Efter tre års kamp fik stofmisbrugeren Michael ’Krølle’ Hansen i oktober endelig tilkendt førtidspension.
Men han nåede ikke at få den udbetalt, før han døde i slutningen af samme måned. Trods et voldsomt kokainforbrug, hiv, hepatitis, tuberkulose, bylder og sårinfektioner, vurderede kommunen gennem flere år, at han stadig havde arbejdsevne.
Og han er ikke den eneste. Ifølge fagfolk og en ekspert på området er det, siden førtidspensionsreformen blev indført i januar 2013, blevet så svært at leve op til kravene for at få førtidspension, at særligt samfundets allermest udsatte som hjemløse, sindslidende og misbrugere ender med afslag:
»Vi oplever en lovgivning, som ikke er til for de allermest udsatte. Og et system, som alt for ofte fokuserer på kontrol, dokumentation og sanktioner frem for at hjælpe mennesker, der virkelig har brug for det,« siger Nanna W. Gotfredsen, leder af Gadejuristen, som yder retshjælp til socialt udsatte.
Joachim B. Olsen medlem af Folketinget for Liberal Alliance, mener, at sagen om Michael ’Krølle’ Hansen viser, at de offentlige systemer er til for middelklassen frem for de allersvageste:
»Vi kan godt lide at tro, at vi har lavet et system for de svageste, men det har vi ikke. Det er i langt højere grad et system for middelklassen, som tiltrækker folk, der godt kunne klare sig selv. Og dermed tager vi ressourcer væk fra dem, vi har en opfattelse af, at systemet er lavet for, men som ikke kan navigere i det,« siger han og påpeger, at han sidste år brugte Krølles sag til at få lavet en ændring i førtidspensionslovgivningen, så man lettere kan tildele pension i åbenlyse sager, frem for at bruge flere år på afklarende forløb.
For at få førtidspension skal man have en varigt nedsat arbejdsevne, den skal være beskrevet medicinsk, og det seneste ekstra krav er, at man også skal kunne dokumentere, at ens arbejdsevne ikke kan udvikles.
»Og det bliver for mange af dem, vi taler om her, et stort problem,« siger Iben Nørup, post.doc på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet:
»For når man taler om misbrugsproblematikker og hjemløshed, kan det – i modsætning til eksempelvis en varig hjerneskade – være svært at dokumentere, at det ikke kan ændre sig, så man kan opnå en arbejdsevne igen på et eller andet tidspunkt.«
Siden reformen er antallet af danskere på førtidspension faldet fra 14.450 tildelte førtidspensioner i 2012 til blot 6.912 i 2015. Faldet var et af målene med lovgivningen, der ifølge den daværende regering skulle forhindre at ikke mindst sårbare unge under 40 kom på førtidspension.
At stramningen i stedet rammer særligt hårdt blandt hjemløse og misbrugere, skyldes også, at reglerne for omfanget af dokumentation kan være svært at leve op til i netop denne gruppe, siger forsker Iben Nørup:
»De borgere, der står allerlængst væk fra alting i samfundet, er også dem, der har allersværest ved at forstå deres rettigheder og leve op til og navigere i de mange undersøgelser og krav, lovgivningen stiller.«
Det samme lyder fra Rasmus Koberg Christiansen, afdelingsleder på stofindtagelsesrummet Skyen på Mændenes Hjem i København:
»Min oplevelse er, at det er utroligt svært for vores brugere at få førtidspension. Vurderingen er, at når man er misbruger, er alle muligheder ikke udtømt i forhold til behandling og dermed heller ikke i forhold til arbejdsmarkedet. Ofte trækker sagerne ud i årevis, og der er mange afslag.«
For hjemløse og misbrugere kan det være uoverskueligt at tjekke e-boksen og møde op til helbredsundersøgelser eller møder på et jobcenter.
»Det kræver ressourcer at leve op til de krav, der stilles for at kunne køre en sag om pension. Man skal stille til møder og forstå fine ord som ’ressourceafklaring’ og ’arbejdsmarkedsparathed’. Og det er helt urealistisk for den her gruppe borgere, at de skal kunne det. Og det finder jeg faktisk tragisk,« siger Rasmus Koberg Christiansen, der fortæller, at mange ganske enkelt giver op på forhånd eller undervejs.
I stedet er størstedelen af de udsatte på kontanthjælp i årevis. Men også her er reglerne strammet, så de ofte rammes af sanktioner:
»Vi oplever hver eneste udbetalingsdag brugere, der har fået sanktioneret deres kontanthjælp, fordi der er noget, de har glemt i forhold til at møde op eller gøre noget andet i deres sag,« siger Rasmus Koberg Christiansen.
Ifølge Finn Sørensen, beskæftigelsesordfører fra Enhedslisten, er lovgivningen overordnet alt for stram:
»Det er meningsløst, at lige nøjagtig den gruppe borgere, som burde have glæde af de her ydelser, ikke får dem. Under påskud af at hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet indfører man kriterier og sanktioner, som gør, at syge borgere, der er ramt af mange forhold ud over arbejdsløshed – eksempelvis misbrug og hjemløshed, i praksis bliver retsløse.«
Læs lørdag: Et kort og krøllet liv
Michael Hansen – kendt som Krølle – fik efter en årelang kamp tilkendt førtidspension i sidste måned. Men han levede ikke længe nok til at få den første udbetaling. Han døde i en alder af 49 år efter et hårdt liv som stofmisbruger.
Hans liv og død er et eksempel på, at de mennesker i Danmark, som har allermest brug for hjælp, indimellem er dem, der har sværest ved at få den.
Læs historien om Krølle i Moderne Tider lørdag.
Det er en syg lovgivning.
Kravet om at kommunen skal dokumentere at en udvikling ikke er muligt er et krav om at såkaldte mirakler umuligt kan ske!
Det er der ingen der kan dokumentere.
Dokumentationskravet burde være omvendt.
Det skal dokumenteres - af myndigheden - at det med de foreslåede eller til rådighed stående tiltag er overvejende sandsynligt, at arbejdsevnen i den afmålte tid kan forbedres væsentligt og i et sådan omfang, at det ville være muligt for borgeren at være selvforsynende ved den løn en ansættelse vil kunne indbringe.
Og der skal ligeledes kun være et skud i bøssen for myndigheden.
Lykkes det ikke, så skal der træffes den nødvendige afgørelse, til enten ret til førtidspension eller ret til et fleksjob hvis det er dette der bliver resultatet.
Det er ligeledes en syg antagelse, at de mennesker med mindst ressourcer selv skal kunne navigere i denne lovgivning.
Det burde de kommunal ansatte hjælper, socialrådgiver eller socialvejleder kunne hjælpe med.
Men de har ikke lov til dette.
Der klages ofte af myndigheder og politiker over, at borgeren ikke medvirker, ikke tager ejerskab til eks. ressourceforløbene.
Men det er et umuligt krav, at tage ejerskab til noget der opleves som en tvangsforanstaltning.
Finn Sørensen har ganske ret i at lovgivningen er alt for stramt.
Kuglestøderens omtalte forbedring har ikke bevirket at det er blevet nemmere at få tilkendt førtidspension. Det er fortsat kun terminal syge der kan undgå et ressourceforløb inden der tilkendes ret til førtidspension.
...Kun ressource stærke syge magter at gennemfører dette forløb. Bare at udfylde den digitale sygeblanket er uoverskuelig - De virkelig syge ender på gaden.
Men med den robuste "sundhedsminister" Danmark har er det sikkert også hensigten at de virkeligt trængende skal falde igennem og sejle deres egen sø ned på bunden til de overflødige.
...Velkommen til det robuste Løkkeland.
..."kontrol, dokumentation og sanktioner" Er Den-Lille-Svindlers opfattelse af velfærdssamfundet.
Det er langt mere kynisk beregnet end nogen tør indrømme:
Man har simpelthen fra politisk hold gjort forholdene for syge borgere så rædselsvækkende kafkask, at man forkorter livet for dem.
Årsagen?
Formodentligt at Ingen skal kunne undgå arbejdsmarkedet. Konsekvenserne for ikke at kunne leve op til markedets (politikere og erhvervslivets) krav er nu ultimativt døden via ydmygelser og værdigheds-fradømmelse.
Det er afskyeligt ud fra et humant synspunkt.
Men der er sikkert penge i det.
Hvis døden er den eneste udgang, så må det være sådan
Foreløbig er 9.100 robuste offentlig ansatte afsat til opgaven - Samlet pris for landet jobcentre ca. ca. 15.000.000.000 kr. årligt eller ekstra 50.000 varme hænder i hjemmehjælpen. Yderligere går der ca. 80.000 fuldtids stillinger tabt, som besættes af ledige i diverse former for aktivering. Samlet set ca. 130.000 stillinger.
...Det er flere stillinger end der er ledige på dagpenge.
...Dertil kommer enorme summer til private aktører som for betaling for alverdens jobkurser til ingen verdens nytte. For de ledige i det mindste. De private aktører finder sig sikkert uundværlige.
...Regeringen lovgiver og regulære direkte mennesker i døden.
Det er S og SF vi skal takke for det her! Og de vidste hvad de gjorde! De var kynisk ligeglade.
Helt enig, Martin Madsen.
Mette Frederiksen som arbejdsminister og regeringen blev grundigt advaret om konsekvenserne. Det blæste de på.
Wikipedia om Mette Frederiksen: "Som beskæftigelsesminister har hun bl.a. stået i spidsen for reformer af førtidspension, fleksjob og beskæftigelsessystemet. Ligeledes den omdiskuterede kontanthjælpsreform, der blandt andet betyder lavere kontanthjælp til unge arbejdsløse og giver samlevende gensidig forsørgelsespligt."
Utroligt at nogen kan mene det er paradoksalt - Socialdemokraterne er blevet et fabrikørparti - de skærer arbejdsløshedsunderstøttelsen (i tid og penge), de vil have os til at arbejde mere, de har opløst deres forbindelse med fagforeningen (erne) - de kæmper simpelthen IKKE for rettigheder, de kæmper IMOD rettigheder - det ville være en vittighed, hvis det ikke lige gik ud over netop de mennesker, der har brug for hjælp. Det mest langt ude i alt det her er, at de stadigvæk får stemmer og at de ikke forstår, hvorfor DF vokser (det gør de fordi folk fejlagtigt tror, at her bliver der kæmpet for arbejdsplader, bedre omfordeling på arbejdspladsen og samfundet som helhed, reduceret arbejdstid, lavere pensionsalder, bedre arbejdsløshedsforsikring osv osv.
Mette Frederiksen - dit parti er kørt af sporet og det har det været længe.
Ret beset er Mette Frederiksen dumpet, og der er ingen tegn på, at forstandighed vinder frem.
"Det er simpelthen godt politisk håndværk, at vi i et bredt samarbejde har lavet en god aftale."
(Selvtilfreds og begejstret Mette Frederiksen om PSO-aftalen.)
Holdningen i de regeringsbærende partier er, at de svageste ikke har helbredsproblemer, men at de mangler et arbejde. Stik dem et job, så skal de nok blive raske. Det vil imidlertid være forkert at tro, at den slags startede med Venstre.
Tilbage i 80ërne var det, sammenlignet med i dag, relativt nemt, at få tildelt en førtidspension. Sagsbehandlingstiden var 1,5 til 2 år, dokumentationskravet fra den, der ansøgte var i de fleste tilfælde rimeligt, og forløbet var som regel tillidsbaseret. Dvs. når folk søgte om førtidspension, så blev man ikke mødt med den mur af mistro og kontrol, som det sker i dag.
Det betød så, at en del af dem, der fik førtidspension, da fik det bedre, fordi de nu havde ro omkring deres økonomi og i deres hverdag, og nogle kunne langsomt - og af egen drift! - atter nærme sig arbejdsmarkedet, påtage sig deltidsjob og lign.
Men da Nyrup kom til i 1993 ændredes forholdene, og der skete en lang række stramninger. Nu kunne selv de mest oplagte ansøgninger, ikke længere få tildelt førtidspensionen, og mange blev parkeret på kontanthjælp og lign.
Siden er det bare blevet værre og værre, så nok skal Venstre og DF have den røvfuld de fortjener, men de skal SR også.
Partier kører af sporet, eller - partier (som dybest set er magtkonstruktioner) korrumperer.
Gammel lærdom. Og derfor er det intet paradoks at de folkelige interesserepræsentationer ryger i kulkammeret, mens de forlegne fyrbødere forklarer og forklarer sig i én anal uendelighed.
En lille "morsom " krølle på ovenstående, kan findes i dagens udmelding fra justitsminister Pind. Ministeren ønsker, at man skal lave særregler for de polititjenestemænd som kommer til skade i deres tjeneste for den Danske stat. De sårede politifolk rammes lige som alle andre, af de menneskefjendske og nedbrydende regler, som er beskrevet så grundigt ovenfor - men fordi det er politiet, og således politisk følsomt, kan ministeren(og Oxfeldt)ikke holde ud at se på hvordan konsekvenserne af systemet rammer de tilskadekomne politifolk.
Bliver spændende at se hvordan man vil argumentere for den forskelsbehandling, at en syg/såret polititjenestemand f.eks. ikke skal trækkes igennem ørkesløse ressourceforløb til skade for helbredet.
Alle sårede/syge politifolk skal selvfølgelig behandles ordentligt - lige som det må gælde alle andre!
Uanset mit "had" eller afsky for de blå partier, er det nu godt at de andre "skyldige" fra tidligere drages til medansvar for det her. Men husk nu, hvis vi laver det om så bliver rigtig mange menneske "eksperter" her overflødige og så skal de aktiveres :) hvordan pokker vi får den umenneskelighed her lavet om står så hen i det uvisse.
Udgangspunktet for forringelserne omkring førtidspensionen er stadig en linie i en af de landespecifikke henstillinger fra EU kommissionen. Derfor er det ikke rød eller blå politik. Det er unionspolitik.
Det er ret let at tidsfæste oprindelsen til alle disse problemer. De begyndte helt præcist i 1987 da skønsprincippet i bistandsloven blev erstattet af et rettighedsprincip. Før 1987 kunne en sagsbehandler uden videre give støtte til en person, som hun skønnede ikke havde nogen realistiske muligheder for at klare sig selv. Det var ikke farligt i forhold til kommunekassen, idet afgørelsen ikke skabte præcedens. Andre borgere kunne ikke benytte det konkrete skøn udøvet af sagsbehandleren til selv at få goder, som måske ikke var lige så nødvendige.
Det er en helt anden situation i et rettighedsbaseret system. Der vil selv den mindste indrømmelse med villige advokaters hjælp blive en løftestang for at store grupper får ydelser, som politikerne ikke havde tænkt sig at give og som der ikke er penge til. Det er som et forsvar mod denne glidebane, at man har indført strenge krav om argumentation og dokumentation.
https://m.facebook.com/demokratiskeuropa/photos/a.228475997266592.49558....
Hvis befolkningen var klar over, hvordan EU jubelisterne i Folketinget har administreret dansk lovgivning de sidste 10 år, skulle vi ikke bruge så lang tid på at komme ud af denne udemokratiske konstruktion ved navn EU.
Det her er en skamplet på velfærdssamfundet (samfundet der blev skabt af Stauning, Hedtoft, HC. Hansen, Kampmann, Jens Otto og Anker Jørgensen.) Som alle sørgede for at de som gjorde det socialdemokratiske samfund til en succes, var de effektive medarbejdere plus de Ejer ledede virksomheds initiativtagere. Men det var også de om bar konsekvenserne af samfundet, de som mistede deres arbejde, ved arbejdsløshed, sygdom og ulykke og andre sociale begivenheder så lev der taget hånd om dem ikke med bureaukrati hvor bunkerne hobede sig om som om der ikke var et menneske som havde brug for omsorg. I stedet med bureaukratiet blev bærerne af samfundet ikke det socialdemokratiske samfund. Men det borgelig gjorte samfund. Til sociale klienter hos et grådigt alt ædende dyr for velfærden. Hvor lønmodtagerne uden beskæftigelses tilknytning. Er blevet til jaget objekter( Fattigdommens slaver) for bureaukratiet. Mit parti Socialdemokratiet har ikke givet svaret på om en he udvikling vilde bremse. Måske er det derfor at partiet ikke får fremgang men tilbage gang i den seneste megafon meningsmåling. Men tilbage står for de som er bærerne af det danske samfund. Er der hos lønmodtagerne skabt frygt og angst for fremtiden. Hvilket har som konsekvens at i de eneste tyve år har vi udviklet en mere og mere egoistisk holdning til hinanden som borgere i dette land hvor de svageste er svigtet med mere og mere bureaukrati som gør flere og flere til, tilhørende i den fattigste gruppe.
Engang var der ansatte på kommunen der sikrede at de svageste fik den hjælp de havde brug for og var berettiget til.
Det findes stort set ikke mere.
Nu er de sagsbehandlerne ikke længere borgerens repræsentant men kommunens og de borgere der ikke selv kan sætte sig ind i meget tung lovstof eller har råd til at hyre en jurist, får ingen hjælp.
Politikernes fattigdomsreformer og kommunernes kassetænkning har sammen smadret det danske velfærdsystem og det burde være tydelig for enhver, at det ikke længere er et område vi kan overlade til kommunerne.
Min oplevelse er at førtidspensionen i praksis er afskaffet, mens den fortsat gives til enkelte efter et tilfældighedsprincip og ud fra en betragtning om at det helst ikke skal hedde sig at den er afskaffet. Altså er ydelsen på en gang er en teoretisk mulighed og samtidig en praktisk umulighed. Resultatet af denne mørklagte forvirring, som opretholdes af en netværk af sagsbehandlere, lægekonsulenter og kommunale samarbejdspartnere ud i aktiveringens ædle kunst, er at de fleste potentielle ansøgere giver op skatteborgerne får flere penge til fx. at købe smart-tv og ny bil for. Kort sagt: der er bare ikke salg i førtidspension for tiden og slet ikke til de svageste. Men hvad, det er jo ikke første gang de kommer bagerst i køen.
Jeg tror Line Vaaben skulle tage og spørger Dansk Arbejdsgiverforenings Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen om, det virkelig kan være rigtigt. Han har siden han tiltrådte, hver gang han har været på skærmen, udtalt: "Iøvrigt skal de der ikke kan klare et arbejde have nemmere adgang til førtidspension." Og jeg er sikker på han er villig til, at gentage det, Igen og igen og igen..
Kommunerne er taget som gidsler med amternes afskaffelse og regionernes ankomst, alt sammen noget, vi også kan takke vores "arbejdende statsminister" og hans parti for.