Læsetid: 5 min.

Tidligere frikorpsmænd slipper for anklage om krigsforbrydelser

I det sandsynligvis sidste retsopgør efter Anden Verdenskrig opgiver statsadvokaten at rejse tiltale mod to tidligere Frikorps Danmark-soldater, der var vagter i en militærlejr i Hviderusland, hvor jødiske fanger blev dræbt
Indland
4. november 2016

»I januar-februar 1943 gik fængslede vagt i militærlejren Waldlager, og under vagttjenesten så han flere jøder blive henrettet med nakkeskud,« forklarede den dengang 20-årige Helmuth Leif Rasmussen i 1945.

Han var fængslet og blev afhørt af politiet om sin tid i Frikorps Danmarks uddannelseslejr ved Bobruisk i Hviderusland.

Helmuth Leif Rasmussen forklarede videre, hvordan jøderne blev brugt til at udføre slavearbejde i 25-30 graders kulde.

Og når de blev syge, blev de beordret ud til store massegrave ved udkanten af militærlejren, hvor de blev »skudt med nakkeskud«.

Trekvart århundrede senere opgiver Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) nu at tiltale den nu 91-årige Helmuth Leif Rasmussen for krigsforbrydelser. Han har været efterforsket af SØIK, siden Simon Wiesenthal Center sidste år – under stor opmærksomhed – politianmeldte ham.

Også en anden tidligere dansk frikorpsmand og nuværende svensk statsborger slipper for anklage.

De to tidligere frikorpsmænd, som i dag angiveligt er de eneste overlevende fra militærlejren i Hviderusland, erkender at have været i lejren men nægter sig skyldige. Og selv om et stort antal jødiske fanger blev dræbt i militærlejren, har SØIK ikke fundet beviser for, at de to begik – eller medvirkede til – drab.

»Der er ganske vist skildringer af, at man for eksempel har set en massegrav, men det kræver mere,« siger SØIK’s chefanklager Steen Bechmann Jacobsen. »For at kunne straffes for deltagelse i massedrab, eller bare drab, kræves der en tættere forbindelse til selve forbrydelsen. Det er ikke nok som ung soldat at være gået forbi og have set – hov! – der ligger nogle døde mennesker. Man skal have deltaget, forud for at drabene er begået.«

Mellem 8.000 og 10.000 danske frikorpsmænd fik deres uddannelse i Waldlager og deltog i bevogtningen af den såkaldte ’Jødelejr’, der udgjorde en del af militærlejren. Billedet viser danske medlemmer af Frikorps Danmark.

Mellem 8.000 og 10.000 danske frikorpsmænd fik deres uddannelse i Waldlager og deltog i bevogtningen af den såkaldte ’Jødelejr’, der udgjorde en del af militærlejren. Billedet viser danske medlemmer af Frikorps Danmark.

Arkivfoto

Var blevet dømt i Tyskland

Helmuth Leif Rasmussen blev efter Anden Verdenskrigs afslutning idømt seks års fængsel for blandt andet at have ladet sig hverve til tysk krigstjeneste, men hans rolle i militærlejren har aldrig tidligere været undersøgt af myndighederne.

I 2014 beskrev historikerne Dennis Larsen og Therkel Stræde imidlertid i bogen En skole i vold, hvordan mellem 8.000 og 10.000 danske frikorpsmænd fik deres uddannelse i Waldlager og deltog i bevogtningen af den såkaldte Jødelejr, der udgjorde en del af militærlejren. Ifølge bogen blev 1.400 polske jøder, som udførte slavearbejde, henrettet.

Therkel Stæde, der er lektor i samtidshistorie på SDU, vurderer, at hvis Helmuth Leif Rasmussen havde været tysk statsborger og var blevet efterforsket i Tyskland, så var der blevet rejst tiltale. »Og så var Helmuth Leif Rasmussen med temmelig stor sikkerhed blevet dømt for medvirken til mord. I Tyskland siger man, at det at have været en del af udryddelsesmaskineriet i en sådan lejr, det er nok til, at man er medvirkende til mord. Og det er der en god håndfuld, der har fået domme for i de senere år,« siger Therkel Stræde.

Militærhistoriker ved Institut for Militærhistorie og Krigsteori Niels Bo Poulsen understreger, at selv om der ikke bliver rejst tiltale mod Helmuth Leif Rasmussen, så renser det ikke hans eftermæle. Niels Bo Poulsen har skrevet bøger om Frikorps Danmark, Waffen-SS og danske SS-soldaters gerninger i lejren og var en af de første, der beskrev netop Waldlager i den hviderussiske by Bobruisk.

»Der er ingen tvivl om, at han har været tjenestegørende i en lejr, hvor der foregik systematiske mord på et meget stort antal jøder. Synderegisteret er ufatteligt langt. Om de rejser tiltale eller ej, om de har vurderet, at man ikke kan løfte beviset i en retssag, det synes jeg ikke ændrer ved den vurdering, man har i al almindelighed af Frikorps Danmark: At de var overbeviste nazister, at organisationen var dybt forbryderisk, og at de har uskyldiges blod på hænderne.«

En nøgtern vurdering

Efter krigen blev den nu afdøde frikorpsmand Karl Johan Gerhard Jørgensen, der flere gange havde fungeret som vagtkommandør i »Jødelejren«, idømt fem års fængsel for drab på en såret jødisk mand uden for en barak. Om Karl Johan Gerhard Jørgensen havde skudt manden gennem hovedet på nært hold eller smadret hans kranium med slag med en geværkolbe, var vidnerne – andre frikorpsmænd i lejren – ikke enige om, da sagen i 1948 kom for retten. Selv mente Karl Johan Gerhard Jørgensen at have handlet af medlidenhed, da fangen ikke stod til at redde.

På spørgsmålet om, hvorvidt de to nulevende tidligere frikorpsmænd ikke burde have vidst, hvad der foregik i Waldlager, svarer Steen Bechmann Jacobsen fra SØIK:

»Det er et vanskeligt spørgsmål, for det er her, man begynder at lægge følelser ind i vurderingen. Der må jeg bare sige, at vi – som vi skal og altid gør – har foretaget en ren strafferetlig vurdering af det, som der er foregået i lejren. Vi har ikke foretaget nogen moralsk vurdering i forhold til,hvad der foregik i lejren og de to personer. Kan vi ikke opstøve beviserne, så må vi erkende, at vi ikke kommer videre med sagen.«

Under efterforskningen, hvor SØIK har fået hjælp af historikere, er det kommet frem, at dele af Helmuth Leif Rasmussens straffesag efter Anden Verdenskrig er bortkommet fra Statens Arkiver. Steen Bechmann Jacobsen understreger dog, at de manglende papirer – herunder en forsvunden politirapport – ikke har haft nogen »afgørende« betydning for efterforskningen.

SØIK har nemlig fundet frem til hans vidneudsagn mod andre frikorpsmænd, hvor han blev foreholdt sine nu forsvundne tidligere forklaringer til politiet.

I 2012 blev to personer med tilknytning til både rockergruppen Hells Angels og nazisamlermiljøet afsløret i systematisk tyveri af materiale fra læsesalen på Statens Arkiver.

Operation sidste chance

Simon Wiesenthal Centeret har siden 1977 arbejdet for at udbrede viden om holocaust, nazisternes systematiske folkedrab på jøder og indledte i 2002 »Operation sidste chance« i et forsøg på at stille nazistiske krigsforbrydere til ansvar.

Det har ført til retssager i Tyskland, Ungarn, Kroatien, Østrig, Rumænien, de baltiske lande og Polen. Efraim Zuroff, øverste direktør i Simon Wiesenthal Centerets afdeling for efterforskning af nazistiske krigsforbrydelser, har tidligere anslået, at der kan være »op til 20« sådanne personer i Danmark.

Steen Bechmann Jacobsen vil ikke afvise, at der kan komme flere sager om mistænkte danske krigsforbrydere.

»Men det vil undre mig, hvis der kommer mere i relation til den her lejr, fordi vores undersøgelse har afsløret, at der formentlig kun er to nulevende personer tilbage – som vi i hvert fald har kunnet identificere – og dem har vi ikke fundet tilstrækkeligt grundlag til at kunne tiltale. Man kan ikke udelukke, at der kommer andre anmeldelser, men tiden arbejder jo for, at det på et tidspunkt må være udelukket«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fra at være 20 år gammel og til nu, så vil der have været rigelig med tid til at tænke over tingene...
Hvis man forfulgte nulevende "kriminelle" på samme nidkære måde, så vil der næppe være resurser til det. Faktisk er der forbavsende mange, der slipper for tiltale fordi de er en del af systemet.

Thomas Petersen

Hvis man jager "Særlig Økonomisk og International Kriminalitet" burde der være rigeligt med sager af mere nutidig interesse at tage fat i.
Og så lade folk med det ene ben i graven, som allerede har sonet en straf for deres krigsdeltagelse, dø i fred.

Jens Falkenberg, Per Jongberg og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Hvor er det dog hjertevarmende - midt i en tid, hvor der bruges uanede ressoucer på at jagte hjemløse, kontanthjælpsmodtagere, og de, der har mindst - at samfundet udviser en så grænseløs tolerance overfor et par SS-folk, hvis gerninger har været kendte i årevis. Nej, selvfølgelig skal de gamle mænd ikke straffes, er holdningen i Bagmandspolitiet - det ville da være synd.
Gu' fanden skal de så! Krigsforbrydere skal jagtes indtil de ligger i deres grav. Overfor krigsforbrydelser er der ingen tilgivelse.

I dag slipper folk fra krigsforbrydelser, danske piloter der bomber skoler og hospitaler!
Intet nyt!

Jeg synes også, det er mærkeligt, at folk, som har deltaget i folkemordet, kan slippe uden straf. På den anden side tror jeg heller ikke på straf som rehabiliterende funktion. Og i deres alder er de enten forhærdede i deres kriminalitet, eller også - og det må man da håbe for dem - har de angret deres gerninger.
Sagen viser, hvor svært det er at se på disse ting udefra. Jeg er også tilbøjelig til at tænke, herregud, det er rigtig mange år siden. Men jeg og min familie var ikke ofre i dette folkemord, og man kan ikke tilgive på andres vegne. Men man kan selvfølgelig overveje, om ikke det ville være i ofrenes og deres efterkommeres bedste interesse at tilgive og komme videre med deres liv.

Der må gælde samme retsprincipper for alle - også for tidligere Frikorps Danmak-folk, som måske, måske ikke, har begået forbrydelser for mere end 70 år siden. Hvis anklagemyndigheden ikke er i stand til at løfte bevisbyrden, er der ikke nogen sag. Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om Frikorps Danmark og de danskere, der lod sig indrullere i Waffen SS.

Niels Duus Nielsen, Jens Falkenberg, torben - nielsen og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar

Lidt baggrund: Nærværende blads anmeldelse af Stræde og Larsens bog om lejren i Bobruisk.

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2014/11/bevisets-stilling

Mads Kjærgård

Tja de var der jo med den danske stats velsignelse, dengang man endnu troede, at Tyskland ville vinde! Og kampen mod kommunismen var jo vigtigt! Er der ikke noget med, at danske embedsmænd udleverede jøder til Tyskland, se det hører man ikke meget om! De andre tog ligesom modstandsbevægelsen et valg, i stedet for at gemme hovedet i busken, eller bøje sig for vinden i hvilken retning den så måtte blæse.

John Andersen, Jens Erik Starup og Finn Thøgersen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Da 2.W.W.var overstået var verden rædselsslagen over de forbrydelser der var begået imod menneskeheden, og der var stor enighed om at disse forbrydelser aldrig måtte blive "glemt", og man iværksatte et system der kunne retsforfølge og dømme disse forbrydere.

Oven på krigens aske skete der en hel masse fremskridt for menneskerettighederne, der blev konkretiseret, nedfældet og ratificeret, af de fleste af verdens lande.
Et arbejde der blev taget alvorligt dengang og gjort på den tids præmisser og forudsætninger, så godt og udførligt som overhovedet muligt.

Når man så ser på udviklingen i vort eget land og resten af verden, og hvordan var ganske langsomt, men sikkert lader samfundet glide ned ad imod et mere og mere totalitært styre, med mere lukkethed om magten, med lovgivning på grænsen af menneskerettighederne og somme tider klart over, med helt tindrende klart ulovligt førte krige o.s.v., så må man fornemme at menneskehedens hukommelse er ved at nå sin grænse for, hvor længe vi ønsker at huske på hvad rædsler , sådanne styrer kan afstedkomme.

Derfor bør disse mennesker komme for en ret, og få muligheden for at blive dømt, eller frikendt, hvis der overhovedet er grundlag for at føre en sag.
Noget andet er så, at samfundet måske burde vise sig så human, at man kun idømte en symbolsk straf.
Både for deres skyld, hvis de er uskyldige, så de kan blive renset, og for alles skyld så vi ikke glemmer.

Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

En lang interessant artikel ... men ikke et ord om den danske regerings rolle i sagen ... om Frikorpset.

David Henriksen

Undskyld mig men er det ikke et retssamfund vi lever i? Har man arbejdet i en lejr er man bestemt ikke skyldig i folkemord alene af den grund. Folk skal passe på ikke at dømme alt og alle der har udøvet en funktion i det tredje rige som ansvarlige krigsforbrydere. I øvrigt ville der være pænt mange nulevende amerikanere og russere der har deltaget i krigsforbrydelser og endda med en alder der gør det muligt at smide dem i fængsel. Men måske den israelske gentleman ikke er interesseret i at fange skyldige for folkemord hvis det ikke er begået mod jøder? Når den sidste tyske soldat fra anden verdenskrig er lagt i graven begynder disse typer højst sandsynligt at gå efter deres arvingers ejendele. Dernæst finder de på noget nyt :) alt imens de kunne rejse til Aleppo og samle beviser ind mod folk der begår folkemord LIGE NU...

Mads Kjærgård - Det har du ret i mht. danske embedsmænd, og også i at den danske regering stiltiende, men nødtvunget accepterede, at danskere meldte sig til Frikorps Danmark, ud fra en tiltro til, at de skulle indsættes i fronttjeneste - ikke at de skulle fungere som vagtmandskab i KZ-lejre. Det mener jeg er afgørende forskel.

Jens Erik Starup

Arne Lund - Det med det nødtvungne, det er forhåbentlig ikke en efterrationalisering?
Der var mange steder stor begejstring for miraklet i Tyskland, lige indtil krigslykken vendte.

Det er et dybt betændt hjørne af Danmarkshistorien, fyldt med hykleri, løgne og fortielser. Sandheden er at Danmark på det nærmeste var en tysk lydstat, som på alle måder var en ivrig (opportunistisk) samarbejdspartner helt frem til august 1943. Og det gælder også i forhold til Frikorps Danmark. Danske myndigheder så ikke blot gennem fingre med, at op mod 10.000 danskere lod sig hverve til Waffen SS, man bifaldt det! Desuden er det ikke rigtigt, at hovedparten af Frikorps-folkene var forbenede nazister, en stor del af dem var national-konservative anti-kommunister, som så en mulighed for at bidrage til det endelige opgør med hvad de anså som en endnu større fare end nazismen.

Per Jongberg, Jens Erik Starup og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

De der burde straffes er da vit snarere politikerne fra den gang. Ikke fordi de valgte samarbejdet, regeringen var vist lovlig og havde naturligvis ret til at besteme, som de gjorde. Nej, de skal straffes fordi de efter krigen ikke stod ved det de have sgat og gjort. Straffelovstillaegget er jo i bund og grund en "hvidvaskning" af dem selv ... lad os strfaffe de, der ikke forstod, at naar jeg sagde A mente jeg naturligvis B.

Rejs en stor skamstoette over disse mennesker, og maaske skulle Venstremanden Brorson, krigsministeren, have en helt for sig selv.