Læsetid: 3 min.

’Jeg er ikke bange for Jørgen Ejbøl’

Bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus Lars Munch nægter at kritisere husets næstformand, Jørgen Ejbøl, så længe historierne om ham ikke er bedre dokumenteret. Han afviser desuden, at mediehusets ledelse blander sig i avisernes redaktionelle linje
’Jeg ville ikke selv have gjort det,’ sagde Lars Munch i forskellige varianter under det timelange fællesinterview, men på intet tidspunkt kristiserede han Jørgen Ejbøl.

’Jeg ville ikke selv have gjort det,’ sagde Lars Munch i forskellige varianter under det timelange fællesinterview, men på intet tidspunkt kristiserede han Jørgen Ejbøl.

14. december 2016

I går morges modtog chefredaktørerne på seks landsdækkende medier en mail fra bestyrelsesformanden i JP/Politikens Hus, Lars Munch.

Han inviterede med kort varsel medierne til et »fællesinterview« med ham selv på Rådhuspladsen. Anledningen var de mange kontroverser, der i den seneste tid har omgærdet mediehuset og i særdeleshed tidligere bestyrelsesformand og nuværende næstformand Jørgen Ejbøl.

Klokken 10.30 satte Lars Munch og journalister fra Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Berlingske, Ritzau og Information sig til rette i et mødelokale.

»Jeg har ingen betingelser for interviewet,« indledte Lars Munch.

»I spørger om, hvad I vil.«

Dagen forinden havde han holdt møder med medarbejderne i virksomhedens tre landsdækkende aviser, Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet. Her havde medarbejderne også fået mulighed for at lufte deres opsparede frustration over ledelsen.

Læs også

En del af kritikken er affødt af den bog, som tidligere kulturredaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose udgav tidligere på året.

I bogen afslører han, hvordan Lars Munch og Jørgen Ejbøl gennem en årrække forhindrede Rose i at skrive om Muhammed-tegningerne og flere andre emner vedrørende religion og Den Arabiske Verden.

I bogen beskriver Rose også, hvordan Jørgen Ejbøl forbød ham at vidne i en amerikansk retssag, og at han smed fire PET-vagter ud fra et arrangement i JP/Politikens Hus. Vagterne skulle beskytte Flemming Rose og politikeren Naser Khader (K).

Kan virksomheden leve med en næstformand, der opfører sig på den måde?

»Det kan vi godt,« sagde Lars Munch under mødet i går.

Sikkerheden i JP/Politikens Hus er nemlig høj nok, sagde han, men tilføjede:

»Jeg ville ikke selv have gjort det.«

En formulering, som Lars Munch gentog i forskellige variationer under det timelange fællesinterview. På intet tidspunkt kritiserede han Jørgen Ejbøl. Men han understregede, at de to er »meget forskellige personer«.

Påstand mod påstand

Jørgen Ejbøl er blevet anklaget for at have brugt sin stilling til at lægge pres på Bispebjerg Hospital i en sag, som han havde en personlig interesse i. Han skulle blandt andet have sat en af avisens journalister til at undersøge en af hospitalets ansatte.

Lars Munch kaldte det i går for »alvorlige anklager«, men mindede om, at Jørgen Ejbøl selv har afvist dem.

»Det er påstand mod påstand,« sagde bestyrelsesformanden.

Medarbejderne på Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Politiken efterlyser en forklaring fra bestyrelsen
Læs også

Ifølge Radio24syvs dækning bad Jørgen Ejbøl Jyllands-Postens journalist om at tage sagen om Bispebjerg op igen, efter at han i første omgang havde droppet den.

»Det er en hypotese, som jeg absolut ingen mening har om,« sagde Lars Munch men tilføjede for argumentets skyld: »Man skal som bestyrelsesformand, bestyrelsesmedlem, som direktion være meget klar over, at man ingen redaktionel indflydelse har, og man skal heller ikke forsøge at få det.«

»Det afgørende her er jo, om redaktionerne har eneretten til at redigere. Har chefredaktionen eneret til at redigere avisen. Ja, det har den. Også på Jyllands-Posten.«

Ingen beviser

Lars Munch medgav, at han og Jørgen Ejbøl i samarbejde med forhenværende chefredaktør på Jyllands-Posten Jørn Mikkelsen begrænsede Flemming Roses ytringsfrihed under Muhammed-krisens efterspil.

Men han gentog flere gange, at situationen dengang var helt særlig, og at ledelsen i øvrigt aldrig kunne drømme om at blande sig i avisernes redaktionelle beslutninger.

»Det ligger simpelthen i vores gener ikke at gøre det.«

– Men tilsyneladende er det jo sket i flere tilfælde alligevel?

»Det ved I jo ikke. Jeg ved det i hvert fald ikke,« sagde Lars Munch og henviste igen til, at det er påstand mod påstand i tilfældet med Bispebjerg Hospital.

»Så længe I ikke har nogen beviser, vil jeg ikke fælde nogen dom over det.«

Ikke en fyring

Jørgen Ejbøl har i den nyligt udgivne portrætbog Pansergeneralen antydet, at Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard blev fyret, fordi han ikke leverede de resultater, som koncernbestyrelsen ønskede. JP/Politikens Hus er ellers ejet af to fonde, som ansætter og afskediger avisernes chefredaktører.

Lars Munch fastholdt i går, at Lidegaards fratrædelse var en fælles beslutning.

»Det var ikke en lodret fyring,« sagde han.

»Bo Lidegaard udtalte selv, da han holdt op, at han var ved at løbe sur i resultatkrav og besparelser, og at han derfor ville begynde at skrive igen. Da det var mig selv, der havde samtalen med ham, kan jeg bekræfte, at det var sådan, det foregik.«

Tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten Carsten Juste siger, at Jørgen Ejbøl sørgede for, at Venstre op til udlændingevalget i 2001 på forhånd blev orienteret om nogle artikler, der ville få udlændingedebatten til at eksplodere
Læs også

Lars Munch kaldte Jørgen Ejbøl for en »farverig« person, der siger tingene »som de er«.

– Har du aldrig sat foden ned over for ham?

»Ejbøl og jeg har haft rigtig mange samtaler om rigtig mange ting. Også når han engang imellem synes, jeg går for langt, og når jeg synes, han går for langt, siger jeg det også.«

– Det virker, som om folk omkring ham er bange for ham?

»Det er måske rigtigt. Jeg er ikke bange for Jørgen Ejbøl. Vi har et tillidsfuldt samarbejde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu