Læsetid: 3 min.

Søren Pind udskyder nye regler om åbenhed

Justitsministeriet udskyder nye regler for nemmere indsigt for borgere og journalister i myndighedernes post. Dansk Journalistforbund undrer sig
Justitsminister Søren Pind har igangsat en undersøgelse af offentlighedsloven i andre lande med deadline i januar 2017, derefter skal Justitsministeriet komme med en redegørelse.

Justitsminister Søren Pind har igangsat en undersøgelse af offentlighedsloven i andre lande med deadline i januar 2017, derefter skal Justitsministeriet komme med en redegørelse.

Jens Dresling

8. november 2016

Det var ét af 26 punkter, som partierne bag den meget udskældte offentlighedslov solgte som en udbygning af principperne om åbenhed i den offentlige forvaltning: Nye regler om åbne postlister efter et forsøg.

Forsøget er i gang og går ud på, at bl.a. Søfartsstyrelsen og Sundhedsministeriet offentliggør lister over ind- og udgående post, hvorved borgere og presse får lettere adgang til at opdage og dykke ned i sager af offentlig interesse ved at søge aktindsigt.

Det er dog et forsøg med en del begrænsninger. Det er f.eks. ikke muligt at se postlistens dokumenter direkte online. Det betyder, at borgere og journalister, som ønsker at se dokumenterne på postlisten, skal søge aktindsigt på gammeldags vis. Samtidig giver forsøget i realiteten ingen ret til aktindsigt, som der ikke i forvejen var indsigt i.

Regeringen vælger nu at udskyde de nye regler om åbne postlister. Den vil »fremsætte forslag om at udskyde revisionen af reglerne om postlister, der er forudsat gennemført i folketingsåret 2016/17«, fremgår det af regeringens lovkatalog.

’Vi skyder det lige’

Partierne bag offentlighedsloven er i gang med at genforhandle loven. Konkret ser de på reglerne for ministerbetjening, dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer samt adgangen til at søge om aktindsigt i kalenderoplysninger.   

Justitsminister Søren Pind (V) vil ikke udtale sig, men henviser til Jan E. Jørgensen (V).

»Det er helt udramatisk. Vi skal bare have forsøget til at køre lidt længere, så vi kan sikre en optimal udformning af reglerne,« siger Jan. E. Jørgensen.

Dansk Journalistforbund undrer sig.

»Det var en af 26 såkaldte forbedringer, som regeringen solgte loven på dengang,« siger formand Lars Werge:

»Midt i det hele siger man så: Vi skyder det lige. Det er underligt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi måske har en anden opfattelse af, hvad en optimal udformning er end det, som Jan E. Jørgensen tænker på. Generelt oversolgte man jo de 26 forbedringer, som ikke var andet end småting, mens tilbageskridtene i offentlighedsloven var store.«

Forbilledet Norge

Det var bl.a. efter hårdt pres fra foreningen Dicar, at myndighederne fik pålagt at forsøge sig med åbne postlister i centraladministrationen. Forbilledet var Norge, hvor der ikke blot er åbne postlister i sammenhæng med journalister, men også søgemulighed og direkte adgang online til dokumenter.

Men det, Søfartsstyrelsen og Sundhedsministeriet forsøger sig med, er til sammenligning blot en traditionel postliste, som man har kendt det i kommuner og amter herhjemme i 20 år, og dermed er forsøget uinteressant, lyder det fra kritikerne.

Journalist Nils Mulvad fra Mulvad & Kaas, daværende direktør i Dicar, kalder forsøget »tåbeligt«:

»Det tåbelige er, at man ikke har eksperimenteret med noget nyt. Man har forsøgt at køre forsøget i sænk. Man har ikke villet kigge til Norge, hvor man arbejder regulært med åbenhed og får indsigt i hele sagsforløbet og ikke bare får indsigt i en dødssyg pdf-fil, som er stort set ubrugelig. Man har lavet et håbløst forsøg, som man gør, hvad man kan for at få til at mislykkes.«

Der er ifølge et notat, Politiken har set, lagt op til, at Folketingets Ombudsmand skal igangsætte en evaluering i januar af offentlighedsloven.

Offentlighedsrådgiver for Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, som i sin tid sad med i Offentlighedskommissionen, skriver i en e-mail til Information:

»Jeg synes, det er fornuftigt at få spørgsmål om postlister evalueret sammen med den øvrige evaluering af loven. Forsøget i Danmark er uden perspektiver. Forhåbentlig kan der skabes interesse for at få effektive søgesystemer i Danmark ligesom i Norge.«

Regeringen har igangsat en undersøgelse af offentlighedsloven i andre lande med deadline i januar 2017, derefter skal Justitsministeriet komme med en redegørelse, og der er lagt op til en debat i Folketingssalen om mulige ændringer til maj.  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
  • Dorte Sørensen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Oluf Husted
  • Erik Jensen
Bjarne Andersen, Dorte Sørensen, Klaus Lundahl Engelholt, Oluf Husted og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er manden der konstant kæfter op om hvordan danskere bør tænke og føle, men vil han gå foran med et godt eksempel? Han er fløjtende ligeglad med demokrati..
Men det gælder desværre nok de fleste på borgen.

Vi er jo blevet belært om hvordan det forholder sig med folk, der ikke vil lade andre se med i kortene.
Terrorister, pædofile, mennesker der ikke ønsker det godt for andre eller respekterer vores love og kultur.

Hvad har vi siddende på borgen?

Alan Strandbygaard

Sjovt.

Når de har magten, så er de ikke interesserede i åbenhed. Er de i opposition så skriger de efter den.

Stanken er ulidelig her nede på gulvet.