Feature
Læsetid: 3 min.

’Det er en katastrofe. Et knæfald’

Der var demonstrationer verden over i går aftes imod den desperate situation for civilbefolkningen i Aleppo. Men der er stadig ingen aftale om evakuering
Tusindvis viste deres afmagt og frustration efter eskalering af kampene i Aleppo ved at gå på gaden i København og en række andre byer verden over.

Tusindvis viste deres afmagt og frustration efter eskalering af kampene i Aleppo ved at gå på gaden i København og en række andre byer verden over.

Sille Veilmark

Indland
15. december 2016

Op mod 7.000 mennesker demonstrerede i aftes på Christiansborg Slotsplads i København under overskriften ’Save Aleppo’. Også i Århus, Aalborg, Odense, Vordingborg, Roskilde og Bornholm var der planlagt demonstrationer i protest mod den manglende handling over for den desperate situation, som de syriske civile befinder sig i i byen.

Salehah Malik på 23 står med sin veninde Karima og kigger på de lys, der netop er blevet tændt foran indgangen til Christiansborg. »Syrien,« står der.

»Vi er kommet for at vise vores støtte til vores medmennesker i Syrien. Der er ingen i Vesten eller nogen andre steder, der gør noget. Vi taler om tusinder af uskyldige mennesker, der er blevet dræbt inden for kort tid, og det skal vi virkelig have sat en stopper for,« siger Salehah Malik.

»Alle de politikere. Ministre, politikere, FN, EU – alt det vores penge går til. De kan ikke bare sidde på deres poster iført dyre italienske jakkesæt og gå hjem og sove i en varm seng. Befolkningen derude, de dør jo.«

Sille Veilmark

Ikke kun terrorister

I sin tale til demonstrationen fortalte dokumentaristen Nagieb Khaja om sidste år, da han var i Hanano – et oprørskontrolleret område i Aleppo, der blev indtaget af regimet for et par dage siden.

»Modsat nogle af de fortællinger, man får fra regimekontrollerede medier, så var der ikke kun terrorister i de her områder. Der var civile, børn der gik i skole, læger der arbejdede på hospitalet, forretninger. Nu er vi i en forfærdelig situation, hvor de civile er samlet på få kvadratkilometer, hvor de risikerer at blive dræbt alle sammen,« siger han.

»Det, vi laver i dag, handler om, at vi ikke glemmer dem dernede. Det gør indtryk på dem. I bedste fald kan vi måske presse nogen til at gøre et eller andet, så de kan komme ud derfra. Fordi det her handler ikke om oprørere mod regeringen. Det her handler om civile, der skal ud. Undskyld mig, men hvad fanden er det for noget, at vi skal forhandle om, hvorvidt civile skal have lov til at forlade det her område? Hvad fanden er det for en middelalderkrigsførsel? Det er en katastrofe. Et knæfald.«

Sille Veilmark

Ingen evakuering endnu

Demonstrationerne foregik verden over, og det skete efter en dag, hvor der stadig ikke er fundet nogen løsning på situationen for civilbefolkningen i den sønderbombede by.

Tirsdag blev der indgået våbenhvile mellem parterne, men allerede i går var der ifølge Ritzau igen rapporter om bombardementer fra regeringsstyrkerne mod Aleppo. Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder stod rebeller bag en bilbombe, og en aftale om evakuering af civilbefolkningen ser ud til foreløbigt at være kollapset.

Sille Veilmark

FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad al Hussein, er forfærdet over den manglende evakuering.

»Selv om årsagerne bag våbenhvilens sammenbrud er omdiskuterede, er det ekstremt voldsomme bombardement, som syriske regeringsstyrker og deres allierede har genoptaget i et område fyldt med civile, næsten helt sikkert en overtrædelser af international ret og højst sandsynligt en krigsforbrydelse,« siger han ifølge Ritzau.

Sille Veilmark

Træd i karakter

På Christiansborg Slotsplads er magtesløsheden fælles hos alle dem, Information taler med. Politikerne må gøre, hvad de kan for at stoppe bombardementerne, og det gør de ikke nu.

»Vi bliver nødt til at lægge pres på de organer, der rent faktisk har en mulighed for at gøre en forskel. Vi har en udenrigsminister, der bliver nødt til at træde i karakter og lægge pres på FN, NATO, EU,« siger Lærke Mygind på 28.

»Det føles, som om man bliver nødt til at være her. Det er ikke, fordi man har indflydelse på noget som helst. Men det er så forfærdeligt, det der foregår, at man bliver nødt til at gøre et eller andet,« siger hun.

Sille Veilmark

Hendes veninde Benedikte Lindqvist bryder ind.

»Jeg sidder i bussen og begynder at tude, fordi jeg ser billeder fra Aleppo og har den der magtesløshed, hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op. Når der så er noget sammenhold om at vise noget solidaritet, så er man nødt til at troppe op, selv om man i praksis ikke kan stille noget op.«

Sille Veilmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Andersen

Omsider folk på gaden, 7000 i alene København, i protest mod Syriens-slagterierne. Ovenikøbet under parolen »save Aleppo« (=red/frels) på netop den dag hvor ingen redning mere er mulig, og efter hvor mange års bombning og slagteri er det - 4-5 stk? Tja, man må håbe at det langt om længe er tegn på en begyndende opvågning i Danmark. Vi må vente og se for krigen mod Syriens befolkning fortsætter vist i fuldt omgang andre steder, og det er ingenlunde kun Aleppo der skal og bør reddes mens tid er! Blot har vores politikere tilsyneladende brug for et meget kraftigt pres for at røre på sig her i post-AFR tidsalderen. Danskere har kunnet mønstre det pres tidligere, Vietnam fx, kan det gøres igen? Omfattende og vedvarende protest anbefales!

Thomas Bindesbøll og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar