Læsetid: 6 min.

’Vi er begyndt at se vores kroppe med andres øjne’

Psykoterapeuter og behandlere er i dag vidner til en kulturel ødelæggelse, siger den engelske psykoterapeut og forfatter Susie Orbach i et interview med den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud om globaliseret kropshad
Psykoterapeuter og behandlere er i dag vidner til en kulturel ødelæggelse, siger den engelske psykoterapeut og forfatter Susie Orbach i et interview med den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud om globaliseret kropshad

Line Høstrup/iBureauet

29. december 2016

»90 procent af vestlige piger og kvinder ville ønske, de kunne ændre et eller andet ved deres kroppe. Samtidig ligger der et stort marked i at få drenge og mænd til at føle sig lige så kropsligt usikre som kvinder. Vi kan ikke føre politik i terapirummet, men så må vi føre politik udenfor. Vi må sørge for, at vores viden kommer til offentligheden og til myndighedernes kendskab. Det vil være for psykologisk, fysisk og økonomisk kostbart ikke at gøre det.«

Sådan siger den engelske psykolog, forfatter og samfundsdebattør Susie Orbach, 70 år, der i årtier er gået i brechen for at beskytte menneskers mentale sundhed.

Et særligt betændt tema har her været vores kroppe, især kvinders kroppe. Det er snart 40 år siden, hun skrev klassikeren Fat is a Feminist Issue (1978). Her bliver slankeindustri og spiseforstyrrelser sat i et kønspolitisk perspektiv.

The New York Times har omtalt Susie Orbach som den mest berømte person med en terapeutisk divan i England siden Sigmund Freud. Hun blev terapeut for Lady Diana, da hun søgte hjælp imod sin bulimi. Susie Orbach er også stærkt engageret i organisationen Endangered Bodies, som internationalt arbejder for at gøre op med det, hun kalder »body-hatred international«.

»Din krop, min krop, babyers kroppe, gravides, venners, berømtheders og prinsessers kroppe,« siger Susie Orbach, »er nu blevet del af en global samtale. Vi er optaget af udseende, aldring, farve og af, hvordan vi præsenterer os. Og myndigheder kategoriserer og definerer i henhold til normer for rigtig kropsform, sundhedstilstand, energiniveau, fedme og fitness. Det er blevet travle tider for kroppe. Så travle, at mange må søge terapi«.

Line Høstrup/iBureauet

– Hvordan kommer dette til udtryk?

»En afgørende problemstilling er, hvordan vi får ødelagt vores grundlæggende forhold til mad. Vi ved ikke, hvad vi skal spise og hvordan. Problemerne er så store, at der råbes på eksperter som dig og mig. Og vi har fået en hel spiseforstyrrelsesindustri. Fænomener, som blev opfattet som afvigende for ti år siden, såsom ekstreme diæter, er i dagens kultur blevet normaliseret og til dels også idealiseret.«

– Når vi taler om fænomener som spiseforstyrrelser, er det ofte sådan, at personen, som er overdrevent optaget af sin egen krop, i form af vægt og udseende, også ofte vil være den, som har for lidt sansekontakt med sin egen krop – det være sig i form af lyst, smerte eller fysisk udmattelse. Der kan ofte være et groft misforhold mellem at tænke sin krop og at mærke sin krop.

»Men det store problem lige nu er, at det, som vi kender som en del af sygelige fænomener, er blevet massefænomener. Rigtig meget kropsfokus i dag handler om at forme kroppene for, at de skal vises frem. Kroppen bliver et produkt, en ting, en handelsvare og et middel. Og så kan vi få et fremmedgjort forhold til os selv. Vi får utrygge kroppe, usikre kroppe, ustabile kroppe.«

Falske kroppe

Susie Orbach og jeg kommer i vores samtale ind på den skarpsindige britiske barnelæge og psykoanalytiker Donald W. Winnicott.

Orbach har udviklet et begreb om ’falske kroppe’, der bygger videre på Winnicotts begreb om ’det falske selv’. Det falske selv handler om barnet, som ikke bliver imødekommet på en tilfredsstillende måde, og som derfor strækker sig socialt ud for at tilfredsstille andre. Det forsøger at blive det, som de andre ønsker, og bliver mere optaget af andres tilstande end af sin egen. I behovet for kontakt og anerkendelse risikerer barnet at miste sig selv.

»De falske kroppe«, fortsætter Susie Orbach, »handler om, at når vi bliver stærkt optagede af, hvordan andre ser på os, så begynder vi at se os selv med andres blikke. Og det kan ramme netop glæde, lyst og vores sanselige kontakt med os selv. Kunsthistorikeren John Berger beskrev allerede i begyndelsen af 1970’erne i bogen Ways of Seeing, hvordan kvinder helt fra barndommen overvåger sig selv; må vurdere, hvordan de bliver vurderet og må se på sig selv, som en der bliver set på af andre«.

Dette er noget, som bliver tydeligere på de sociale medier. I anstrengelserne for at få andre til at kunne lide os, begynder vi at se på os selv udefra – og gøre os selv til vores eget objekt, påpeger Orbach.

Line Høstrup/iBureauet

»Der photoshoppes og bruges timer på at forberede det billede, som sendes ud i de sociale medier, og så afventer man responsen. Der er forskning, som viser, hvad det kan gøre ved en, hvis man drømmer om at opnå f.eks. 125 likes og så kun får 25 …«

– I den difference kan vi finde megen skam og selvforkastelse. Hvad mener du om nødvendigheden af at politisere kroppen?

»Lad mig vende tilbage til Winnicott igen. Han skrev, at ’der ikke findes noget spædbarn’. Dermed mente han, at der ikke findes et levedygtigt spædbarn uden moderlig omsorg. Jeg parafraserer ham og siger, at ’der ikke findes en krop’. Det vil sige, at vores kropslighed altid er præget af de relationer, den indgår i. Nogen af de store samfundsmæssige relationer er repræsenteret ved hele industrier.«

– Såsom hvilke?

»Der findes en skønhedsindustri, som allerede er enorm; som har højere vækstrater end mange andre brancher og som vinder nye markeder, nu også for ganske små piger og drenge. Den finder stadig nye veje – såsom Botox til otteårige. Vi ser et voksende marked for labiaplastik – kosmetiske operationer på kønslæberne. Kosmetik er nu Kinas femte største forbrugsmarked.«

»Og så findes der som bekendt en hel slankeindustri. Det slående ved denne har altid været, at den ikke virker. 97 procent af alle slankekure slår fejl inden for et overskueligt tidsperspektiv. Havde disse diæter virket, ville industrien ikke have været så stor.«

»En tredje er den farmakologiske industri. Den producerer antidepressiva til unge piger, slankemidler og dopingmidler. Den forårsager også miljøskader og er udtryk for social uretfærdighed i forhold til fattige mennesker i Indien, som sover på jobbet og bliver udsat for ulykker.«

Globaliseret had 

– Du er meget optaget af globaliseringen af kropshadet?

»Det er skrækkeligt, hvad der sker. Vestlige idealer, vestligt kropshad og plager såsom spiseforstyrrelser eksporteres nu til hele kloden. Børn lærer fra helt små af, at den moderne krop er noget alt andet end givet, at den er noget, som der kan bearbejdes skulpturelt og arbejdes med.«

»På samme måde som vi kan miste vores sprog, kan vi også miste vores kroppe. I Singapore findes der er en betydelig industri for at få lavet vestlige næser. Farvede mennesker bleger deres hud, og i Kina lader mange sig operere for at kunne blive ti centimeter højere, mens sydkoreanere underkaster sig kæbeoperationer for at få et ansigtsparti som hvides. Forældrene betaler. Sådan ødelægges kulturer.«

Line Høstrup/iBureauet

»Det ændrer menneskers mentale selvopfattelser og får især piger til at vende blikket indad. Vi ser samfund, hvor piger endelig har fået rettigheder og muligheder, men nu rammes af tvivl og usikre kropsoplevelser og som derfor forbliver tavse. Det moderne kropsprojekt er en ny form for social kontrol. Med til det store billede hører også den internationale sortbørshandel med transplanterede organer. Her får vi virkelig udstillet, i hvor høj grad kroppe er blevet til varer.«

Susie Orbach siger, at vi må handle politisk. Det gør hun selv. Et af hendes nyere engagementer er kropsleden hos gravide og kvinder på barsel. Hun har været rådgiver for de britiske myndigheder og skrevet vejledningen Two for the Price of One. Titlen er finurlig og præcis. At arbejde med kropsbilledet hos mødre vil forhåbentlig også blive forebyggende i forhold til det opvoksende barn.

»Svangerskab og barsel var tidligere en fristund. Når kropshadet også melder sig her, skaber det problemer. Det gælder navnlig barselstiden. Ikke mindst kan moderens ubehag ved sin egen krop gå ud over relationen til barnet.«

»Moren kan blive fanget ind af sin egen kropsrelation og blive optaget af praksisser, som handler om at distancere sig fra sin egen naturlige kropslighed. Jeg ser med stor alvor på fænomener som Botox i ansigtet hos en nybagt mor. Barnet søger kontakt og respons på sig selv og egne følelser i morens ansigt. Hvordan skal det gå med den respons, når ansigtet er glattet helt ud?«

© Finn Skårderud og Aftenposten/Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Viggo Okholm
  • Carsten Munk
  • Estermarie Mandelquist
  • Jørn Andersen
  • morten andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Ejvind Larsen
Flemming Berger, Viggo Okholm, Carsten Munk, Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen, morten andersen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Wachowski-brødrene, der lavede Matrix, er blevet til Wachowski-søstrene. 2015 skrev og producerede de 1. sæson af en serie, Sense8 http://www.imdb.com/title/tt2431438, som trods sin mystik har 1 budskab: Hvis mennesker vitterlig forstår hinanden, smelter alle barrierer og alles evner bliver til alles evner.

Det er Netflix som producent, der lægger navn til sæson 2. Hér går Wachowskierne skridtet videre: Kroppen er i centrum og alles nydelse er alles nydelse, og at være i live som menneske handler om at Være Menneske, det biologiske, det følende, det elskende, der ikke politiserer og manipulerer, men forstår sin egen krops afgrænsning, svaghed og integritet, og dermed andres.

Det er frisk luft, kroppen ikke er en omkostning, der sættes ind som indsats for at få "noget andet" - "med livet som indsats" og den slags. Men derimod det vigtigste vi Har og Er.

Hvis selv ser, plus man ser på sig selv, og den som ser sig selv har en kammerat der udefra, ser på den som ser på sig selv, så er der ikke noget at sige til, at industrien jubler.
Det er god humor hvis kroppen er det vigtigste vi har, for kroppen ved ikke, at jeg er i kroppen, den ved heller ikke, at jeg identificere mig med kroppen. Det kan der komme et skønt drama ud af.

Randi Christiansen

Et kollektiv der, tydeligvis helt uden at vide, hvad det gør, har valgt konkurrence som den underliggende samfundsmodel, vil naturligvis som een af mange dynamiske effekter få de i artiklen beskrevne kropsperversioner. Når kroppen og det fysiske udseende i ekstrem grad er en handelsvare, en kapital i kampen for overlevelse, så kan det ikke undgås, at mennesker lader sig presse til disse sygelige og unaturlige kropskorrektioner - som ofte skyldes et usundt måske ligefrem giftigt miljø.

Hvad, man naturligvis i stedet bør gøre, er at forstå sundheden, som det grundlæggende fundament for skønhed. Fokuseres derfor på at leve overensstemmelse med det gode, sande, skønne og retfærdige vil vi som mennesker helt naturligt og med tiden også være i fysisk balance og dermed være sunde og smukke. I konkurrencehøjhastighedssamfundet bliver vi fremmedgjorte og afsporede, syge og grimme. Og det kan ingen skønhedsindustri og psykoterapeuter reparere på.

Flemming Berger, Viggo Okholm, Mette Poulsen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen, Torben K L Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Annika Tiin Nielsen

Det er for upræcist, Randi, mener jeg. Du kan godt som enkeltindivid leve ud fra din egen overbevisning om, hvad det skønne, sunde, gode og sande er. Det fjerner ikke konkurrence-elementet. Hvis vi derimod søger at finde det gode og sande SAMMEN - altså det, vi som mennesker har til fælles, så kan vi overskride det konkurrence- og individbårne samfund. Men det kræver, at vi løfter blikket fra os selv og begynder at interessere os for hinanden. Og så tror jeg, vi kunne have godt af at trække det 'sunde' helt ud af den gamle antikke ligning her i 2016. Det sande, skønne og gode liv er vel automatisk sundt, tænker jeg.

Viggo Okholm, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Annika, vi må kende den konstant, vi kan bruge som målestok for det gode, sande, skønne og retfærdige. Det er opgaven, og det er udfordringen. Tror man overhovedet, at den målestok findes? Og hvor tror man, at den findes? I det eso-eller i det eksoteriske rum? Hvad tror man, definerer materien? Kvantefysikken viser os jo, at det vi måler på, påvirkes af målingen, hvilket fortæller os, at vi er medskabere, at vores bevidsthed, vort fokus, definerer materien.

Vi må altså blive enige med os selv og hinanden om hvilken verden, vi ønsker.

Det du søger efter, er allerede der hvor du søger fra.
Sct Francis

Hvis man søger efter en god krop eller kigger på sig selv udefra, ovenfra o.s.v så kommer man til, at søge i lang tid.

Gid drengen fra "Kejserens nye klæder" ville blive en del af vores hverdag. Vi har jo viden nok til ikke at løbe rundt som hovedløse høns/haner, så er det "bare" angst/usikkerhed der manipulere os?

Jeg synes der bliver lavet en mystisk sammensværgelse ud af noget relativt simpelt.

Mænd tænder på det visuelle.

Dengang man var gift for livet, var det kun noget kvinder behøvede at bekymre sig om i forlovelsesfasen. Og det var en forlovelsesfase der foregik i små samfundsgrupper hvor der ikke var så meget valg, og dermed konkurrence.

Nu opgradere kvinder deres mænd med jævne mellemrum, og de gør det i meget store sociale grupper hvor de tydeligt kan se de attraktive top 10% mænd, og hvor de tydeligt kan mærke konkurrencen fra alle de piger der bare ser en lille smule bedre ud.

Enter skønhedsindustrien, som tilbyder at hjælpe. Mod betaling.

Til Lise Lotte Rahbæk

Næ, men det er et livsvilkår medmindre man aktivt vælger det fra (eller er homoseksuel).

Og med "aktivt vælger det fra" mener jeg, at man selv holder op med at konkurrere, ikke at man højlydt erklærer at de mest attraktive mænd SKAL interessere sig for mindre attraktive kvinder fordi følelser.

Mads og Lise Lotte: I nævner det at være attraktiv og hermed synes jeg i anerkender konkurrencen omkring kroppen og hvis det er det vi/I gør sår vi jo netop frøene til det artiklen handler om, nemlig hvordan ses vi ude fra ? Æstetikken bliver en vinkel vi skal ses fra. I buddhismen diskuteres ofte begrebet tomhed og ikke selv og det er for de fleste af os som leger med den tro et af de svære begreber. For hvad er det at være? er vi altid? med sind / ånd, psyke? Kroppen er hylsteret hvor organer og hjerne skal sikre vi kan navigere, men vi ved at denne krop altid vil forgå uanset, men alligevel kan vi vælge at dyrke dette hylster i hysteri omkring det uundgåelige for at begære at andre begærer. Men samtidig er kroppens balance/sundhed i sig selv medvirkende til at evnen til at være og begære kan forblive intakt så lang det liv her er i den bevidsthed vi er i lige nu.

Lise Lotte Rahbek

Viggo Okholm
Njah, jeg synes nu mest jeg forsøger at forstå, hvad andre mennesker lægger stor værdi i.
Jeg er så heldig at vokse op dengang en del af kvinderne havde smidt bh'erne og de fleste af os bare var .. almindelige.. af kropsbygning og levede med almindeligheden som et godt, gedigent hylster at udvikle sindet og karakteren i.

Konkurrence er et livsvilkår, jeg dårligt kan undgå at erkende er meget populært, men jeg undgår helst konkurrence. Der er for mange ulykkelige tabere og for få lykkelige vindere i verden til at jeg rigtig kan tro på konkurrencens værdi.

Til Viggo Okholm

Jeg forsøger ikke at så noget som helst. Det jeg forsøger er, at forstå virkeligheden. Og virkeligheden er at vi BLIVER set udefra og vurderet, som potentielle sexpartnere, ud fra biologiske kriterier.

Du skal være hjertens velkommen til at søge at frigøre dig, og andre, fra kønslig konkurrence via Buddhistiske teknikker. Men uden et solidt greb om hvad præcist det er du, og andre, søger at frigøre jer fra, skal du nok ikke forvendte at kunne forandre samfundet særligt meget.

Søren Kristensen

»Og så findes der som bekendt en hel slankeindustri. Det slående ved denne har altid været, at den ikke virker. 97 procent af alle slankekure slår fejl inden for et overskueligt tidsperspektiv. Havde disse diæter virket, ville industrien ikke have været så stor.«

Og sådan er der så meget, fx:
Og så finders der som bekendt hele antimalware-industrien. Det slående ved denne har altid været, at den ikke virker. 97 af alle computere får malware og begynder at køre langsommere indenfor et overskueligt tidsperspektiv. Havde disse programmer virket, havde antimalware-industrien ikke været så stor og du ville ikke skulle købe en ny computer eller skifte styresystem hver femte år.