Læsetid: 6 min.

Den sydafrikanske ungdom gør oprør

Biblioteker brændes af, granater bliver kastet. I Sydafrika fortsætter voldelige gadekampe, i hvad der på overfladen ligner en kamp om stigninger på uddannelsesgebyrer. Under overfladen ulmer et ungdomsoprør mod politikernes brudte løfter om øget lighed og lige muligheder for alle sydafrikanere
Sammenstødene mellem studerende og politi bliver mere og mere voldsomme – her i Johannesburg i september.

Sammenstødene mellem studerende og politi bliver mere og mere voldsomme – her i Johannesburg i september.

Themba Hadebe

7. november 2016

831 anholdelser, en studenterleder skudt 13 gange på klos hold med gummikugler, og al undervisning på Cape Town Universitet er suspenderet indtil 2017. Det er nogle af lavpunkterne i den krig mod regeringen, som vrede sydafrikanske studerende under sloganet og hashtagget #Feesmustfall indledte i oktober 2015 som en reaktion på stigninger i uddannelsesgebyrer.

Bevægelsen har siden sidste år udviklet sig fra at have været en protest mod stigninger i prisen for uddannelse til nu at være en kamp for gratis uddannelse til alle sydafrikanere. Og kampen mellem de studerende og regeringen bliver mere og mere voldelig og mere og mere fastlåst.

»Staten og universiteterne arbejder på at knække os,« siger Shaeera Kalla til Information. Hun er en af lederne af #Feesmustfall-bevægelsen og blev symbolet på de studerendes kamp, efter at hun i september blev skudt 13 gange i ryggen af en politimand ved Witwatersrand Universitet i Johannesburg.

Shaeera Kalla er konfrontatorisk, omtaler sine åndsfæller som kammerater og er ikke bange for at bruge ord som politivold, undertrykkelse og politiske anholdelser. Hun repræsenterer en generation af studerende, der ifølge dem selv kæmper for retfærdighed.

Det er Rorisang Moseli, præsident for studenterrådet på Cape Town University, enig i. Han fortæller, at de studerende ved, at det er urealistisk med gratis uddannelse til alle i Sydafrika lige nu.

 »Men der kommer ingen plan fra regeringen, ingen forsøg på at møde vores krav. Idealet er gratis uddannelse, og at sige: ’det ikke er realistisk’ er at fjerne kravet fuldstændig. Vi vil høre, hvordan vi kommer derhen i fremtiden,« siger han til Information. Men det lader til at blive svært for de studerende og regeringen at mødes i et kompromis.

»Vi er nået til et point of no return,« siger Jane Duncan, professor på Rhodes Universitet i Cape Town og forfatter til bogen Protest Nation: the Right to Protest in South Africa, til Information.

Hun beskriver situationen anderledes end Moseli. »Det er et giftigt miljø nu. Der er ingen vilje til forhandling, og kravene ændres, hver gang fløjene mødes,« siger hun til Information.

Protestbevægelsen #Feesmustfall opstod i 2015, da regeringen varslede de første stigninger på undervisningsgebyrer. Dengang vandt de studerende et slag: Stigninger på universitetsgebyrerne blev afblæst – for en stund.

I september i år blev kampen genoptaget, da regeringen meddelte, at landets universiteter stod over for seriøse økonomiske udfordringer, og at staten derfor ikke længere havde råd til at støtte universiteterne i tilfredsstillende grad. Derfor meddelte undervisningsminister Blade Nzimande, at »universiteterne selv vil fastsætte en stigning i undervisningsgebyrer for undervisningsåret 2017«, men anbefalede dog, at stigningerne ikke oversteg otte procent.

Regeringen blæste til angreb, og denne gang har der ingen tegn været på overgivelse fra nogen af fronterne.

Gadekampe

Tværtimod har demonstranterne taget mere voldelige metoder i brug. Voldsomme gadekampe har hærget Cape Town, 32 studerende blev anholdt for at forsøge at afbrænde et bibliotek i præsident Jacob Zumas hjemstavn KwaZulu-Natal, og i Johannesburg har politiet brugt håndgranater, tåregas og gummikugler mod demonstranterne.

»De forsøger at knække os med politibrutalitet, vold og politiske anholdelser,« siger Shaeera Kalla. Hun refererer til sin kammerat, en af lederne i #Feesmustfall-bevægelsen i Cape Town, Mcebo Dlamini, der i oktober blev sigtet for offentlig vold. En anholdelse, de studerende har protesteret kraftigt imod.

Ifølge Jane Duncan er reaktionen fra de studerende en konsekvens af flere ting. For det første er tidligere fredelige demonstrationer ikke blevet hørt, og de studerendes voldelige reaktion er ifølge Duncan en konsekvens af forsamlingsrestriktioner og politiets voldelige fremfærd mod de studerende.

»Flere faktorer radikaliserer protestbevægelser. En af dem er en manglende reaktion fra staten. Ofte bruger protestbevægelser ikke demonstrationer som første udvej, det er sidste udvej,« siger Jane Duncan.

Sætter ordensmagten hårdt mod hårdt, slår bevægelser igen, som man ser med #Feesmustfall-bevægelsen. »Jeg har set mange restriktioner over for demonstranterne, og overregulering fra både universiteternes og politiets side. Mange protester er blevet lukket. Når man gør det, skaber man problemer med rettigheder, og man risikerer, at de, der burde lytte til demonstranterne, slet ikke kan høre budskabet.«

Jane Duncan mener, at der i alt for høj grad er blevet brugt politi og sikkerhedsværn mod de studerende, og så giver hun Shaeera Kalla ret i anklagen om politivold. »Politivold gør det, at det skaber en social sammenhæng, hvor demonstranter får retfærdiggjort brug af vold; det skaber en opfattelse af, at staten er lovløs, og at vold som selvforsvar kan retfærdiggøres.«

De studerende giver udtryk for en utilfredshed med den transformation, de blev lovet efter Nelson Mandelas og ANC's valgsejr i 1994. Det går for langsomt, og løfterne om lige muligheder bliver ikke indfriet, og nu bobler frustrationerne over, siger Jane Duncan.

En fortvivlet generation

Nogle af de unge giver Jane Duncan ret. Lindelwe Dube, talsperson for NGO'en InkuluFreeHeid, der arbejder for at samle unge sydafrikanere om økonomiske løsninger og et øget demokrati, siger, at bevægelsen handler om mere end princippet om fri undervisning. »Det handler om retten til fri uddannelse, men også om afkolonisering. Dvs. at skabe plads til ikkeeurocentriske måder at tænke på i institutioner. Vi tror, at opfattelsen blandt de unge er, at universiteterne er designet til minoriteterne. F.eks. gør undervisningsgebyrerne det nærmest umuligt for majoriteten at få adgang til uddannelse, og det i sig selv bidrager til ulighed,« siger hun til Information.

Demonstrationerne mod gebyrstigninger vidner kun om en lille del af de frustrationer, især Sydafrikas sorte studerende gemmer på. En fjerdedel af de universitetsstuderende i Sydafrika er sorte, på trods af at sorte udgør 80 procent af befolkningen i landet.

Rorisang Molesi fortæller, at billedet er det samme på et af Sydafrikas bedste universiteter, universitetet i Cape Town.

»De sorte studerende er klart de lavest repræsenterede, hvis du kigger på andelen af studerende, der dimitterer fra UCT (University of Cape Town, red.). Det peger på, at uddannelsessektoren fejler – hele vejen ned gennem systemet. Der mangler ressourcer og opbakning fra regeringen,« siger han.

For Lindelwe Dube er demonstrationerne et udtryk for utilfredshed med systemet. »Det er vores generations måde at sige: ’Vi blev lovet demokrati, men nu er der begrænset adgang’.« Hun mener, at demonstrationerne og optøjerne har været en brat opvågning for regeringen. »Presset for at finde løsninger er på staten,« siger hun.

Rorisang Moseli er enig. »Disse protester er biprodukter af den økonomiske fordeling i landet. Det handler om dybe strukturelle problemer. Universiteter føder fremtidens ledere, de har kæmpe indflydelse, det er en fundamental institution i samfundet. Derfor vil de studerende have forandring. Det går og er gået for langsomt de seneste 20 år,« siger han med reference til andelen af sorte, der dimitterer fra landets universiteter: 50 procent færre sorte end hvide elever.

»Da vi forestillede os demokrati i 1994, forestillede folk sig en anden økonomisk situation, øget adgang til ressourcer, mere læring, et andet samfund. Det er ikke sket. Arbejdere bliver udnyttet, arbejdsløsheden stiger, de rige bliver rigere, uligheden stiger, de økonomiske parametre fortæller os nedslående ting, når det kommer til at måle demokratiet,« siger Moseli.

Han mener, det er hans generations måde at sige: »Vores land er ikke, hvor det har brug for at være.«

Moseli siger, at denne generation er ansvarlig for at skabe en ny drøm. »Efter 1994 fejlede Sydafrikas ledere ved ikke at anerkende de forhindringer, der lå i opbyggelsen af et demokratisk samfund. I dag har vi ansvaret for og forpligtelsen til at skabe en forandring, der er meget mere strukturel end den, regnbuenationens drøm repræsenterede.«

Den nye generation er forberedt, forsikrer Rorisang Moseli. »Vi har ansvaret for at skabe et projekt, der er meget bredere end regnbuenationen,« siger han. Sydafrikas fremtidige ledere er i gang med et oprør. Det kan ende i en ny drøm eller fortsætte som et voldeligt mareridt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Ivan Breinholt Leth
  • Erik Jensen
David Zennaro, Ivan Breinholt Leth og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

Det er år siden, at Sydafrika overhalede Brasilien som det mest ulige land i verden. En arbejdsløshedsprocent på omkring 35 og en ekstrem rig overklasse, som har råd til f.eks. en turistrejse i rummet til $30 mill. Sydafrika er formentlig verdens fremmeste neoliberale eksperiment gennemført af en regering, som er ledet af et parti, der i næsten hundrede år har betragtet sig selv som venstreorienteret, og som i sit charter har en målsætning om nationalisering af landets nøgleindustri.
Det er værd at holde øje med Sydafrika, som et varsel om, hvad der kan ske i andre lande, når denne ekstreme ulighedsskabende politik så konsekvent føres ud i praksis.

David Zennaro, Jørgen Wassmann og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar