Læsetid: 5 min.

Mopper er her ikke længere

Ann Patricia ’Mopper’ Christiansen, kendt som mor til Linse og Mikkel Kessler, blev 78 år gammel. Objektivt set ikke årets mor. Men fejret og elsket som om
Ann Patricia ’Mopper’ Christiansen i forbindelse med Interview om ny omgang ’Familien fra Bryggen’

Ann Patricia ’Mopper’ Christiansen i forbindelse med Interview om ny omgang ’Familien fra Bryggen’

Davali Philip

22. november 2016

Dette er en slags nekrolog. Og så alligevel ikke. For vi kendte jo ikke Mopper. Vi kendte figuren Mopper, og selv om reality-tv vil have os til at tro, at det kommer ud på ét, så er det ikke det samme.

Ann Patricia ”Mopper” Christiansen blev 78 år gammel.

Hendes børn, bokseren Mikkel Kessler og realitystjernen Linse Kessler, skrev på Facebook mandag aften:

»Her til aften, klokken 18.25, gik vores kære, dejlige og elskede mor ’Mopper’ bort. Vi var alle hos hende og hyggede om hende, præcis som vi plejer; vi grinede og fjollede og fortalte hende, at vi elskede hende, til hun rejste afsted,« hed det i et oplsag på Mikkel Kesslers profil.

I september fortalte familien, at hun var alvorligt syg.

»Vi er knuste, men vi ved, at det var det bedste for hende nu. Mopper satte stor pris på sine personlige venner, men skam også på alle jer derude, som har fulgt hende på tv,« skriver Mikkel Kessler.

I tv-serien, der følger familiens liv på Islands Brygge, fik man gennem 10 sæsoner det indtryk, at Mopper var midtpunktet i familiens liv. Man hørte hende i glimt fortælle om opvæksten i England, og man kunne ikke undgå at bemærke hendes accent. Sammen med navnet Patricia efterlod familielegenden det indtryk, at hun nærmest blev født upstairs, men foretrak at leve livet downstairs på stamværtshuset Haraldsborg, hvor hun både fik sine elskede portere og en flirt med sin bedste ven, som var bartender.

Sundhedsstyrelsen vil nok sige, at der er noget galt, når bartenderen på stamværtshuset bliver éns bedste ven. Men Mopper og hendes familie på Bryggen levede ikke efter kostpyramiden. Familien koketterer med, at de ikke kan lave mad og dårligt kender forskellen på en rødbede og en porre.

De kunne holde sammen

Det blev hendes og familiens claim to fame samt en levevej: At vise Danmark, alt det de kan, skønt de intet kan. De kan ikke synge, ikke danse. De kan ikke sige eller gøre alle de rigtige og vigtige og fornuftige og voksenagtige ting, som ender med at blive vi andres liv. I en verden sygt optaget af dygtiggørelse, uddannelse og viden, var de ikke dygtige til noget, uddannede eller vidende. Man fik aldrig et indtryk af, at de sådan rigtigt arbejdede, selv om reality-tv kan siges at være benhårdt arbejde. Men Mopper og familien kunne noget andet. De kunne holde sammen, og de kunne, tilsyneladende, elske hinanden og deres liv og være sig selv.

De blev en skøn og skør karrikatur på en arbejderklasse, der ikke findes længere. En arbejder-familie, der ikke rigtigt arbejdede, bosat i et arbejder-kvarter, som ikke rigtigt eksisterer, men forlængst er overtaget af folk med bedre uddannelser og løn og helt, helt andre kulturelle koder. De tog karikaturen på sig, som en forvredet maske, grinede og gjorde det, de gjorde. Hundelov og parkeringsregler og god smag – det var fandme ikke for dem.

Moppers hund, Pixie, var ligesom familiens andre hunde helt igennem uopdragen og fortjente slet ikke al den kærlighed, den fik. Men selvfølgelig drog datteren Linse ud i landet for at redde landets misrøgtede dyr. Det griber jo én hver eneste gang – disse mennesker, som vil redde hele verden, men som aldrig rigtigt vil være i stand til at redde sig selv.

Stodder-romantik

Mopper fik et uromantisk liv så tykt at stodder-romantik, at man kunne skære i den. Hun var overhovedet i en sårbar familie, ramt af alkoholisme og kriminalitet (Linse har siddet i fængsel for vold) dårlig uddannelse og få muligheder, men de nægtede at opføre sig som sådan. Hvorfor hænge sig i det, når man kan blive dygtig på en stripper-stang, åbne en neglesalon eller finde lidt menneskelig varme under plastikkirurgens kolde lys?

Og alligevel under alt dette, var det der. Livets mirakel. Menneskeligheden. Glæden. Sårbarheden. Kærligheden, der klyngede sig til Mopper som det magre kød på hendes benede krop.

Det burde egentlig ikke kunne lade sige gøre: På ryggen af en mor, som synes at have levet sit helt eget liv på Haraldsborg, og efter en fængselsdom tager stripperen Linse skæbnen i sin egen hånd og laver en kæmpe tv-succes ud af familien, så den fremstår tæt, sød, kærlig.

På ryggen af en barndom i cigaret-tågerne på Haraldsborg og på en kost af sukker, fedt og hvidt brød træder Mikkel Kessler ud på gaden og bliver Danmarks bedste bokser.

På ryggen af et omsorgssvigt så stort som en skibakke af Bjarke Ingels bygger Moppers barnebarn, Stephanie, sin egen lille virksomhed og kernefamilie.

De rejste en gravsten for det, der kunne ligne verdens dårligste mor og fejrede hende som verdens bedste. Det var skamløst.

Er det på grund af velfærdsstaten? Er det på trods? Måske er Mopper hinsides socialpolitik.

Forfatteren Morten Pape skrev fra Urbanplanen, ikke langt fra Bryggen om en far, som på en dårlig dag kaldte sine børn »kneppeaffald«. Hvordan dette »affald« rejser sig, bryder op igennem betonen og alligevel gør noget med deres liv, er et mirakel, som bliver ved med at ske.

Fortabte forældre glor på deres baby med de store øjne og det nuttede ansigt og gør akkurat nok til at holde babyen i live og kommer jo, indimellem imod alle odds og i visse tilfælde, meget mod deres vilje, til at elske dem og give dem kærlighed. Sådan snører babyen sine forældre.

Men det er også forældrene, som snører babyen. For når de en dag vokser op, er de dømt til at elske de helt igennem uduelige og umulige forældre, søge deres anerkendelse og få deres kærlighed, mens de konstruerer deres helt egen historie baseret på fortrængning, tilgivelse og løgn.

Klovnebil med ballon-patter

Mopper sked på de muligheder, hun aldrig fik eller ikke tog, stillede sig selv og sin familie frem på tv, ikke uden stolthed over alt, det hun trods alt fik ud af det, mens nationen så gysende, fnisende og charmeret til. Det var os, som kiggede – ethvert hykleri, enhver forstillelse, er helt på vores side.

TV3 ansatte dem til at være sig selv. Det vil sige håbløse, fortabte, sjove, dumme, stærke og rørende. Svigtede, skadede og triumferende. Mopper blev passager i en klovnebil med ballon-patter. Var det godt for hende og familien? Det var vel det mindst ringe.

Mopper var her. Nu er hun her ikke længere.

Skål!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Ruth Gjesing
  • ulrik mortensen
peter hansen, Niels Duus Nielsen, Ruth Gjesing og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes at denne her artikel er ualmindelig grov ved nogle mennesker som den på hånlig vis nedgør. Det værste ved artiklen er at den smider en masse ikke-underbyggede påstande ud, noget af det på kanten til injurier, og i hvert fald ualmindelig dårlig smag nærmest til et kvalmende niveau. Det er muligt at Morten Frich ikke bryder sig om reality-TV, det er jo en ærlig sag, men i så fald fatter jeg ikke hvorfor han i så fald overhovedet beskæftiger sig med det. Jeg har ikke noget særligt forhold til "Familien på bryggen" ud over at jeg af og til har set et enkelt afsnit af denne serie. Jeg har et blandet forhold til reality-TV og de "stjerner" som kommer ud af det men det gør ikke at jeg behøver at svine de personer til som Morten Frich gør det. Jeg er skuffet over at Information, som jeg ellers anser som et sobert medie, lægger spalteplads til sådan losseplads af ukvemsord som denne her artikel er i mine øjne.

Torben Arendal, Bill Atkins og Hanne Meier anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Morten Frich bliver hustlet af en professionel player 'på TV' og så spiller han pige fornærmet, når han slukket for tossekassen come on!

I er for seje piger og Mikkel, lige som i er.

RIP. Mopper
Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen

Peter Ravn-Olesen

Jeg læser slet ikke den foragt ind i kommentaren. Der er masser af respekt for familien, der med få eller ingen muligheder holder sammen og er oprigtige. Hvor er hånen og pigefornærmelsen?

David Zennaro, Morten Johansen, Ole Hilby, Sabine Behrmann, Vivi Rindom, Niels Duus Nielsen, Jeppe Petersen, Martin Madsen, Carsten Pedersen og Per Klüver anbefalede denne kommentar

Jeg er også helt uenig i, at denne "nekrolog" skulle være hånende. Tværtimod synes jeg det er en sød skildring af et fænomen, som jeg normalt ikke har meget til overs for.

David Zennaro, Hans Larsen, Ole Hilby og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

"På ryggen af et omsorgssvigt så stort som en skibakke af Bjarke Ingels bygger Moppers barnebarn, Stephanie, sin egen lille virksomhed og kernefamilie.

De rejste en gravsten for det, der kunne ligne verdens dårligste mor og fejrede hende som verdens bedste. Det var skamløst.

Er det på grund af velfærdsstaten? Er det på trods? Måske er Mopper hinsides socialpolitik.

Forfatteren Morten Pape skrev fra Urbanplanen, ikke langt fra Bryggen om en far, som på en dårlig dag kaldte sine børn »kneppeaffald«. Hvordan dette »affald« rejser sig..."

Ahhh.. en fair skildring kunne man måske argumentere om det er (jeg kender ikke menneskene i serien) men lige frem sød det syntes jeg ikke den er..

Kære Morten, hvad vil du gerne ha', der skal ske hos mig, din læser, når jeg læser din meget velskrevne artikel?
Tekst, billeder og metaforer glider ned som honning, alt mens jeg synes smagen stikker mere og mere jo mere jeg lader glide ned.
Hvad er det du gerne vil ha' jeg skal tænke over når jeg har læst færdig?
Mvh, Jens