Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ny uklarhed i Løkkes forklaringer om Ban Ki-moon-brev

Statsministeren er kommet med flere forklaringer om, hvorfor det kritiske brev fra FN’s generalsekretær Ban Ki-moon blev pålagt fortrolighed. I endnu et svar til Folketinget forklarer Lars Løkke Rasmussen, at ministeriet ikke var ’opmærksom’ på håndteringen
Statsministeren er kommet med flere forklaringer om, hvorfor det kritiske brev fra FN’s generalsekretær Ban Ki-moon blev pålagt fortrolighed. I endnu et svar til Folketinget forklarer Lars Løkke Rasmussen, at ministeriet ikke var ’opmærksom’ på håndteringen

Nicolai Tobias

Indland
19. november 2016

Læser embedsmændene i Statsministeriet ikke de mails, som sendes til ministeriets mailadresse?

Det spørgsmål rejser sig, efter at statsministeren for godt tre uger siden har sendt et svar til Folketinget. Her har Lars Løkke Rasmussen (V) oplyst, at hans ministerium ikke var klar over, hvordan Udenrigsministeriet håndterede det kritiske brev, som FN’s generalsekretær midt i januar havde sendt til den danske statsminister.

Lars Løkke Rasmussens svar skaber ny uklarhed om, hvor vidt det – som tidligere forklaret af statsministeren – angiveligt var en »misforståelse« og en utilsigtet og derfor beklagelig fejl.

I svaret til Folketinget forklarer Lars Løkke Rasmussen, at hans ministerium ikke har været »opmærksom« på, hvordan det kritiske brev blev håndteret, nemlig som et fortroligt dokument.

Konsekvensen af den angiveligt fejlfyldte sagsbehandling var, at generalsekretærens kritik af den såkaldte smykkelov ikke nåede frem til de udlændingepolitiske ordførere, der netop var i gang med at debattere regeringens lovforslag.

Rasmus Nordqvist (Alt.), der har stillet det spørgsmål, som statsministeren har svaret på, mener, at »sagen virkelig begynder at lugte langt væk«.

»Der er efterhånden så meget underligt i den her sag og i statsministerens svar, som peger i alle mulige retninger,« siger Rasmus Nordqvist.

Da Udenrigsministeriet den 25. januar bad Folketinget om omdele Ban Ki-moons brev til Udenrigspolitisk Nævn som fortrolig underretning, var Statsministeriet også modtager. Ifølge Løkke var der ingen i Statsministeriet, som bemærkede mailen.

Da Udenrigsministeriet den 25. januar bad Folketinget om omdele Ban Ki-moons brev til Udenrigspolitisk Nævn som fortrolig underretning, var Statsministeriet også modtager. Ifølge Løkke var der ingen i Statsministeriet, som bemærkede mailen.

Fik mail i samme sekund

Ifølge Lars Løkke Rasmussens svar bad Statsministeriet embedsmændene i Udenrigsministeriet om at oversende Ban Ki-moons brev og Lars Løkke Rasmussens svar til orientering i Udenrigspolitisk Nævn. Det er den sædvanlige fremgangsmåde, fordi Udenrigsministeriet er sekretariat for nævnet, og det skete den 25. januar om eftermiddagen.

»Brevene er imidlertid fra Udenrigsministeriet oversendt til fortrolig underretning for nævnets medlemmer og disses stedfortrædere, hvilket Statsministeriet ikke har været opmærksom på,« hedder det så i Lars Løkke Rasmussens svar.

Men som Information tidligere har afdækket, så var Statsministeriet også sat på som modtager af den mail, hvormed Udenrigsministeriet sendte generalsekretærens brev til Folketinget.

Embedsmændene i Statsministeriet var altså fra allerførste færd orienteret om den måde, som Udenrigsministeriet håndterede kritikken fra Ban Ki-moon på.

Læs også: Aktindsigt rejser ny tvivl om Løkkes forklaring i sagen om Ban Ki-moon-brev

Selv ønsker Lars Løkke Rasmussen ikke at svare på, hvordan Statsministeriet overhovedet kan bære sig ad med at være uopmærksom i forhold til håndteringen af brevet fra generalsekretæren.

»Jeg kan ikke forestille mig andet, end at embedsmændene i Statsministeriet læser de mails, som de modtager. Specielt i så vigtig og enestående en sag som denne, hvor FN’s generalsekretær har sendt et brev direkte til den danske statsminister,« siger Rasmus Nordqvist.

Det var ham, der havde bedt om at få statsministerens vurdering af, om ikke Ban Ki-moons kritik af regeringens lovforslag om udlændingepolitiske stramninger havde været »vigtig og nyttig« viden for hele Folketinget.

»Jeg vil ikke spekulere i, om statsministeren bevidst har forsøgt et coverup i denne sag, men det virker efterhånden sådan,« siger Rasmus Nordqvist, der ser frem til, at der snart bliver berammet en dato for det samråd, hvor Lars Løkke Rasmussen, udenrigsministeren og udlændingeministeren er indkaldt for at redegøre for sagen.

Information har også spurgt Farhan Haq, vicetalsmand for Ban Ki-moon, om hensigten med det kritiske brev var, at det skulle indgå i Folketingets debat.

»Generalsekretæren gør regeringer opmærksom på problemstillinger og bekymringer,« skriver Farhan Haq i en mail, men »regeringerne afgør selv, hvordan de vil behandle de bekymringer. Generalsekretærens interesse er, at regeringerne seriøst behandler de problemstillinger, han rejser angående overholdelse af universelle normer og principper.«

Mailen fra Farhan Haq fortsætter:

»Generalsekretæren kommunikerer løbende med medlemsstater rundt om i verden for at sikre, at de overholder deres forpligtelser i henhold til international lov, herunder humanitær lovgivning, menneskerettigheder og flygtningelov. Dette er en integreret del af generalsekretærens mandat.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Donald B. Wagner

Et spørgsmål, som endnu ikke er blevet stillet: Da brevet blev sendt "til fortrolig underretning" til Det Udenrigspolitiske Nævn, var der ikke et eneste medlem, der protesterede over fortroligstemplingen?

Anne Eriksen, Gert Romme, Ib Christensen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er også almindeligt, at anholdte skifter mening og udtalelser kontinuerligt...
Næste træk er nok at beklage (undskylde) i et par timer.

Jo, Donald B. Wagner. Spørgsmålet er blevet stillet. Op til flere gange alene her i kommentarfelterne.

Men vi mangler stadig et svar!

john andy houbo Pedersen

Hvem bestemmer om der skal fortroligt stemples??????