Læsetid: 4 min.

’Hvis en entreprenør kom til at vælte én søjle på Akropolis, skulle han så genopbygge det hele?’

Godsejer Johan Bernt Collet vil ikke betale for genopretningen af 11 gravhøje fra bronzealderen og heller ikke for en 6.000 år gammel langdysse fra stenalderen, som blev pløjet ned for at plante juletræer. Hans ihærdige anstrengelser for at undgå at betale fortsatte mandag i Østre Landsret
20. december 2016

På den ene side en godsejer og tidligere konservativ forsvarsminister i blå blazer, lysegråt slips og sorte sko med små kvaster. På den anden side en arkæolog fra Slots- og Kulturstyrelsen i ternet, krøllet skjorte og kondisko. Hver flankeret af en advokat i sort kappe med mørkerød krave. På et podie tre landsdommere tronende med Benedicte Teglmann som retsformand.

Stridens emne: Hvem skal betale for genopretningen af 11 gravhøje fra bronzealderen og ikke mindst for en 6.000 år gammel langdysse fra stenalderen? Som tidligere omtalt i Information står valget imellem, om det skal være godsejeren eller Slots- og Kulturstyrelsen.

Forhistorien er, at et antal fortidsminder for otte år siden ulovligt blev pløjet ned eller kraftigt beskadiget af skovmaskiner og siden erstattet af nyplantede juletræer på jorde under Collets gods Lundbygaard i Sydsjælland.

Men under det umiddelbart enkle spørgsmål om, hvem der skal betale, gemmer sig et mere principielt spørgsmål: Eksisterer der et objektivt grundejeransvar – kan en skovejer således slippe for ansvar (og dermed også for betalingen), hvis skaden på et fredet fortidsminde ikke er udført af ham selv, men derimod af folk, han har ansat?

For godsejerens regning reetablerede Skov og Naturstyrelsen fortidsminderne, hvilket Collet absolut ikke ville finde sig i, og derfor indstævnede han styrelsen. For godt et år siden dømte Københavns Byret ham til at betale godt en halv million kroner for genopretningen, hvilket Collet appellerede.

Mandag mødtes parterne så igen i Østre Landsrets 17. afdeling til en ny holmgang om de nedpløjede fortidsminder. Men selv om der var afsat to retsdage, blev det en hurtig omgang: Såvel forelæggelse, afhøring af Collet, advokaternes procedurer samt duplik og replik blev overstået på en enkelt dag.

Elementær erstatningsret

Som i byretten byggede Collets advokat, Hakon Djurhus, primært sin argumentation op omkring en påstået forældelse af sagen, dernæst spørgsmålet om ubetinget grundejeransvar og endelig en påstand om, at den nedpløjede langdysse var blevet reetableret med en faktor 4,5 i forhold til, hvordan den var inden nedpløjningen i sensommeren 2008.

Til spørgsmålet om forældelse mente Djurhus, at man måtte anvende treårsfristen i forældelsesloven. Og når der, fortsatte han, var gået fire år og tre måneder, fra Collet modtog et forvarsel om et kommende påbud om genopretning af skaderne, til han retligt blev stillet over for kravet om at skulle betale for reetableringen, var fristen på de tre år langt overskredet.

Det var, forklarede Djurhus, »fuldstændig elementær erstatningsret«.

Hertil argumenterede Hanne Marthine Møller Jensen fra Kammeradvokaten, at treårsfristen ikke var et almindeligt pengekrav, men derimod et refusionskrav. Der var ikke tale om et almindeligt pengekrav, derimod skulle Collet refundere styrelsens afholdte udgifter til reetableringen, og derfor begyndte uret først at løbe, når styrelsen havde betalt. Anskuet på den måde var treårsfristen på ingen måde overskredet.

Om det objektive grundansvar mente Djurhus, at i og med der er omvendt bevisbyrde, skulle Collet bevise, at han ikke havde udvist forsømmelser eller fejl, altså været uagtsom. Djurhus kunne i den forbindelse henvise til en byretsdom fra 2008, hvor Retten i Nykøbing Falster havde opgivet en sag om, hvem der fysisk havde forvoldt skaderne. Hvad var bedre for Collet end en sådan byretsdom, når han skulle bevise, at han var ansvarsfri, spurgte Djurhus dommerne.

Hertil svarede Møller Jensen, at spørgsmålet om Collets egen personlige ’skyld’ eller ej kun var relevant, hvis skaderne var forvoldt af udenforstående, altså at fremmede var trængt ind på hans jord og havde forvoldt skaderne. For hvis enhver skovejer kunne slippe for ansvaret (og betalingen) bare ved at henvise til, at det var deres ansatte, der havde forvoldt skaderne, ville bestemmelsen om genopretning i museumsloven fuldstændig miste sit indhold.

»Til enhver tid kan kravet rettes mod ejeren, når der altså ikke er tale om udenforstående,« sagde hun.

Ligeledes fandt Møller Jensen byretsdommen fra 2008 irrelevant, fordi en straffesag bygger på en helt anden målestok end en sag efter museumsloven. Det lykkedes ikke i straffesagen for anklagemyndigheden i Nykøbing Falster ’uden for enhver tvivl’ at bevise, hvem der fysisk havde ødelagt fortidsminderne, og derfor måtte sagen falde. Men det er ikke det samme, som at Collet som skovejer ikke kunne idømmes ansvar.

Genopbyg hele Akropolis

Endelig var der spørgsmålet om genopretningen af langdyssen. I sommer sagde Collet til Information, at han ikke fattede, hvem der havde glæde af, at dyssen – som nu er opbygget med almindeligt jord og grus – er blevet mere end dobbelt så høj, som den ifølge beskrivelse var inden nedpløjningen.

I 1945 og igen i forsommeren 2008 blev langdyssen beskrevet som værende omkring en halv meter høj, mens den reetablerede dysse er målt til 1,20 m i højden.

Ifølge beregninger, Djurhus havde fået lavet hos en landinspektør, rummede den nu nedpløjede »langstue eller jættestue, hvad det nu hedder«, som han sagde, ca. 80 ton jord. Men ifølge landinspektørens beregninger var der anvendt omkring 370 ton jord og grus til reetableringen.

»Det giver en faktor 4,5,« havde Djurhus regnet sig frem til. Og som han fortsatte:

»Det svarer til, at en græsk entreprenør kom til at vælte en enkelt søjle i Akropolis, og så krævede man en genopbygning af hele Akropolis.«

På sin side henviste Møller Jensen til afhøringerne i byretten, hvor medarbejdere i Slots- og Kulturstyrelsen havde forklaret, at de inden genopretningen havde søgt efter gamle fotos og kort og herudfra konkluderet, at dyssen var 31,75 meter lang, 11,15 meter bred og i samme højde som nu.

Endelig pegede hun på kortmateriale dels fra før nedpløjningen, dels efter genopretningen med kotetal, altså højden over havoverfladen.

»Tallene er ens, så den genoprettede dysse er i hvert fald ikke højere i forhold til havoverfladen,« forklarede hun.

Østre Landsret fælder dom i sagen den 23. januar kl. 10.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En arbejdsgiver- ordregiver har ledelsesret og instruktionsbeføjelse. Sjusker han har han et problem, og det er hans eget, ikke andres.

Per Klüver, kjeld jensen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Måske ligger problemet også i, at "I sommer sagde Collet til Information, at han ikke fattede, hvem der havde glæde af, at dyssen".

Men sagen befinder sig ved domstolsbehandling, og jeg syntes, man skal lade domstolene afgøre den i fred.

Til gengæld må det ligge helt klart, at det er fuldstændig uacceptabelt, hvis en privatperson ustraffet kan slippe af sted med at skade, ødelægge, destruere eller fjerne fredede fortidsminder. Og ud over genetablering må der gives meget voldsomme straffe for denne form for forbrydelse.

Videre ligger det meget klart i dansk lovgivning, at skadesvolderens principal har et "principalansvar", og det ligger helt tilbage til den gamle "Jyske Lov".

Men i forhold til en række andre lande, mangler Danmark fortsat en lovgivning for "kædeansvar", Hvilket havde afgjort denne sag ganske omgående.

EU har flere gange anbefalet en lov om kædeansvarlighed. Altså en lov der f.eks. kan bruges mod byggeherrer, der lægger kontrakter ud til underentreprenører, der igen bryder love - f.eks. omkring løn, ansættelsesvilkår, arbejdsvilkår opkrævning ag kildeskatter og så videre. Og den vil også sikre dette.

Andre lande har indført denne lov men ikke Danmark. Fleste byggeprojekter i Danmark udbydes af offentlige bygherrer, derfor er man er bange for, det vil påvirke kontraktprisen for offentlige udbud, hvis under-entreprenører skal overholde lovene til punkt og prikke.

Bjarne Bisgaard Jensen

penge, penge, penge frem for ordentlighed. Ikke underligt at DK er på vej ned af slidsken

kjeld jensen, Niels Duus Nielsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar