Mønsterbrydere klarer sig altid på trods af og aldrig på grund af systemet

Fortællinger fra ’Underdanmark’ er ofte skildringer af en gruppe af borgere, som klientgjorte sidder fast på offentlig forsørgelse.

’Systemet’ er nærmere en forhindring end en hjælp for de socialt udsatte, og når fortællingen skal udfordres med en positiv historie, er det gerne beretningen om individets personlige kamp.

»Selvom det brede velfærdssamfund på mange måder er en succes for underklassens børn, så fokuserer politikere og medier mere og mere på det enkelte individ, der har kæmpet sig ud og videre,« fortæller formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.

Hun bakkes op af Klaus Petersen, der er professor og leder af Center for Velfærdsforskning ved Syddansk Universitet.

Læs også: Vi elsker ildsjælen og hader kommunen

»Skal man fortælle noget positivt, er det jo rigtig populært at fortælle historierne om de her ’mælkebøttebørn’, der på trods af alle mulige sociale udfordringer klarer det godt,« siger han.

Politikere og medier elsker at beskæftige sig med ’mønsterbryderen’, der i kraft af sin stærke karakter er migreret til et højere socialt lag. Men skønt der med en social opstigning bestemt er tale om individuel kamp, og skønt der uden tvivl er problemer med, at folk ikke hjælpes videre fra social understøttelse, så skævvrider det individorienterede fokus også historien om systemets brede velfærdsløft, mener Majbrit Berlau.

»Hvis du ser på virkeligheden i dag, så kommer seks ud af ti børn af kontanthjælpsmodtagere aldrig selv på kontanthjælp. For det er det brede velfærdssamfund, der har skabt mulighederne for under- og arbejderklassens børn – det er folkeskolen, daginstitutionen, fritidstilbuddene og gratis uddannelsestilbud, der har løftet bredt,« siger hun.

Når debatten i dag handler om socialt udsatte, er fokus i høj grad på de allersværeste tilfælde, hvor systemets succesrate er relativt lav i forhold til at hjælpe folk videre. Og på den måde bliver fortællingen om en hel socialklasse, der er stagneret på overførselsindkomst, altså dominerende.

»Så der kunne man godt savne en mere grundlæggende orientering i, at de brede velfærdsordninger har været de største socialpolitiske tiltag, vi har lavet i det her samfund,« siger Majbrit Berlau.

Individets ansvar

Professor ved Department of Business and Politics på Copenhagen Business School, Ove Kaj Pedersen, deler Majbrit Berlaus bekymring.

Han mener, at den individualiserede tildeling af sociale ydelser, hvor der nu måles på den enkeltes kompetencer, arbejdsevne og arbejdsmotivation, har haft indflydelse på den offentlige debat om emnet.

»Individualiseringen af sociale ydelser er slået igennem i den offentlige debat som en stigmatisering af arbejdsløse. Hvor arbejdsløshed tidligere var strukturel, så er den nu en del af den enkeltes ansvar. Og den her individualiserede diskussion gør så, at der i meget høj grad skygges for den enorme evne, velfærdssystemet generelt har til at fremme den sociale mobilitet,« siger Ove Kaj Pedersen.

Han peger på, at den danske velfærdsstat stadig er en af de mest succesfulde i forhold til at bryde den sociale arv. Skønt Danmark på det seneste er sakket bagud på uddannelsesmæssig social mobilitet, så klarer vi os relativt godt, hvad angår økonomisk social mobilitet.

Et forskningsprojekt fra University of Ottawa har blandt andet placeret Danmark på en førsteplads blandt vestlige lande på grund af den lille sammenhæng mellem indkomster på tværs af generationer.

»Men når vi individualiserer diskussionen, så giver den offentlige debat den fortolkningsmulighed, at velfærdsstaten simpelthen ikke har nogen positive effekter,« siger Ove Kaj Pedersen.

Det store fokus på både de positive og negative enkelteksempler fører samtidig til en langt fra ideel lovgivning, som så igen kan puste til kritikken af velfærdssystemet.

»Man kan for eksempel diskutere, hvor mange der for alvor udnytter systemet. Man må sige, at det i hvert fald er relativt få eksempler, vi har set. Og den paradoksale konsekvens er så, at de få eksempler kun kan adresseres med en generel lovgivning, som rammer alle. Man kan jo ifølge Grundloven ikke lave en lov kun for ’Dovne Robert’, så i stedet laver man en lov imod at være doven. Og alt det fører jo bare til mere bureaukrati og administration,« siger Ove Kaj Pedersen.

Den stærke hjælper

I den politiske debat har skildringen af ’systemet’ udviklet sig fra at blive anset som en hjælp og en løsning til nærmere at være »et problem, man skal overvinde«, forklarer Klaus Petersen.

Er velfærdssamfundet positivt repræsenteret i historierne om socialt udsatte, tilskrives det ikke så meget velfærdssamfundet eller ’systemet’ som den enkelte ildsjæl, der er ansat her.

»Så optræder de i de her personfortællinger som ressourcestærke enkeltpersoner, der har hjulpet folk til at ændre deres livsretning,« siger Klaus Petersen.

Man kan sige, at det individfokuserede er en grundlæggende måde at fortælle historier på, forklarer han. Ligesom hovedpersonen i et eventyr har en enkelt hjælper, kan den enkelte ’stærke folkeskolelærer’ eller ’idealistiske socialrådgiver’ måske også indgå. Men altså ikke systemet som sådan.

»Når noget lykkes for et udsat menneske, er det på grund af enkeltpersoners indsatser. Når noget går galt, er det systemets skyld,« som stifter af Huset Zornig og forhenværende formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig, formulerer det i kronikken i dagens Information.

På den måde har det altid været svært at skildre velfærdstaten og ’systemet’, forklarer Peter Simonsen, der er professor ved Institut for Kulturvidenskaber og Litteratur på Syddansk Universitet med speciale i velfærdsstatens litteratur og kultur. Han påpeger, at det er svært at finde nogen reel hyldest til velfærdsstaten i løbet af de sidste mange årtiers danske litteratur.

»Hvordan kan man elske en velfærdsstat? Det er sådan noget funktionalistisk, firkantet beton. Noget med skatteprocenter og overførselsindkomster. Forfattere fra de sidste 200 år har været på frihedens og individets frigørelses side. Jeg mener, velfærdsstaten producerer frigørelse, men det kan være svært at fortælle den historie uden at blive opfattet som, at man taler efter magthaverne,« siger han.

Nuancerne går tabt

Forfatter Peder Frederik Jensen, som har skrevet speaks til TV 2-serien På røven i Nakskov, anser det som fuldt berettiget, at han er med til at skildre en gruppe mennesker, som ikke virker til at kunne bevæge sig videre fra offentlig forsørgelse og et system, som ikke virker til at kunne hjælpe dem.

Men han vurderer også, at der er grupper fra underklassen og den lavere middelklasse, som sjældent er repræsenteret i medieoffentligheden.

»Der er helt sikkert nogle fortællinger, der mangler i vores samfund. Der mangler historier om, hvordan det hver eneste dag lykkes at få mennesker på ret køl, og hvordan systemet faktisk fungerer på rigtig mange måder,« siger han.

Peder Frederik Jensen mener, at nuancerne og de mange forskellige fortællinger fra de laveste socialklasser oftest går tabt og bliver reduceret til faste narrativer og stereotyper, som gerne skal bekræftes.

»Når det gælder fortællingerne fra bunden af samfundet, er livet selvfølgelig lige så mangefacetteret som i resten af samfundet. Og det skal vi tage seriøst. Der er mange succeshistorier fra under- og middelklassen,« siger han.

Det er Majbrit Berlau enig i. Når en anden repræsentation er vigtig, er det fordi, man skal være bevidst om, hvad der virker, mener hun.

»Når vi som socialrådgivere bekymrer os rigtigt meget, også når man skærer ned i daginstitutioner, folkeskole og sundhed, så er det jo, fordi vi ved, at det betyder, at flere mennesker ikke formår at holde fast i de brede tilbud og risikerer at havne i vores butik. Og det, vi rigtig gerne vil undgå, er jo en stigning i folk, der har brug for en socialrådgiver. Vi synes jo, de allerbedste dagsordener er de forebyggende.«