreb i folks liv, når man ændrer forudsætningerne for, om de må blive i Danmark.«

Vildledningen bestod ifølge Johanne Schmidt-Nielsen i, at lovbemærkningernes beskrivelse af Flygtningenævnets praksis var i strid med sandheden. Og det var ministeriet vel at mærke på forhånd blevet gjort opmærksom på.

Advokat Gunnar Homann, der har stor erfaring med asylsager og i sin tid skrev Advokatrådets høringssvar til Mette Frederiksens lovudkast, er lidt mere diplomatisk i sit ordvalg, når han skal vurdere sandhedsværdien af lovbemærkningerne i L 72, som Mette Frederiksens lovforslag hed.

»Bemærkningerne var ikke dækkende for Flygtningenævnets praksis,« siger Gunnar Homann.

»Det er ærgerligt, at Folketinget ikke har haft mulighed for at forholde sig til det her punkt, da det behandlede loven,« siger asylchef Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp. Hun tilføjer, at Dansk Flygtningehjælp var »noget overraskede«, da de læste fremstillingen i lovbemærkningerne.

Forkert beskrivelse

Tilbage i oktober 2014 fremlagde Justitsministeriet under Mette Frederiksens ledelse et lovudkast, hvor SR-regeringen under indtryk af de mange krigsflygtninge fra Syrien ville indføre en tredje og helt ny kategori for flygtninge: Midlertidig beskyttelsesstatus.

I udlændingeloven var der i forvejen to niveauer for beskyttelse, nemlig konventionsbeskyttelse og såkaldt beskyttelsesstatus.

Med lovforslagets lancering af en ny og midlertidig beskyttelsesstatus, skulle der også tages stilling til, hvad der skulle til, før en opholdstilladelse givet efter den nye status kunne inddrages.

Først slog lovbemærkningerne fast, at kravet for at inddrage en opholdstilladelse med konventionsbeskyttelse var, at forbedringerne i hjemlandet skulle være »fundamentale, stabile og varige ændringer«. Det er det, som kaldes for Flygtningekonventionens »ophørsgrunde«.

Lovbemærkningerne pointerede derefter, at i og med at hverken beskyttelsesstatus eller midlertidig beskyttelsesstatus var omfattet af Flygtningekonventionen, så behøvede ophørsgrundene heller ikke at være helt indfriede.

Præcis her satte »vildledningen«, som Johanne Schmidt-Nielsen kalder det, ind: Lovbemærkningerne noterede nemlig om dette afgørende punkt, at dette allerede var gældende ret »uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde synes at have anlagt en anden praksis«.

Men det var forkert. Lodret forkert endda. En gennemgang, som Flygtningenævnet senere har foretaget af sin praksis som følge af et spørgsmål fra Johanne Schmidt-Nielsen i 2016, viser nemlig, at nævnet aldrig har inddraget en opholdstilladelse med beskyttelsesstatus uden at stille akkurat de samme krav som ophørsgrundene, altså at forbedringerne skulle være fundamentale, varige og stabile.

»Flygtningenævnet kan efter en gennemgang af samtlige beretninger ikke henvise til sager«, skriver nævnet i folketingssvaret, hvor der er truffet afgørelse om inddragelse »uden at inddrage Flygtningekonventionens ophørsgrunde«.

Tilbage til lovbemærkningerne til L 72, der derefter beskrev, hvordan inddragelse af opholdstilladelse for flygtninge med beskyttelsesstatus og med midlertidig beskyttelsesstatus »efter omstændighederne« kunne ske, »uanset at forholdene − trods forbedringerne − fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige.« Eneste ufravigelige krav for at inddrage opholdstilladelsen ville være, at »ændringerne ikke må antages at være af helt midlertidig karakter«.

Fejlene fortsatte

At Flygtningenævnets praksis stik imod beskrivelsen i L 72 tværtimod var at ligestille de to niveauer for beskyttelse i inddragelsessager, påpegede Advokatrådet allerede i sit høringssvar til L 72, som blev sendt til Justitsministeriet den 7. november 2014: Ophørsgrundene »ses i Flygtningenævnets praksis fulgt«, hvad enten udlændingen havde opholdstilladelse med konventionsstatus eller med beskyttelsesstatus, understregede Advokatrådet.

Det samme skrev Dansk Flygtningehjælp i deres høringssvar. Det slog fast, at uanset om der har været tale om konventionsbeskyttelse eller bare beskyttelsesstatus, har inddragelse været administreret i overensstemmelse med Flygtningekonventionen.

»At dette har været fast praksis i mange år ses både af Flygtningenævnets praksis og årsberetninger,« hed det således i høringssvaret.

Men da embedsmændene i Justitsministeriet i begyndelsen af 2015 udarbejdede et høringsnotat med kommentarer til høringssvarene, refererede de ganske vist indvendingerne om, at Flygtningenævnet hidtil havde behandlet de to niveauer ens.

Men derefter gentog høringsnotatet alligevel den samme formulering som i lovbemærkningerne, nemlig at forskelsbehandlingen bare var en præcisering af gældende ret, »uanset at Flygtningenævnet i visse tilfælde tidligere synes at have anlagt en anden praksis«.

Johanne Schmidt-Nielsen kalder ordvalget i lovbemærkningerne for »en gummiformulering«.

»Ordene viser med al ønskelig tydelighed, at regeringen godt selv var klar over, at den var ude på dybt vand. Ellers ville man ikke formulere sig så gummiagtigt,« siger hun.

Også Eva Singer har bidt mærke i formuleringen.

»Det lyder jo, som om man i ministeriet havde lavet en gennemgang af sagerne. Det er jo offentligt tilgængeligt, så det kunne ministeriet selv have gennemgået, inden de skrev bemærkningerne. De kunne også have forholdt sig konkret til vores indvending i høringssvaret. Men at Flygtningenævnet ikke kunne finde eksempler på en anden praksis, kommer ikke bag på os,« siger hun.

Advokat Gunnar Homann konstaterer nu, at »ministeriet er nødt til at sige det samme, som vi sagde dengang, nemlig at nævnets praksis ikke er som beskrevet i lovbemærkningerne«.

Og som han fortsætter: »Ordførerne bør kunne fæste lid til lovbemærkninger, men undertiden er de mere et udtryk for et politisk ønske om, at et lovforslag skal gå igennem.«

Senest har Inger Støjberg svaret på et spørgsmål om, hvorvidt formuleringen i lovbemærkningerne var retvisende. Ifølge svaret var det vigtigste for hende, at »Flygtningenævnet syntes at have anlagt en anden praksis« – men altså nu uden at anvende de tre afgørende ord: »i visse tilfælde« ...

Mette Frederiksen har ingen kommentarer til sagen, men henviser til Justitsministeriet.

Justitsministeriet ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser til udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren.