»Ham Brixtofte er det nok værd at holde øje med,« blev en portrætartikel i februar 1974, i Aarhus Stiftstidende, indledt, efter at ham Brixtofte kun tre måneder forinden, var blevet valgt til Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg. Artiklen forsatte med at konstatere, at »Venstre tror på ham. Han har allerede haft flere ordførerskaber og kom i TV ved at bebude en ny skattereform. Alle skattefradrag skal væk, erklærede han«.
Tirsdag blev Peter Brixtofte så fundet død i sin lejlighed i Farum. Alene og til det sidste forfulgt af det alkoholmisbrug som først kostede ham såvel den landspolitiske som den kommunalpolitiske karriere og siden – efter Farum-skandalen og fire års fængsel for groft mandatsvig (hvoraf Peter Brixtofte afsonede de to år) – kun tog til.
Selv erkendte Peter Brixtofte nu aldrig at have noget alkoholproblem. Nok drak han nemlig i perioder for meget, men i andre drak han slet ikke, hvilket – med Peter Brixtoftes ord – sikrede, at »gennemsnittet« var i orden i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefaling om maksimalt tre genstande om dagen. Men pressemeddelelsen fra Peter Brixtofte tre døtre, Vibeke Brixtofte, Signe Brixtofte og Marie Magne Larsen, fortæller en anden historie:
»Retsopgøret om Peter Brixtoftes tid som borgmester i Farum og det efterfølgende fængselsophold tog hård på ham og førte til et omfattende alkoholmisbrug, som han kæmpede med i flere år«.
Vidunderdrengen
At det skulle ende sådan, forudså som sagt ingen, da Peter Brixtofte første gang blev valgt til Folketinget i 1973. Ikke bare var han med sine 23 år det yngste folketingsmedlem. Peter Brixtofte var også landets yngste nationaløkonom og han blev straks udråbt som Venstres vidunderdreng der tænkte utraditionelt. Sigende måtte Venstres daværende skatteordfører, Jens Foged, hurtigt dementere Peter Brixtoftes forslag om at fjerne alle skattefradrag. Venstre støttede en forenkling af skattesystemet, men rentefradraget og en række erhvervsfradrag skulle alligevel bevares.
I portrætartiklen i Aarhus Stiftstidende advarede Peter Brixtofte dog mod risikoen for ikke at komme videre, hvis »man sidder fast i dyndet og vil nøjes med at reparere på det bestående«
»Jens Foged ser på det bestående og siger, at det og det må der ikke røres ved. Jeg mener, at det er vigtigere at gøre sig målsætningen klar i stedet for at standse ved nogle overgangsproblemer. Man må løsrive sig fra det aktuelle og lade fantasien spille lidt«.
Farum
Peter Brixtofte var medlem af Folketinget i tre perioder over de næste tre årtier, men det var hjemme i Farum, at han skulle lade fantasien spille lidt og dermed sætte sit præg på danmarkshistorien. Peter Brixtofte var blevet medlem af kommunalbestyrelsen i 1978 og blev borgmester syv år senere, i 1985.
I de følgende 16 år gjorde Peter Brixtofte Farum til en liberal mønsterkommune eller hvad Lars Løkke Rasmussen kaldte »Venstres kronjuvel« og borgmesteren blev, hvad statsministeren, efter hans død, kalder en »konstruktiv systemkritiker«
Farum havde ingen arbejdsløse, flygtninge og indvandrere var velintegrerede og ventelister snakkede man om men kendte ikke til i kommunen. Og den såkaldte »Farum-model« - med salg-og-leje-tilbage-aftaler om kommunale ejendomme – gav samtidig overskud i kommunekassen til at kunne sænke skatten. Ja, selv den lokale fodboldklub, Farum Boldklub, skulle – med hjælp fra kommunen – en dag spille i Champions League.
Vælgerne var naturligvis begejstrede og Venstre og Peter Brixtofte blev genvalgt ved valg efter valg, lige indtil flere BT i 2002 på forsiden kunne afsløre: »Brixtofte sviner med skatteydernes penge: DRAK FOR 150.000 PÅ ET DØGN«.
Resten er historie, for det viste sig, at historien om Peter Brixtofte netop var for god til være sand: De vanvittige vinregninger efterfulgtes af historier om hemmelige lån, sammenblanding af kommunens og Farum Boldklubs økonomi, manglende deponeringer i forbindelse med salg-og-lej-tilbage-aftalerne, returkommission og vennetjenester samt manglende balance i kommunens økonomi.
Christiansborg
Den konklusion, at Peter Brixtoftes historie var for god til at være sand, var mange af hans partifæller på Christiansborg kommet frem til flere år forinden. Ligesom hjemme på borgmesterkontoret svigtede Peter Brixtoftes dømmekraft i Venstres gruppeværelse på grund af for mange glas rødvin og – måske af samme årsag – en overdreven tro på sin egen ufejlbarlighed.
Peter Brixtofte troede, at han kunne udfordre Anders Fogh Rasmussen som Venstres kronprins, efter kortvarigt, i 1992, at havde afløst denne som skatteminister på grund af skandalen om den såkaldte kreative bogføring i Skatteministeriet. Peter Brixtofte forsøgte at opbygge sin egen magtbase i Venstre og en politisk profil som socialliberal, efter at Anders Fogh Rasmussen havde skrevet sin berømte/berygtede fra »Fra socialstat til minimalstat«. Men som Bertel Haarder fortæller i Henrik Madsens »Bogen om Peter« havde denne dog aldrig en chance:
»Det konkurrenceforhold har kun eksisteret i Peters fantasi. I folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og landsforeningen har der aldrig været noget konkurrenceforhold. Peter har aldrig haft en chance for at blive Venstres formand«
I stedet gik Peter Brixtofte så efter at blive Venstres nye næstformand, da Uffe Elleman-Jensen gik af efter folketingsvalget i 1998. Men det ville Anders Fogh Rasmussen, ikke vide af. Formanden opstillede Lars Løkke Rasmussen og sådan blev det.
Peter Brixtofte erkendte dog aldrig at have taget fejl. Retssagen mod ham selv var en »parodi«, dommen »politisk« og Anders Fogh Rasmussen var den som havde »svigtet« ham allermest i gennem årene.
»Jeg fortryder ikke en skid,« sagde Peter Brixtofte kort før sin død til BT. »Som helhed er jeg enorm stolt af de 20 år i Folketinget og som borgmester. Jeg har god samvittighed, jeg har tre velfungerende børn, tre svigersønner, syv børnebørn og en dejlig kæreste, jeg har været sammen med i 11 år, så hvad kan jeg forlange mere«.
