Analyse
Læsetid: 5 min.

Regeringens finanslovaftale kan vise sig at være en pyrrhussejr

Det lykkedes i sidste øjeblik regeringen at få en finanslovaftale. Men forude venter 2025- og skatteforhandlingerne, som kan resultere i, at det denne weekend bliver sidste gang, Lars Løkke Rasmussen adresserer Venstres landsmøde som statsminister og partiformand. Medmindre statsministeren har en plan B, eller C …
Plan A, plan B eller plan C? Trods finanslovsaftalen er Lars Løkke Rasmussens regering alt andet end sikret lang levetid.

Plan A, plan B eller plan C? Trods finanslovsaftalen er Lars Løkke Rasmussens regering alt andet end sikret lang levetid.

Casper Holmenlund Christensen

Indland
19. november 2016

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag taler på Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter, vil det for en gangs skyld ske på baggrund af en en succesoplevelse: I sidste øjeblik er det lykkedes regeringen at få en finanslovaftale i hus samt en aftale om PSO-afgiften og en køreplan for en boligskatteaftale.

Alligevel kan det meget vel blive sidste gang Lars Løkke Rasmussen adresserer de delegerede som statsminister og partiformand.

Intet er nemlig ændret i forhold til de udskudte forhandlinger om den økonomiske helhedsplan, 2025-planen, og selvfølgelig først og fremmest skattedelen.

Nok har de seneste forhandlinger genetableret noget af tilliden og forståelsen mellem regeringen og de tre borgerlige støttepartier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Men prisen har været, at de tre støttepartier – ikke mindst Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – allerede har fået forskud på de indrømmelser, som oprindeligt var påtænkt at skulle gives for at få dem til at acceptere 2025-planen.

Finanslovaftalen

Dansk Folkeparti har nemlig fået sine udlændingestramninger, blandt andet strammere regler for ophold i Danmark og en nødbremse, der giver mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen. Liberal Alliance har fået sine billigere biler.

Sidste år skålede Liberal Alliance i champagne efter at fået sænket registreringsafgiften, hvorimod årets finanslovaftale – med Liberal Alliances formand, Anders Samuelsens, ord – berettiger til en »kølig pilsner«.

Det bliver nemlig ikke igen dem med de dyreste biler, der vinder mest på sænkelsen af registreringsafgiften. De i alt 250 millioner kroner bliver i stedet brugt til at hæve grænsen for, hvad en bil må koste, før køberen skal betale den høje afgift, til 106.600 kroner.

Derudover har De Konservative endelig fået sit ønske opfyldt om en fastfrysning af grundskylden. Næste år afsættes 620 millioner kroner til en sådan fastfrysning.

Plan B

Når finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har været villig til allerede nu at give disse indrømmelser til ikke mindst Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, skyldes det selvfølgelig, at regeringen har været nødt til det for at få en aftale om næste års finanslov.

Men statsministeren må også have indset, at indrømmelserne alligevel ikke var tilstrækkeligt store til at få de to støttepartier til at gå på kompromis om topskatten.

Af samme grund kan en udvidelse af regeringen og dermed et nyt regeringsgrundlag være statsministerens plan B.

Modsat tiden efter folketingsvalget hvor Lars Løkke Rasmussen i første omgang – efter krav fra Liberal Alliance – undersøgte muligheden for at danne en flertalsregering, bestående af Venstre og de andre borgerlige partier, er fokus denne gang anderledes snævert: At forhindre Liberal Alliance i at gøre alvor af truslen om at vælte regeringen ved at gøre støttepartiet og De Konservative til en del af denne.

Læs leder: Det lykkelige blå Danmark

De Konservative formand, Søren Pape Poulsen, forsikrede inden valget, at hvis partiet atter skulle i regering med Venstre, krævede det en mandatfremgang. Ellers risikerede De Konservative – som i 00’erne – at blive kørt over af den større regeringspartner.

Fremgangen kom som bekendt ikke. Tværtimod. Det Konservative Folkeparti gik tilbage med to mandater til otte. Men den forjættede frihed uden regeringsansvar har ikke efterfølgende resulteret i den forventede fremgang. I stedet har De Konservative kun kunnet være tilskuer til trekantsdramaet mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

En ministerbil bringer dog ikke Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, tættere på en sænkelse af topskatten. Men det kan være den gode/dårlige undskyldning, partiformanden har brug for for at lukke sine »stålsatte« øjne for, at det ikke sker.

For Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, som efter folketingsvalget både takkede nej til flertalsregeringen og til statsministerens foretrukne af slagsen, en VO-regering, kan charmen ved en trekløverregering være en nostalgisk tilbagevenden til 00’erne. Dengang VK-regeringen altid måtte give Pia Kjærsgaard & co sin uddelte opmærksomhed.

Både Lars Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen har foreløbig afvist enhver snak om en trekløverregering. Ikke lige nu, i hvert fald. Men regeringsomdannelser, ministerrokader og folketingsvalg er nu engang noget, en statsminister afviser, lige indtil han ikke længere gør det.

Plan C

Hvis det ikke lykkes Lars Løkke Rasmussen at lande en skatteaftale og/eller forhindre Liberal Alliance i at gøre alvor af truslen om at stille et mistillidsvotum til regeringen, er det svært at se, hvordan han igen til næste år kan træde op på talerstolen på Venstres landsmøde som formand.

Bliver statsministeren nødt til at udskrive et folketingsvalg som resulterer i, at Venstre mister magten, vil det i givet fald kræve fremgang – en stor af slagsen – for partiet, for at han kan fortsætte som formand. Lars Løkke Rasmussen gjorde det efter folketingsvalget i 2011, hvor Venstre overraskede ved at gå frem trods tabet af regeringsmagten.

Ikke mindst tog Venstre straks føringen i meningsmålingerne, hvilket fik Lars Løkke Rasmussens proselytter i partiet – som Søren Pind – til at tale om den »moralske statsminister«.

Læs også: Finanslovens hvem, hvad, hvor – og hvornår

Og da det vendte for Venstre i forsommeren 2014 efter Lars Løkke Rasmussens bilagsskandaler, var folketingsvalget kommet så tæt på, at mange i partiet ikke turde tage et formandsopgør. Ved folketingsvalget gik Venstre tilbage til 19,5 procent, men formandens held var, at partiet alligevel vandt regeringsmagten.

Lars Løkke Rasmussen kan håbe, at Dansk Folkepartis tilbagegang i meningsmålingerne på grund af den mulige svindel med EU-midler, får Venstres frafaldne vælgere til at vende tilbage. Foreløbig giver meningsmålingerne ikke noget klart svar.

Nok går Dansk Folkeparti tilbage i alle meningsmålinger, men hvor Venstre tidligere på ugen fik 20,2 procent i måling, Norstat har lavet for Altinget, fik partiet fredag kun 16,9 procent i en måling, Megafon har lavet for Politiken og TV 2. Hvilket er for lidt for Lars Løkke Rasmussen. Alt for lidt.

Finanslovaftalen

I sidste øjeblik er det lykkedes regeringen at lave en aftale om statens budget for næste år med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Her er hovedpunkterne i finansloven for 2017.

  • Et markant løft af kræftbehandlingen i form af kræftplan IV. Området tilføres i alt 2,2 mia. kr. over de næste fire år. Kræftplanen skal øge overlevelsen blandt kræftpatienter og sikre, at man som kræftpatient oplever hurtige, sammenhængende og trygge forløb med plads til egne ønsker.
  • En værdig ældrepleje: Der afsættes yderligere i alt ca. 2 mia. kr. frem til 2020 til at understøtte en værdig ældrepleje. Pengene skal bl.a. gå til at få bedre mad tættere på ældre medborgere samt til øget selvbestemmelse for plejehjemsbeboere i form af et klippekort til ekstra hjælp.
  • Politikadetter: En ny uniformeret medarbejdergruppe i politiet målrettes og uddannes til opgaver forbundet med bl.a. bevogtning, transport- og udsendelsesopgaver samt grænsekontrol.
  • Øget optag på politiskolen: I 2017 hæves optaget på politiskolen til 600 elever. Det er 120 elever mere end hidtil forudsat for 2017.
  • Strafskærpelser: Hårdere straffe for ulovlig våbenbesiddelse.
  • Nødbremse: Mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen, hvis der opstår en krisesituation, der sætter de danske grænser under pres.
  • Strammere regler for ophold i Danmark.
  • Styrket kontrol og sikkerhedsindsats på udlændingeområdet.
  • Bedre dagtilbud.
  • Lavere registreringsafgift. Skalaknækket hæves til 106.600 kr.
  • Nominel fastfrysning af grundskylden i 2017 for alle ejendomme.
  • Forøgelse af tilskudsprocenten for frie grundskoler til 75 pct.
  • Udvidelse af E45 fra Aarhus S til Skanderborg.
  • En styrkelse af det danske skattevæsen.
  • Styrkelse af dansk kulturarv.

Kilde: Finansministeriet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tvivler på, at k vil gå med i en V+LA-regering. Erfaringen viser, at det er det mindste parti en trekløver-regering, der slides først op, og i det her tilfælde, hvor K er meget tæt på spærregrænsen, kan regeringsdeltagelse være det endelig skub ud over kanten. Desuden har K ikke nok mandater til at kunne sætte ministre ind i regeringen. Og i givet fald: hvem skulle det være? Den eneste, der har ministererfaring er Brian Mikkelsen, Naser Khader egner sig ikke, og Jarlov, Pape og Abildgård har kun siddet i Folketinget siden sidste sommer.
Vel heller ikke troligt, at Løkke vil tage K ind i regeringen efter, at de væltede Eva Kjær Hansen pga. landbrugspakken, og ikke er med i forliget om køb af nye jagerfly.
Hvad angår Team Saxo Bank, da vil det være ret syret om Løkke tog det parti ind i en regering, der i det sidste års tid konstant har truet med at vælte ham, hvis det lille barn ikke fik alle sine ønsker opfyldt. Løkke er for meget Christianborg-rotte til at han vil danne regering med et parti, der helt afviser at spille efter de gældende parlamentariske regler.
Desuden vil der blive en konstant kamp mellem de to trængte partier om hvem der er mest liberal, og et evigt skænderi om hvordan den anden part svigter de liberale idealer.
Løkke er ikke mere dum, end han godt ved, at Anders Samuelsen er ustyrlig - og Løkke har det svært nok i forvejen.
Så hvis ikke det var for DF's forhold til EU, så ville DF være Løkkes foretrukne regeringspartner.
Men da de ikke har flertal, er det nødvendigt, at få Mette Frederiksen med i kanen.
Hun skulle vist ikke være særlig svær at overtale.
Så uanset hvad han gør,