Har man hang til dramatik og kritik af New Public Management, kunne besøget hos en af Danmarks øverst placerede embedsmænd i det danske sundhedsvæsen beskrives som et visit hos mørkets fyrste.
Tilmed har direktøren i Danske Regioner, Adam Wolf, siden 1980’erne været centralt placeret i moderniseringen af den offentlige sektor både i sin tid som ansat i Finansministeriet og som formand for OECD’s Public Management-komite i tre år.
Det hører til sjældenhederne, at Adam Wolf udtaler sig til pressen. Men når han nu viser journalisten vej til mødebordet midt i det lyse kontor med vinduer ud mod en af Københavns kanaler og glasvægge ud mod medarbejderne, er det fordi, han har sagt ja til at kommentere på det mere og mere højrøstede kor af NPM-kritikere, der tæller politikere, forskere, fagforeninger, psykologiprofessorer og tilmed selve ophavsmanden til begrebet NPM, den anerkendte britiske professor Christopher Hood.
Sidste år lagde Hood styringsmetoden i graven på baggrund af en stor evaluering af den britiske reformbølge med ordene ’for dyrt’ og ’for dårligt’.
Måske lidt overraskende vil Wolf gerne være med til at kaste jord på gravstedet. Og nogen mørkets fyrste er han næppe.
I stedet er han en embedsmand, der er stolt af de resultater, man har opnået med NPM, og samtidig af den opfattelse, at det er tid til at finde nye veje for udviklingen af den offentlige sektor.
»Jeg ville gerne stå på mål for, at man gennem de sidste tre årtier har valgt de rigtige styringsinstrumenter til de rigtige problemer. Men styringsmetoder sander til. NPM har været et fremskridt som helhed, men har haft bivirkninger. Og på et eller andet tidspunkt tager bivirkningerne over, fordi man har løst hovedproblemet. Derfor er vi er røget for langt over i mistillidsstyring, kontrol og registrering, der ikke giver mening,« siger direktøren.
Hvad hovedproblemet var tilbage i 1980’erne, vender vi tilbage til. For det er et vigtigt at få historikken med, mener Wolf, for ingen blandt kritikerne ønsker sig jo tilbage til dengang, hvor borgerne – med den tidligere embedsmand i Finansministeriets ord – var »sådan nogle, man ikke behøvede at beskæftige sig med i centralforvaltningen«.
Skillevej
Lige nu befinder vi os imidlertid ved en skillevej, hvor der skal tænkes nyt, uden at sætte de gode resultater over styr, mener Wolf. På NPM’s resultattavle i sundhedsvæsenet står nedbarberingen af ventelisterne, som var et stort sundheds- og ikke mindst politisk problem i 1990’erne. Nogle mener, det skaffede Anders Fogh Rasmussen regeringsmagten i 2001.
»Men der er gået overstyring i den, og derfor må vi have modet til at gå skal nye steder hen,« uddyber Wolf.
Og i Danske Regioner og på en række sygehuse er man faktisk allerede i gang med at udvikle det nye paradigme, der skal afløse NPM. Det hedder værdibaseret styring og lyder lidt som noget fra en af de utallige power point-præsentationer, offentlige ansatte har skulle fordøje gennem årene.
Læs også: Flertal støtter opgør med offentligt regeltyranni
Ikke desto mindre er det nyt, at de i fremtiden ikke længere skal måles på antallet af leverede ydelser, den såkaldte ydelsesstyring, som bl.a. blev kritiseret her i avisen i forrige uge.
Ydelsesstyring indbefatter f.eks. antal dage patienterne tilbringer i hospitalssengen og personalets antal møder med patienter.
I stedet skal den nye styring fokusere på, hvilken indsats der samlet set skaber størst værdi for patienterne. En måling på effekt i stedet for produktion.
Desuden er produktionskravet i den seneste økonomiaftale mellem regering og regionerne ifølge Wolf blevet løsnet. Derudover er der opstillet otte nationale mål, der bl.a. erstatter den ofte udskældte kvalitetsakkreditering i opgøret med processtyring og detaljestyring.
Formålsløs produktion
Det betyder, at man i Region Midtjylland og Sjælland helt afblæser produktions- og aktivitetsstyring, mens man f.eks. på Bornholms Sygehus laver forsøg, hvor man ikke bare måler på produktion, men også på om man får mere sundhed for pengene.
Det vil sige, om den behandling en patient får, faktisk fører til, at han eller hun kan vende tilbage til livet før sygdommen.
»Det har været godt for f.eks. ventelisterne at fokusere på produktion. Nu er vi der, hvor nogle af os siger, at kvantiteten ikke omsættes til kvalitet længere. Det næste skridt er, at produktionskravet skal dæmpes endnu mere. Men der er taget et stort skridt, og Danske Regioner arbejder for, at vi kan gå endnu længere,« siger Wolf.
Man kan bruge hofteoperationer til at illustrere det nye styringsparadigme. Indtil nu har styringsmetoden tilskyndet personalet til at nå et bestemt produktionsmål.
Afdelingen, der leverede operationerne, fik flere penge jo flere hofter, de opererede. Det betød, at hvis patienten f.eks. fik en infektion, eller hoften ikke virkede, og hun derfor blev genindlagt, fik afdelingen endnu flere penge.
Læs også: ’Low performers’
Det er en barriere med hensyn til at tænke rationelt i hele processen i forhold til patientens helbred, mener Adam Wolf.
Hvis man derimod lægger om til en styring, hvor man ikke bare inddrager kliniske vurderinger fra fagfolk, men også patientens egen vurdering af, om hun f.eks. har smerter, kan gå, hvordan hendes livskvalitet er, eller om hun er tilbage på arbejde, så har man et helt andet billede af, hvilken sundhed samfundet og borgerne får for pengene.
»Hvis vi stadig er optaget af, hvor meget vi producerer, er det meget svært for os at spille en aktiv rolle i den alternative måde at gøre det på. Men hvis vi samlet set måler både på lægens kliniske vurdering og den helbredstilstand, patienten selv oplever, skaber vi et incitament hos sygeplejersker, hospitalslæger, praktiserende læger og genoptræningsenheden i kommunen til at arbejde sammen om, at en patient får det bedre,« forklarer Wolf.
Mere mening
Og direktøren er overbevist om, at sygeplejersker og læger vil opleve den nye styringsform som mere meningsskabende end NPM-regimet: »For læger og sygeplejersker er jeg helt sikker på, at det eksempel med hofteoperationer giver mere faglig mening, fordi personalet vil være meget mere motiveret for at høre, hvordan patienten har det seks måneder efter en operation.«
Til gengæld vil det være en fejl, hvis de offentligt ansatte forstiller sig, at de får total frihed, når det forhadte NPM-regime er dødt og begravet, understreger Wolf.
For selv om Mette Frederiksen på Socialdemokratiets kongres for nylig netop lagde op til endnu en tillidsreform i det offentlige, fremhæver direktøren, at man aldrig kommer uden om at skulle holde styr på økonomien.
De ansatte får nu bare mere frihed til at finde veje til bedre effekt. Og det vil de blive målt på.
»I debatten skal man passe på, at man ikke får skabt så stor modstilling mellem NPM og tillid, at man glemmer, at vi altid vil skulle stå til regnskab for de skattekroner, vi bruger,« siger han.
Nu er Wolf så også direktør i en organisation med en tværpolitisk bestyrelse i toppen. Derfor har han naturligvis ingen interesse i at dele karakterer ud til rød og blå blok. Og faktisk hævder han, at der i Danske Regioner er politisk konsensus på området.
Meget tyder da også på, at Mette Frederiksens nye takter i den grad flugter med Danske Regioners. F.eks. blev Frederiksens farvel til NPM i kongrestalen bakket op af ordene: »Vi har brug for en ny og samlet drøm om, hvordan vores velfærdssamfund kan og skal se ud. En reform af den offentlige sektor. Hvor vi sætter fokus på kvalitet. Hvor vi begynder at måle på resultater i stedet for på midler og processer. Hvor vi område for område sætter gang i en afbureaukratisering, hvor vi en gang for alle siger, at den rigtige styring for vores offentlige sektor ikke er New Public Management.«
Og ifølge Ugebrevet Mandag Morgen er man også andre steder i den offentlige sektor i gang med en realisering af Frederiksens politik og Danske Regioners nye styringsregime.
Odense Kommune har f.eks. i flere år arbejdet med at indføre nye styringsprincipper, hvor man ligeledes måler på otte overordnede effektmål i stedet for at detailstyre.
Men ifølge Mandag Morgen er det også en lang proces at nå til de ønskede forandringer. Således viste Odense Kommunes såkaldte effektregnskab fra 2015 en fremgang for alle mål, men ikke så meget som politikerne ønskede. Ambitionerne blev kun opfyldt på to af de otte mål.
Nødvendig omstilling
Ifølge Adam Wolf er der dog ingen vej uden om at indføre nye styringsmetoder, selv om det måske nok går langsomt i Danmark i forhold til andre lande.
Ifølge Wolf har vi været gode til at produktionsforbedre herhjemme – de sidste fem år har sundhedssektoren f.eks. haft en produktivitetsforøgelse på tre procent årligt. Men det regime kan ikke løse problemerne i fremtidens sundhedssektor.
»Vi kan ikke se for os, at vi nogensinde skal få læger, sygeplejersker og sygehuse nok til at levere al den sundhed, der bliver brug for i de kommende år med den model, vi har i dag. Vi kan ikke producere os ud af, at der kommer så mange flere ældre og kronisk syge,« siger direktøren.
»Vi er nødt til at satse på, at patienterne med støtte og monitorering kan hjælpe sig selv i højere grad. Det kræver, at Christiansborg ikke måler regionerne, og regionerne ikke måler syghusene på, hvor meget vi producerer, for så kommer vi aldrig over i den nødvendige omstilling.«
Faktisk mener Wolf, at man med det nye styringsregime bevæger sig over i noget af det, der fungerede i den oprindelige version af NPM.
»Det, Finansministeriet lavede i 1980’erne og 90’erne, var værktøjer, man kunne bruge decentralt, og ikke en løftet pegefinger: ’Nu skal I gøre sådan og sådan’. Det var en gevinst ved NPM, at man lagde drivet ud decentralt. Ellers havde man aldrig kunnet modernisere så meget, så ingen jo i dag reelt ønsker sig tilbage til tidligere tider, både hvad angår effektivitet og borgervenlighed. Det var ellers noget både ledelse og medarbejdere i starten var lidt hånlige over for.«
Med de ord berører Adam Wolf sin egen oplevelse som embedsmand af tiden før moderniseringen.
Hvor sygeplejersker kan fortælle om kolleger, der i 1980’erne røg, mens de havde med patienter at gøre, husker Wolf, hvordan han i sin tid i Finansministeriets afdeling for modernisering oplevede en kæmpe modstand fra både ministeriets topembedsmænd og personaleorganisationer mod de første moderniseringsprogrammer.
»Det er ekstremt vigtigt, at man anerkender de gevinster, man har opnået, så vi ikke ryger tilbage til tiden i forvaltningerne før moderniseringen og NPM. Det var en forvaltning, som efter min mening var decideret borgerfjendsk. Og modstanden mod moderniseringen kom, selv om vi talte om noget så uskyldigt som at vende den offentlige sektor ud mod borgernes forventninger samt at få styr på, hvad skattekronerne blev brugt på. Det blev opfattet som et angreb på det faglige system og det klassiske embedsmandsbureaukrati.«
Men efterfølgende kom finanskrisen og med den en bevægelse mod mere politisk centralisering og budgetstyring i form af budgetloven, der skulle disciplinere kommuners og regioners omgang med skattekronerne.
Det har betydet, at nogle af de mål og krav, man brugte, da man oprindeligt skulle decentralisere, er ført videre ind i en centraliseret verden.
Det giver tilsammen en meget stærk styring, som gør det svært for den fagprofessionelle at finde mening, mener Adam Wolf.
Samtidig er respekten for den faglige ledelse i det offentlige på mange måder forsvundet, fordi budgetoverskridelserne gjorde, at man begyndte at »tale ned til lederne«, mener Wolf.
»Budgetloven var på sin plads, men det gode ved den oprindelige decentrale NPM var, at man talte ledelserne op, og de fik ansvar. Imidlertid har man især i slutningen af nullerne talt ledelserne ned efter min mening med alle mulige centrale styringssystemer,« siger han.
»Kampen står nu om, at vi ikke, hver gang vi får et nyt indsatsområde, får tre nye mål. For så ender vi i problemer igen,« siger Adam Wolf.
Vi skal have noget nyt at måle på, for måles skal der, selv på umålelige størrelser.
NPM er muligvis dødt, men fortsætter eksistensen som en zombie. Målerne kommer, for almuen har ændret sig fra at være nogen, man ikke behøver at beskæfte sig med til at være målbare enheder i systemet. At se på os småborgerlig som personer, dertil rækker evnerne ikke.
Det har været godt for f.eks. ventelisterne at fokusere på produktion
Er ventelisterne da blevet kortere?
Måske for hospitalerne men ikke nødvendigvis for os patienter. Vi bliver nemlig bare ikke længere henvist til hospitalerne men skal selv finde os en frit praktiserende specialist på "henvisningshotellet" hvor man bliver skrevet op af egen læge og så kan man vælge frit på hylden.
På hylden findes der: en række specialister der slet ikke længere modtager nye patienter da ventetiden er blevet længere end et år. At man skal vente 3 måneder på en "forundersøgelse" (hvad f. er egentlig en FOR-undersøgelse???) det kan man som kronisk syg slet ikke længere ophidse sig over. Det er ganske normalt for de fleste specialister. Problemet er jo bare at lidelser ikke altid venter lige så tålmodigt. Der kan ske meget på 3 måneder når man fx. lider af en diskus prolaps, udiagnosticerede smerter etc. etc. og har lidelsen ændret sig markant, så gælder henvisningen ikke længere. Dvs. specialisten vil ikke undersøge dig når symptomerne har ændret sig siden henvisningen - så skal man have en ny henvisning...
Den eneste måde man kan blive undersøgt med det samme er hvis man er vurderet som "akut" patient. Men "akut" betyder enten at man lider af noget som skal behandles med det samme, indenfor minutter eller maks. timer. Og hvad kan det så være når man er kronisk syg?
Ellers skal man være god ven med sin egen læge, eller have noget på hende som man kan bruge til afpresning.
I modsætning til hospitalsbehandlinger er "forundersøgelser" hos frit praktiserende specialister ikke omfattet at behandlingsgarantien og der er ingen grænser for hvor længe man må acceptere at vente. Fx. har ventetiden for en henvisning til rigshospitalets smerteklinik været på 1½ år, sidst jeg spurgte. Ej heller omfattet af behandlingsgarantien, selv om det er et hospital, fordi det ikke er en behandling men en "forundersøgelse".
Igen må jeg spørge: hvad er en forundersøgelse? (andet end et newspeak konstrukt af NPM som skal gøre det mulig at udvande behandlingsgarantien) Enten bliver man undersøgt ellers bliver man ikke det. Man kan vel ikke blive forundersøgt?
Her opfandt jeg lige en newspeak lakmus test: hvis det ord man betvivler ikke kan laves til et sammensat verb som giver mening, dvs. kan udføres i den virkelige verden, så er det newspeak (at forundersøge)
Som kronisk smertepatient med en række u-diagnosticerede og derved ubehandlede lidelser kan man sagtens få det indtryk at de lange ventetider ved de frit praktiserende speciallæger er politisk ønsket. At man på den måde sparer på udgifterne fordi mange patienter enten dør væk under ventetiden eller giver op. Hvordan kan det ellers være at ventetiden for en reumatolog konstant er på 3 måndeder og har været det i over 10 år?
Fx. har jeg selv opgivet i flere tilfælde hvor jeg fx. sagtens kunne blive behandlet, også af alternative behandlere, hvis jeg boede i Tyskland eller Holland, men hvor jeg her, under verdens bedste sundhedsvæsen, ikke engang kan få en diagnose. Fx. muskelsmerter som man i Tyskland ville kalde myofasciale muskelsmerter hvilket der findes en række konservative behandlinger for som måske ikke kan helbrede men give en meget bedre livskvalitet. Her vil man måske kalde det for fibromyalgi og så kommer det an på om jeg kan finde en læge der accepterer det som en lidelse eller ej og i bedste fald får jeg måske en henvisning til en fysioterapeut som fortæller mig en masse ting for 200,- egenbetaling pr. behandling, små visheder som jeg lige så godt kan læse gratis på Internettet.
Det lyder ellers som en god ide at bruge patientens helbredelse som basis i nye PM. Men jeg frygter at det igen går ud over de kronisk syge, som oftest lider af sygdomme som netop ikke kan helbredes. Vi er blevet snydt med behandlingsgarantien, som ikke gælder for mange kroniske lidelser som ikke har en enstydig diagnose - og derved behandling.
Efter 3 årtier med NPM er min tillid til det offentlige skrumpet ind til næsten ingenting.
Sådan cirka på størrelse med min tillid til vores kære folkevalgte.
Som folkeskolelærer løber det mig koldt ned ad ryggen med udsigten til at skulle måles på effekt.
Det bliver et ramaskrig uden lige hvis den slags styring indføres i uddannelsesverdenen. Ikke desto mindre er der nok ikke nogen vej uden om.
Her vil de svage igen komme i klemme mellem udefrakommende krav og egen udvikling.
Man kan sige meget om om folkene i spidsen for NPM herunder direktøren for Danske regioner, men det er altså flot, det kun har taget dem rundt regnet 20år at nå frem til følgende erkendelse:
"Man kan bruge hofteoperationer til at illustrere det nye styringsparadigme. Indtil nu har styringsmetoden tilskyndet personalet til at nå et bestemt produktionsmål. Afdelingen, der leverede operationerne, fik flere penge jo flere hofter, de opererede. Det betød, at hvis patienten f.eks. fik en infektion, eller hoften ikke virkede, og hun derfor blev genindlagt, fik afdelingen endnu flere penge.
Det er en barriere med hensyn til at tænke rationelt i hele processen i forhold til patientens helbred, mener Adam Wolf. Hvis man derimod lægger om til en styring, hvor man ikke bare inddrager kliniske vurderinger fra fagfolk, men også patientens egen vurdering af, om hun f.eks. har smerter, kan gå, hvordan hendes livskvalitet er, eller om hun er tilbage på arbejde, så har man et helt andet billede af, hvilken sundhed samfundet og borgerne får for pengene."
Man kommer uværgerligt til at tænke på vitsen vendt mod, at mænd ikke kan multitaske: "Jamen jeg kan både klø mig i skridtet og se TV samtidig!"
Ja, djøfére, embedsmænd og konsulenter skulle jo nødig blive arbejdsløse, så dejligt med nye ting man kan måle på. At kvalitet, i f.eks. omsorgen for børns udvikling, i langt højere grad handler om: at der er det nødvendige antal pædagoger og at de er dygtige til at tolke og fortolke barnets signaler - OG handle på dem - ja det går vi let hen over. For hvad ved djøfére og konsulenter egentlig om børneopdragelse? - eller sygepleje for den sags skyld. Vi får bedre kvalitet hvis vilkårene for god faglighed er til stede. God faglighed kommer ikke af målinger og skemaer over dette og hint.
Der sidder stadig disse management-alkymister og tror de kan vride stene tør for penge.
Og vore politikere viser deres aldrig svigtende kvalitet.
Ved altid at synes Kejseren klæder er så fine
God, nuanceret artikel.
Grunden til, at Information stadig er et fyrtårn i det danske mediebillede.
Det var godt, som det var: staten betaler nogle penge, så nogle fagfolk kan gøre deres bedste fof at løse opgaverne, in casu gøre folk raske. Det kan tage længere tid med en patient end en anden, derfor kan man ikke lave normer, man må stole på, at teamet af behandlere gør deres bedste og bruger tiden og ressourcerne fornuftigt. Hvorfor skulle de ikke? Penge korrumperer derimod, hvad hofteeksemplet jo simpelthen afslører: når der er mulighed for at skaffe sig flere penge, opstår mistanken (men ikke nødvendigvis eller særlig sikkert sandheden) om, at der spekuleres i at skaffe flere penge ved at gøre arbejdet dårligt. Det er den lige vej nedad slisken - for, surprise!, folk har en særegen tendens til at indfri de forventninger, der er til dem, og når forventningerne er negative, indfries de derfor også.
NPM har aldrig været svaret på et reelt problem. Det er en helt igennem forfejlet økonomisk teori baseret på forkerte antagelser. Grundlaget for dens indførelse var en række myter om menneskets adfærd, som fra første færd blev påvist forkert, et forhold konstant benægtet. Tænk blot på vores finansminister udtalelser.
Nu er der blandt NPMs bannerfører ved at blive dannet en ny myte om NPM som samfundets redningsbåd, vi nu trygt kan forlade og begive os mod nye mål.
Sandheden er, at disse fortalere for NPM forøsøger at retfærdiggøre sig selv. De har, som efterplabrer at politikeres ønskedrøme, møvet sig frem til topstillinger.
Således kan de forvente at fortsætte i deres stillinger på trods af, at de har demonstreret total manglende evne til at gennemskue selv simple samfundsforhold.
"Der lo ikke nogen, der ønsker sig tilbage til de tider"!
Hvilke tider? Da lægen kom på hjemmebesøg nå jeg som barn var syg med høj feber?
Da postbude var et kendt ansigt i sit distrikt og landposbudet var et mobilt postkontor, hvor travle bønder kunde ordne deres postsager ved køkkenbordet uden komputer?
Mange af de folk, der beklæder offentlige lederstillinger, er deres intelligens til trods af typen:
Hvis vores lærebog siger, et æble koster 2 kr., koster det 2 kr. uanset hvilket prisskilt en borger har anbragt ved æblet.
De har fejlet grundigt og forført nationen, de fortjener sandelig et ridderkors.
Jørgen Garp Det betød, at hvis patienten f.eks. fik en infektion, eller hoften ikke virkede, og hun derfor blev genindlagt, fik afdelingen endnu flere penge.
I fremtiden vil den afdeling ved genindlæggelse så få færre penge til at behandle evt. kompliationer med...
Det giver virkelig god mening for patientens vel og ve.
Mest for ve.
NPM dør ikke før der kommer et andet menneskesyn - og det er der ikke meget der tyder på er på vej, Tværtimod. Mennesket bliver tingsliggjort mere end nogensinde og vurderet på sin produktionsevne.
Sålænge alt levende på denne jord ikke er noget værd i sig selv og får lov at have værdighed i form af frihed til at kunne handle og selv give livet mening - hvilket også handler om økonomisk værdighed....
Så er er langt igen - den materialistiske afstumpethed hos vore politikere kender ingen grænser
Økonomien er begrænset af antallet af ansatte.
Og så ...fremhæver direktøren, at man aldrig kommer uden om, at skulle holde styr på økonomien. i lang tid har det offentlige budgetstyret, via grønthøsterprincippet, så kom medarbekderkontrol og NPM, så konkurrenceudsætning. Hvad med at udpege og udvikle offentlige ledere, der tør og kan gå ind og tage ansvar for effektiv tilrettelæggelse af ressourceforbrug og tværgående samarbejdsrelationer på det udførende niveau.
Igen viser en overdjøffer sin samfundsskadelige opfattelse; En tumor på Samfundslegemet, han bør opereres bort!
En tiger, der nu sværger sig til som vegetar - hvor bedårende :).
Gosh! - har de været henved tredive år om at finde ud af, at de nok hellere må se at måle på 'effekt' frem for fortsat 'produktion' - vil det sige, at nogen vil begynde at se på, om den Bent Hansen, der har siddet der altid, nu også er den rette mand på posten ... ;-)
De målinger, der som new public management giver anledning til, er ofte kontraproduktive. I en offentlig styrelse, jeg har kendskab ti,l bliver sagsbehandlingsfrister brugt som et våben mod borgerne.
Det betyder, at der er meget vanskeligt at få fristforlængelse, da det ødelægger måltallene, og det betyder også, at sager der ikke bliver behandlet inden for en frist på X måneder, bare bliver syltet, da der, der måles på, er, hvor stor en procentdel af sagerne, der kan nå blive behandlet inden for X-måneders-fristen. Hvis er blevet X måneder og én dag, inden der er svaret, betragtes det som revnende ligegyldigt om sagsbehandlingstiden kommer op på et eller to år.
Jeg beklager slåfejlene i ovenstående indlæg. Der skulle have stået:
De målinger, som New Public Management giver anledning til, er ofte kontraproduktive. I en offentlig styrelse, som jeg har kendskab til, bliver sagsbehandlingsfrister brugt som et våben mod borgerne.
Det betyder, at det er meget vanskeligt at få fristforlængelse, da det ødelægger måltallene, og det betyder også, at sager, der ikke bliver behandlet inden for en frist på X måneder, bare bliver syltet, da det, der måles på, er, hvor stor en procentdel af sagerne, der kan nå blive behandlet inden for X-måneders-fristen. Hvis en sag er blevet X måneder og én dag gammel, inden borgeren modtager et svar, betragtes det som revnende ligegyldigt, om sagsbehandlingstiden kommer op på et eller to år.
Mit bud på den offentlige styring:
1. Uddelegér kompetence og ansvar.
2. Hold øje med økonomien.
3. Åbn for at borgerne kan ytre sig om tilfredshed
4. Åbn for de offentligt ansattes whistleblowing
3 og 4 til en selvstændig enhed, der har kompetence til at gribe ind på alle niveauer.
En DJØF'er gav audiens. Det er helt sikkert, at for den fagprofessionelle Adam Wolf vil det altid være let at "finde mening". Det skal han nok sørge for.
Inden Adam Wolf blev direktør i Danske Regioner var han chef for Domstolsstyrelsen, og havde her til opgave, at slanke domstolene fra nogle og 80 til 24. Det kom der megen ballade ud af, og store forsinkelser i forb. med omlægningen. Rigsrevisionen gav Wolf skarp og hård kritik for indsatsen.
Om det var medvirkende til at han søgte over til Danske Regioner, skal jeg ikke kunne sige, men timingen fejlede ikke noget.
http://www.business.dk/navne/gulddreng-i-sit-livs-stormvejr
http://www.domstol.dk/om/Nyheder/Pressemeddelelser/Pages/Domstolsstyrels...
Jeg er ikke særlig tryg ved at en over-djøf'er taler om " værdibaseret styring". Det lyder jo flot, men værdier for hvem? Her fremstilles det som, at det er fx patienternes værdier, der er tale om, og så kan man jo spørge, hvorfor dette forhold ikke er blevet tilgodeset for længst, siden det nu ligefrem skal gøres til noget målbart?
Hvis jeg må trække en parallel til et andet sted i samfundet, hvor brugertilfredsheden måles, så er der hos DSB, der både måler passagerernes oplevede tilfredshed med den ydede service, samt den regularitet og service som DSB og Banedanmark måler på egne ydelser.
Behøver jeg at nævne, at passagertilfredsheden ofte halter meget langt bagefter, at både DSB og Banedanmark i perioder ikke er særlig lydhøre overfor den kritik, der rejses.
Så - bombom - værdibaseret.... det kommer helt an på hvad der lægges i det, hvem der gør det, og hvilke ressourcer, der tilføres. Indenfor sundhedssektoren bør definitionen af det værdibaserede - som et minimum - ske sammen med sundhedspersonlet, ikke kun lægerne, samt patienter og pårørende - og så naturligvis embedsværket og politikerne.
Er det mon for meget forlangt? Er det for ekstremt for djøf'erne?
Vi skal tage Adam Wolf så vel som alle andre DJØFF'er og høvle de igler ud af vore institutioner og det på hoved og røv. De producerer intet, de nøjes ikke engang med bare at suge på lappen, nej de forstyrrer og forpester arbejdslivet for de mange samvittighedsfulde offentlige ansatte, som af deres gode hjerte gør en kæmpe indsats til en væsentlig underbetalt løn for at skabe et bedre samfund for os alle sammen. DJØFFerne skal ud og Adam Wolf gerne først. Så kan vi vælge vore egne ledere blandt fagprofessionelle, som har hænderne i dejen, forstår at smøge ærmerne op og ved hvad det drejer sig om, når der skal ledes.
Det er rigtig hvad Adam Wolf siger, NPM kan ikke fortsætte. Reelt skaber det ikke merværdi, men derimod serviceforringelser. Vi skal have en anden ledelses form og Adam Wolf er ikke manden til at implementere det, for han lytter ikke til fagfolkene, han forstår ikke hvad fx funktionen af et sygehus er eller hvordan man når frem til en lægefaglig beslutning. Han begriber ikke hvad emperi er eller hvordan det implementeres men respekt for den enkelte patient. Vi har haft 20 år med forfejlet NPM, hvis ikke vi skal have 20 år med misforstået værdibaseretstyring, skal han ud. Ulv i fåreklæder, satan selv er han ikke, men han forstå dybest set ikke udfordringen.
Økonomi er et fordelingssystem, og det er ikke meningen det skal skaffe fordele for den enkelte.
Vi løser opgaver i vores samfund som vi har evner til.
Eksempelvis kan en litteraturprofessor sagtens være bager og i det lige samfund løser hun/han opgaver begge steder, adgangen til fordelings systemet er den samme som alle andres adgang.
Vi behøver kun at observere naturen for at forstå at det drejer sig om at finde de rigtige balancer, de rigtige balancer må formodes at findes når vi har medfølelse og evidens.
Men hva ...dogmer får os nok slået ihjel inden alle indser at vejen frem ligger i forståelse og samarbejde med naturen og ikke ødelæggelse og rovdrift af de naturlige resourcer.
Ja, der er ret mange ting i interviewet, der burde være indlysende... når man belønner folk for at lave noget bestemt, så laver de mere af det - måske mere end godt er! Således er politikere stadig forbavset over, at visse lærere lader studerende bestå, som ikke burde, fordi uddannelsesinstitutionerne får penge for det.
Det er helt fint, at det offentlige ikke bare kan køre løs i egen gænge, men skal gøre noget for borgerne. Men det kommer så meget an på, præcis hvad man vælger at måle af effekter...i min styrelse måler man f.eks. ikke, om borgerne oplever god service, så det bliver nedprioriteret.
Ja, ikke? Og så er der det, at nogle effekter bare er meget svære at måle. Det overordnede problem er, at politikere ikke kan gennemskue de powerpoints, som de bliver serveret, og falder på halen over en graf og nogle tal.
Adam Wolf må have glemt sin navnebror Adam Smith. Man kan ikke måle effekten af sundhedsvæsenet før det er for sent (hvor længe lever vi mon) - og hvis man kunne - var der ingen grund til at bevare det i offentligt regi.
Og dog der er undtagelser - f.eks. hofterne der kan betragtes under "apparatfejlsmodellen" men de har ganske små variable omkostninger. Måleriet har en effekt. At flytte sundhedspersonalets fokus væk fra det væsentlige - men så har de noget at lave.
Wolf er bare på skinretræte.
Han taler stadig om styring, ikke om ledelse.
Som andre skriver i kommentarene, er han nok ikke egnet til opgaven. Han og hans type har haft chancen til at bevise at det fungerer, men de har (selvfølgeligt) fejlet, for mennesker fungerer ikke på den måde, som NPM og top-down styring i øvrigt antager.
Foreligger der nogen som helst form for dokumentation af NPM's påståede gavnlige effekter?
Billedet taler for sig selv
Repremiere for n'te gang af Arthur Millers udødelige klassiker 'En sælgers død' fra 1949.
Det er måske med NPM, som det er med andre trosretninger.
Tror du, er du frelst. Tror du ikke, er du fortabt.
Der er to muligheder: Det dyre forsikringsbaserede sundhedssystem (USA) eller det billigere , skattebetalte danske (NPM kontrollerede) system . Ønsker man bedre og flere behandlinger koster det penge , ligesom hos købmanden.
NPM på nudansk:
En sommer, hvor kornet stod højt på marken, fik molboerne besøg af en stork, som havde den grimme vane at spankulere rundt i marker og enge for at fange mus og frøer, og nu blev molboerne bange for, at storken skulle træde alt kornet ned for dem. De blev derfor enige om at lade landsbysmeden gå ind i kornmarken for at jage fuglen med de store fødder væk.
Men lige som smeden skulle til at gå ind i marken for at jage storken ud, så de gode molboer, at han havde usædvanligt store og brede fødder, og blev betænkelige ved udsigten til, at han ville træde mere af kornet ned end storken.
De drøftede længe, hvad de så skulle gøre for at slippe af med storkeproblematikken, og blev til sidst enige om, at de måtte bære smeden ind i marken. Som sagt så gjort. De løftede en ladeport af hængslerne, satte smeden op på ladeporten, og lod seks af landsbyens gode mænd bære ham ind i marken på den for at minimere risikoen for, at han skulle komme til at træde mere korn ned end storken.
Snip, snap, snude, historien er ude. Tip, tap tønde, nu kan en ny begynde .. ;o)
@Leo Nygaard
Man kunne jo f.eks. også have ladet storken jage lidt mus i marken i fred, i stedet for at løfte ladeporten af hængslerne, så tyve og røvere kunne stjæle alt kornet fra den forrige høst, før den nye høst var kørt i lade - jf. 'rationaliseringsgevinsten' ved implementeringen af IT-løsningen EFI i Told & Skat ;-)
(Morale: If it ain't broke don't fix it)
en stork tramper ikke korn ned
Jeps Kristian Jensen
De er ikke for kloge, de molboer, det har de aldrig været ;-)
(men det er rigtigt nok, at storken fanger mus)